Feature
Læsetid: 12 min.

180 volt holder Richard Eriksens selvmordstanker på afstand

Richard Eriksen har modtaget elektrochok 114 gange. Det er den eneste behandling, som hjælper på hans depressive tilstand. Og han er ikke alene. Videnskaben viser, at lidt strøm gennem hjernen er mere effektiv og giver færre bivirkninger, end de fleste andre psykiatriske behandlingsformer
På de dårlige dage dominerer stemmerne i Richard Eriksens hoved, som fortæller ham, at livet ikke er værd at leve. Elektrochokbehandlingerne hjælper med at holde de tanker væk.

På de dårlige dage dominerer stemmerne i Richard Eriksens hoved, som fortæller ham, at livet ikke er værd at leve. Elektrochokbehandlingerne hjælper med at holde de tanker væk.

Moderne Tider
26. oktober 2019

Der er 230 volt i en dansk stikkontakt. I en elektrisk stol tager omkring 2.000 volt livet af et menneske. Omkring 180 volt er tilstrækkeligt til at give 49-årige Richard Eriksen en pause fra de stemmer i hans hoved, der insisterer på, at livet ikke er værd at fortsætte. Som anbefaler ham »at lade DSB gøre arbejdet«, som Richard Eriksen selv udtrykker det.

I et lille lokale på Rigshospitalet modtager han sin 114. behandling med elektrochok. Hvis det ikke var for hjertemålerens konstante »bip-bip-bip«, ville det lyde, som om han lå hjemme i sin seng. Han trækker vejret tungt. Snorker lidt. Nærmest i takt til den beroligende strygermusik, som spiller fra et par højttalere i loftet. Musikken varierer afhængig af, hvilken sygeplejerske der styrer den, og i dag er det playlisten »Chilled Classical« fra Spotify.

Et skulderklem og et »sov godt, Richard« fra en sygeplejerske var det sidste han hørte, før narkosen lullede ham i søvn.

Sygeplejersken placerer forsigtigt en bideskinne i hans mund og elektroder på hans pande og arme, der skal måle de kramper, elektriciteten forårsager. Mens hun holder to stødere, der mest ligner grebene fra et cykelstyr, ud for Richard Eriksens tindinger, gør en ung læge klar til at tænde for strømmen.

»Nu tester jeg baseline,« siger han. Baseline er normalaktiviteten i Richard Eriksens hjerne.

En seismograflignende maskine bag lægen spytter en papirstrimmel ud med udsving, der ligner små bølgeskvulp. Da lægen tænder for strømmen, vokser udsvingene til høje smalle bjerge i en kæde tæt efter hinanden.

Efter elektrochok­behandlingen køres Richard Eriksen ind på opvågningsstuen, hvor han sover et par timer på grund af narkosen. Slangerne i næsen sikrer, at han får nok ilt.

Efter elektrochok­behandlingen køres Richard Eriksen ind på opvågningsstuen, hvor han sover et par timer på grund af narkosen. Slangerne i næsen sikrer, at han får nok ilt.

Richard Eriksens krop sitrer. Helt ud i hans fingerspidser. Hans øjne er halvt åbne i narkosen, og han bider tænderne hårdt sammen. Det tager ikke mere end 10-15 sekunder. Så falder han helt til ro igen. Og bjergene på papirstrimlen flader ud.

Richard Eriksen er et af de omkring 1.800 mennesker, der hvert år behandles med elektrochok – eller ECT, som det forkortes – i det danske sundhedssystem. Danmark er faktisk blandt de lande i verden, hvor ECT er allermest udbredt. Holland og Tyskland, som vi ellers ofte sammenligner os med, anvender eksempelvis væsentlig mindre elektrochok.

Behandlingen har i mange år haft et blakket ry, især på grund af dæmoniserende skildringer i populærkulturelle værker som romanen og filmen Gøgereden. Men i dag er efterspørgslen efter elektrochok i hastig fremgang, og danske hospitaler åbner nye ECT-afdelinger. For videnskaben viser entydigt, at lidt strøm gennem hjernen er mere effektiv og giver færre bivirkninger, end de fleste andre psykiatriske behandlingsformer.

Det bedste, der er

Richard Eriksen mindes ikke, at han nogensinde bare har været glad. I hvert fald ikke i længere tid ad gangen. Folkeskoletiden var »et helvede«. Han blev drillet meget og havde svært ved at få venner. Klasselæreren kiggede væk og reagerede ikke på det mobberi, der ifølge Richard Eriksen foregik »lige foran snuden på hende«.

