I en lade midt i Reersø ligger 600 sandsække. De er stablet på paller.
Knud Egegaard lægger en flad hånd på en af nylonsækkene og klapper en enkelt gang på den.
»Det er sådan en her. Den vejer vel omkring … «
Han løfter sækken op med to hænder og vejer den i hænderne. Den er på størrelse med en hovedpude og fyldt med sand.
»En halv snes kilo. Så den er til at bære.«
Ved siden sandsækkene, som er stablet på paller og fylder det meste af den ene ende af laden, står ni par højskaftede gummistøvler og en blå traktor. Bag på traktoren er der en orange palleløfter.
»Den bruger vi så til at køre sandsækkene ud med. De kan klare det vand, der plejer at komme her i Reersø,« siger Knud Egegaard.
Han er medlem af Reersøs lokale beredskab, som har købt sandsækkene for at beskytte byen mod oversvømmelser.
»Men om det er nok i fremtiden? Det ved jeg sgu ikke.«
Knud Egegaard lægger hovedet lidt på skrå.
»I 2090 regner man jo med, at der under stormflod vil være en vandstandsstigning på 2,8 meter. Det kan vi selvfølgelig ikke gøre noget ved med det, vi har her. Så bliver der altså trængsel oppe på Kirkebakken.«
Reersø på Vestsjælland er en af de danske kystbyer, som i fremtiden vil blive ramt hårdest af klimaforandringerne. DMI offentliggjorde i slutningen af sidste uge den hidtil mest detaljerede undersøgelse af, hvordan klimaforandringerne vil påvirke Danmark i årene frem mod 2100.
I undersøgelsen har DMI samlet viden om vejret fra de seneste 100 år og sammenholdt den med eksisterende forskning og mere end 30 forskellige klimamodeller for på den baggrund at lave et såkaldt klimaatlas med kort over, hvor meget det kommer til regne, hvor meget varmere det bliver, og hvor meget havet stiger i de enkelte kommuner i Danmark.
»Klimaet har allerede forandret sig i Danmark. Det er blevet varmere, og havene omkring Danmark er steget. Men nu har vi haft mulighed for at dykke ned i tallene og finde ud af, hvad der kommer til at ske de kommende 100 år,« siger leder for Oceanografi og Oversvømmelse ved DMI Kristine Skovgaard Madsen.
Ifølge DMI’s klimaatlas vil temperaturen i Danmark stige med 3,6 grader, hvis vi fortsætter udledningerne af CO2. Samtidig vil havvandet i mange kommuner stige omkring en halv meter, mens oversvømmelser fra stormfloder kan forventes 20 gange hyppigere. Endelig er det sandsynligt, at klimaet i Danmark ikke længere vil være tempereret. Det vil være subtropisk.
»Det er vigtig viden om fremtidens klima. Tidligere har vi kun haft informationen på europæisk plan eller for hele landet. Men nu kan man gå ned på kommuneniveau og sige, sådan kommer det til at se ud der, hvor jeg bor.«
For eksempel i Reersø.
DMI’s klimaatlas
Kristine Skovgaard Madsen åbner sin bærbare computer.
Det er dagen efter offentliggørelsen af DMI’s klimaatlas, og hun sidder på et lille kontor i DMI’s bygning i København med sin computer foran sig. På skærmen er der et danmarkskort, hvor kysten er markeret med enten rød eller mørkerød streg. Farven på stregen angiver den forventede havstigning i 2100: Rød betyder mellem 40 og 50 centimeter. Mørkerød betyder mere end 50.
»Så kan vi se her … «
Kristine Skovgaard Madsen klikker på Reersø. Hele kysten rundt omkring Reersø er mørkerød.
»Der har vi en stigning på 52 centimeter. Det vil sige, at det er det bedste bud på, hvor meget vandet stiger i havet omkring Reersø, hvis udledningerne af CO2 fortsætter som i dag. Men sådan nogle tal vil altid være forbundet med en usikkerhed,« siger hun.
Ifølge Kristine Skovgaard Madsen er worst case 2,4 meter. Til sammenligning er havvandet steget med ti centimeter siden 1900.
