Interview
Læsetid: 9 min.

Tidens talbegejstring og målingskult baner vejen for et nyt ulighedsregime

Mennesket genererer data som aldrig før. Sociale fænomener bliver i stigende grad opgjort i tal, og algoritmer får en større og større betydning for vores liv. Det kan føre til nye ulighedsformer, mener den tyske sociologiprofessor, Steffen Mau. Han slår til lyd for en modmagt til samtidens talteknologi
Ved vi, at en samtale mellem en sygeplejerske og en patient er utrolig vigtigt for patientens velbefindende, men den slags er også umådeligt svært at måle. I stedet måler man på andre forhold, der er langt nemmere at opgøre, siger Steffen Mau.

Ved vi, at en samtale mellem en sygeplejerske og en patient er utrolig vigtigt for patientens velbefindende, men den slags er også umådeligt svært at måle. I stedet måler man på andre forhold, der er langt nemmere at opgøre, siger Steffen Mau.

Jakob Dall

Moderne Tider
7. september 2019

Mennesket er et fejlbarligt væsen. Vi jokker i spinaten, når koncentrationen slipper op, eller biologien spiller os et puds. Og det kan være nok så skidt for nogle af samfundets væsentligste institutioner. Vores retssystem, politivæsen og offentlige sagsbehandling lever nemlig af, at der er tillid til, at de varetager deres job på saglig og professionel vis.

Så hvad stiller vi op, når institutionerne er fulde af fejlbarlige folk? En stadig mere populær løsning er at hente maskinerne ind. En maskine bliver ikke sulten, skilt eller jaloux. Den sover ikke dårligt, og den kværner de informationer, man giver den, med samme nøgterne nøjagtighed, hvad enten det er morgen, middag eller aften.

I USA har computeralgoritmer allerede vundet indpas i retssystemet. Når der skal udmåles straffe, fastsættes kautioner eller træffes beslutninger om løsladelse, betjener domstolene sig rutinemæssigt af algoritmer, som vurderer lovovertrædernes »tilbagefaldssand­synlighed«.

Frem for at bero på dommernes erfaring og intuition bruger man i stigende omfang statistiske »risikovurderingsværktøjer« til at træffe afgørelser for den enkelte lovovertræder. Tanken er, at algoritmerne foretager en mere upartisk og objektiv vurdering.

Steffen Mau: ’Das metrische Wir’. 308 sider. 18 euro. Suhrkamp Verlag.

Eksemplet her stammer fra den tyske professor i makrosociologi Steffen Mau. Han forsker ved Humboldtuniversitetet i Berlin, og han har skrevet om det og mange andre i sin bog Das metrische Wir (Det metriske vi).

I bogen, som har høstet stor international opmærksomhed og netop er blevet oversat til engelsk, beskæftiger han sig intensivt med en af samtidens ypperste trends – tendensen til at ville opgøre alt, hvad der sker i det sociale liv, i tal.

Det er en udvikling, der ikke kun drives frem af store techvirksomheder, som omhyggeligt registrerer og påvirker vores adfærd på nettet.

Offentlige myndigheder er også begyndt at komme med på vognen.

Det blev for alvor tydeligt herhjemme, da Folketinget tidligere på året åbnede op for, at landets jobcentre fremover skal kunne betjene sig af algoritmer til at udpege potentielt langtidsledige.

Idéen er at lade en algoritme samkøre informationer om blandt andet en borgers sundhedstilstand, herkomst og alder for at vurdere, om den pågældende borger risikerer at ende som langtidsledig.

På den måde, forlyder det, kan algoritmerne udpege borgere med særlige behov og dermed understøtte sagsbehandlingen på jobcentrene.

Men ifølge Steffen Mau er der klare skyggesider forbundet med tidens målingsbegejstring. En af hovedpointerne i hans bog er, at den åbner op for et »nyt ulighedsregime«.

At måle er at udvælge

Information har mødt Mau på hans højloftede kontor i det centrale Berlin for at tale om hans bog og om hans forskning, og vi kommer først ind på forholdet mellem tal og samfund.

»Mennesket har siden tidernes morgen brugt tal til at beskrive samfundet. Ideen om en folketælling finder vi helt tilbage i Det Gamle Testamente. Men brugen af tal og numeriske målinger af samfundet er i den grad intensiveret i dag,« siger Mau.

I sin bog anfører han, at man i dag antager, at menneskeheden i løbet af bare to dage genererer lige så meget data som i hele dens historie før år 2003.

