Center for Vild Analyse: Det omvendte stavnsbånd

Langsomt er de dukket op midt i vores dagligdag. Budene. Dem, der kører fastfood rundt i byerne for det finske firma Wolt med store blå termotasker på ryggen.

Hvis man taler med et af disse bude, skal samtalen foregå på engelsk. Det skyldes, at mange af dem er her på et såkaldt working holiday-visa, hvilket betyder, at de opholder sig i Danmark i maksimalt 12 måneder, så skal de videre igen.

Fagforeningen 3F har ikke overraskende udtalt sig i kritiske vendinger, da Wolt – som Uber før dem – fungerer på vilkår, der underminerer den danske aftalemodel. Man bliver ikke ansat hos Wolt som bud, men skal derimod fungere som selvstændig og indgå et partnerskab med firmaet. Dermed bliver man pludselig til sin egen ’boss’, hvilket grundlæggende bare er en eufemisme for, at man ikke får pension, løn under sygdom, forsikring under arbejdet og så videre.

Lønnen ligger på niveau med mindstelønnen for en ufaglært arbejder i industrien eller på byggepladsen (hvor man trods alt kan regne med de nævnte goder): omtrent 120 kroner i timen ifølge en artikel i Berlingske. Der er altså tale om en ret elendig deal, man kan få som partner med Wolt, hvilket givetvis er en vigtig grund til, at det er de færreste, som ikke har et working holiday-visa, der gider være med.

Tjanseøkonomien?

Vi kunne kalde denne form for arbejde tjanseøkonomi (efter det engelske gig economy), eller vi kunne beskrive fænomenet som prækariseringen af arbejderne. Men Wolt-eksemplet rummer en afgørende dimension mere, som ikke nødvendigvis ligger i disse begreber: behovet for mobilitet.

Wolt er indbegrebet af det, man kunne kalde et omvendt stavnsbånd. Det gamle stavnsbånd, der berømt blev ophævet i 1788, betød, at bønderne ikke havde ret til at flytte ud af den ’stavn’, hvilket vil sige det gods, som de var blevet født i tilknytning til. En sær, næsten slavelignende tilstand, som i lyset af de ideer om naturret, der vandt frem i det 18. århundrede, ifølge hvilke alle mennesker var frie og lige, var blevet en anakronisme.

Her et par hundrede år senere er den omvendte logik så begyndt at blive kapitalismens generaliserede tilstand: Hvor bønderne i det 18. århundrede ikke havde ret til at flytte fra deres stavn, har det prækariserede proletariat i dag reelt ikke mulighed for ikke at flytte. Fra Wolt-bude til unge afrikanske mænd, der rejser ud som hele familiens håb for en bedre fremtid.

»Jamen, hør nu,« ville enhver neoliberal naturligvis indvende, »der er jo ikke nogen, der tvinger folk i Brasilien, New Zealand og lignende steder til at rejse på arbejdsferie i Danmark. Hvis de har noget bedre at tage sig til end at køre på cykel en kold efterårsaften i Odense, så kan de jo bare holde sig væk.«

Og selv om den tvang, Wolt-buddet mødes med, naturligvis er en anden end den, den unge afrikaner eller klimaflygtningen mødes af, er der alligevel noget fælles: Kapitalen er global, og dens effekter er globale. Uanset hvilke valg, det enkelte menneske måtte stå overfor, er tendensen en kendsgerning set fra et økonomisk og politisk perspektiv. Det bliver mere og mere nødvendigt for folk at flytte, og jo mere det gør det, desto mere bliver det et problem for os alle sammen.

Det er ikke mindst et demokratisk problem al den stund, at man sjældent får lov til at tage aktivt del i det politiske liv i de lande, man besøger på ’arbejdsferien’.

Men kapitalen har en interesse i, at mennesker ikke bliver holdt tilbage af sentimentale ting som grænser, sprog, nationale identiteter og demokratiske institutioner. For det er afgørende for kapitalismen, at arbejdskraften kan flyttes derhen, hvor den kan udnyttes mest effektivt – og effektivitet er ikke noget, man stemmer om.

Folk bliver sgu så besværlige

Hos neoliberalismens grundlæggere såsom Ludwig von Mises og Friedrich Hayek finder man da også en noget mindre forblommet forklaring af problemet end den slatne moraliseren over, at »folk da bare kan blive hjemme«.

For dem var det en ganske tydelig ambition at begrænse demokrati og national selvstændighed, netop fordi det kunne udgøre en trussel mod kapitalens frie bevægelser. Folk bliver sgu så besværlige, når de får for meget indflydelse på de forhold, de lever under. Dette er netop kernen i det, vi bør kalde det omvendte stavnsbånd.

Hvor det oprindelige stavnsbånd havde til formål at begrænse bøndernes magt og mulighed for at bestemme over eget liv, fordi de blev tvunget til at blive boende i deres stavn, så har det omvendte stavnsbånd til formål at begrænse menneskers magt og mulighed for at bestemme over eget liv ved at effektivisere udnyttelsen af arbejdskraften på den bedst mulige måde.

Det gamle stavnsbånd var immobilisering og søbemad; det nye er mobilisering, fleksibilisering og pizza leveret lige til døren.