Læsetid: 10 min.

»Engang var det uhørt at udskrive mennesker til gaden. Nu sker det hver eneste dag«

Alt for mange mennesker bliver udskrevet fra psykiatrisk afdeling direkte til gaden. Det oplever Julie Nordgaard, overlæge i Danmarks eneste psykiatriske gadeplansteam. Information var med en dag på arbejde blandt psykisk syge hjemløse
Psykiatrisk overlæge Julie Nordgaard har arbejdet i psykiatrien i over 20 år. I den periode er antallet af hjemløse psykisk syge steget, og ofte bliver de udskrevet direkte til gaden.

Psykiatrisk overlæge Julie Nordgaard har arbejdet i psykiatrien i over 20 år. I den periode er antallet af hjemløse psykisk syge steget, og ofte bliver de udskrevet direkte til gaden.

Anders Rye Skjoldjensen

19. oktober 2019

Arbejdsdagen begynder med en tvangsindlæggelse.

Den hjemløse mand på herberget har længe larmet om natten og virket truende over for personalet. Så da overlæge i psykiatri Julie Nordgaard fra Psykiatrisk Gadeplansteam ankommer til herberget en torsdag morgen i oktober klokken 08.05, har hun to politibetjente med. Og en plan om at tvangsindlægge den hjemløse mand om nødvendigt.

Han ligger og sover og vil først ikke tale med hende og de to psykiatriske sygeplejersker, der også er med. Men da han er kommet i tøjet og bænket i et samtalerum, begynder han at fortælle, hvordan han har det. Skidt, viser det sig. Han mener, at døde mennesker fra en anden galakse bliver brændt og drysset i maden som aske.

Julie Nordgaard vurderer, at manden er forpint og psykotisk og prøver at få ham til at lade sig indlægge. Han nægter. Hun skriver tvangsindlæggelsespapirerne i stedet. Og manden følger stille og roligt med ind i bilen, da politiet kører ham til en lukket psykiatrisk afdeling.

Psykisk syge er nemme ofre

Julie Nordgaard er overlæge i psykiatri ved Psykiatrisk Gadeplansteam i Region Hovedstaden. Gadeplansteamet er det eneste af sin slags i Danmark. Det består af en enkelt psykiatrisk overlæge, en afdelingssygeplejerske og syv sygeplejersker, som bevæger sig rundt på gaden, på herberger, natcafeer og andre steder, hvor hovedstadens hjemløse holder til. Alle hverdage fra 8 til 16 i store dele af regionen.

Formålet er at hjælpe og støtte mennesker, der er psykisk syge og hjemløse. Dem er der mange af. Den seneste kortlægning fra VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, vurderer, at 59 procent af Danmarks hjemløse har en psykisk sygdom.

»Livet på gaden er hårdt. Hjemløse er udsat for vold, seksuelle overgreb og for at få deres ting stjålet. De psykisk syge er nemme ofre og bliver ofte udnyttet af andre hjemløse,« siger Julie Nordgaard. Hun er praktisk og varmt klædt i en halvlang grøn termofrakke, jeans og sneakers. En nødvendighed, når man arbejder fra forskellige adresser og mest transporterer sig rundt på cykel.

Hun er netop ankommet til sygeplejeklinikken på herberg- og aktivitetscenter Sundholm på Amager sammen med afdelingssygeplejerske Ursula Aidt fra teamet. Her har de et lokale, hvor de kan klappe en bærbar computer op og drikke en kop kaffe, når de har en pause.

Det er sjældent dårlig økonomi, der sender folk på gaden i Danmark, forklarer overlægen. Mange hjemløse har af andre årsager svært ved at holde på arbejde, bolig eller deres forhold til andre mennesker. Er man psykotisk, kan man blive drevet på gaden af sygdommen.

»Hvis man for eksempel oplever, at der er døde mennesker i lejligheden, er det ikke underligt, at man føler sig generet af det og forlader hjemmet,« siger Julie Nordgaard.

Psykiatrisk Gadeplansteam blev oprettet som forsøg fra 2012, men blev gjort permanent fra januar 2016. Sygeplejerskerne i teams på to skaber kontakten til de hjemløse patienter og tager støttende samtaler, mens overlægen tager sig af blandt andet lægelige samtaler, gratis udlevering af medicin eller når en borger skal tvangsindlægges. Arbejdet består af lige dele tålmodighed og ydmyghed, som sygeplejerske Lars Gøtzsche formulerer det:

»Medmindre de direkte siger: ’Jeg vil ikke have, du kommer igen,’ så bliver vi ved med at prøve.«

Hans telefon ringer. Personen i den anden ene er ansat på en natcafé. En ung, hjemløs kvinde har overnattet på stedet. Hun er tydeligvis psykisk syg.

