Feature
Læsetid: 10 min.

Feministisk ikon: Hvide mænd er en måde at tænke på

Universitetet er frontlinjen i en kamp om ulighed, identitet og tradition. Hvide mænd er ikke bare overrepræsenteret i pensum, på litteraturlister og blandt universitetets ansatte. Hvide mænd er en institution, en måde at tænke på, som gennemsyrer hele den akademiske verden. Det mener forfatteren til ’Killjoy-manifestet’, Sara Ahmed, som netop er blevet udnævnt til æresdoktor på Malmø Universitet
Når akademiske felter er organiseret omkring hvide mænd, så kan det at have respekt for traditionen og citere de rigtige oversættes direkte til et krav om at citere endnu flere hvide mænd, siger Sara Ahmed.

Når akademiske felter er organiseret omkring hvide mænd, så kan det at have respekt for traditionen og citere de rigtige oversættes direkte til et krav om at citere endnu flere hvide mænd, siger Sara Ahmed.

Sarah Hartvigsen Juncker

Moderne Tider
26. oktober 2019

En ung kvinde er oppe på tæerne og tripper på stedet. Mod sit bryst knuger hun en af Sara Ahmeds bøger. Vithetens hegemoni hedder den i den svenske oversættelse.

Køen til salen går som en slange gennem hele forhallen. Så mange mennesker er dukket op for at høre Sara Ahmeds tiltrædelsesforelæsning som ny æresdoktor på Malmø Universitet, at den også bliver transmitteret på storskærm i det tilstødende rum. Tre ord kendetegner de fremmødte. Unge, kvinder og ikkehvide. Det sidste er et ord, dagens hovedperson bruger meget.

Åbner man en avis, får man nemt indtryk af, at det i 2019 nærmest ikke er muligt at gå ned af gangen på universitetet uden at måtte flygte fra en gruppe rasende humaniorastuderende med kort pandehår, som anklager en for ikke at have vedkendt sig sin koloniale arv, reflekteret over sin rolle i heteropatriarkatet eller udvist tilstrækkelig respekt for oprindelige folk.

Sara Ahmed har en anden udlægning af hvide mænds rolle i den akademiske verden.

»Hvidhed er synlig for alle dem, som ikke er det,« siger Sara Ahmed.

Sara Ahmed

  • Født 1969.
  • Australsk-britisk forsker og aktivist med pakistanske rødder.
  • Leder af center for kønsforskning ved Goldsmiths University indtil 2016.
  • Forfatter til bl.a. ’Queer Phenomenology’ (2006), ’Living a Feminist Life’ (2017) og ’Killjoymanifestet’ (2018)

Men universitetet er kridhvidt. Diversitetsprogrammer og ambitioner om ligestilling fungerer ofte som en facade, der slører, at universitetet grundlæggende er, hvad det altid har været: en institution bygget af hvide mænd til hvide mænd. Hvide mænd som underviser andre hvide mænd i, hvad hvide mænd har tænkt og fundet ud af. Alt det, vi betragter som akademisk viden, baserer sig i sidste ende på én befolkningsgruppes tanker og erfaringer: de hvide mænd.

Herrens værktøj

»Hvide mænd er en måde at tænke på,« forklarede Sara Ahmed på sin blog, da hun for nogle år siden annoncerede, at hun i sin kommende bog Living a Feminist Life slet ikke ville citere eller kildehenvise til nogen hvide mænd. »Ikkehvide mænd« holdes ude af den akademiske verden. Det ændrer man ikke på ved blot at bygge videre på det videnskabelige kompleks, de hvide mænd har skabt.

»Herrens værktøjer duer ikke til at rive herrens hus ned,« gentager hun fra scenen.

Sara Ahmed giver ingen interview under sit besøg i Malmø. Men pointen om universiteterne er klar.

Man kan sagtens blive ved med at påberåbe sig principper om universalisme. At man altid skal bruge de bedste tekster, henvise til den bedste viden og ansætte de bedste professorer, uanset race, køn og seksualitet. At det ikke handler om, hvem der siger noget, men hvad der bliver sagt.