De fleste kystbyer i Danmark ligger mere end en halv meter over vandet. Derfor vil de ikke ved normal vandstand være under vand i år 2100, men den stigende vandstand vil medføre, at stormfloder vil ramme områderne langs kysterne i Danmark langt hårdere end i dag.
»Hvis man nu går ind og kigger på sådan et kystområde som det her …«
Kristine Skovgaard Madsen kører musen over Reersø.
»Det er nogle af de områder, hvor man virkelig mærker det. Der er områder, som er udpeget til risiko for oversvømmelse, fordi ligger særligt udsat og er sårbare ved en oversvømmelse. Men ved hele den danske kystlinje er der risiko for oversvømmelse, og det er der også der.«
Vand i stuen
Vagn Guldborg kender risikoen for oversvømmelse.
Den tidligere havnefoged og formand for lokalrådet bor sammen med sin kone, Lene Guldborg, et par hundrede meter fra Reersø Havn, som flere gange har været oversvømmet. Engang stod der seks centimeter vand inde i stuen.
»Du kan se det her på bordbenet.«
Han rejser sig fra stolen ved spisebordet og bøjer sig ned under bordet. Sætter pegefingeren på det ene bordben.
»Det er lige der. Kan du se det?«
De nederste seks centimeter af bordbenet er lysere.
I 2006 stod vandet 176 centimeter over daglig vande i Reersø. Det steg op over kajen nede ved havnen og løb over Havnegade og videre ind over græsset og ind i Vagn og Lene Guldborgs røde træhus. Der var ikke andet at gøre end at brække alle gulvene op og skære den nederste del af væggene af.
»Vi skar sådan et stykke af,« siger Vagn Guldborg og holder hænderne frem.
»Og så var det bare at lade det tørre i fire eller fem måneder.«
På bordet foran ham ligger en liste over alle oversvømmelser i Reersø de seneste 20 år. Vagn har markeret årene med en blå overstregningstusch:
2007: 140 centimeter over daglig vande (vand rundt om hele huset).
2012: 117 centimeter over daglig vande (vand til indkørslen).
2013: 156 centimeter (vand et par centimeter op ad sokkelen).
2017: 134 centimeter (vand til fire centimeter under trappetrinet ved hoveddøren).
2019: 100 centimeter (vand nede ad vejen).
Ifølge DMI’s klimaatlas vil vandstandsstigningerne i løbet af det kommende århundrede betyde, at oversvømmelser vil ramme Vagn Guldborg og de andre beboere i Reersø oftere og hårdere.
»Men jeg er 67,« siger Vagn Guldborg.
»Så til den tid er jeg jo nok død.«
Han griner.
»I bund og grund er det lidt uvirkeligt. Når man sidder her i dejligt solskin, så er det lidt svært at forstå, at vandet kommer så højt op. Men det passer jo desværre nok.«
Vagn Guldborg holder en pause.
»Jeg kan ikke lade være med at tænke på: Hvad er årsagen til det her? Er det kun forurening, eller er der andre ting, som spiller ind? Jeg så engang et gammelt danmarkskort, hvor man kunne sejle ind til Stenlille inde på Midtsjælland. Og så tænkte jeg: Hvis man har kunnet sejle derind, så må der have været vand. Så har vandstanden været højere tidligere? Eller er det kun i dag, fordi sneen smelter oppe fra Grønland og sådan noget. Det ved jeg ikke noget om. Jeg har bare tænkt på det.«
20-årshændelse hvert år
DMI’s klimaatlas indeholder ud over fremskrivninger af udviklingen i temperaturer og nedbør de hidtil mest præcise forudsigelser for antallet af stormfloder i Danmark.
Stormflod er betegnelsen for en storm, hvor vand fra havet presses ind i et bestemt område, hvor det oversvømmer en del af landet. Højden på en stormflod er i Danmark forskellig fra område til område – for eksempel er en stormflod i Reersø 145 centimeter over normal vandstand. Denne vandstand vil statistisk set forekomme én gang hvert 20. år.
Men ifølge DMI’s klimaatlas vil det, der i dag er en 20-årshændelse, forekomme en gang om året i 2100.
