Den, der drømmer om faktatjekket som demokratiets redning, må øve sig i at drømme bedre

I 2012 blev den amerikanske præsidentkandidat Mitt Romney tildelt en pris, de fleste politikere godt kunne være foruden. PolitiFact, en prominent faktatjekorganisation, tildelte ham prisen for Årets Løgn. Hans brøde bestod i en beskyldning, han havde rettet mod præsident Obama.

Efter Romneys opfattelse ’solgte’ Obama nemlig bilfabrikanten Chrystler »til italienere, som har til hensigt at producere Jeeps i Kina på bekostning af amerikanske arbejdspladser«.

Historiens gang er imidlertid ikke uden ironi, og blot tre uger efter tildelingen af den tvivlsomme hæder meddelte Chrystlers nye ejere, at produktionen af mindst 100.000 Jeeps skulle foregå i Kina.

Det er muligt, at Romneys beskyldning var grebet ud af det blå, men den burde alligevel ikke have været faktatjekket. For et faktatjek består som minimum i at kunne ’verificere’ fakta og frembringe klar og stringent gransket information på upartisk vis – i hvert fald, hvis man skeler til forsknings­definitioner af fænomenet og PolitiFacts egen forståelse.

I sagens natur er det umuligt at verificere og granske fremtiden, eftersom vi ikke kender den. Fremtiden kan man kun gisne om, og det har vist sig, at selv samfundsvidenskabsfolk er ret så begrænsede udi den kunst. Alligevel holder tidens faktabegejstrede foretagender sig ikke tilbage fra den slags spådomme, og der faktatjekkes ofte i demokratiets hellige navn.

Stækket redskab

Problemet med faktatjek er ikke, at de er umulige. Deres rækkevidde er blot begrænset. Det giver eksempelvis mening at faktatjekke, når Donald Trump påstår, at hans højhus, Trump Tower, har 68 etager, selv om det i virkeligheden kun har 58. Vi kan slet og ret tælle efter. Og det giver mening – på baggrund af de bedst tilgængelige vidnesbyrd – at ville verificere, at det var Tyskland, der gik ind i Belgien i august 1914, og ikke omvendt.

Men så snart vi forlader den simple opremsning af veldokumenterede historiske kendsgerninger eller den basale matematiks gebet, bliver det hurtigt utroligt vanskeligt at tjekke fakta. Det gælder ikke kun for den logiske umulighed i at gå fremtiden efter i sømmene, men også påstande, som involverer fortolkninger af sociale fænomener eller forklaringer på deres indbyrdes sammenhænge.

Ser vi på Romneys prisindbringende påstand, var den ikke kun rettet mod fremtiden. Den angav også en klar årsagssammenhæng: Amerikanske job ville gå tabt. Spørgsmålet om, hvad der forårsager hvad i samfundet, er imidlertid uhyre omstridt.

Samfundsvidenskaben har indtil videre – og trods intensive forsøg – kun været i stand til at afdække årsagssammenhænge i meget specifikke situationer, og den har endnu til gode at bevise, at den sociale verden fungerer efter generelle lovmæssigheder, der kan afdækkes og beskrives fyldestgørende. Det ville derfor være naivt at tro, at et journalistisk faktatjek ville kunne granske og verificere påstande om årsagssammenhænge.

I den sociale verden er mange fænomener tillige afhængige af først at skulle fortolkes, før vi kan tale om, undersøge og vurdere dem.

I Tyskland har der for nylig været stor debat om, hvor mange muslimer der egentlig bor i landet. Og den er et godt eksempel på, hvordan noget, der intuitivt forekommer os at være ligetil – en optælling af antallet af muslimer – kan vise sig utroligt svært i praksis. For hvordan definerer man overhovedet religionstilhørsforhold, og hvordan måler man det i fraværet af officielle registre? Et faktatjek på dette område ville uvægerligt selv skulle foretage definitoriske valg, som gør det til en del af den kamp, som det forsøger at blive fri af.

Fakta i politik

Bevæger vi os nu tilbage til de nagelfaste fakta, der – medmindre man er gået galt på biblioteket – må siges at findes derude, og som derfor kan granskes og efterprøves, melder der sig endnu en udfordring: Fakta taler næppe for sig selv.

For nylig – den 23. september – bragte nærværende dagblad foto fra en klimademonstration. En deltager stod med et skilt, der bar teksten »det er ikke politisk, det er videnskab«, og foregav dermed, at klimaspørgsmålet befinder sig uden for politikkens domæne.

Problemet med den påstand er, at selv ikke det mest tekniske anliggende kan unddrage sig politisk og moralsk stillingtagen. Vi ved, at alt fra fødevarer til bilos indeholder stoffer, der er skadelige for mennesker, men det er stadig en politisk beslutning, hvor smertegrænsen skal sættes. Det samme gælder på klimaområdet, hvor selv ikke videnskaben entydigt kan sige, hvad der skal gøres, men blot anvise, hvor det kunne være hensigtsmæssigt at gøre noget. Vi bør nedbringe CO2-udledningerne, men hvordan?

Imidlertid kan man tilstå skiltebæreren, at vedkommende i kraft af sit fremmøde viste, at klimakampen i særdeleshed er politisk. For netop demonstrationer er med til at cementere, at fakta først opnår relevans, når de bliver vendt og drejet i den politiske strid om, hvad vi vil med vores samfund. Og det er værd at huske i en faktamilitant tid.

Man kan også sige det sådan, at den, der drømmer om faktatjekket som demokratiets redning, må øve sig i at drømme bedre.