Men gør man sådan, er det det samme som at bevare status quo. Det vi opfatter som det bedste, er det, der findes i forvejen.

»Hvide mænd er en institution,« har Sara Ahmed skrevet om baggrunden for sin beslutning:

»Helt simpelt, når akademiske felter er organiseret omkring hvide mænd, så kan det at have respekt for traditionen og citere de rigtige oversættes direkte til et krav om at citere endnu flere hvide mænd.«

Killjoy

Nogle vil hævde, at Sara Ahmed også er en måde tænke på. Hun er en af de seneste årtiers mest fremtrædende skikkelser inden for nyere akademiske discipliner som queer-teori, kritisk raceteori og dekoloniseringsteori.

I bredere kredse er hun dog bedst kendt som forfatter til Killjoymanifestet. Et lille kampskrift i ti punkter, som har inspireret en generation af feminister til at ødelægge den gode stemning. Til at omfavne stereotypen om den sure, nævenyttige feminist. En killjoy siger aldrig ’pyt’, men vil altid og i enhver sammenhæng påpege og gå i rette med sexisme, racisme og andre former for undertrykkelse. Feminisme er nemlig noget, man gør, forklarer Sara Ahmed.

»Sådan er det, når vi påpeger sexismen i en højt elsket film. Når vi sætter spørgsmålstegn ved, at nogle bare antager, at et barn vil vokse op og blive heteroseksuelt, eller når vi udfordrer, at imperialistisk kolonialisme bliver hyldet ved nationale helligdage,« siger Sara Ahmed fra talerstolen, inden hun understreger:

»Det her er dedikeret til alle jer feministiske killjoys, som er derude og gør jeres ting.«

Tryghed i modstand

Dem er der en del af. Yenika Castillo er mødt op, fordi hun har følt og oplevet de ting, som Sara Ahmed beskriver, forklarer hun. I hånden har hun en udgave af Living a Feminist Life, som hun håber, Ahmed vil signere.

Yenika Castillo kommer fra Mexico, men studerer i Malmø. Hendes værste oplevelse som killjoy var til en julemiddag med sin mexicanske familie, hvor hendes onkel blev ved med at fortælle sexistiske vittigheder, og hun blev ved med at kommentere det.

»Det blev ikke specielt værdsat,« siger hun og griner.

»Han sagde ’åh nej’, er du nu blevet sådan én? Så måtte jeg svare: ’Ja. Deal with it’«.

Tre unge danske kvinder er kommet i god tid. Der er lidt Roskilde Festival over hele arrangementet, mener 25-årige Katrine Weber. Forventningerne, de lange køer, muligheden for at se en af de helt store.

Til daglig studerer hun etnologi og beskriver det som »situationelt«, om hun indtager rollen som killjoy. Hun gør det, når hun gør det, forklarer hun. Men hun kender udmærket følelsen af at have brudt ind, påpeget noget uretfærdigt og efterladt en anspændt stemning bag sig.

Det er et godt, aktivistisk eksperiment, når Sara Ahmed i en periode ikke vil henvise til hvide mænd i sin forskning, mener Katrine Weber (t.v.) og Line Vestergaard. I sit eget speciale i etnologi endte Katrine Weber også ’halvt ubevidst’ med primært at læne sig op af kvindelige kilder.

Det er et godt, aktivistisk eksperiment, når Sara Ahmed i en periode ikke vil henvise til hvide mænd i sin forskning, mener Katrine Weber (t.v.) og Line Vestergaard. I sit eget speciale i etnologi endte Katrine Weber også ’halvt ubevidst’ med primært at læne sig op af kvindelige kilder.

Sarah Hartvigsen Juncker

»Sara Ahmeds Killjoy-figur har betydet meget for min måde at være i verden på. Den har givet mig tryghed i at yde modstand, som jo kan være ubehageligt at gøre. Der har jeg fundet styrke i kraft af hendes tanker,« forklarer Katrine Weber.

Diversitet som slør

Sara Ahmeds hurtige opstigning i universitetsverdenen sluttede brat i 2016. Hun var professor på Cambridge, inden hun blev leder af Center for feministiske studier ved Goldsmiths University. For tre år siden sagde hun så op i protest mod Goldsmiths håndtering af en gruppe studerendes anklager om seksuelle overgreb.