Siden tog han en uddannelse som edb-assistent og arbejdede i en årrække med it i store virksomheder som TDC og IBM. Men fik det langsomt værre psykisk.

Og i 2014 måtte Richard Eriksen helt opgive at arbejde. It-opgaverne faldt ham let, men indtrykkene blev for mange og dagene for uoverskuelige. Efter flere år som ledig er han dog netop kommet hos aktivering i fagforeningen FOA’s it-afdeling. Det passer ham godt, for han kan bedst lide rutine i hverdagen. 

Først for få år siden fik Richard Eriksen årsagen til, at han hele sit liv har følt sig lidt ved siden af: en aspergerdiagnose.

Den forklaring ville han gerne have haft tidligere.

Richard Eriksen modtager både narkose og muskelafslappende middel inden behandlingen.

Richard Eriksen modtager både narkose og muskelafslappende middel inden behandlingen.

»Lad mig sige det på den måde: Jeg tror, mit liv kunne have været meget anderledes, hvis der var grebet ind i tide,« gentager han flere gange.

På et tidspunkt fik han det så dårligt, at det endte med en indlæggelse på psykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital. Siden har han prøvet »nærmest alle piller«, som han selv udtrykker det. Men enten kunne han ikke mærke nogen effekt. Eller også var bivirkningerne ulidelige.

Derfor foreslog en overlæge ham elektrochok. Behandlingsformen skræmte ham ikke. Fra sin sygeseng på den psykiatriske afdeling kunne han følge med i, når andre patienter kom og gik fra ECT-afdelingen.

»Jeg kunne se, at de havde det fint. At der ikke var noget at være bange for,« siger han.

Det er 114 elektrochokbehandlinger siden. Frekvensen har varieret, men i dag modtager Richard Eriksen såkaldt vedligeholdelses-ECT en gang om ugen. Det er blevet det knudepunkt, hans hverdag indrettes omkring.

Aftenen og natten inden skal han faste. I timerne efter behandlingen er han »fuldstændig groggy« på grund af narkosen. Dagen derpå har han af samme årsag en tømmermændstung krop. Og når der er gået yderligere et par dage, aftager effekten af elektrochokket. De selvmordstanker, han for en kort stund har kunnet holde på afstand, nærmer sig igen. Og så starter forløbet forfra.

Det er ikke alle patienter, der oplever en så relativt kort virkning af ECT, som Richard Eriksen gør. Til gengæld døjer han ikke med det hukommelsestab, som er den mest udbredte bivirkning ved elektrochok.

Det er ikke, fordi han ligefrem glæder sig til sit ugentlige elektrochok. Især er han »virkelig ikke glad« for den nål, som er nødvendig for narkosen.

»Men lad os se det fra den positive side – jeg bliver aldrig stiknarkoman,« konstaterer han.

Den slags jokes laver Richard Eriksen mange af, når han bliver nervøs.

Selvfølgelig ville han helst slippe helt af med sine mørke tanker, så nåle og den ugentlige behandling slet ikke var nødvendig. Men som han siger:

»Det her er det bedste, der er.«

Et effektivt krampeanfald

Videnskaben bakker på mange måder op om Richard Eriksens erfaring med elektrochok som det bedste alternativ. Studie på studie konkluderer, at patienter får det mærkbart bedre af elektrochok. Nogle bliver endda helt helbredt for deres svære depressioner, manier eller psykoser.

Det var oprindeligt de to italienske psykiatere Ugo Cerletti og Lucio Bini, der tilbage i 1930’erne fandt på at give deres patienter elektriske stød. Strømmen forårsagede krampeanfald i hjernen, og efterfølgende var patienternes mentale helbred i mirakuløs bedring.

Under behandlingen aflæses aktiviteten i Richard Eriksens hjerne, hjerte og muskler.

Under behandlingen aflæses aktiviteten i Richard Eriksens hjerne, hjerte og muskler.

Siden er teknologien raffineret en del og eksempelvis gjort helt smertefri, men princippet er det samme. Trods snart et århundredes forskning er det dog stadig ikke lykkedes at forklare præcis, hvad mekanismen bag elektrochokket er. Det fortæller Kamilla Miskowiak, som er professor i kognitiv neuropsykiatri ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet og Psykiatrisk Center København, som er en del af Rigshospitalet.