»Hun vil gerne indlægges, siger du … Kan I forsøge at holde lidt på hende? Eventuelt give hende lidt morgenmad? Så kommer vi.«

Lars Gøtzsche går over i cafeen sammen med Ursula Aidt og kommer tilbage efter at have tilset kvinden. Hun havde blå mærker som efter et overfald, slidmærker efter at have gået rundt med vådt tøj i byen hele natten og havde mistet sin antipsykotiske medicin. Og hun havde ingen erindring om, hvordan hun var endt i cafeen. Teamet beslutter at sende Lars Gøtzsche i en taxa med den unge pige til Psykiatrisk Skadestue med henblik på at få hende indlagt.

Stoleleg i psykiatrien

Ursula Aidt og Julie Nordgaard taler om, hvordan de kan undgå, at den unge kvinde bliver udskrevet for hurtigt.

»Vores patienter er nemme at udskrive, fordi de ofte gerne selv vil ud. Typisk er de udskrevet igen efter få dage. Til gaden,« siger Julie Nordgaard.

Det burde ikke finde sted, siger Ursula Aidt.

»De er jo syge, og de bliver kun endnu dårligere på gaden. De har brug for mad, faste rammer, medicin og stabilitet.«

De har oplevet patienter, der er blevet udskrevet til Fælledparken eller til et værested. Da Julie Nordgaard begyndte som læge i psykiatrien i 1998, skete det yderst sjældent.

»Engang var det uhørt at udskrive mennesker til gaden. Nu sker det hver eneste dag. Også selv om vi har tvangsindlagt dem,« siger hun.

At tvangsindlægge en patient føles som et overgreb for patienten.

»Og det må vi tage med, hvis de skal behandles. Men hvis de så ikke bliver behandlet, men blot udskrevet igen ugen efter, ja, så er det jo kun et overgreb,« siger Julie Nordgaard.

Hun kalder kollegerne i psykiatrien for »knalddygtige og søde«, men alt for hårdt spændt for. Og der mangler altid sengepladser:

»Personalet skal konstant vurdere, hvem der er mindst syg. Det er en stoledans. Hvem er den uheldige i dag?«

Hakkebøf med bløde løg

Julie Nordgaard og Ursula Aidt går sammen over til natcafeen på Sundholm for at tale med to kvinder, som personalet mener kunne have brug for en samtale. På natcafeen står hjemløse i kø til en seng om aftenen klokken 21 og overnatter på sovesale til næste morgen.

Psykiatrisk Gadeplansteam har et kontor på Vesterbro, men bruger de fleste arbejdstimer på herberger, på gaden og på væresteder for at hjælpe hovedstadens psykisk syge hjemløse.

Anders Rye Skjoldjensen
I dag holder cafeen dog åbent frem til klokken 14, og personalet i køkkenet er i gang med at tilberede frokosten: hakkebøf med bløde løg. I et hjørne bag en trappe op til kontoret ligger en mand i fosterstilling og sover med sit hoved på et sammenrullet håndklæde. En anden mand går rundt med en Hus Forbi-taske over skulderen, mens han taler i telefon: »Jeg er lidt under pres, skal du forstå,« siger han til en i den anden ende.

På kontoret sidder socialpædagogen Jeanette Madsen. Personalet kontakter Gadeplansteamet, hvis de ser mennesker, der eksempelvis er truende eller taler med sig selv:

»Vi observerer brugerne, der benytter cafeens tilbud, og ser efter, om de har en adfærd, der opleves anderledes. Vi er jo ikke psykiatere, og derfor er gadeplansteamet guld værd.«

Julie Nordgaard forklarer, at mange opgaver bliver skubbet videre, fordi psykiatrien er så presset. Til for eksempel politiet og de ansatte på byens herberger og væresteder.

»Natcafeerne er ind imellem næsten som en lukket psykiatrisk afdeling – plus stoffer og uden psykiatrisk personale,« som hun formulerer det, inden hun går afsides for at tale med en hjemløs, dansk kvinde, der netop er ankommet fra Frankrig. Hun har rejst rundt i en længere periode i Europa. Hun har brug for at få udleveret noget medicin.

