Baggrund
Læsetid: 4 min.

»Vi får aldrig mere en global supermagt at se«

USA er ikke længere en supermagt, og Kina har ikke, hvad der skal til for at blive den næste. I stedet tager en fragmenteret verdensorden form. Udviklingen startede for år tilbage og tager fart under Trump, lyder det fra den danske forsker og tidligere topdiplomat, Jørgen Ørstrøm Møller
USA’s rolle som supermagt eroderer, i takt med at den økonomiske tyngde i verden flytter sig. Og med Trump som præsident forstærkes processen, vurderer Jørge Ørstrøm Møler.

USA’s rolle som supermagt eroderer, i takt med at den økonomiske tyngde i verden flytter sig. Og med Trump som præsident forstærkes processen, vurderer Jørge Ørstrøm Møler.

Jonathan Ernst

Moderne Tider
19. oktober 2019

Når USA trækker sine soldater tilbage fra Syrien, er det billedet på en gradvis, amerikansk tilbagetrækning ikke kun fra Mellemøsten, men globalt. Prisen for at opretholde det tidligere amerikanske niveau af forpligtigelser på verdensplan er ikke blevet mindre. Det er USA’s økonomi som andel af den globale økonomi derimod. For Donald Trump er kalkulen ligetil.

»Det, Trump gør, er, at han etablerer en ny ligevægt på et lavere niveau ved at reducere forpligtigelserne,« lyder det fra den tidligere danske departementschef for Udenrigsministeriet, Jørgen Ørstrøm Møller.

Han er i dag tilknyttet den velrenommerede tænketank ISEAS – Yusof Ishak Institute. På instituttets hjemmeside kan man læse, at han beskæftiger sig med den globale økonomi samt trends i EU, USA og Asien. En usædvanlig bred portefølje, han selv karakteriserer som arbejdet med at »opsamle udviklingstendenser og sætte dem sammen i et internationalt perspektiv«.

Senest har han analyseret, hvordan det eksisterende globale system blev bygget op af USA og Storbritannien i efterkrigsårene og nu bliver pillet ned af de samme to nationer.

»De skabte et system, som de sagde var globalt, men i realiteten var det et system, der favoriserede dem selv. Og nu, hvor det viser sig, at reglerne kan bruges af andre – Kina og måske Indien – så sætter de foden ned. Grunden til, at systemet har fungeret, er, at USA har været tilstrækkelig storsindet og set en interesse i at dele frugterne af den model. Men når USA’s tyngde i den globale økonomi skrumper, får amerikanerne færre fordele,« fortæller Jørgen Ørstrøm Møller til Information, da avisen møder ham i Singapore, hvor han bor.

»Da systemet blev lavet i sin tid, havde USA måske 50 procent af den globale BNP. Går man 20-25 år tilbage, havde de måske en tredjedel, og i dag er man nede på 22 procent«.

Kinas økonomiske vækst er et centralt punkt og en af årsagerne til den faldende amerikanske andel.

»Der er ingen tvivl om, at det amerikanske etablissement i form af politikerne, virksomhederne og store dele af den akademiske verden i løbet af de seneste fem til ti år har ændret deres syn på Kina fra et land, man kunne gøre forretning med, til et land, som udfordrer USA,« siger Jørgen Ørstrøm Møller, der afviser, at Kina har potentialet til at afløse USA på den internationale scene.

»At se Kina som en kommende stormagt, mener jeg, er helt forkert. For det første tror jeg ikke, at vi igen får en global supermagt. USA er det ikke længere, og Kina vil aldrig være i stand til at blive det. Ikke særligt mange lande ville være interesseret i at kopiere den kinesiske model. Nævn mig et eneste land i verden, der ser Kina som dets ægte ven. Kina kan ikke brødføde sin egen befolkning og er verdens største importør af fossile brændstoffer. Det er ikke opskriften på en supermagt«.