»Det er alvorligt,« siger Kristine Skovgaard Madsen.
»Hvis du kigger på en stormflod i dag, så er den omkring halvanden meter. Hvis vandet så stiger en halv meter, skal der kun en meter stormflod til for at få den samme effekt som i dag, og det vil forekomme meget hyppigere. Så det er alvorligt. Vi vil være nødt til at tilpasse os en hel del.«
Hun åbner et nyt danmarkskort på computeren.
»Så skal jeg lige have slået over på den her … «
Det nye kort viser den vandstand, som statistisk set vil forekomme én gang hvert 20. år i slutningen af århundredet. I Reersø er det omkring to meter.
»Det er billedet for mange steder i de indre danske farvande, når vi kigger på det høje klimascenarie i slutningen af århundredet,« siger Kristine Skovgaard Madsen.
Hun kører musen langs den jyske østkyst. Stopper ved Djursland.
»Se her. To meter og ni centimeter.«
Videre. Stopper ved Århus.
»To meter og en centimeter i Århus. Hvis man så går herned … « siger hun.
Hun holder musen over området omkring Esbjerg.
»Så er det op til fire meter og 30. Så når vandet stiger, vil stormfloderne bare blive højere. Det vil få betydning for både store og små kystbyer i Danmark.«
– Kan man bygge sig ud af det?
»Det kan vi ikke sige noget om her på DMI. Men i den IPCC-rapport (FN’s klimapanel, red.), der kom for nylig, skriver de om forskellige måder, hvorpå man kan forholde sig til de her vandstandsstigninger. Der snakker man også om tilbagetrækning. Altså om vi skal flytte længere ind på land.«
Nogle flytter igen
I Reersø forbereder beboerne sig på de kommende oversvømmelser.
Knud Egegaard fra beredskabet har bygget en lille mur rundt om terrassen i herregårdssten. Hans nabo har bygget et dige rundt om hele sit hus. Vagn Guldborg har købt brandslanger og en kraftig vandpumpe og en generator og en palleløfter, så han kan løfte fryserne op, når vandet trænger ind. Derudover vil han sikre huset med en 60 centimeter høj membran i glasfiber og vandtætte skotter for dørene.
Beredskabet har fået penge til en traktor og fået lov til at bruge forsamlingshuset som kommandocentral, hvor folk fra byen kan komme op og få en kop kaffe eller overnatte, hvis deres huse er oversvømmede.
Men samtidig ved beboerne i Reersø, at de formentlig ikke kan beskytte byen mod oversvømmelserne i fremtiden.
Ifølge Vagn Guldborg er nogle tilflyttere blevet skræmt af oversvømmelser og flytter fra byen igen. Langs hovedgaden står der i mange indkørsler mange steder skilte med »til salg«, men den lokale ejendomsmægler fortæller, at beboerne ikke flytter for at undgå kommende oversvømmelser.
Sigrid Østerby har ikke planer om at flytte.
»Vi ved godt, at byen ligger meget lavt, og at der er risiko for oversvømmelse. Men her er jo skønt. Så tager man chancen‚« siger Sigrid Østerby.
Hun kommer gående på hovedgaden i en camouflagefarvet jakke og gummistøvler. Hun har lige været nede ved havnen med sine to sorte labradorer.
»Vi har da oplevet, når der har været højvande. Jeg har boet oppe på Kirkebakken. Det har ikke været så slemt i min tid. Men vi frygter lidt, at det bliver værre end det, der plejer at være om vinteren, hvor der kommer vand op på vejen og ind i haverne. Så må jeg jo sikre mit hus på en eller anden måde,« siger hun.
»For der er ingen af os, som vil flytte herfra.«
Mon Reersøboerne så uforstyrret fortsætter det gennemsnitsdanske forbrug af udlandsrejser, røde bøffer og fast fashion, eller får udsigterne dem til at ændre adfærd?
Det er en sigende kommentar fra Anders Lund. I den ligger implicit, at hvis de ikke ændrer deres forbrug, så er de selv ude om den katastrofe som rammer dem på Reersø.