»Tal er hovedvalutaen i det digitale samfund, og de efterspørges fra utrolig mange sider. Myndigheder, virksomheder, interesseorganisationer og privatpersoner orienterer sig alle mere og mere mod tallenes verden, og det er svært at forestille sig et område, som ikke kan gøres op i tal. Alt skal gerne måles, « siger professoren.

Steffen Mau

  • Født 1968.
  • Sociolog og professor ved Humboldt Universität i Berlin.
  • Uddannet i sociologi ved Freie Universität i Berlin.
  • Har forsket i velfærdsstaten og de sociale glidninger, den skaber.
  • Har udgivet en række, bøger blandt andet ’Die Sozialstruktur Europas’ og ’Lütten Klein’ – om livsforandringerne i Øst efter Murens fald

På overfladen lyder det måske meget uskyldigt. Vi vil gerne måle, fordi vi har brug for noget konkret at forholde os til. Tal er med til at skabe overskuelighed i en kaotisk verden, og de kan samtidig vise os, hvor vi som samfund og individer ligger i forhold til vores omgivelser. I den forstand er tal både vigtige og nødvendige i politikkens verden. Det medgiver Mau gerne.

Men trods de åbenlyse, praktiske fordele mener han, at der er grund til at være på vagt.

»Når man måler noget, indebærer det et oversættelsesarbejde,« siger han og uddyber: »Det vil sige, at man omsætter komplekse sociale fænomener, egenskaber og kvaliteter til en numerisk værdi. Og når man gør det, må man træffe nogle klare valg om, hvad der er relevant at se på. Man indsnævrer sig så at sige på en bestemt måde at læse verden på, og den proces er langtfra værdineutral.«

Professoren illustrerer efterfølgende sin pointe med et eksempel fra sundhedsvæsenet.

»Fra sygesektoren ved vi, at en samtale mellem en sygeplejerske og en patient er utrolig vigtigt for patientens velbefindende, men den slags er også umådeligt svært at måle. I stedet måler man på andre forhold, der er langt nemmere at opgøre – såsom hvor mange gange en forbinding er blevet skiftet, eller hvor lang tid det tager at bringe måltider rundt til patienter,« siger Mau.

Ifølge ham resulterer det i en forskydning af sygeplejerskens fagprofessionelle opgaver og i »en tydelig kvalitetssænkning« af arbejdet. Det skyldes, at arbejdet i stigende grad kommer til at koncentrere sig om det, der bliver målt og vurderet på, og det tager fokus og tid fra en række ellers væsentlige opgaver, som målingerne ikke kan fange.

Digitale fattighuse

Det er imidlertid ikke kun vigtige fagprofessionelle opgaver, som tidens store talbegejstring er med til at underminere, mener Steffen Mau. En central pointe i hans bog er som nævnt, at den tiltagende kvantificering af sociale fænomener er med til at bane vejen for et »nyt ulighedsregime«.

Som et skræmmeeksempel nævner Mau det såkaldt ’sociale pointsystem’, som den kinesiske regering annoncerede i 2015, og som han også indleder sin bog med.

Målet for den kinesiske regering er at sammenfatte alt tilgængeligt data om landets borgere sammen i en eneste superscore for hver enkelt borger. På den måde kan man rangordne borgerne og udstyre dem, der opnår en høj score, med en række direkte fordele på blandt andet bolig-, arbejds- og lånemarkedet.

En høj score kan således bruges til at komme foran i køen i den offentlige sagsbehandling eller give hurtigere adgang til banklån.

Og der synes ikke at være grænser for, hvad der tæller med i udregningen af denne individuelle score: Borgernes aktiviteter på internettet, deres indkøb, trafikforseelser, og hvordan deres børn opfører sig.

»Vi behøver imidlertid ikke kigge helt til Kina for at finde noget, der ligner,« siger Mau.

»I USA taler man allerede om ’digitale fattighuse’. Det dækker over, at en gruppe personer, der får dårlige scorer på ét område, også møder ulemper på helt andre områder som følge af den stigende indsamling og overførsel af data mellem institutioner. Står man eksempelvis uden for arbejdsmarkedet, kan det være svært også at få en ordentlig forsikring eller tilbudt en bolig, og så er man låst godt fast.«

Denne nye type ulighed næres således af, at tal fra ét område med et snuptag kan sammenkøres med tal fra et andet område. Professoren talere videre om, hvordan den manøvre også vil kunne blive problematisk inden for sundhedsområdet.

