Læsetid: 6 min.

Ingen spiller bedre, presser bedre – og ingen bæres bedre af deres fans end Liverpool FC

Kontraangreb, genpres over hele banen og dominans. Liverpool FC’s nyvundne status som bedst i Europa og bedst hjemme i England er kulminationen på en historie, der tog fart for over ti år siden
Adam Lallana scorer Liverpool FC’s udlignende mål i Premier League-opgøret mod Manchester United på Old Trafford. Det uafgjorte opgør betyder, at klubben nu er ubesejret i 18 kampe i streg i Premier League.

Adam Lallana scorer Liverpool FC’s udlignende mål i Premier League-opgøret mod Manchester United på Old Trafford. Det uafgjorte opgør betyder, at klubben nu er ubesejret i 18 kampe i streg i Premier League.

Russel Cheyne

26. oktober 2019

Efter ni kampe i Premier League er Liverpool FC stadig ubesejrede og ligger suverænt i toppen af Englands dyreste liga. Sidste weekend klarede de 1-1 mod Manchester United på udebane. Søndag  den 27. oktober gælder det Tottenham hjemme på Anfield. Jürgen Klopps mandskab har skabt et image af uovervindelighed. De kværner fjender på aggressivt genpres og lynhurtige kontraer. Men de dominerer også deres kampe.

Hvor kommer det alt sammen fra?

Først var der italiensk fodbold. Så kom spanierne og deres opbyggelige tiqui-taca. Trenden blev mødt af reaktiv fodbold. Det handlede om at bryde ned. Og til sidst kom der hold, der prøvede det hele. De ville forsvare, holde på bolden og konstant fange fjenden på det forkerte ben.

Fra Italien, videre til Spanien, så Chelsea og til sidst Dortmund. Fra moderne calcio over tiqui-taca og turnover og helt frem til Liverpool.

Med knopperne forrest

Efter VM 2006 blev fodbolden italiensk. I finalen dystede Italien og Frankrig om æren, og de stillede stort set op på samme måde. Et firmandsforsvar anført af en distingveret general, der kendte offside-finten som sin egen bukselomme.

Dertil kom en double pivote, to defensive midtbanespillere, der samtidig var beskyttelse for den dybe 10’er. Sådan én som Andrea Pirlo eller Cesc Fàbregas. De to skulle stoppe modstanderen effektivt allerede før midterlinjen, og de var udset til at holde skansen, når backerne stormede med frem i angrebet.

Endelig var der den enlige frontløber. Thierry Henry (dengang han stadig spillede i Arsenal), som helst ville angribe over lang afstand eller ved at skære ind i banen fra kanten. Det samme gjaldt Fernando Torres, især da han var i Liverpool. Chelseas Didier Drogba kunne skubbe hvad som helst ind over stregen. Og så selvfølgelig italienernes egen talisman: Filippo Inzaghi, manden, der camperede i offsiden.

Fire år senere, i 2010, stod finalen i Sydafrika mellem spanske darlings, som det var politisk ukorrekt ikke at elske, og hollandske børster, der med Mark van Bommel i spidsen tacklede med knopperne forrest.

Ingen kunne hamle op med spaniernes tiqui-taca. Resultatet blev at reagere. Ikke agere. Man afventede i stedet for at klø på. Med José Mourinho som kaptajn vandt Porto Champions League i 2004 på nøje orkestrerede kontraer, og minsandten om ikke Grækenland på irriterende vis løftede EM-pokalen samme år.

Forandringer blev formaliseret

Under VM 2010 var Paraguay lige ved at overrumple de usvigeligt boldsikre spaniere. Inter havde også succes med det, da de slog Barcelona i Champions League. De færreste havde troet det, men Mourinhos plan virkede: Spil med et syvmandsforsvar, der stresser modstanderen højt på banen, og sørg for at udnytte de få kontrachancer, der opstår, når panikken sætter ind.

For små ti år siden snakkede alle om possession, kunsten at fordele bolden, især på midtbanen. Når Barcelona var bedst, kunne de eksplodere i små trekanter op ad banen, og når de var værst, blev det gabende kedeligt. De fleste gik over til at spille variationer af 4-2-3-1 og 4-3-3. Den gode gamle 4-4-2 var stendød. Det var kun Celtic, der holdt fast i den.

Forandringerne blev formaliseret, så hullerne imellem kæderne blev til faste positioner. Man begyndte for eksempel at operere med ’falske 9’ere’. Det er forwards, der lader, som om de hænger oppe i boksen, men i virkeligheden agerer i zonen lige bag en angriber, som skyder med op fra midtbanen. Senere endnu kom de ’falske 10’ere’.

Der var også de omvendte wings: Robinho og Arjen Robben var to af dem, som nu blev tvunget over i deres unaturlige side.

