Feature
Læsetid: 7 min.

Jürgen Klopp og Liverpool er én kamp fra udødeligheden

Hvis Liverpool besejrer Manchester United søndag eftermiddag, vil Jürgen Klopps mandskab tangere rekorden for flest sejre på stribe i Premier League
Liverpools manager, Jürgen Klopp, har løftet holdet op fra tvivlens sump. I morgen vil det for alvor vise sig, om troen har virket.

Liverpools manager, Jürgen Klopp, har løftet holdet op fra tvivlens sump. I morgen vil det for alvor vise sig, om troen har virket.

Anthony Devlin

Moderne Tider
19. oktober 2019

Hvis der var nogen, der var til nar og grin i engelsk fodbold i december 2015, var det Jürgen Klopp og hans tropper fra Liverpool.

Som en flok lallende tåber stod de foran Anfields berømte endetribune The Kop med hinanden i hænderne og fejrede et 2-2-resultat på hjemmebane mod midterholdet fra West Bromwich Albion, som om de havde vundet mesterskabet.

Resten af fodboldengland kunne næsten ikke være i sig selv af bare moro. Se bare: Engang så mægtige Liverpool – reduceret til en karikatur af sin egen svundne storhed; et mandskab af så sølle standard, at det jubler over et enkelt point på eget græs mod det tredjebedste hold fra Birmingham.

Hvad der blev overset i latteren og hånen var motivationen bag den opsigtsvækkende gestus. Liverpools tyske træner stod ikke med sine spillere i hånden og jublede op mod Anfields hårdtprøvede tilhængere for at give resten af den engelske fodboldoffentlighed noget at grine af.

Han stod der for at vende stemningen i de demoraliserede omgivelser, han var kommet til.

På sit debutpressemøde som Liverpool-træner havde den høje tysker sagt, at hans vigtigste opgave i første omgang ikke var at erobre pokaler – det var at puste selvtillid og livsmod ind i en klub, der var inficeret af en permanent nederlagsstemning efter mange års skuffelser.

»We have to turn doubters into believers,« som han formulerede det.

Og kort efter fik han syn for, hvor galt det egentlig stod til med moralen på hans nye hjemmebane, da store skarer af tilhængerne begyndte at udvandre fra en hjemmekamp mod Crystal Palace ti minutter før tid, fordi Liverpool var kommet bagud. Der var simpelthen ingen tro på lægterne på, at de rødklædte kunne komme tilbage i kampen.

»Jeg følte mig meget alene,« bemærkede Klopp efterfølgende med henvisning til de store sektioner af tomme stolesæder, der bredte sig omkring ham på tribunerne.

Det første skridt væk fra tvivlen

Denne kritik tog Liverpool-tilhængerne til sig. Og da det rødklædte mandskab kort tid senere endnu en gang havnede i problemer – nemlig i hjemmekampen mod WBA – blev tilskuerne på stadion og brølede deres hold frem mod den sene udligning, som indskifteren Divock Origi stod for.

Og det var derfor, Klopp beordrede sine spillere ned til målenden efter kampen til fællessang med tilhængerne på lægterne.

Ikke fordi han var begejstret over en pointdeling med Tony Pulis og hans spillende dinosaurer fra The Baggies. Men fordi kampen havde markeret et vendepunkt i forholdet mellem Liverpool-spillerne og hjemmepublikummet. Nu var der ikke længere noget med at udvandre fra stadion før tid ved udsigt til endnu et nederlag.

Det første skridt på rejsen fra ’tvivlerne’ til ’troende’ var taget.

Siden da har Klopp og Liverpool vundet adskillige dramatiske sejre i de såkaldt døende minutter, senest 4-3 over Leicester i den forgangne spillerunde.

Og hvis det lykkes Liverpool i morgen eftermiddag at besejre ærkerivalerne fra Manchester United, vil holdet nå 18 Premier League-sejre i træk – og dermed skrive sig ind i rekordbøgerne ved siden af Pep Guardiolas fantastiske 100-points-mandskab fra Manchester City i sæsonen 2017/18.

De rødklædte fra Merseyside har stævnemøde med fodboldhistorien på Old Trafford søndag eftermiddag.

At Liverpool overhovedet har formået at annamme (indtil videre) 17 sejre på stribe er en bedrift, der naturligvis skyldes meget mere end forbedret selvtillid og fællessang med sæsonkortholderne.

Det har også nogle konkrete sportslige årsager, hvoraf den vigtigste pudsigt nok udspringer af den hændelse, Klopp vel nok har kæmpet mest for at forhindre i sine år på Anfield, nemlig salget af den diminutive brasilianske playmaker Philippe Coutinho til FC Barcelona.