»Vi taler ikke om en enkelt ustyrlig person,« skrev hun efterfølgende på sin blog.

»Vi taler om, hvordan sexchikane er blevet normaliseret og generaliseret – som en del af den akademiske kultur.«

Sidan da har hun været »uafhængig akademiker«. Hun skriver bøger og udgiver lange indlæg på sin blog, feministkilljoys.com.

Hendes arbejde foregår ikke længere på universitetet. Til gengæld handler meget af det om universiteter.

Sara Ahmed har selv siddet i et hav af »diversitetsudvalg,« som skulle lægge strategier og sikre ligestilling og repræsentation på universitetet. Hun er nemlig ikkemand, ikkehvid og ikkehetero.

»Jo flere ikke, du er, jo flere af den slags udvalg bliver du udpeget til,« siger hun fra talerstolen.

»Fordi de har en forestilling om, at du er diversitet. At du bærer diversitet med dig.«

Ofte ender den slags arbejde med blot at fungere som en ventil, der forhindrer ballonen i at springe. Det signalerer, at universitetet tager den manglende mangfoldighed alvorligt, men udskyder egentlig forandring.

»Nogle af mine mest markante oplevelser som feministisk killjoy har været i forbindelse med, at jeg påpegede hvidhed og racisme i den slags feministiske sammenhænge,« siger hun.

Hvad med de døve?

Yenika Castillo kender udmærket følelsen af, at universitetet er indrettet med tanke på nogle andre.

»Her i Sverige taler man meget om lighed og diversitet, men i realiteten vejer mine ord ikke så tungt som andres, fordi jeg er racialiseret. Det samme gælder queerpersoner og handicappede. Vi har bare mindre at skulle have sagt,« siger Yenika Castillo.

Det gælder ikke mindst på universitetet, hvor perspektivet er »eurocentrisk«, og pensum er skrevet af hvide mænd.

»Men først og fremmest er der ofte en antagelse om, at der er bestemte ting, jeg ikke ved eller forstår, fordi jeg ikke er fra Sverige eller Europa,« forklarer hun.

25-årige Lovis Hakkala og 26-årige Stefanie Steinbeck er meget bevidste om, at de er fra Europa.

Ud over det, de selv kalder »små ting,« som professorer, der altid ender med at bede en mandlig studerende om at svare, har ingen af de to kvinder oplevet at føle sig udenfor på universitetet.

Vi er jo hvide, forklarer de. Eller Stefanie Steinbecks mor er faktisk halvt sort, men hun er »white passing«.

Hun ligner altså en hvid. 

»Det er et privilegium, jeg bærer rundt med mig alle vegne. Og derfor er det også vigtigt, at du taler om det her med andre stemmer end vores,« siger Stefanie Steinbeck.

Generelt er de begejstrede for, at Sara Ahmed er begyndt at arbejde kritisk med universiteterne.

»Det er den institution, som producerer viden. Ellers bliver al viden formuleret fra ét bestemt perspektiv,« siger Lovis Hakkala.

Stefanie Steinbeck, som skriver ph.d. i børneoplevelser på museer, kunne dog godt savne, at universitetet havde sørget for, at der var en, som oversatte forelæsningen til tegnsprog. Ikke fordi hun er døv.

»Men når man taler så meget om diversitet, hvor faciliterende er det her event så for folk, som ikke kan høre?« spørger hun.

Ridser i muren

En af vejene til at bryde det hvide hegemoni og ændre universiteterne kan være at klage, mener Sara Ahmed. Det er ikke nemt. Hun oplevede selv, hvordan hendes tidligere arbejdsgiver afvæbnede de studerendes forsøg på at rapportere krænkelser.

Siden da har hun interviewet hundredvis af studerende og universitetsansatte om deres forsøg på at rejse sager om diskrimination, overgreb, eurocentriske pensumlister og favorisering af hvide mænd i ansættelser.