»Vi ved mere og mere om, hvad ECT gør ved hjernens opbygning. Vi kan se, at kramperne fører til vækst i nogle områder. Men vi har stadig en minimal forståelse af, hvordan det fører til, at patienter får det bedre og eksempelvis genvinder lysten til livet. Her er et forklaringsmæssigt spring,« siger hun.

Undersøgelser viser, at de krampeanfald, som elektrochokket forårsager i hjernen, stimulerer nye kognitive forbindelser og skaber nye hjerneceller.

»ECT er faktisk den behandlingsform, der udløser den største fornyelse af hjernen,« siger Martin Balslev Jørgensen, som er professor på Psykiatrisk Center København på Rigshospitalet.

Det er formentlig den indsats, hjernen yder for at modvirke krampeanfaldene, som er med til at styrke den, fortæller han.

Det har undret forskere, at den hyppigste bivirkning ved elektrochok er hukommelsestab, når behandlingsformen faktisk ser ud til at styrke hjernefunktionen. Ny forskning peger imidlertid på, at man kan forklare dette tilsyneladende paradoks ved at forestille sig hjernen som en tæt bevokset urskov af nerveceller, støtteceller og forbindelser mellem cellerne, forklarer Kamilla Miskowiak.

»Her vil de nye celler og forbindelser, ECT’en skaber, betyde, at ’skovbunden’ bliver helt tilgroet. Og så tager det lidt tid at gendanne de ’hukommelsesstier’ i skovbunden, der dannes, når man bruger hjernen. Denne hypotese kan også forklare, hvorfor de fleste patienter genvinder hukommelsen efter nogle uger til måneder: Hjernens hukommelsesstier bliver frie igen,« siger hun.

Også gode dage

Richard Eriksen sover typisk et par timer, efter han har modtaget ECT. Det er narkosens skyld. Han har en fast sengeplads på den stue, hvor han og de andre patienter ligger til opvågning efter deres behandling.

Her ligger allerede flere og sover til den afslappende strygermusik, som også spilles i opvågningsstuen. Sygeplejerskerne serverer yoghurt til de patienter, der er vågnet efter deres behandling og er sultne efter mange timers faste.

Nogle patienter giver store spjæt, mens de modtager elektrochok. Richard Eriksens krop sitrer kun let.

Nogle patienter giver store spjæt, mens de modtager elektrochok. Richard Eriksens krop sitrer kun let.

På et whiteboard er de 15 patienter, som får behandling i dag, noteret i et skema. De spænder fra en lyshåret ung kvinde, der er indlagt på Rigshospitalets psykiatriske afdeling til en ældre mand med indvandrerbaggrund, som møder op i kjortel. Der er afsat et kvarter til hver. Længere tid tager det ikke at bedøve, behandle og rulle hospitalssengen tilbage til opvågningsstuen.

»Hvordan er humøret,« vil sygeplejersken vide, da Richard Eriksen vågner.

»Det er generelt blevet lidt bedre. Jeg tror også, det er, fordi jeg passer bedre på, hvad jeg spiser. Noget er der sket. Men tankerne er der stadig,« siger han.

Hans stemme er grødet, og han har svært ved at holde øjnene åbne.

»Ja, dem har du svært ved at slippe af med. Har du selvmordstanker,« spørger sygeplejersken.

Det er et standardspørgsmål i psykiatrien.

»Ja. Men de kommer altid lidt på afstand, når jeg kommer her,« svarer Richard Eriksen.

Han er glad for, at det lige er i dag, han skulle have ECT. De sidste par dage har været dårlige. I går tabte han eksempelvis et spil på gulvet, da han var ved at stille det på plads.

»Når tingene går galt, rykker de dumme tanker altid tættere på. De bliver mere påtrængende. Det er min egen stemme, der stiller spørgsmålet, om det overhovedet tjener noget formål at være her,« siger Richard Eriksen.

Den slags bump vælter ham jævnligt i hverdagen. Men der er også gode dage. Som når han deltager i København Kommunes tilbud for personer med Aspergers syndrom. Og alle de gange, han selv er rejst til USA, hvilket dog efterhånden er nogle år siden. Richard Eriksen har rejst mest i Florida. På grund af de mange forlystelsesparker og de store malls, hvor man kan købe avancerede Rubiks-terninger og andre logikspil.

