Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Skal jeg stige i graderne eller blive fri og selvstændig?

Karrierekvinden
Karrierekvinden

Mia Mottelson

5. oktober 2019

Jeg føler, at jeg står ved en skillevej og snart skal træffe en stor beslutning.

Jeg er ansat i en stor dansk virksomhed og er steget støt i graderne i de år, jeg har været ansat. Der er udsigt til endnu en forfremmelse. Den vil give mig mere i løn, mere ansvar og flere interessante opgaver. Men også mindre fritid med min familie. Karrieremennesket i mig har lyst til det.

Samtidig drømmer jeg om at sige op, starte som selvstændig og kun arbejde 25 timer om ugen et naturskønt sted i Danmark.

Begge dele er en mulighed. Jeg har spurgt min mavefornemmelse, men den kommer ikke med noget klart svar. Hvad skal jeg gøre?

Svar I:

Det lyder bare så rigtigt det dér med at træde ud af hamsterhjulet og finde sig selv og familien i skoven. Så rigtigt, at jeg bliver lidt irriteret over det.

Men sådan har jeg selvfølgelig også altid haft det med Bonderøven på DR, og mon ikke det bare bunder i en form for selvhad over utilstrækkelige sløjdfærdigheder og middelmådig evne til at føle mig forbundet med naturen.

Noget siger mig dog, at du stadig nyder karriereræset lidt for meget til at trække stikket. Så medmindre du fortier stress, svigt på hjemmefronten eller andre bagsider af dit fede arbejdsliv, siger jeg: Tag forfremmelsen. Hvis det ikke spiller om et år, kan du jo altid sige op.

Kaster du dig til den tid ud i det frie og lykkelige landliv, skal du bare love ikke at gøre for meget ud af det på Instagram. For det er vi nogen, der simpelthen ikke orker at glo på.

— Jon Faber

Svar II:

Hvor er det godt, at du har flere spændende muligheder i dit arbejdsliv. Du har også en familie, som du godt gider at være sammen med. Og blik for naturen. Sikke en rigdom. Derfor bliver det valg, du træffer, formentlig fremragende, uanset om du bliver forfremmet eller selvstændig.

Det, du ikke vælger nu, kan måske være en mulighed senere. Jeg har selv været lykkelig som selvstændig med mere tid til familien, tid for mig selv, afveksling i opgaver og kunder og tilfredsheden ved at fakturere.

Jeg er også afsindigt glad for mit nuværende job med ansvaret for at sikre penge og kunder til uafhængig journalistik i samarbejde med dygtige og flinke folk.

Du kan sikkert nyde både chefliv og chef for dig selv-liv. Prøv at tegne en cirkel på gulvet, hvor der står selvstændig, og en, hvor der står forfremmelse. Og se, hvor dine fødder tager dig hen.

— Stine Carsten Kendal

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Prioriter dine børn. Det vil de aldrig glemme dig for. Hvad skal du med flere penge? Øge dit forbrug? Hvis din identitet og følelse af selvværd er domineret af din karriere, bør du desuden for din egen skyld finde et dybere eksistentielt fundament.

Culture is not necessarily your friend ;)