Fragmenteret verdensorden

I stedet tager en fragmenteret verdensorden form i det magtvakuum, USA efterlader sig. Det kommer til udtryk i en regionalisering centreret omkring USA, Kina – som dominerende i Asien, men med betydelig modvægt fra Japan og Indien – og Europa. Sidstnævnte med Frankrig og Tyskland i spidsen. England har med Brexit derimod fortsat bevægelsen fra storhed mod ubetydelighed.

»Det første, der ændrer sig, er realiteterne. Det vil sige evnen til at projicere magt. Man kan tage det britiske imperium som et fortilfælde. Nu sidder vi i Singapore, hvor det britiske forfald som global magt udspillede sig meget tydeligt. Man byggede en stor flådebase i Singapore uden skibe. Man havde simpelthen ikke råd til at have krigsskibe herude, så den grundlæggende strategi var, at hvis japanerne begyndte at røre på sig, så ville man sende krigsskibe ud.

Det gjorde man i 1941, hvor man sendte to store slagskibe. Normalt ville de blive ledsaget af 10 til 12 skibe, men briterne var så pressede, at de kun sendte fire små destroyere med. Så da japanerne opdagede dem, var der ikke tilstrækkelig med ildkraft til at forsvare dem,« forklarer Jørgen Ørstrøm Møller. Historien har paralleller til den amerikanske situation i dag.

»Der er ingen udsigt til, at den amerikanske flåde kan fastholdes på det nuværende niveau med samme kvalitet. Der er ikke penge til det. Enten søger Trump at holde antallet af skibe oppe, men i så fald må man give køb på brug af højteknologi. Eller man bygger færre skibe med den seneste teknologi, hvilket medfører ringere evne til global tilstedeværelse.

Et eksempel er programmet for Seawolf-undervandsbådene, som startede i 1983 med planer om bygning af 29 enheder, hvilket hurtigt blev reduceret til 12, hvorefter programmet endte med tre både. De erstattes af Virginia-bådene, hvis pris er cirka 33 procent mindre. Diamanten i det amerikanske luftvåben, F-22 Raptor, skulle oprindeligt være bygget i 750 eksemplarer, men endte med 187,« siger Jørgen Ørstrøm Møller.

»Den amerikanske tilbagetrækning fra det nordlige Syrien er det seneste eksempel på, at USA begrænser sin globale tilstedeværelse. Den tilbagevendende diskussion om størrelsen af USA’s militære tilstedeværelse i Sydkorea et andet. Nedtrapningen i Irak og Afghanistan et tredje. I alle tilfælde indgår luftstøtte fra hangarskibsgrupper som en vigtig del af kampevnen«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Interessante synsvinkler. Mht. Kina, så har de en lidt anden strategi end militær magt demonstration; de benytter økonomisk magt. Deres road & belt strategi, fulgt op af investeringer i råvarer og etablering af fabrikker med lave løn omkostninger, ex. Afrika. Der indføjes samtidig kinesiske holdninger. En ny form for imperalisme, baseret på økonomi og levestandard.

Flemming Olsen

USA har afgivet afkald på rollen som verdens politibetjent, som har afstedkommet så mange ulykker. Så må alle vel være glade at dømme efter de talrige kommentarer til denne artikel?

Kristian Jensen

Jeg tror man skal passe på med at lægge for meget dybde i Trumpismen. Han er en ener, enfoldig, småtbegavet og ikke repræsentativ for de større strømninger i amerikansk undenrigspolitik. Det der kendetegner Trump ifht. tidligere præsidenter er snarere fraværet af en egentlig udenrigspolitik. Både personligt og i hans bagland. Mon den næste der sætter sig i det ovale kontor, kan vise sig lige så visionsløs eller lige så inkompetent... jeg har ikke fantasi til at forestille mig en gentagelse.

Flemming Olsen

Hvis han bliver genvalgt, så vil den isolationistiske Trumpisme både militært og økonomisk have været USA's politik i hele otte år, uanset hvor dybsindig, gennemtænkt og repræsentativ den så ellers måtte være. Og hvis han ikke skifter mening i sin anden periode.