Naturen er nøglen til vores overlevelse. Det lyder patetisk, men den er god nok. Jordens ressourcer bruges hurtigere og hurtigere år for år. Vejen frem er at finde tilbage til en større samhørighed med naturen. Og svampene kan vise os vejen derhen.
Hvis vi mennesker skal overleve på Jorden, bør vi lade os inspirere af svampene, som lever i symbiose med træerne. Derfor skal vi lære dem at kende.
Jeg har altid kun interesseret mig for svampe, man kan spise. Karl Johan, kantarel, pigsvamp og en stor håndfuld flere. Men med et nyt mastodont værk om Nordeuropas svampe er en prås gået op for mig.
For alle dette dagblads kyndige amatørmykologer er denne indsigt givetvis ganske undselig, men den skal alligevel udbasuneres: Svampe er andet og mere end deres spiselighed! De er sanselighedsfrugter.
Tilblivelsen af værket
Efter at have beskæftiget sig både halve og hele liv med svampe var det meningen, at Jan Vesterholt, Jacob Heilmann-Clausen samt værkets to forfattere skulle udgive et pragtværk på baggrund af deres arbejde med Danmarks svampeatlas (et legendarisk svampeforum), men Jan Vesterholts død i 2011 skrinlagde projektet.
Da Jens H. Petersen blev bedt om at forestå en revidering af afdøde Jan Vesterholts berømte svampebog, Danmarks svampe, fra 2004, blev det klart for ham, at det ville være forkert. Tanken om et nyt, fyldestgørende projekt blev i stedet født, hvilket nu er blevet til Nordeuropas svampe I-II.
Der er mange grunde til gå op i svampe; deres vigtige rolle i økosystemet, deres potentiale i den bæredygtige omstilling eller deres medicinske potentiale.
Men egentlig kan det siges så enkelt, som Thomas Læssøe og Jens H. Petersen selv gør: »Sidst, men ikke mindst udgør svampe en så charmerende og smuk gruppe af organismer, at den til stadighed kan berige og overraske naturnydere med nye oplevelser.«
Kæmpeværket af Thomas Læssøe og Jens H. Petersen hedder Nordeuropas svampe og består af 80 bestemmelseshjul, 2.800 artsbeskrivelser og 10.000 illustrationer fordelt ud over godt 1.700 sider. På diverse svampefora på Facebook har værket allerede fået klassikerstatus.
Vi er dykket ned i værket og har udformet tre forskellige retninger, som din svampetur kan forme sig efter. Tiden er knap, og efteråret dufter allerede lifligt af skovbund og frisk luft. Lad os komme i gang.
Turen til maven
En af de allerskønneste ting ved svampe er de gode spisesvampes smag. Og derfor ingen guide uden et par klassiske nedslag.
Guldmønter under mospuder
Du kender den allerede. De polske har fyldt i køledisken længe, de svenske koster en formue ved Torvehallerne: Nemlig, kantarellen, skovbundens guld!
Almindelig kantarel.
Med sit egentlige navn ’almindelig kantarel’ virker den gyldent lysende allemandskending egentlig ret jydeagtig. Almindelig kantarel, kan det blive mindre imposant? Næppe. Men tag ikke fejl. Den er min absolutte favorit.
Du kender den på dens gulorange farve, som kan lyse en skovtur noget så gevaldigt op. Den er kødfuld og fast. Arten må aldrig forveksles med lamelsvampe: Kantareller har ikke lameller, de har ribber, som løber ned ad stokken. Ligner guldmønter eller ditto blomster, og lykken er fuldkommen, når du opdager dem.
Du finder dem på morbund, og de lever i symbiose med mange forskellige trætyper: eg, gran, fyr og bøg. Løft mospuderne i kanten af stierne, og kig derunder.
Det er en tidlig madame, så skynd dig ud, kantarellens sæson er snart forbi! Kan forveksles med bleg kantarel, som er en lysere slægtning, der bruner kraftigt ved gennemskæring. Begge smager fremragende.
En dødstrompet, der trutter af velsmag
Sort trompetsvamp er en svamp, der kan imponere en del andre amatører. Første gang, jeg mødte den, troede jeg, der var tale om rådne blade. Men den sorte trompetsvamp er en glimrende spisesvamp, som kan give enhver svamperisotto en unik dybde både i smag og kulør.
På tysk kaldes den dødstrompet, og dens udseende trækker i høj grad mindelser til dødsskikkelser som Lord Voldemort – og dens fætter liden kantarel er svampenes svar på Sauron. Trompetsvampen er tyndkødet og trompetformet, med en ofte flosset kant. Den er hul, hvilket også gør den fortrinlig at rense. Findes nær bøg og gran – gerne på leret jord.
Kan forveksles med dens smagfulde, men gustent udseende slægtninge liden kantarel, grå kantarel og sværtende kantarel. En senere kantarelvariant end almindelig kantarel. Jeg fandt dem for to uger siden, og der burde være flere nu.
Trompetsvamp – eller på som ofte omtalt på fransk trompette de la mort.