»Selv om man føler, man kun lige ridser i overfladen. Man river ikke muren ned. Men klagerne er også skrift på væggen. Vi var her. Vi forsvandt ikke bare,« siger hun.

Herrens værktøjer duer ikke til at rive herrens hus ned med, forklarer Sara Ahmed: Man nedbryder ikke de hvide mænds dominans ved at bygge videre på det, de har bygget.

Herrens værktøjer duer ikke til at rive herrens hus ned med, forklarer Sara Ahmed: Man nedbryder ikke de hvide mænds dominans ved at bygge videre på det, de har bygget.

Sarah Hartvigsen Juncker

Klager er et vidnesbyrd, som gør det nemmere for det næste kuld af studerende at klage.

Sara Ahmed beskriver dem, der klager, som »institutionelle killjoys.« Det er de ekskluderedes forsøg på at tiltvinge sig adgang på lige fod med de inkluderede. Et forsøg på at ruske systemet og efterlade rod, hvor der før var (hvid) orden.

»Din klage lader måske til at fordampe i luften. Puff, puff. Men den kan blive samlet op og forstærket af andre,« siger Sara Ahmed sidst i sit oplæg.

»Men vi kan blive sværere at styre.«

Kun ekspert i sig selv

»Hvide mænd«, »ikkehvide mænd,« »racialiserede,« »lesbiske,« »queers,« »sorte,« »farvede«. Der går ikke mange minutter mellem, at Sara Ahmed henviser til de kategorier for race, køn og seksualitet, som i den bedste af alle verdener slet ikke havde betydet noget.

Tænker hvide mænd virkelig på en særlig måde, som brune kvinder eller asiatiske transpersoner ikke tænker på? Er det ikke ligegyldigt for den endelige viden, om det er Thomas eller Fatima, der har rykket rundt på reagensglassene eller bearbejdet statistikken?

Det mener Lovis Hakkala og Stefanie Steinbeck ikke. På sin vis er videnskabelige konklusioner også et resultat af forskerens identitet. 

»Afsenderen er ikke ligegyldig. Al forskning kommer fra et perspektiv,« siger Lovis Hakkala.

Stefanie Steinbeck er enig. Hun er ved at skrive ph.d., men »er kun ekspert i sig selv,« forklarer hun.

»Du ser én ting. Jeg ville se noget helt andet,« siger hun.

— Så det, jeg ser, er formet af, at jeg er hvid mand?

»Ja. Og hvor du er vokset op, og hvilken familie du kommer fra. Alt det, der gør, at du er dig. Hvis du tager det væk og præsenterer det, du ser som fakta, hvad så hvis jeg ser noget andet? Er det så ikke ordentligt?«.

’Strukturen hvide mænd’

»Can I have a picture?« spørger Katrine Weber.

En fordel ved at have stået bagest i køen til at trykke hånd med Sara Ahmed og få signeret sin bog er, at der også er tid til et billede. 

Efter det forlader Sara Ahmed salen. Hun tager ikke imod spørgsmål fra pressen. Det gør Katrine Weber og hendes veninder til gengæld. De mener heller ikke, at man uden videre kan påberåbe sig universalismen og fordømme Sara Ahmeds princip om ikke at citere hvide mænds forskning i en periode.

»Det kan være godt til at sætte noget i gang, når nu man bare bliver ved og ved med at henvise til de samme teoretikere. Når der er strukturel undertrykkelse, kan det være et godt greb, men det er ikke noget, man skal gøre i en hvilken som helst sammenhæng,« siger Anne Gillesberg, som arbejder med at oversætte børnebøger.

De forstår det mere som en form for aktivisme. Noget, der giver mening i en overgang for at belyse og modarbejde de åbenlyse uligheder.

»Hvide mænd,« siger Katrine Weber.

»Det kan lyde så aggressivt«.

Line Vestergaard byder ind.

»Men det må ikke blive et projekt imod hvide mænd,« siger hun.

»Det handler jo ikke om enkelte hvide mænd, men strukturen hvide mænd.«

Katrine Weber nikker.

