Det ville være forkert at sige, at de kvindelige kinesiske svømmere dominerede verdensmesterskaberne i Rom i 1994.
De smadrede turneringen.
Af 16 guldmedaljer tog kineserne de 12. Præstationen var så meget mere chokerende, fordi kineserne kom fuldstændig out of nowhere. Før 1990 havde en kvindelig kinesisk svømmer aldrig vundet en svømmemedalje ved et større mesterskab. De eksisterede simpelthen ikke i sporten. Så vandt de fire guldmedaljer ved OL i Barcelona i 1992. Og det endelige gennembrud kom derefter ved verdensmesterskaberne to år senere.
Det siger sig selv, at sådan en udvikling skabte mere end blot en diskret hvisken i krogene om doping. Faktisk blev der talt højlydt i svømmekredse om, at de kinesiske svømmekvinder – hvoraf nogle dukkede op til stævnerne med overkroppe, der fik dem til at ligne kloner af Arnold Schwarzenegger fra hans tidlige film – var blevet pumpet fuld af stoffer gennem et statsstøttet dopingprogram, der kunne måle sig med DDR’s dopingfabrikker i 1970’erne.
Og offentligheden fik alle sine mistanker bekræftet ved de Asiatiske Mesterskaber i 1994, da syv kinesiske svømmere blev knaldet for ulovlig brug af steroider, og landet blev frataget ni af sine 23 guldmedaljer.
Bod og bedring
Efter denne skandale lovede de kinesiske sportsmyndigheder bod og bedring, men allerede verdensmesterskaberne i 1998 var den gal igen, da brystsvømmeren Yuan Yuan blev snuppet i tolden med tilstrækkeligt mange ampuller med væksthormoner til at holde den kvindelige del af landsholdet kørende gennem hele stævnet.
I det hele taget tegnede kinesiske svømmere sig for halvdelen af alle de dopingtilfælde, der blev afsløret i svømmesporten på verdensplan i løbet af 90’erne. Og lige siden har der hængt en uafrystelig dopingmistanke ved de kinesiske svømmeatleter. En mistanke, der jævnligt er blevet fodret af positive dopingprøver og opsigtsvækkende præstationsforbedringer fra kinesiske svømmere. Og lige nu er Kinas absolutte topsvømmer fanget i en heftig dopingstrid, der rummer det bemærkelsesværdige element, at oppositionen mod den mulige dopingsynder først og fremmest kommer fra atleterne selv.
Hvor det normalt er de internationale forbund eller dopingmyndigheder, der fører an i kampen mod dopingsnyderne, så er det i denne omgang svømmerne selv, der kæmper for at få ryddet op i bassinet. Det er sket gennem meget synlige protestaktioner, der har stjålet overskrifter over hele verden, og som har udløst en ballade, der truer med at undergrave svømmesportens status som en troværdig olympisk sport.
Hovedpersonen
Stridens centrum er den 27-årige topsvømmer Sun Yang. Med sine 89 kilo fordelt på 198 centimeter veltrænet svømmekrop er han ikke blot et fysisk pragteksemplar. Han er også en af de mest succesfulde svømmere nogensinde. Han er således den første mandlige svømmer i verden, der har vundet både olympiske guld og VM-guld i 200, 400 og 1.500 meter fri. Og i sit hjemland er han ikke blot en af de mest kendte sportsmænd – hans status er for længst hævet til nationalt ikon.
Sun Yang slæber imidlertid også rundt på en blakket fortid. I 2014 blev han idømt tre måneders karantæne for doping for indtagelse af det forbudte stof Trimetazidine. Og i september sidste år var den gal igen.
Et hold af antidopingkontrollanter kom uanmeldt på besøg i Suns hjem i Zhejiang for at foretage en såkaldt out of competition-test af Sun Yang, og det tog han ikke særligt pænt. Faktisk endte besøget med, at den kinesiske svømmer og en af hans sikkerhedsvagter greb en hammer og smadrede glaskolben med den blodprøve, han netop havde afgivet, hvorefter hans mor konfiskerede antidopingkontrollanternes øvrige materiale og forlod huset med det.
Frifindelse
Det internationale svømmeforbund, FINA, fik efterfølgende et uafhængigt nævn til at undersøge hændelsen. Og nævnet endte med at frifinde Sun Yang på baggrund af tekniske forhold i forbindelse med afviklingen af dopingkontrollen – samt med en konklusion om, at man nok »aldrig ville vide« præcis, hvad der var sket.
Og så håbede svømmemyndighederne tydeligvis, at sagen kunne lukkes der.
Det kunne den imidlertid ikke, for det lykkedes den engelske avis The Sunday Times og den australske The Sunday Telegraph at få fingre i den fortrolige rapport om hele forløbet.
Og så begyndte balladen i bassinet for alvor.
Svømmerne protesterede
For der var nemlig én part i svømmeverdenen, der ikke var til sinds at lade sagen hvile, og det var de øvrige topsvømmere. De reagerede på afsløringen af frifindelsen af Sun Yang med en nærmest spontan protestaktion, der tydeligt indikerer, at der i sportens elitemiljø har ophobet sig en kæmpe frustration over det, som man ser som myndighedernes manglende evne til at slå ned på dopingsnyderiet fra riget i midten.
I forvejen var Sun ikke specielt populær i det internationale svømmebassin, hvor man stadig bar rundt på en forargelse over, at han slap med tre måneders karantæne for sin første dopingforseelse.
