Center for Vild Analyse: Dette er ikke et quid pro quo

Noget af det filosofisk mest interessante ved Donald Trumps præsidentskab i USA er utvivlsomt hans evne til at udfordre grænsen for, hvad man kan slippe afsted med at sige og gøre uden at blive hængt op på det. I visse tilfælde har Trump været meget tæt på at benægte det, enhver har kunnet konstatere med egne øjne.

Det seneste eksempel er skandalesagen om udnyttelsen af statslig militærstøtte til brug for egne, politiske interesser. Da en whistleblower havde advaret om, at Trump havde overtrådt sine beføjelser under en telefonsamtale med (hvad der viste sig at være) den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij, reagerede det hårdt pressede Hvide Hus med at udsende en transskription af telefonsamtalen og fastholde, at den ikke indeholdt det, der stod i transskriptionen.

Det Hvide Hus insisterede nemlig på, at man ikke kunne påvise en direkte noget for noget-aftale i samtalen, på trods af at Trump meget tydeligt bad om en ’tjeneste’ efter at have beskrevet, hvor meget USA hjælper Ukraine.

Sætningen »There was no quid pro quo« blev sagt utallige gange af præsidenten selv, hans pressemedarbejdere, republikanske politikere og konservative tv-værter.

Get over it!

Kulminationen på denne benægtelse kom, da Trumps fungerende stabschef Mick Mulvaney den 19. oktober holdt et tilsyneladende spontant pressemøde, hvor han bekræftede, at det da naturligvis var en del af presset mod Zelenskij, at man ville have undersøgt forskellige forhold om demokratiske politikere – hvilket netop var det, alle hidtil hårdnakket havde benægtet.

På det direkte spørgsmål om han ikke nu netop havde beskrevet en ’quid pro quo’, dvs. at udbetalingen af militærstøtte til Ukraine var betinget af, at landet kom med inkriminerende oplysninger om Det Demokratiske Parti, svarede Mulvaney:

»Dét gør vi hele tiden«, og fulgte op med et belærende:

»Get over it!«

Det stod dog hurtigt klart, at Mulvaney var gået for langt, så dagen efter måtte han en tur rundt med et dementi, bl.a. på Fox News, hvor stabschefen nu afviste at skulle have talt om et ’quid pro quo’ og beviste sin pointe ved at udfordre værten til at påvise, hvor i sine udtalelser han havde brugt netop disse tre ord.

Hvad Mulvaney dermed kom til at afsløre var imidlertid, hvad der hele tiden havde været meningen med benægtelsen: »There was no quid pro quo« betød hverken mere eller mindre, end at selve ordene i al deres latinske materialitet ikke var at finde i Trumps telefonsamtale (og altså heller ikke i Mulvaneys efterfølgende udtalelser). Som om ’quid pro quo’ var en form for trylleformular, uden hvilken man ikke kunne udføre en ulovlig handling.

Kommentarsporet

Som en komiker gjorde opmærksom på svarer denne forklaring til at sige, at man ikke har begået et bankrøveri, medmindre man under selve røveriet stopper op og siger:

»Dette er et bankrøveri!«

Som om virkeligheden må ledsages af en form for voice over for at kunne siges at være det, den ser ud til at være. Trump og hans folk har for så vidt måske opfundet en form for metatalehandling, hvor det, der sker, først får sin betydning i kommentarsporet.

»Jeg smører en madpakke« må udtales højt, for at man kan være sikker på, at man smører en madpakke, og »Jeg vil gerne indgå i et ulovligt samarbejde med dig« for at være sikker på, at man laver en ulovlig aftale.

Trump selv er selvfølgelig den, der skriver kommentarsporet, og det fascinerende er, hvordan han i fuld offentlighed udlægger verden for os som en anden Groucho Marx:

»What are you going to believe, my words or your own eyes?«

Mulvaneys benægtelse viser dog også, at der muligvis er en grænse for, hvor langt Trumps magiske forsvindingsnumre rækker. Med Jacques Lacans begreb om ’den store Anden’ kan man sige, at illusionen kun kan opretholdes, så længe den store Anden fungerer, dvs. så længe de republikanske senatorer i kongressen holder sammen og bliver ved at med at gentage, at der ikke var nogen sammensværgelse med Rusland, at Trump aldrig sagde ordene ’quid pro quo’ i sin samtale med Zelenskij osv. Men Trumps magt hviler efterhånden næsten udelukkende på hans ords performative kraft, og i en sådan situation kan den store Anden falde fra den ene dag til den anden.

Når magien pludselig slipper sit tag i en forsamling, kan det hele falde sammen som et korthus. Det kan komme i en fortalelse eller en tilfældighed eller en misforståelse, som pludselig får dominobrikkerne til at vælte.

Da Berlinmuren faldt i 1989, udløstes det for eksempel af en forvirret pressekonference, hvor partifunktionæren Günter Schabowski ikke lige kunne svare på, hvornår det gjaldt, at østtyskere frit kunne rejse ud fra DDR. Da han kom til at sige: »Fra … nu af, tror jeg« førte det til en øjeblikkelig storm på Muren.

Måske falder både Trump og hans mur på en lignende måde.