»Derfor er det egentlig også interessant, når hvide mænd tager det her meget personligt.«

Killjoymanifestets 10 principper

  • Jeg er ikke villig til at gøre lykken til min sag.
  • Jeg er villig til at forårsage utilfredshed.
  • Jeg er villig til at støtte andre, som er villige til at forårsage utilfredshed.
  • Jeg er ikke villig til at grine ad vittigheder, der støder.
  • Jeg er ikke villig til at give slip på historier, som ikke er ovre.
  • Jeg er ikke villig til at lade mig inkludere, hvis inklusion betyder at være inkluderet i et system, der er uretfærdigt, voldeligt og ulige.
  • Jeg er villig til at leve et liv, som andre dømmer ulykkeligt, og jeg er villig til at afvise eller udvide de tilgængelige skabeloner for, hvad der tæller som et godt liv.
  • Jeg er villig til at genforbinde lykketræffet med lykkefølelsen.
  • Jeg er villig til at bryde ethvert bånd, hvor værdifuldt det end er, hvis det bånd skader mig selv eller andre.
  • Jeg er villig til at deltage i killjoybevægelsen

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Hjerl-Hansen

Som mandlig psykiatribruger der er vant til at tale om følelser synes jeg det her er en tand for meget.

Karsten Aaen, Søren Ferling, Mikkel Milthers, ulrik mortensen og Liv Pedersen anbefalede denne kommentar

Disclaimer for mine bias: Hvid, ung og kvindelige antifeminist/anti-SJW

"Hvide mænd er en måde at tænke på "
For at være ærlig, sjældent har jeg hørt noget så racistisk og sexistisk.
En ting er, at man påstår, at hvide mænd har en overrepræsentation af at tænke X, f.eks. en kolonialistisk, racistisk, sexistisk tankegang.
Mens dette? Det er et shaming forsøg af allerhøjeste karakter med at skære alle over en kam! og desuden med denne formulering, så kan den bruges på hvilken som helst anden, som ikke lige makker ret indenfor ideologien, ligesom begreberne "internalized misogyny" eller "uncle tom"
- Kæft, trit og retning, ellers er du inderst inde en hvid mand.

"Tre ord kendetegner de fremmødte. Unge, kvinder og ikkehvide."
Hvorfor mon at hvide mænd ikke har lyst til at fremmøde? Alene deres eksistens er åbenbart beviset på djævlen selv indenfor feminisme, uafhængigt af deres karakter eller handlinger!
Jeg vil aldrig sige, at man ikke skal tale om PÅVISELIGE og signifikante tendenser hos hvide mænd, men det betyder hverken at anden x køn eller/og x race er urørlige for kritik. Det er REEL ligestilling.

Mit spørgsmål til feminister og andre folk med denne ultra aggresive og zero sum ideologi til mænd.
Hvad er jeres end goal?
Fair nok at i vil kritisere mænd, men min undren er denne gennemsyret had og superior/overmenneske/helliggørelse af jer selv?

Tryk avler modtryk.... Det er en naturlov.
Ønsker man at generere sexistiske hvide mænd, så er dette vejen frem. For uretfærdig had imod de uskyldige hvide mænd af dem, som man skærer over i en kam, er nok det bedste værktøj til at skabe had imod en selv.
"Selvopfyldende profeti" siger jeg bare....

Lone Gravgård, Karsten Aaen, Joachim Lund, Søren Ferling, Janus Agerbo, jens christian jacobsen, Emil Davidsen, Finn Thøgersen, Niels Johannesen, Erik Lyngsø_petersen, Ole jakob Dueholm Bech, Mikkel Milthers, René Arestrup, Gustav Alexander, Mogens Holme, Mette Eskelund, Jens Kofoed, arne tørsleff, Kim Houmøller, Peter Fenger Lund, Jens Christensen, ulrik mortensen, Jens Flø, Morten Hjerl-Hansen, Jens Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Er det ikke både dybt racistisk og udtryk for uacceptabel misogyni, at påstå eller forestille sig, forskel på den viden hvide mænd skaber og videreformulerer akademisk, og anden viden eller pædagogik?

Det vil jeg mene. Og man kunne tilføje at mennesker med så primitiv tankegang, alene burde få spalteplads i seriøse medier for at udstille hvor syge og dumme de er.