Turen til næsen
Kantareller dufter af abrikos, det hører man ofte. Det er en simpel erkendelse. Svampe kan dufte af et væld af ting og sager. Og lader man først sin horisont om svampe udvide sig til at gælde duftsansen som oplevelsesaggregat, så bliver man et rigere og gladere menneske – særligt fordi det også er en spredning af ens risiko, jo flere kvaliteter man ser i svampene, jo sjældnere går du tomhændet hjem.
Kamhattenes vidunderlige duftrepertoire
Særligt positiv er det, at det nasale svampeeventyr kan give selv jævnt udseende skørhatte noget særligt at byde ind med. Den milde kam-skørhat er en lille, lys gråbrun svamp med en nogle gange nærmest karamelagtig hat, som lugter af gummistøvler eller fisk. Den er ganske undselig, men bestemt et snus værd.
Den findes blandt løvtræer og forekommer ofte i bynære omgivelser. Sæsonen regnes fra juni til oktober. Bliver lugten for svær at modstå, kan du også smage på den. Den skulle have en let bitter smag. Ikke giftig, men spyt ud igen, man skal ikke gå og gnaske på gummistøvler.
Kan forveksles med en del andre kamskørhatte, som dog typisk lugter anderledes (marcipanagtigt, olieagtigt m.m.).
Agurkehat og Mild kamskørhat.
En mulig forveksling er mild kam-skørhats noget mere groft udseende og langt mindre heldigt navngivne familiemedlem, skarp kam-skørhat. Dens dybe hatfarve, der står i skarp kontrast til dens kridhvide stok. Og dens poesi understreges af, at den angiveligt skulle besidde en lugt, der findes inden for spændingsfeltet ’camembert- til frugtagtigt’. Findes især blandt egetræer og er vidt udbredt fra juni til oktober.
Flødekaramel og sildelage
Agurkehatten vinder en plads på denne liste både på grund af sit udseende, sit navn og ikke mindst på grund af sin lugt. Dens mørke hat er dugget-dunet og mimer næsten det træflis, den vokser i.
Yderst på hatten løber en ring som changerer over i en lys, nærmest flødekaramellignende farve. Og så skulle den lugte stærkt af sildelage, ja, en sildelagelugtende lamelsvamp lyder det sågar i Nordeuropas svampe. Almindeligt udbredt fra september til november.
En sidste lille lugtestærk gnalling, der har fundet vej til listen, er stinkende mørkhat, som umiddelbart ligner talrige andre mørkhatte med sin spage statur og sarte hat, men som dog skulle have en markant anderledes kvalmende lugt af kloakvand eller rådden tand. Findes på næringsrig jord. Umiddelbart sjældent forekommende, men hvem vil ikke gerne opleve den?
Turen, fordi svampe bare er for vilde!
Der er også nogle svampe, som hverken kan imponere med smag eller med lugt. De har kun deres blotte tilstedeværelse i skovbunden at imponere med. Men nogle gange er det også mere end rigeligt.
Svampedyret over dem alle
En subtil og uovertruffen personlig favorit er kæmpeklat, der virkelig er som dens navn: En kæmpe klat. På dens affotografering ligger den der midt på noget dødt træ og er sådan lidt lilla i det.
Beskrivelsen gør bestemt ikke kæmpeklatten mindre elskværdig. Den er »et meget voldsomt svampedyr,« hvis »voldsomme størrelse gør arten let kendelig«. Kæmpeklattens sæson er sparsomt afmålt fra oktober til november. Findes mest i løvskov, »hvor den kravler op ad forhåndenværende overflader«.
Svampedyret Kæmpeklat.
Anderledes dramatisk er årsagen til, at man skal gå på jagt efter Manddraber-mælkehat. Den er nemlig giftig, for sådan er det også med svampe, nogle af dem er giftige og nogle endda dødeligt giftige (jeg fralægger mig for resten alt ansvar for de svampeture, denne tekst måtte afføde).
Med Manddraber-mælkehat bliver dens grufulde indre kun forstærket af dens grågrønne, slamagtigtfarvede ydre. Den ser ond ud, og det er den også – den inkarnerer nærmest alt, hvad menneskeheden finder ondt og lidelsesfuldt.
Dens stok minder om et troldeben, og dens mælk løber hvid og brændende skarp. Indtagelse frarådes på det stærkeste, da den anføres som muligvis kræftfremkaldende. Men det er dog pirrende, at denne ondskab kan findes vidt og bredt i danske skove især blandt gran og birk. Sæson fra august til oktober.
Den onde, muligvis kræftfremkaldende svamp – Manddraber-mælkehat.
Lige nemlig - svampenes symbiotiske liv illustrerer med al tydelighed de permakulturelle principper. Som omstillingen bør foregå i overensstemmelse med. Så når det vel efterhånden er klart, at retningen for kollektivets ressourceadministration, for miljø-og socioøkonomien er gal, må opbremsning ske - jo før og jo mere jo bedre. En øvelse i at undgå kaos. Som hvis den ikke lykkes, vil medføre øget kaos.
Hvorfor er rubrikken ironisk?
Tager man rent faktisk ikke emnet alvorligt?