»Vi ser for eksempel i dag, at det bliver mere og mere udbredt med forskellige former for sundhedsovervågning. Vores smartphones holder øje med, hvor meget vi bevæger os, hvor vi er, og hvor længe vi er der,« siger Mau.

Det betyder, at mobilen også lagrer oplysninger om, hvis man eksempelvis opholder sig meget og længe på barer og værtshuse, og den slags datasladder vil der ifølge professoren »naturligvis« være efterspørgsel på.

»Man kan let forestille sig, at det er utroligt interessant for arbejdsgivere at få fingrene i sådanne informationer. For med dem ved hånden kan de sikre sig, at en kommende medarbejder ikke kun har gode erhvervsmæssige kvalifikationer, men også har en høj sundhedskapital. I sidste ende kan ophobningen af alle disse informationer føre til nye former for diskrimination og eksklusion. Man skaber kort sagt nye måder at udelukke folk på,« siger han. Han nævner, at det ikke kun er arbejdsgivere, som i teorien kan være interesserede i disse informationer, men også banker og forsikringsselskaber.

Revolutionerende teknologi

Den store cirkulation af tal, der udtages og løsrives fra deres oprindelige sammenhæng og sidenhen forbindes i nye, kan altså ifølge Mau være med til at fastlåse folk og skabe nye ulighedsformer.

Spørgsmålet er dog, om mulighederne for at tælle, måle og samkøre data udelukkende fører noget negativt med sig.

Læser man i Steffen Maus bog, skriver han, at man skal passe på med at levere en »alt for ensidig kulturkritik«. Han fremhæver, at »kvantificeringer er en vigtig nøgle for fremskridt, erkendelse og rationalisering, da de hjælper os med at opdage sammenhænge og forstå verden«.

Alligevel flyder bogen ikke ligefrem over med eksempler på talverdenens velsignelser. Så Information beder professoren om at komme med et par positive bud.

»Inden for sundhedsforskningen har vi at gøre med en revolution. Medicinske eksperimenter har lidt under, at man ikke har kunnet følge forsøgspersoner, som man gerne ville. Ofte har man døjet med små stikprøver, der ikke har været videnskabeligt udtrukket, så det har været svært at kunne stole på resultaterne, og samtidig har man været afhængige af, at forsøgspersonerne mødte op et bestemt sted for at blive målt. I dag kan man i flere tilfælde imødegå disse problemer ved at udstyre folk med en app på deres smartphone, som kan bruges til at indsamle de relevante informationer,« siger Mau.

Som et andet eksempel nævner han et studie fra et universitet i USA, som har vist, at man ved at observere nystartede studerendes bevægelsesmønstre på campus kan identificere dem, der er i fare for at droppe tidligt ud.

»Det er jo i første omgang positivt, for så kan man forsøge at hjælpe dem. Men det indebærer også, at man skal totalovervåge de studerende, og det er problematisk. Jeg er principielt for, at man benytter sig af diverse algoritmer, men der skal være proportioner i det. Målingsbegejstringen har ofte en problematisk bagside, vi bør være opmærksomme på,« siger Mau.

Digital regnskabspligt

Sociologiprofessoren er således ikke bange for at bruge store ord om kvantificeringens fordele, men hans positive bemærkninger går ofte hånd i hånd med et par kritiske forbehold.

Da Information spørger til, hvad han mener, der bør gøres for at imødekomme de problemer, hans forskning peger på, slår han særligt til lyd for mere gennemsigtighed i talverdenen.

»Jeg mener, at enhver af os bør have ret til at få et digitalt kontoudtog, hvor der præcis står, hvem der råder over ens data, hvor de er opbevarede, og hvem de bliver solgt videre til. Det er relativt nemt at udfærdige,« siger Mau og fortsætter:

»Det vigtigste er at få opbygget en modmagt til den stærke monopolisering på det digitale dataindsamlingsområde. Og det indebærer også, at de, der klassificerer os via algoritmer, pålægges en regnskabspligt. De skal fremlægge klart og tydeligt, hvilke ingredienser og formler algoritmerne betjener sig af.«

Imidlertid understreger han, at de udfordringer, som de mange målinger og brugen af algoritmer stiller samfundet over for, ikke kun skal imødegås ved juridisk at inddæmme dataraffinaderierne og skabe gennemsigtighed.

»Vi bør også huske at betjene os af andre dømmeformer såsom erfaring og menneskelig intuition, når vi skal tage stilling til verden derude,« siger han.