’Mad travellers’ er faktisk et begreb, forklarer overlægen. Omrejsende psykisk syge hjemløse, som er på flugt. Virkeligt eller imaginært. Typisk rejser de, fordi de mener, de har en særlig mission eller føler sig forfulgt.

Den helt store pengepung

Julie Nordgaard og Ursula Aidt tager også en samtale med en kvinde, som for nylig er blevet smidt ud af sin lejlighed. Hun fortæller, at hun tidligere har været indlagt på en psykiatrisk afdeling. Men selv om hendes tanker kredser om, at vandet muligvis er forgiftet, og der er bakterier i væggen, virker hun ikke så syg, at der er grund til at skride ind:

»Der er ingen lov imod at være psykotisk. Vi vil gerne motivere de syge til at få hjælp, men de vælger selv. Og så længe, vi vurderer, at man ikke er forpint eller til fare for sig selv eller andre, handler vi ikke,« siger Julie Nordgaard.

Gadeplansteamet har omkring 100 patienter i et forløb med medicin eller samtaler. Der kommer hele tiden nye til, mens andre kommer videre i eksempelvis egen bolig eller bliver så stabile, at de kan gøre brug af den almene psykiatri.

Teamet har kontorer og ambulatorium på Gammel Kongevej på Vesterbro, men det meste af arbejdet foregår på herberger, natcafeer og på gaden. Også på Christiania, hvor to af teamets sygeplejersker haft deres gang i flere år. For et år siden fik de på christianitternes initiativ stillet et hus til rådighed af fristadens beboerrådgivning. Her er åbent tre dage om ugen. Bøjlen hedder stedet.

Julie kører derhen på cykel med en Hövding-cykelhjelm om halsen. Undervejs taler hun om regeringens valgløfter om psykiatrien på Finansloven og en tiårsplan for området. Men indtil videre har regeringen ikke øremærket en eneste krone ud af de 1,8 milliarder, de har afsat til sundhedsvæsnet i det finanslovsforslag, de fremlagde i forrige uge. Gadeplansteamet er netop blevet beskåret med en enkelt sygeplejerske.

Julie Nordgaard er næstformand i Dansk Selskab for Psykiatri, og spørger man hende, er der brug for den helt store plan, den helt store pengepung, og den helt store udbygning af psykiatrien.

»Det bliver rigtig, rigtig dyrt. Vi kan ikke få de psykiske sygdomme til at forsvinde, men vi kan behandle patienterne langt, langt bedre,« siger hun.

Som det er nu, lander mange af de psykisk syge – herunder også hjemløse – i retspsykiatrien, fordi de først får hjælp, når de begår kriminalitet.

»Jeg ville ønske, man i stedet kunne give dem den rette behandling i den almindelige psykiatri. Det andet er hamrende dyrt. Og så koster det også rent menneskeligt,« siger Julie Nordgaard.

Et helle på Christiania

Hun parkerer cyklen uden for et lille træhus midt på Christiania. Indvendigt er det nærmest som et svensk sommerhus med brændeovn, træpaneler på væggene, tændte stearinlys og hvidmalede stole med puder. Christel Mortensen og Anne Grymer hedder de to sygeplejersker, der tager imod. Christiania er en magnet for folk udefra – både fra andre dele af byen af Danmark og fra andre lande, forklarer de.

»Folk har de samme problemer som i resten af byen, men herude kan man måske lettere gå under radaren i en længere periode,« siger Christel Mortensen.

Der er altid gang i den på Christiania. Og før de fik huset, kunne det være svært at tage en støttende samtale, hvis der eksempelvis foregik en razzia i Pusherstreet samtidig. Men Bøjlen er et helle, hvor man kan have en samtale i enrum, få en kop kaffe eller hente sin medicin. Mange af brugerne kan godt lide, at det ikke er indrettet som et hospital.

»Vi er et tilbud til mennesker, der er faldet ud af systemet. Og vi vil gerne vise, hvad psykiatri også kan være,« siger Christel Mortensen

»Men vi skal aldrig være et parallelt system. Meningen er at hjælpe patienterne tilbage i systemet, så de kan få den hjælp, de har ret til,« siger Anne Grymer.

Efter en samtale med sygeplejerskerne cykler Julie Nordgaard forbi en bager og køber en vegansk sandwich, før hun triller tilbage til Sundholm og spiser i et tomt lokale over natcafeen, mens hun har telefonen hængende fra øret mod kinden for at få den næste aftale på plads.