Søren Ferling, Niels Johannesen, Erik Lyngsø_petersen, Ole jakob Dueholm Bech, Mikkel Milthers, Jens Kofoed, arne tørsleff, Peter Fenger Lund, Jens Christensen, ulrik mortensen, Jens Flø, Morten Hjerl-Hansen, Jens Jensen og Liv Pedersen anbefalede denne kommentar

Ekstra kommentar

Angående den hvide mands overrepræsentation i litteraturlister.
Man kan altid diskutere, hvorvidt dette dengang er grundet sexisme... Men dette er ikke pointen lige nu.
Pointen er, at fortid er fortid, og vi kan ikke lave om på fortiden. Så når vi ser tilbage på de milesten indenfor litteraturen, så står vi nu på skuldrene af giants, altså den fundament som dengang blev lagt.
Vi kan derfor af sagens natur ikke bare genopfinde den dybe tallerken igen og dertil, når man henviser til fortidens milesten, så vil de ALTID være overrepræsenteret af hvide mænd. Det er bare sådan tingene er.

Karsten Aaen, Joachim Lund, Nanna Kinch, Søren Ferling, Ole jakob Dueholm Bech, Mikkel Milthers, René Arestrup, Mette Eskelund, arne tørsleff og Jens Jensen anbefalede denne kommentar
Pernille Rübner-Petersen

@ Liv Pedersen
Jeg tror, at Sara Ahmeds pointe er, at hvide mænd faktisk ikke nødvendigvis tænker som hvide mænd - det er en tankegang, som universiteterne har institutionaliseret (hvilket de to unge kvinder også bekræfter til sidst i artiklen) men samtidig mener S.A. vel så, at de hvide mænd, der ansættes på universiteterne ikke desto mindre inkarnerer "hvid mands"-tankegang. Og det er måske racistisk at antage.. - for det gør disse hvide mænd måske ikke nødvendigvis - eller gør de..? Det mener hun vel, idet hun fastslår at de vedtagne læseplaner fortsat består af "hvid mands"-tankegang. Under alle omstændigheder bør der være en større diversitet af identiteter blandt ansatte på universitetet - dels for at de konkret udgør en større del af lærerstaben og dels for at læseplanen også får større diversitet i tankegangen. - hvilket de ansatte hvide mænd ikke formår - ifølge Sara Ahmed.

Men altså - det sidste punkt i Killjoy-erklæringen undrer mig: en bevægelse, der kræver troskab mod sig selv er i fare for at blive totalitær og signalerer samme ukonstruktive polarisering a la Bush-doktrinen - hvis du ikke er med os er du imod os. Det minder om mafiaen eller andre former for "brotherhood", som netop er skadelig -især ifølge feminismen.

Mette Poulsen, Søren Ferling, Emil Davidsen, Erik Lyngsø_petersen, Kristian Fogh Thomsen, Hannah Werk, Mette Eskelund, Eva Schwanenflügel og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar

For mig virker italesættelsen af hvide mænd generaliserende, og en kende racisme fremmende.

Jeg kan godt se at indenfor den lukkede universitetsverden, sidder der en gruppe af privilegerede, som vil fastholde magten, også magten over måder at tænke på. I lande som f.eks Indien, Pakistan, Iran og Saudi Arabien, er det nok ikke dem vi her i landet ville kalde hvide mænd, der dominerer måden at tænke på. I ovennævnte lande såvel som i Danmark ser jeg mere, at det er grupper af privilegerede, der vil fastholde både den økonomiske magt, demokratiske magt, og den ideologiske magt. I Danmark er det ikke hvide mænd, men en lille gruppe, hvor de fleste er hvide mænd, men også hvide kvinder, og mænd og kvinder med mere kulør. Det er ikke for at fornægte forskellen på indflydelse mellem køn, og mellem kulør, men man mister det væsentlige hvis man ignorerer at forskellen indenfor de enkelte køn, og kulører er langt større. Og at det er uligheden gennerelt der skal tages fat i.