Således kaldte den australske topsvømmer Mark Horton ham for en »dopingbedrager« under de olympiske lege i Rio i 2016. Og den franske svømmestjerne Camille Lacorut bemærkede, at han »fik lyst til at kaste op«, da han så Sun øverst på medaljeskamlen efter finalen i 200 meter fri.
Og da det kom frem, at Sun altså igen var sluppet uskadt fra et sammenstød med dopingmyndighederne, blev det for meget for en række af hans svømmekolleger. Blandt andet den britiske VM-medaljevinder James Guy, der tweetede:
»Smadrede (glaskolben, red.) med en hammer? Han kostede mig et verdensmesterskab og min tredje olympiske medalje. Men hvad, livet går videre.«
Og fra den britiske olympisk svømmer, Lizzie Simmonds, lød det:
»Sun Yang må være en af de mest kontroversielle atleter på den olympiske scene. Han dumper gentagne gange i dopingkontroller eller ødelægger sine egne blodprøver, men alligevel undslipper han konstant straf på grund af ’teknikaliteter’. Han er dopingkontrollens Harry Houdini.«
Åben aktion
Det var imidlertid først ved verdensmesterskaberne i Sydkorea for nogle uger siden, at balladen for alvor eksploderede på den store scene.
Her mødtes Sun med sin ærkerival fra OL i Rio, australske Mark Horton, i finalen i 400 meter fri. Og da Sun endte med at vinde guld, nægtede Horton – som blev nummer to – at træde op på podiet ved den efterfølgende medaljeoverrækkelse.
I stedet forblev han stående bag medaljeskamlen i tavs protest mod den kinesiske topsvømmers tilstedeværelse ved verdensmesterskaberne.
Hortons eksempel blev taget op til efterfølgelse af britiske Duncan Scott, der nogle få dage senere sluttede på tredjepladsen i finalen i 200-meter fri og bagefter nægtede at give Sun hånden eller lade sig fotografere sammen med kineseren efter medaljeceremonien. En handling, der fik Sun til at håne sin slagne rival.
»You loser, I am winning, yes!« (din taber, jeg vinder, ja! red.) råbte han og pegede på Scott, da de forlod medaljeceremonien.
Den britiske svømmer fik dog støtte fra andre atleter. Således bifaldt den amerikanske guldvinder i 100-meter brystsvømning, Lilly King, Scotts handling med ordene: »Hvad han gjorde, var ufatteligt modigt.«
Og King har også beskrevet, hvordan Mark Horton blev mødt med applaus fra svømmere fra hele verden, da han kom ind i stævnets fælleskantine efter sin protestaktion mod Sun:
»Han trådte ind (i kantinen, red.), og hele salen eksploderede i klapsalver. Det var fedt at se, hvordan atleterne forenede sig bag hans standpunkt og støttede op omkring ham.«
Et sted, hvor de protesterende svømmere har mødt markant mindre støtte, er hos det internationale svømmeforbund FINA.
En advarsel
Topcheferne i verdensforbundet reagerede på Hortons aktion med at give ham en officiel advarsel – ligesom de i øvrigt også smed en advarsel oven i hatten til det australske svømmeforbund for at bakke deres atlet op.
Og dermed har balladen om Sun Yang åbnet en brudflade mellem det internationale svømmeforbund og flere af de aktive svømmere. En brudflade, der defineres af spørgsmålet om, hvor hårdt man skal bekæmpe dopingsnyderiet.
Elitesvømmerne og deres trænere er tydeligvis frustrerede over det, de ser som FINA’s laissez faire-holdning over for atleter fra lande, der har en historik for udbredt dopingmisbrug.
FINA’s linje bør dog ikke komme som en overraskelse. Således besluttede svømmeforbundet tilbage i 2014 – dengang Rusland var under kraftig mistanke for at drive et massivt, statsstøttet dopingprogram – at udstyre den russiske præsident Vladimir Putin med forbundets æresmedalje.
Den timing var der mange, der ikke var imponerede af.
På anklagebænken
Hvad angår sagen mod Sun Yang, er den ikke slut endnu. Det internationale antidopingagentur WADA har anket frifindelsen af den kinesiske svømmer til den internationale sportsdomstol CAS (Court of Arbitration for Sport). Hvis Sun findes skyldig her, risikerer han livsvarig karantæne.
CAS skal efter planen behandle sagen i løbet af efteråret, og der er næppe tvivl om, at mange øjne – også uden for svømmesporten – vil hvile på sportsdomstolens hovedsæde i Lausanne, når de tager anklagerne mod Sun under behandling. For man skal huske på, at svømning ikke blot er en nichesport, der lever sit eget liv uden for idrættens hovedspor.
Svømning er en af verdens største sportsgrene. Den dyrkes af millioner af udøvere på hele kloden og er sammen med atletikken en af de bærende søjler under de olympiske lege.
Hvis sportens største stjerne bliver frifundet på teknikaliteter i en sag, hvor han har smadret en glaskolbe med sin egen blodprøve, vil det rejse alvorlig tvivl ved, om svømmesportens instanser overhovedet er i stand til at rydde op i det dopingsnyderi, der har hjemsøgt sporten siden starten af 90’erne.
Det er ikke kun Sun Yang, der sidder på anklagebænken i Lausanne til oktober. Det er hele den internationale svømmesports omdømme, der fældes dom over.