Han elsker systemer. Derfor ved han præcis, hvor man skal stå i forhold til slottet i Disneyland i Florida for at have det bedste udsyn til det store fyrværkerishow om aftenen. Ligesom han i øjeblikket er i gang med at udvikle et program, der kan holde øje med aktiekurser.

Mandag i den kommende uge bliver også en god dag. Der fylder Richard Eriksen 50 år.

»Jeg er næsten lige så gammel som kronprinsen,« som han selv siger.

Det skal fejres med hans mor og lillesøster, der begge bor tæt på hans lejlighed i Brønshøj. Moren har lovet at bage en kage.

»Jeg synes selv, jeg ser yngre ud end de fleste 50-årige. Mit hår er ikke blevet gråt endnu. Så det skal nok blive en fin dag. Så håber jeg bare, at ECT’en kan holde de dumme tanker væk så længe,« siger han.

Få skræmmeeksempler

Selv om Richard Eriksens gode erfaringer med elektrochok er overensstemmende med de fleste studier på området, betyder det ikke, at der ikke også eksisterer skrækeksempler: Få patienters hukommelse lider alvorlig og varig skade.

Elektroderne på kroppen måler de kramper, elektriciteten forårsager.

Elektroderne på kroppen måler de kramper, elektriciteten forårsager.

»Jeg har mødt patienter, som desværre har fået alvorlige bivirkninger ved ECT, og det har gjort dybt indtryk på mig,« har professor i psykiatri og overlæge på Psykiatrisk Center Glostrup Poul Videbech tidligere udtalt i Information.

Når det går galt, er det den såkaldt autobiografiske hukommelse, som rammes. Det er altså de personlige erindringer, der forsvinder. Sommerferien sidste år. Eller koncertoplevelsen med yndlingskunstneren. I enkelte tilfælde vender minderne aldrig tilbage.

Elektrochokkets blakkede ry skyldes formentlig til dels de få, men forfærdelige anekdoter inden for den kategori. Det er dog svært at vide, hvorvidt hukommelsestabet også skyldes patientens depressive tilstand, som tærer på hjernen, eller om det kun er forårsaget af ECT’en, understreger Kamilla Miskowiak.

»Det er vanskeligt at måle på, fordi det også handler om subjektive oplevelser af at kunne eller ikke kunne huske forskellige episoder, hvilket er farvet af depressionssymptomer og negative tanker,« siger hun.

Forskning har faktisk vist, at der er dårlig overensstemmelse mellem det, som mennesker subjektivt oplever, og så det hukommelsesbesvær, der kan måles. Derfor er der ifølge Kamilla Miskowiak brug for flere objektive test, der undersøger, hvilke målbare kognitive bivirkninger ECT har.

Men modviljen mod elektrochok har også i høj grad historiske rødder. Helt frem til 1960’erne blev ECT givet uden bedøvelse og de muskelafslappende midler, der anvendes i dag for at minimere kramperne i kroppen. Lægerne gik bare fra patient til patient udrustet med et elektrisk apparat på et rullebord og uddelte chok. Af og til brækkede patienterne både arme, ben og ryghvirvler som følge af de voldsomme kramper, som strømmen gennem deres hjerner medførte.

Herudover spiller både Hollywood og medierne en stor rolle, mener Martin Balslev Jørgensen. Gøgereden er det mest oplagte eksempel, men der dukker også af og til dramatiske personfortællinger op i aviser og tv-programmer om patienter, hvis liv er blevet hærget af ECT, fortæller han.

»Det tager lang tid at rette op på det negative narrativ om elektrochok, der er opbygget over årtier,« siger Martin Balslev Jørgensen fra Psykiatrisk Center København på Rigshospitalet.

Men de seneste år har psykiatriprofessoren oplevet, at behandlingsformen har fået et bedre ry. Stadig flere patienter beder eksempelvis selv om at prøve elektrochok. Og i sommer udgav den danske forfatter Peter Øvig Knudsen en bog, hvor han berettede om, hvordan en indlæggelse på den lukkede afdeling og et behandlingsforløb med ECT fik ham ud af den dybe depression, han befandt sig i.

Peter Øvig Knudsen har ellers hele livet været inkarneret modstander af det psykiatriske system, men som han udtalte i et interview med Information:

»Jeg vil gerne råbe fra tagene, at hvis man er dybt deprimeret, så virker elektrochok.«

Den slags fortællinger er afgørende for den offentlige tillid til elektrochoks gavnende potentiale, mener Martin Balslev Jørgensen.