Karsten Aaen, Janus Agerbo og Mikkel Milthers anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Forfatteren lever vist i fortiden.
Lidt tal : https://uniavisen.dk/nye-tal-fem-facts-om-koensfordelingen-paa-ku/
Det er kun på professor området at mændene holder stand - lidt endnu.
61 % af kandidatstuderende på Københavns universitet er kvinder og om få år findes der vel næppe en mandlig studerende på humaniora.
Har mændene valgt noget andet ? eller er de mon presset ud ?
Tør næsten ikke skrive mine tanker derom.

Karsten Aaen, jens christian jacobsen, Erik Lyngsø_petersen, Ole jakob Dueholm Bech, kristian bro, Kim Houmøller og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Presset ud?! Jørgen Wind-Willassen, da jeg gik i gymnasiet, var der 3 matematikerklasser og én sproglig - og i den sproglige var vi 5 drenge af 28 elever.

Kaster life en molotov-cocktail ind her: Hvorfor er det ikke et ligestillingsproblem at der ikke er 50% herrer på de videregående uddannelser? Og ditto. Hvornår hører vi feministerne tage ansvar for Kongerigets sikkerhed og kræve lige kønsfordeling i det danske forsvar?

Janus Agerbo, Niels Johannesen, Mikkel Milthers, arne tørsleff, Mads Jakobsen, Kim Houmøller og Jens Flø anbefalede denne kommentar

Kønspolitikken er en vildvej; dømt til at skabe polarisering hvor der er behov for det modsatte. Kvindekamp, kønskamp og feminisme er klassekamp, men klassekampen er kedelig og besværlig at tale om - der er ikke megen farvelade, tivoli og triumferende overskriftssnak over klassekampen, og dermed heller ikke grundlag for at rode rundt i identitetspolitikkens partikulære populærpsykologi.

Flemming Berger, jens christian jacobsen, Niels Johannesen, Mikkel Milthers, Ib Gram-Jensen, Carsten Wienholtz, Jens Kofoed, Jens Flø og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar

Hvide mænd ER en måde at tænke på. Og tænkningen er som følger: "Alt dårligt er de hvide mænds skyld, og hvis jeg tænker sådan har jeg udrettet noget vigtigt, og behøver i øvrigt ikke at gøre mere for at føle mig god."

Hvor er det dog godt at se nogle kloge kvinder i feks. Deadline.

Ældre hvide akademiske mænd slår altid over i franske fraser, for at blære sig, og distancere sig fra almindeligMand.........

On n’est point toujours une bête pour l’avoir été quelquefois, som Diderot formulere det, siger de. What? De ved at de fleste af os allerede er hoppet af ved Voir le biblioteket.............

Margit Johansen

Det er jo også i denne sammenhæng tankevækkende, at der ikke har været en "me too" bevægelse i akademiske kredse, herhjemme og ude. Med få undtagelser, i Sverige: "Det svenske akademi", som uddeler litteraturprisen for dynamitmidler. Fordi der ikke er noget at komme efter?

Jeg aner at “hvid” får sindene i kog. Alle føler sig ramt og forklarer i øst og vest.

Som hvid, vil det altid være umådeligt svært virkelig at sætte sig ind i hvordan ‘ikke hvide’ oplever verden.
Ligesom det er svært for nogle mænd virkelig at sætte sig ind i og forstå hvordan kvinder oplever ulighed i forhold til mænd i forskellige sammenhænge.

Men vi kan lytte, reflektere og måske blive klogere.

Mathilde Hoeg, Henriette Bøhne, Nike Forsander Lorentsen, Steffen Gliese og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

sus Johnsen,

Det er et postulat ikke en truisme. Kan du begrunde, hvorfor mennesker af fundamentalt samme art ikke skulle kunne evne at forstå hinandens oplevelsesverden? Hvordan udgør dit udsagn ikke en genintroduktion af racetænkningen, hvor hvid og sort anses som uforenelige på grund af iboende, ufravigelige forskelle? Det er, som jeg ser det, en måde at racegøre mennesker, selvom race ikke eksisterer. Vi er kun homo sapiens alle sammen og vi kan forstå hinandens behov og tanker på de præmisser.

