Ude i Hørsholm med udsigt til skov og sø, i træbygninger, der kan minde om en luksus-spejderlejr, har filosof Claus Strue Frederiksen før sommerferien taget plads hos biotekvirksomheden Gubra. Den grønne idyl stemmer ikke overens med de billeder, han ser for sit indre blik. Temperaturen stiger, isen smelter, og der er nok af kurver, som går den gale vej alt for hurtigt. Trods store menneskelige fremskridt med stigende levealder, mere frihed og faldende fattigdom varsler klimaforandringerne en dyster fremtid for menneskehedens fælles hjem.
Sidste år udgav han derfor sammen med professor Vincent Hendricks bogen Kæmp for kloden. Bogen er et opråb for at få forskere, politikere og erhvervsliv til at gå sammen og målrette indsatsen for at løse klodens problemer.
Intentionen er blandt andet at gøre op med ideen om, at alt, hvad virksomheder foretager sig, skal kunne betale sig – også når det gælder samfundssind.
CSR – Corporate Social Responsibility
Corporate Social Responsibility (CSR) er betegnelsen for virksomheders arbejde med at integrere sociale og miljømæssige hensyn i deres forretningsaktiviteter og i deres interaktion med interessenterne. ’Virksomhedens samfundsansvar’ er en dansk betegnelse for begrebet.
I december 2009 tog 100.000 mennesker til klimademonstration i København i forbindelse med klimatopmødet COP15. Blandt dem var Niels Vrang og Jacob Jelsing – ejerne af den dengang nyopstartede biotekvirksomhed Gubra. Med en baggrund inden for blandt andet havbiologi og i det hele taget ret naturnørdede havde de startet virksomheden med en drøm om at bedrive forskning og en dag gøre noget godt for naturen og klimaet.
Gazellevirksomheden, der er specialiseret inden for præklinisk forskning og nu har 180 ansatte, gik ud af 2018 med et overskud på 16 millioner.
De har øremærket ti procent af overskuddet til grønne tiltag som en del af virksomhedens Corporate Social Responsibility eller blot CSR. Ejerne er af den holdning, at virksomhedens ansvar rækker ud over at skabe profit. Og det er altså her, Claus Strue Frederiksen kommer ind i billedet.
De to ejere stod med en pose penge og en drøm om at gøre noget ved klimasagen, da de læste Kæmp for Kloden, og så en del af deres egne tanker afspejlet her.
Claus Strue Frederiksen blev ringet op og fik muligheden for at prøve nogle af sine ideer af i virkeligheden. For filosoffen var det en udfordring, der var værd at tage op, og en mulighed for at levere et stykke arbejde, som skulle ende i noget konkret i stedet for en lang afhandling.
Claus i det grønne
Derfor sidder Claus Strue Frederiksen nu ude i Hørsholm med udsigt til skov og med økologisk kantine i stueetagen. Hans opgave er først at formulere en bæredygtighedspolitik baseret på ideerne i Kæmp for kloden og dernæst at få dem ført ud i livet. For spørgsmålet er, hvordan pengene bruges bedst. Der er – klart nok – masser af muligheder for at investere forkert eller begå fejl, og det skal der levnes plads til.
De første planer går på at plante træer. Gubra har blandt andet doneret 500.000 kroner til netop det, og de er derudover på udkig efter landbrugsjord, som kan købes og omlægges til skov. Virksomheden har også besluttet at pålægge sig selv en flyskat, så prisen på alle flyrejser fordobles, og de ekstra penge øremærkes grønne tiltag – ud over at give flere penge til den grønne pulje, skal det også være en måde at gøre medarbejderne opmærksomme på flyrejsers klimabelastning og måske få dem til at genoverveje flyveturens nødvendighed.
For Claus Strue Frederiksen er det især ambitionen om at udvikle en ny måde at afrapportere CSR på, der fylder. De nuværende værktøjer inden for afrapportering, gør det enormt svært at sammenligne virksomheders indsatser og aflæse, hvor godt forskellige tiltag egentlig virker.
»Der er en bred erkendelse af, at der mangler nogle ordentlige redskaber til afrapportering af CSR. Vi vil udgive et CSR-regnskab, som giver mere mening, og hvor vi angiver, hvor meget det rent faktisk koster. Vi skal have et opgør med det narrativ, at det hele skal være win-win. Men så længe, CSR bliver set som en del af forretningen og markedsføringen, er det svært at komme nogen vegne,« forklarer han.
