Satire
Læsetid: 4 min.

I skattely med Anders Samuelsen og Lars Seier – og 8 andre fede politikerrejser

Lars Løkke Rasmussen har fat i den lange ende: politikere er ideelle som rejseledere. Her er vores bud på attraktive rejser med danske politikere som værter. Hvem vil for eksempel ikke rejse jorden rundt med Carolina Magdalene Maier – eller tage til Sunny Beach med Jeppe Kofod?
Moderne Tider
21. september 2019

Sólrun og Lars Løkke Rasmussen skal frem over guide turister rundt på Færøerne. Sólrun er rejseleder for den »intime rejsegruppe« mens Lars Løkke kommer forbi og fortæller om »sin passion for Færøerne«, ligesom gæsterne skal overvære slagtningen af et lam.

Med så mange højdepunkter kan turen – som koster 14.000 kroner – kun blive et succes.

Og mange flere folkevalgte burde følge trop. Politikere er med deres brede interesse for samfundet og mange års erfaring med at møde nye mennesker ideelle som rejseledere. Vi har derfor samlet dette efterårskatalog over attraktive rejser, der alle har danske politikere – og i nogle tilfælde deres ægtefæller – som værter.

»Tango og Malbec« – med Anders og Annemette Fogh

Mia Mottelson

Med Annemettes dansetalent og Anders Foghs nyfundne glæde ved rødvin bliver denne rejse til Argentina noget ganske særligt. Annemette laver sin egen danseskole med hjælp fra en lokal tangodanser. Og når alle er godt trætte, er det tid til et glas af den argentinske signaturdrue, Malbec. Anders Fogh kan smage både sveske, blåbær og lakrids, lærer gerne fra sig og krydrer det hele med anekdoter fra et langt liv i og omkring politik.

Varighed: 14 dage.

Pris: 28.000 inklusive danseskole og vin ad libitum.

»Jorden rundt på syv dage« med Carolina Magdalene Maier

Mia Mottelson

Dag 1: København-Malaga.

Dag 2: Malaga-Gran Canaria.

Dag 3: Gran Canaria-Milano.

Dag 3: Milano-Mumbai.

Dag 4: Mumbai-Bordeaux-Paris.

Dag 5: Paris-Kairo.

Dag 6: Kairo-Zanzibar.

Dag 7: Zanzibar-København.

Varighed: 7 dage.

Pris: 22.000 kroner.

»Tough on crime« – en rundrejse i Den Dominikanske Republik med Søren Pape Pulsen og Josue Medina Vazquez

Mia Mottelson

Søren og Josue Medina er enige om, at det danske retssystem er for pænt og vattet. I Josue Medinas hjemland, Den Dominikanske Republik, har de en hårdere kurs over for kriminelle, med mindre de snyder i skat.

På denne juridiske rundrejse vil de to præsentere et alternativ til det blødsødne danske system. På turen kan man overvære en retssag og besøge det berygtede Azua-fængsel, hvor fangevogtere i 2015 skød og dræbte tre fanger, som forsøgte at flygte.

Varighed: 10 dage.

Pris: 18.000 kroner.

»Magten i Europa« – med Karsten Hønge i Bruxelles

Mia Mottelson

Bruxelles er centrum for magten. På denne tur får du en unik og personlig rundtur i parlamentets korridorer med Karsten Hønge som din personlige guide.

Hønge går i dybden med fortællinger om det fælleseuropæiske demokrati, EU’s historie samt sine egne europæiske mærkesager. Rejsen er støttet af EU-midler, hvilket giver en særdeles attraktiv pris.

Varighed: 5 dage.

Pris: 3.000 kroner.

OBS OBS OBS: TUREN ER DESVÆRRE AFLYST!

»Klassisk musik og lystige viser« – med Morten Messerschmidt og Dot Wessmann i Wien

Mia Mottelson
Ingen kan kombinere fin- og lavkultur lige så elegant som parret Messerschmidt og Wessmann, og på denne tur til Europas kulturelle hovedstad går det hele op i en højere enhed: koncert med Wiener Philharmonikerne den ene dag og lumre viser på en brun knejpe den næste.

Af klimahensyn går turen med toget til Wien, men Dot har lovet at stå for underholdningen hele vejen derned. Blandt andet vil hun opføre en ny vise, som er skrevet over Dansk Folkepartis klimapolitik og heder »Safterne stiger«.

Varighed: 5 dage.

Pris: 9.000 kroner.

»Luksus og skattely« – med Anders Samuelsen og Lars Seier Christensen til Schweiz

Mia Mottelson

Højt humør og lav skat. Ingen kender jetsetlivet og smuthullerne i Schweiz bedre end Lars Seier Christensen. Og sammen med den tidligere udenrigsminister, Anders Samuelsen, guider Seier til de allerdyreste butikker og fineste restauranter.

Turen er eksklusiv og derfor dyrere end andre rejser i kataloget – men se det som en investering: Der bliver givet masser af gode skattefifs undervejs.

Varighed: 5 dage.

Pris: 250.000 kroner.

»Ungrejs special« – med Jeppe Kofod til Sunny Beach

Mia Mottelson

Så bliver det sjovt! Den festglade udenrigsminister, Jeppe Kofod, tager den stramme skjorte på og er med hele vejen, når han arrangerer druklege i bussen, pubcrawl i den bulgarske badeby og en stor tour de chambre på hotellet.

Vi garanterer masser af spas og lir, når Kofod giver den som gæste-DJ på diskoteket Den Glade Viking.

Varighed: 8 dage.

Pris: 5.500 kroner. Tillæg for enkeltværelse.

OBS: Aldersgrænse 15 år.

»Colaens hjemland« – med Inger Støjberg til USA

Mia Mottelson
Hele Danmarks coladronning, Inger Støjberg, er guide på denne tur, hvor du får mulighed for at besøge Coca-Colas hovedsæde i Atlanta samt byens store Coca-Cola-museum »World of Coca-Cola«.

Hver aften er der colablindsmagning med den tidligere integrationsminister som den hårde, men retfærdige dommer. Der vil også være tid til eftertænksomhed og udblik, når Inger analyserer USA’s racepolitiske historie med colaen som omdrejningspunkt.

Inger Støjberg er kendt for at stå tidligt op og straks åbne en cola, og på turens sidste dag, laver hun en egentlig morgencolachallenge, hvor hun udfordrer gæsterne i, hvem der kan drikke flest colaer inden klokken slår 8.00.

Varighed: 4 dage.

Pris: 8.500 kroner inklusive fri cola på værelset.

»Fra arbejderdreng til topleder« – Henrik Sass Larsens Køge

Mia Mottelson
Henrik Sass Larsen er heldigvis blevet hurtigt rask igen, og ved siden af sit nye job som topchef for brancheorganisationen for venture- og kapitalfonde har han fundet tid til at være guide på denne tredagestur til sydkystens perle.

Sass fortæller om sin rejse fra arbejderklassedreng i en problemfyldt familie til toppen af den politiske – og økonomiske – magt. Undervejs vil der være nedslag i den socialdemokratiske byhistorie i Køge.

Alle måltider indtages på Café Vanila, og du får mulighed for at møde både Tommy Kamp og Suzuki Torben.

Varighed: 3 dage.

Pris: 4.500 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et fedt indlæg , tak for bred ymer!

Morten Højbjerg Sørensen

He he he! Hvor melder man sig til?