Julie Nordgaard har aldrig følt sig bekymret eller utilpas, siger hun, men har alligevel for nylig fået hemmeligt nummer og dørspion derhjemme. Bare for en sikkerheds skyld.

»Truet bliver vi jævnligt,« siger hun og slår ud med armene i en afværgende bevægelse.

»Og jeg kan jo godt forstå, at man bliver vred, hvis man skal tvangsindlægges. Men det er utroligt sjældent, at truslerne foregår på en måde, så jeg bliver bange.«

Stråler gennem væggen

Hun pakker den sidste del af sandwichen ned i sin taske sammen med sine to telefoner – den private og den til arbejde – og hopper på cyklen igen. Klokken nærmer sig 14, og sammen med Lars Gøtzsche og en anden sygeplejerske skal hun mødes med en ung kvinde.

Kvinden tager mange stoffer, og personalet på det herberg, hvor hun bor, er blevet bange for hende. Hun har tidligere været indlagt, og i perioder tager hun medicin – i andre ikke. Nu er hun i en ikkeperiode. Gadeplansteamet finder hende på besøg hos sin kæreste.

De to sygeplejersker og Julie Nordgaard får en samtale i gang med den unge kvinde, mens hendes kæreste sidder i værelset ved siden af og ser TV 3. En kat lister forbi. Her er ret fredeligt. Efter tre kvarter går døren op. Den unge kvinde taler højt og ophidset, og gadeplansteamet forlader hjemmet.

Mens de trækker deres cykler ned ad gaden, evaluerer de samtalen. Først gik det egentlig meget godt.

»Men da hun fik talt sig varm, blev det tydeligt, hvor forstyrrede hendes oplevelser var,« siger Julie Nordgaard.

Den unge kvinde mente, at hun kunne indfange stråler gennem væggen, og at en mand ude på gaden kunne læse hendes tanker via sin mobiltelefon. Der var også noget med en sammensværgelse. Hun vil ikke indlægges.

Overlægen cykler gennem Vesterbro til sit kontor på Gammel Kongevej. Hun rører sig en hurtig kop Nescafé og sætter sig på kontoret for at skrive journal på alt, hvad hun har observeret, ordineret og foretaget sig i løbet af dagen. Og så skal der skrives ’gule papirer’ på dagens sidste patient – den unge kvinde. Farven gul indikerer en tvangsindlæggelse med udgangspunkt i patientens helbred. De såkaldte ’røde papirer’ bliver brugt, hvis patienten bliver vurderet til fare for sig selv eller andre.

»Der er ingen vej uden om en tvangsindlæggelse. Hun har brug for at komme væk fra stofferne, komme i behandling og få en stabil periode,« siger Julie Nordgaard.

Papirerne skal godkendes af politiadvokaturet, før politiet kan tage ud og indlægge den unge kvinde. De har en uge til at finde og hente hende.

»Alle har fortjent i hvert fald ét ordentlig behandlingsforsøg,« siger Julie Nordgaard.

Og sådan ender overlægens dag, som den begyndte: med en tvangsindlæggelse.

Trine Petersen har borderline og har været indlagt i mange år. Da hun i 2012 havde udsigt til at blive udskrevet, satte hun ild til et håndklæde og en madras. Hun havde indset, at det at 'lege med ilden' var den eneste måde, hun kunne få hjælp af systemet på. 
Læs også

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Bjarne Andersen
  • Viggo Okholm
  • Eva Schwanenflügel
  • Steen K Petersen
  • Lars Jørgensen
ingemaje lange, Morten Hjerl-Hansen, Bjarne Andersen, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen og Lars Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Tak for en god og grundig indføring i hverdagen for det psykiske team i København, Line Vaaben.
Rystende læsning.

Hvis politikerne for en gangs skyld tog tyren ved hornene, kunne meget være vundet.
Men det er der jo hverken stemmer eller penge i på den korte bane, så det sker nok aldrig :-(

ingemaje lange, Tommy Clausen, Bjarne Andersen, Erik Fuglsang og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

*Psykiatriske team, skulle der have stået..
He he, et team af clairvoyante kunne måske være et interessant alternativ til de som ser spøgelser i deres lejligheder eller i maden ;-)

Tommy Clausen, Bjarne Andersen, Erik Fuglsang og Birte Pedersen anbefalede denne kommentar