En vigtig del af hans arbejde er derfor at finde ud af, hvor meget ansvar virksomhederne skal tage. For individer er der nogle ret klare forventninger til, at vi tager hensyn til andre, selv om det ikke lige flugter med vores egne interesser. Det samme synes pudsigt nok ikke at gælde for virksomheder, forklarer han og nævner Apples manglende skattebetaling og historier om virksomheder, der betaler så lav en løn, at deres ansatte knap nok kan overleve.
Han slår ud med armene:
»Hvis de her virksomheder var personer, ville vi jo betragte de værste af dem som psykopater.«
Særligt når det kommer til diskussioner om ansvar og moral og etik, kan Claus Strue Frederiksen trække på sin baggrund fra filosofien.
»Det er blandt andet politisk filosofi og moralfilosofi – reflekteret ligevægt, som det for eksempel ses hos John Rawls: Når vi skal fælde moralske domme, skal vi så mærke efter i maven? Eller skal vi gøre ligesom terningemanden, der lader terningerne bestemme udfaldet,« spørger han og forklarer videre, at det i høj grad handler om at have nogle værktøjer til at kunne fælde nogle mere kvalificerede domme frem for blot at lade tilfældigheder eller andre kræfter råde.
Et problem med etik og moral er, at det kan virke begrænsende, negativt og fuld af påbud og forbud. Her skal man huske, at moralske fremskridt har haft held med at gøre op med urimelige begrænsninger og banet vejen for eksempelvis stemmeret, ytringsfrihed og ligestilling, mener Claus Strue Frederiksen.
Den grønne omstilling kan ses analogt med det. Også her vil gamle magtkoncentrationer blive udfordret i bestræbelsen på at sikre fremtiden for de næste generationer. Den grønne omstilling stiller krav til virksomhederne, men kravene er velbegrundede.
Intentionen er dialog
Den måske største udfordring for Claus Strue Frederiksen og Gubra er, at de ikke selv er store nok til at kunne gøre en forskel i det store regnskab. De har brug for, at andre virksomheder også er med – og Gubra er derfor er nødt til at stille sig frem med deres tiltag, så andre kan lade sig inspirere.
»De færreste har lyst til være helligfrans og stille sig selv til skue på den måde. Fra Biblen har vi jo lært, at man ikke skal prale og ikke udstille andres fejltrin. Vores intention er at invitere til dialog med andre, der kan lade sig inspirere af det, vi gør – men det er svært at inspirere, hvis det, man vil inspirere med, bliver oplevet som frelst. Vi opfatter heller ikke os selv som hellige eller som dem, der har svarene. Vi er også usikre, og vi rammer nok heller ikke plet med det her.«
Og selv om det kan lyde som pudsning af egen glorie blandet med kritik af andre virksomheder og deres samfundssind, så skynder Claus Strue Frederiksen sig at tilføje og slå fast, at rigtig mange virksomheder jo er startet med et godt formål for at løse et problem eller for at hjælpe nogen. De fleste vil også gerne bidrage og er allerede godt i gang.
»Med CSR er der rent faktisk sket meget i forhold til blandt andet arbejdsforhold, og der bliver også gjort gode ting for miljøet, men der mangler meget. Men hvor meget skal virksomhederne så gøre? Hvordan skal fordelingen være, og hvor stort et ansvar skal man tage? Den diskussion mangler, og vi skal væk fra at se CSR som en businesscase.«
Han springer tilbage til snakken om ansvar og om, hvorvidt det at gøre noget godt skal kunne betale sig.
»Vi gør masser af andre ting, uden at det skal have en direkte økonomisk gevinst. Man kan jo ikke forestille sig, at vi havde samme indstilling til politik, f.eks. sundhedspolitik, eller at domstolene skulle være win-win. Godmorgen, mand. Særligt lige med klima og biodiversitet, der skal det åbenbart være win-win. Jeg har kun et banalt bud på, hvorfor det er sådan, men jeg tror, det er en dårlig vane, at vi tænker, at lige præcis det der, det må ikke koste noget,« siger Claus Strue Frederiksen.
»Og det bunder nok også i, at vi tænker, at hvis Danmark kan løse sine udfordringer på klimaområdet, hvis Danmark kan blive CO2-neutralt, så ville det alligevel ikke gøre den store forskel, fordi vi udgør så lille en del af hele kloden – og dét er noget af en antagelse, for hvis vi rent faktisk gjorde det og blev CO2-neutrale, så ville der i det mindste være nogen, der gik forrest, og nogen, som de andre kan følge efter.«