Dortmund viste vejen

Kort sagt blev fodbold på topniveau et opgør mellem possession og turnover. Egentlig stammer udtrykket turnover fra basketball, hvor det gælder om at fange modstanderen højt på banen og så storme mod mål, inden forsvaret er kommet på plads. I fodboldregi kræver det intelligente tovejsspillere, lynhurtige flanker og ikke mindst omstillingsparate centerforwards. Og selvfølgelig eminent teknik.

Dortmund viste vejen. På banen spillede de potent og offensivt, ofte med hurtige ryk på flankerne fra Marco Reus og Kevin Gross-Kreutz, men hele tiden med et sensibelt blik for det defensive arbejde. Jürgen Klopp, der trænede Dortmund fra 2008 til 2015, yndede at operere med to firbackkæder i det bagerste rum, som fleksibelt kunne skydes af i den anden retning hen over midten med lige dele kontrafodbold (a la Mourinhos Real Madrid) og possession og højt genpres (ligesom Barcelona).

Dortmunds nyklassiske 4-2-3-1 så man mod netop Real Madrid i Champions League-regi tilbage i oktober 2012. De to defensive midtbanespillere, Sven Bender og Sebastian Kehl, isolerede effektivt Reals Luka Modric og blokerede samtidig for den dybt tilbagetrukne Xabi Alonsos pasningsspil. De fire forreste – Reus, Götze, Grosskreutz og Robert Lewandowski – løb konstant i overlap med hinanden, og mens Götze og Reus gik i flæsket på en fejlplaceret og svagt spillende Michael Essien, trak Lewandowski ned i banen som falsk 9’er, hvilket gav plads til en ’ny’ offensiv: Lukasz Piszczek i venstre side, Grosskreutz i højre og Reus som trussel inde på midten.

Det var Dortmund i ypperste format. Masser af rotation, energisk pres og meget, meget dygtige fløje. Et hold, der både forsvarede og angreb sammen.

Mourinho kaldte det ’dynamisk fodbold’, da han vendte tilbage til Chelsea i 2013. Det var ikke den slags bold, hans hold spillede. Men han mente til gengæld, at han havde nøglen til at ødelægge den og dermed vinde alligevel.

Konge i egen liga

Lige nu er Mourinho uden job, og Liverpool er kulminationen på dén historie. De kombinerer possession og turnover. De er berømte og berygtede for deres potente presspil og kontraerne, men de dominerer også kampe. De bedste i fodbolden er ikke bare kopier af enten Guardiolas Barca (hvor man har bolden hele tiden) eller Mourinhos Real Madrid (hvor man afventer og stjæler bolden). De er begge dele. Og det bliver de nødt til at være: Strategierne for at dæmme op for hold, der enten spiller tiqui-taca eller på overrumplende kontraer, har for længst samlet sig som systemer. Der skal mere til.

Hør bare Manchester Citys spanske midtbanespiller Rodrigo Hernández Cascante i et interview med Sid Lowe for et par uger siden:

»Liverpool bliver altid omtalt som et hold, der lever på kontraangreb, men de dominerer mindst lige så meget. De scorer mål fra standardsituationer. Deres angrebssystemer er velsmurte, og de varierer deres spil. Klopps mandskaber er altid robuste, fysiske. De overrumpler dig som dyr. De er som knive: Først kommer én imod dig, så en anden. Men alle hold har dårlige øjeblikke. Også Liverpool. Så gælder det for os andre om at slå til,« udtalte Hernández.

Klopps moderne Liverpool er ikke blot klodens bedste fodboldhold. Han har også opnået noget, de fleste troede umuligt. Endda to gange. Først at vinde over Bayern München tilbage i Dortmund. Og nu – måske – at vippe City af pinden i Premier League.

Lige nu er Liverpool dér, hvor Real Madrid var for halvandet år siden: Lige meget, hvor uinspireret de spillede, ville de garanteret vinde Champions League. Nærmest som om de havde vundet på forhånd. Sådan er det i Liverpool – men med en afgørende forskel: De er også godt på vej til at blive konge i egen liga.

Dani Ceballos, der kom fra Madrid til Tottenham i sommeren 2019, sagde i et interview i midten af september 2019 sådan her om Liverpool:

»Jeg har aldrig set noget lignende som det, jeg så på Anfield. Jeg har endnu ikke oplevet et hold, der spiller bedre, som presser bedre – og så den måde, fansene bærer dem på. De tager luften ud af dig. Du bruger så meget tid på at forsvare, og når du så endelig vil gøre noget med bolden, når du vil trække vejret, så overfalder de dig igen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

“Jürgen Klopps mandskab har skabt et image af uovervindelighed.”

Ja det er jo så Jürgen Klopps fortjeneste. Han gjorde det samme i Dortmund bare med et meget begrænset budget i en arbejderklub der rent faktisk ER en arbejderklub.