Dermed er vi også tilbage ved konflikten mellem menneskelig dømmekraft og algoritmisk baserede vurderinger – en konflikt, der som nævnt allerede har sat sit præg på det amerikanske retssystem, og som så småt bliver mere og mere aktuel i en dansk sammenhæng.

I sin bog anfører Mau, at de algoritmer, som de amerikanske domstole bruger til at beregne lovovertræderes tilbagefaldssandsynlighed, har vist sig at lide »graverende mangler« og »betydelig diskrimination«.

Studier har nemlig kunnet påvise, at afroamerikanere bliver systematisk forfordelt, selv om algoritmerne slet ikke er indstillet til at skele til race i deres vurderinger.

Med andre ord producerer de algoritmer, som skulle rydde op i de fejlbarlige menneskers forseelser, ikke de upartiske vurderinger, man havde ønsket sig. De er tværtimod kilde til nye problemer. For selv om mennesket er fejlbarligt, er løsningen ikke at erstatte det med maskiner.

»Algoritmer skal bruges med øjemål,« siger Mau. »Vi kommer ikke uden om at skulle opøve og trække på en egen kritisk dømmekraft.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tal siger intet, absolut intet, det er først i deres sproglige udlægning, at de opnår realitet - men også kan anfægtes som den form uden indhold, de udgør.
Tal er simpelthen ikke interessante, når man skal kende noget til samfundet og verden. De er også rene konstruerede forklaringsmodeller, uden realitet.

Bjarne Bisgaard Jensen, Birte Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Frederikke Nielsen

Maskiner/robotter er kodet af - mennesker

Birte Pedersen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
torben - nielsen

Er der nogen her der kender Gallelei’s princip??

”At man skal måle det målelige, og gøre det umålelige måleligt”

Det er tæt på at være grundlaget for al moderne videnskab.

Nej, Torben - Nielsen det er grundlaget for al pseudovidenskab.

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Birte Pedersen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Det vigtigste er at få opbygget en modmagt til den stærke monopolisering på det digitale dataindsamlingsområde. Og det indebærer også, at de, der klassificerer os via algoritmer, pålægges en regnskabspligt. De skal fremlægge klart og tydeligt, hvilke ingredienser og formler algoritmerne betjener sig af."

Netop.

Viggo Okholm, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Birte Pedersen, Lise Lotte Rahbek, Torben K L Jensen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Torben - Nielsen
De danske sygeplejersker har selvfølgelig dette svar :

https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-1999-17/at-maale-det-umaalelige

torben - nielsen

Av, - den havde jeg ikke set komme!! Er der en, som kan definere pseudovidenskab for mig.
Jeg er ikke sikker på at mine beskedne evner rækker hertil.

Arne Albatros Olsen

Denne algoritmestyring hugger jo hæle og klipper tæer, og er jo nærmest en "autistisk" på påført kommunikation påført opppefra. Det er total sygt.

Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Carsten Munk anbefalede denne kommentar

Matematik er et sprog.
Tal er som bogstaver i det sprog.
Nogle fænomener lader sig kun beskrive, formidle og fortolke som matematik.

Matematik et bare et begrænset sprog. Der er uvidenhed og dermed følelser som angst, eller eks. tro på at tal er mere objektive, forbundet til matematik og tal og derfor sker der uhensigstmæssig overforbrug eller underforbrug.

Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Tak, Søren Kramer, det er præcis rigtigt. I en ret præcis kommentar på eftertrykket.dk - til debatten om Peterson - formulerer Thomas Bonde meget præcist, hvordan vores videnskabelighed er tæt forbundet til fiktionens æstetiske troper.

torben - nielsen

Nå, der var ingen der bed til bolle.

Nok fordi, at der nærmest er umuligt, at beskrive Gallilei’s virke som pseudovidenskab.

Aldrig har jeg læst sådan noget sludder. Det er simpelthen vrøvl.

Men der er tilsyneladende opbakning til disse tåbelige påstande herinde.

En linket rapport om sygeplejersker virke, som jo har daglige praktiske udfordringer med målinger, beviser jo blot min og Gallilei’s påstand om at uden målinger, - ingen videnskab.

Er den almindelige opfattelse, at sygeplejerskers virke sker efter pseudovidenskabelige principper. Og at sygeplejersker blot er kvaksalvere??

Min umiddelbare reaktion var, at her skulle man hellere have tiet stille og ladet folk tro, at man var idiot, frem for at åbne munden og så bortvejre enhver tvivl.