»Der er ikke noget mere afstigmatiserende, end når folk fortæller om deres erfaringer med ECT. Vi forskere sætter stor pris på alle psykiatripatienter, der træder frem.«

Kun hovedet, den er gal med

Richard Eriksen har aldrig været bange for at fortælle sin omgangskreds, at han modtager fast ugentlig elektrochokbehandling.

»Det kan jo være, de møder mig en dag, hvor jeg er træt på grund af narkosen. Eller at jeg ikke kan deltage i et arrangement, fordi jeg skal have ECT. Så ved de ligesom, hvor de har mig,« siger han.

Hvordan er humøret, vil sygeplejersken vide, da Richard Eriksen vågner. Det er blevet bedre, men det tilskriver han også, at han er blevet mere bevidst om sin kost.

Hvordan er humøret, vil sygeplejersken vide, da Richard Eriksen vågner. Det er blevet bedre, men det tilskriver han også, at han er blevet mere bevidst om sin kost.

Lægerne har tilbudt ham at optrappe til to gange ECT om ugen. For at modvirke, at effekten når at aftage mellem behandlingerne. Men det kan Richard Eriksen ikke overskue.

»Så ville jeg jo slet ikke have tid til at se nogen mennesker,« siger han.

En læge lytter på hans lunger, måler hans blodtryk og spørger ind til hans helbred, før han får lov at forlade Rigshospitalet.

»Se, man kan ane mine ribben, det er, efter jeg er gået på slankekur,« siger Richard Eriksen.

Han har lavet detaljerede systemer for sine måltider og drikker æbleeddike for at hæve syreniveauet i sin mave. Det har han læst skulle være godt, når man vil tabe sig.

»Ja, jeg kan godt se, du har tabt dig. Har du haft nogen sygdom siden sidste behandling?« spørger lægen.

»Nix. Det er kun hovedet, den er gal med,« joker Richard Eriksen.

Kort efter sætter han sig ind i en flextrafikbus på vej tilbage til Brønshøj. 180 volt har skubbet de dumme tanker i hans hoved på afstand. For en stund.

Sygeplejersken vinker farvel, da bussen kører.

»Vi ses igen om en uge,« siger hun.

Hjælp mod selvmord

Der findes hjælp til folk med selvmordstanker.

Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70 20 12 01.

Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg har ganske vist ikke lægelig baggrund - eller ved særligt meget om psykiatri, men jeg er skeptisk over for Ect behandlinger. Ofte anvender læger jo behandlingsformer velvidende, at der alvorlige bi-effekter, blot den gavnelige effekt af en behandling mere end opvejer de negative aspekter.

Jeg tror faktisk, at elektro-chock, som behandlingsform blev opdaget lidt ved et tilfælde, da man opdagede, at mennesker der fik epilepsi anfald fik det bedre, hvis de samtidig havde en psykisk lidelse. Hos epileptikere opstår der kramper i hjernen, hvilket man altså også kan fremkalde med Ect behandlinger. Epilepsi anfald giver hjerneskader. Så min forestilling er, at der også opstår skader i hjernen ved gentagne Ect behandlinger. Patienten der refereres til artiklen her taler om 118 Ect behandlinger, hvilket er mange. Jeg har for lidt viden om området til, at vide hvordan behandlingen er blevet bedre gennem årene.

Det forbliver dog chcck terapi, og jeg kender også til eksempler fra den virkelige verden, hvor patienter får problemer med hukommelsen efterfølgende. Det er jo en ret så alvorlig bivirkning.

Jeg tænker, at lægerne nogle gange tager den her behandlingsform i anvendelse, når de ellers ikke ved hvad de skal stille op, og andre muligheder er prøvet af.

Og patienternes tilstand bedres jo under tiden også, selv om man kan stille spørgsmålstegn ved om bedringen er vedvarende.

Nej - jeg er fortsat skeptisk, men kan naturligvis ikke diskutere det på et plan, hvor det opvejes med lægelige hensyn.

Det er muligt, at videnskaben understøtter det gavnlige i denne her behandlingsform, men det gjorde man før 1970 også med lobotomi - uden at det direkte skal sammenlignes.

Jeg er dog ret overbevist om, at Ect behandlinger ikke er uden skadevirkninger.