Tror man på racisme eller kønsdiskrimination på baggrund af en rent kulturelt motiveret mandschauvinisme eller racisme, så ender man i en konspiratorisk tankegang, der ikke kan forklare årsag og effekt. Derved ender du faktisk med at afvise reele løsninger og forandring. Sorte i Detroit anholdes ikke hyppigt og udsættes for politivold, fordi de er sorte. Det kan de måske selv tro - og det gør potentielt racistiske politimænd måske endda også, men det forbliver altså en fejlslutning. Er man rig og sort, så udsættes man eksempelvis ikke systemisk racisme; det samme gælder kvinder, der ikke udsættes for mandschauvinisme, hvis de hedder Rihanna, Cardi B eller whateever. Det skyldes deres sociale status.

Diskrimination muliggøres via lav social status, der altså immervæk er et spørgsmål om klasse og økonomi; ikke mystificerende tanker om globale patriarkalske konspirationer eller en hvid 'hive mind', der søger at undertrykke den sorte mand (eller kvinde).

De her identitære typer propagerer faktisk undertrykkelse og diskrimination, da de for det første genintroducerer en reaktionær Jim Crow agtig tankegang, hvor man åbenbart er uforenelige alene baseret på køn og hudfarve. For det andet fordi de er så forhippede på teorier, der både misidentificerer årsag og - i nogen grad - effekt.

Måske mener du at det konstituterer endnu en "forklaring" i "øst og vest". Selv kalder jeg det sund debat. Det er jo blot endnu et problem i debatten mange på den identitært-borgerlige fløj - som nu har approprieret venstrefløjen til sit reaktionære projekt - ønsker ikke debat. De ønsker et monopol på sandheden, hvorved debat belejligt bliver til "forklaringer", vrede, frygt eller sågar "mansplaining", som jeg forstår er den identitært-borgerlige fløjs forsøg på at kønsliggøre selv noget så simpelt som samtalen mellem hinanden.

I mens fryder storkapitalen sig - Det er trods alt lidt lettere at overkomme reformer, der omhandler kønskvoter, samtykke lovgivninger, forbud mod sombreroer eller 'hate speech', end der er, at håndtere vrede lønmodtagere, der vil have en større del af den samfundsøkonomiske kage. Man kan kun begræde, at den identitært-borgerlige bevægelse, der har kuppet venstrefløjen, har så beskedne ambitioner på menneskehedens vegne.

Personligt håber jeg på en fremtid, der giver os lidt mere end modificerede paragraffer om voldtægt eller en større andel af kvindelige udbyttere (også kaldet "direktører") i bestyrelserne.

Thomas Jensen, Karsten Aaen, Søren Peter Langkjær Bojsen, Mogens Holme, Jens Christensen, Emil Davidsen, Mikael Velschow-Rasmussen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Sus Johnsen, bemærk hvordan du er klar til at sige at hvide ikke forstår farvede, og mænd ikke forstår kvinder. Men du har ikke travlt med at indrømme at det modsatte nødvendigvis må være lige så naturligt. Og det er noget hvide mænd lægger mærke til: pligten til at holde mund og lytte går kun én vej.

Tom Finkel, jens christian jacobsen, Jens Christensen, Niels Johannesen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Ole jakob Dueholm Bech

Jørgen Wind- Willasen
Jeg tør næsten heller ikke skrive mine tankere derom, men et gæt på, hvorfor stadig flere mænd fravælger humaniora, kunne jo være, at mange humanistiske fag er blevet invaderet og devalueret af for meget uakademisk politisk korrekt snik-snak. Deraf udtrykket "Den snakkende klasse", der jo nok skyldes en udsivning fra disse, for manges vedkommende, ganske overflødige og derfor brødløse fag.

Sus Johnsen mener du at hvide kvinder overhovedet kan sætte sig ind i hvordan sorte mænd eller sorte kvinder oplever verden? Eller er det kun hvide mænd som ikke forstår nogen andre?

Eller man kunne også spørge. Ved hvide kvinder overhovedet hvor priviligerede de er i forhold til minoritetsmænd og -kvinder?