Brevkassen: Hvem har magten over elbilen?

Min mand og jeg har et godt forhold på 30. år. Dog har vi nogle områder, hvor vi tørner sammen. Vores elbil fortæller, hvor langt den kan køre, og foreslår steder på turen, hvor vi kan lade. Min mand synes, det er sjovt at se, hvor langt den kan køre.

Vi er endnu ikke løbet tør, men jeg synes ikke, det er sjovt at køre til stregen, og kan ikke forstå, vi ikke kan lade på ladestationen før. Han kan ikke forstå, hvorfor det er min mening, der skal gælde. Skal jeg lade ham få sin vilje, selv om jeg har det dårligt på turen? Jeg har overvejet at tage toget i stedet for.

Svar I:

Du skal da prise dig overmåde lykkelig for, at du og din mand i 30 år har haft et godt forhold – når et så forholdsvist beskedent spørgsmål som opladning af en elbil kan trille den ægteskabelige harmoni ind i autoværnet.

Det med at din mand absolut vil køre til grænsen for batteriets ydeevne, minder mig om nogle dumdristige drengekammerater i min barndom. De skulle bare køre alting lige til kanten og gerne lidt ud over. Går den, så går den. Det gik ikke altid særligt godt. Nogle af dem tog mentaliteten med sig ind i deres senere erhvervskarrierer. Det gik tit slet ikke.

Din mand er ganske enkelt barnagtig. Og selvfølgelig bliver du hysterisk den dag, I sidder i bilen, og den løber tør. Den »Hvad sagde jeg?« skal du skåne dig selv for.

Du skal aldeles ikke sidde i den elbil og have det dårligt. Du må finde dig dit eget transportmiddel – indtil din mand vælger at træde ind i de voksnes rækker. Han skal – så at sige – oplade sit batteri.

David Rehling

Svar II:

Åh, transport. Alle parforholds lakmusprøve – og et område af tilværelsen, som afslører, hvem vi faktisk er.

Hjemme hos os har det altid handlet om afgangstidspunktet: Min kone vil gerne være i så god tid, at vi kan misse et tog og gå forkert to gange uden at stresse det mindste, mens jeg altid har været i sidste sekund og med selerne flagrende ud af kufferten. Og sådan troede jeg, det skulle være resten af vores dage. Men jeg har sgu ændret mig, har jeg.

Efter en lang karriere som transportstresser har jeg opdaget glæden ved at være i god tid. Tænk, at ens bevidsthed faktisk har plads til alt andet end tid. Det er en befrielse (når det lykkes).

Det, jeg troede var en næsten genetisk del af mig selv, har vist sig at kunne laves om. Måske kan det også ske for din mand. Prøv at forklare ham, hvorfor din metode er bedst, og se, om det bedre arguments tvangløse tvang også kan fungere på transportområdet.

Og ellers … nu ved jeg ikke, hvor quid pro quo-agtigt et forhold I har, men hvis alt andet slår fejl, kan du jo altid love ham et lille håndjob på førersædet, mens batteriet lader op. Hvis han altså til gengæld lover at holde ind ved den næstsidste ladestation.

— Christian Bennike