Men sandheden er, at de 527 reersøboerene ingen mulighed har for at ændre fremtiden via deres forbrug. Og den her kunstige dikotomi, der bliver sat op imellem individuelt forbrug og klimaændringer tror jeg i bedste fald er med til at skabe klimaangst og i værste fald med til at legitimere og anspore manglende handling. Ansvaret for klimaændringerne bliver langt på mine små skuldre, og selvom jeg godt ved det ikke batter, så er jeg nødt til reducere mit CO2 aftryk så meget som overhovedet muligt for ikke at være medskyldig. Der er ingen anden vej; min skyld og mit ansvar afhænger alene af mine individuelle klimavalg, og er direkte proportionalt med mængder af oksebøffer og kilometer tilbagelagt med en forbrændingsmotor.
Men egentlige ændringer skal ske gennem politiske handlinger i ordets beredeste forstand - handlinger, der påvirker andre til at vælge anderledes. Min reduktion af røde bøffer er fuldstændig ligegyldig, hvis jeg gør det i stilhed, hvis ingen er klar over, at jeg spiser mindre rødt kød. Så reduktionen skal være en symbolsk handling, der viser andre, at vi kollektivt kan tage ansvar ved fx. at forbyde køer i hele verden eller andet i så stor skala, at det batter. Eller sagt på en anden måde - træet larmer vitterligt ikke, hvis det falder uden at nogen ser det falde.
Tænk hvad vi kunne have udrettet for klimaet, hvis alle os, der er bekymret for fremtiden havde stemt EL eller Å til valget - de to eneste partier, der reelt tager krisen alvorlig? Men i stedet har vi valgt et parti, der indtil kort tid inden valget var fløjtende ligeglade med klimaet. Det skulle handle om pension og indvandrere. Valget og den individuelle klima-shaming viser, at vi ikke vil gøre noget radikalt for at ændre fremtiden. Der er mange ting, der er vigtigere for os end klimaet, fx indvandrene, normering i børnehaverne, skat!! og meget andet. Vi vil have det som vi plejer, og så ændre på nogle få ting, som ikke gør ondt, som fx. at spise lidt mere plantefars en gang imellem. Og måske fordi vi godt ved, at det ikke batter en døjt, så puster vi de her små individuelle handlinger op til at være altafgørende - og udskammer dem, som ikke spiser plantefars. Jeg ved godt, at jeg i højere grad er en del af problemet end løsningen, men fordi jeg ikke vil indrømme det for mig selv og andre løfter jeg min plantefars op til alle problemers løsning og peger fingre af dem, der formaster sig til at spise rigtig kød.
I virkeligheden er der nok tale om en sammenblanding af etiske principper, hvor man overfører en logik fra det humanitære arbejde til klimaet. Et barn reddet er godt i sig selv, fordi et menneskeliv i sig selv har uberegnelig værdi - det er altid bedre at redde et menneske end ikke at redde det. Og det overføres til klimaområdet - et ton mindre CO2 er altid godt fordi CO2 er skidt i sig selv. Men det er ikke tilfældet - et ton CO2 fra eller til er fuldstændig ligegyldigt og har ingen værdi i sig selv. Men at arbejde henimod en løsning, hvor ci alle reducerer vores CO2-udledning markant og tilstrækkeligt til at påvirke klimaet har værdi. Også selvom vi udleder mere CO2 i det arbejde. Og netop det forhold illustrer den klare forskel mellem de to etiske principper; det vil aldrig være i orden at ofre 100 børn for at redde 10.000 andre.
Jo, men er det ikke sådan at Reersø var en rigtig ø, med vand hele vejen rundt om, dengang den blev navngivet??
Nu er den kun en halvø, landfast til Sjælland.
Og nu er frygten så, at den igen bliver til en hel ø, med vand hele vejen rundt om, ligesom den var i gamle dage, ikk????
Måske findes der en meget overbevisende grund til valget af lige netop nylon til sandsækkene.
I hele denne misere og katastrofe, kunne man da ikke have valgt et naturmateriale som fx jute som miljøvenligt stof i stedet for?