I månedsvis forsøgte Klopp i løbet af efteråret 2017 at forhindre sin offensive nøgleaktør i at skifte til det catalonske storhold.

Ja, han gik endda så vidt som til at rette en personlig appel til spilleren:

»Hvis du bliver her (på Anfield, red.) vil de rejse en statue af dig – men hvis du skifter til Barcelona, Bayern München eller Real Madrid, vil du bare være endnu en spiller i flokken.«

Coutinho stod dog fast, og med en aktion, der i mange Liverpool-tilhængeres øjne havde karakter af faneflugt, gennemtvang han sit drømmeskifte til Camp Nou i januar 2018.

Hans farvel til klubben blev set som et stort personligt nederlag for Klopp, fordi det blev tolket som bevis på, at holdets største stjerner inderst inde ikke troede på hans projekt. Men i realiteten er salget af den lille brasilianer det bedste, der er sket for den tyske træner, for det har givet ham muligheden for at lægge de sidste sten i byggeriet af det storhold, der siden hen har domineret de engelske og europæiske græsbaner.

Et befriende frasalg

For det første forsynede Barcelonas overgangssum på 1,2 milliarder kroner Liverpool med de nødvendige midler til at forstærke holdet der, hvor det var mest påkrævet, nemlig på målmandsposten og i midterforsvaret, hvor henholdsvis den brasilianske keeper Alisson og den hollandske midtstopper Virgil van Dijk blev indkøbt.

Men for det andet – og dét er næsten endnu vigtigere – tillod afskeden med Coutinho Klopp at føre sin spillemæssige vision helt ud i livet.

Sagen er nemlig, at Coutinho i bund og grund tilhørte en spillertype, Klopp ikke har brug for. Den lille brasilianer er en klassisk 10’er – en playmaker af den gamle skole – der glider rundt mellem de offensive kæder og sætter sine medspillere i scene.

Og sådan en type er fuldstændig ubrugelig i Klopps hårdtpumpede genpressingsystem. Klopps spillestil bygger – som han har sagt det mange gange – på et mantra om, at det er spillestilen og ikke den enkelte spiller, der er playmakeren.

Eller sagt på en anden måde: Hvis det indøvede højbanepres bliver praktiseret godt nok, vil det i sig selv kreere det nødvendige antal målchancer. En playmaker vil groft sagt bare være spild af et holdnummer.

Klopps problem var imidlertid, at så længe Coutinho var på Anfield, var den tyske træner tvunget til at bruge ham.

Men efter brasilianerens afsked, har Klopp kunnet iværksætte en rendyrket doubledown (som man jo siger i moderne politiker-lingo) på sin egen vision, og det har været at bygge en midtbane med hårdtarbejdende løbemaskiner og boldjagere i form af skikkelser som Milner, Henderson, Lallana, Wijnaldum, Fabinho og Keita.

Kritikere af Liverpool spørger ofte, hvordan holdet kunne vinde Champions League – og klare sig så godt i Premier League – med en midtbane bestående af så fantasiløse boldflyttere?

Spørgsmålet hviler imidlertid på en forkert præmis. Liverpool har opnået sine store resultater netop på grund af fraværet af playmakere i midtfeltet – ikke på trods af det.

Klopp har ikke brug for genistreger fra en Pogba eller en De Bruyne eller en Özil. Hans spillestil faciliteres bedst af tre muskuløse fyrbødere, der knokler løs i banens maskinrum for at sikre, at presspillet hele tiden kører på rødglødende cylindre. Og det er derfor, den tyske træner bliver ved med at kunne hive sejre hjem til klubben, til trods for at han stiller med midtbanespillere, der ved gud ikke overvælder nogen med deres kreative evner.

Verdensklase – stort set hver dag

Derudover hører det også med til historien, at en anden brasilianer er trådt ind i den offensive nøglerolle, som Coutinho har forladt, nemlig det offensive multiværktøj Roberto Firmino.

Den spilintelligente 9’er fra Maceió i det nordøstlige Brasilien er på mange måder Coutinhos diametrale modsætning.

Hvor Coutinho var flashy, flagrende og med hang til selviscenesættende aktioner, så glider Firmino så usynligt gennem kampene, at man knap nok bemærker ham. Han er noget så sjældent som en underspillet verdensstjerne fra fodboldens allerøverste hylde. Og hans betydning for Liverpools mandskab kan ikke undervurderes.

Firmino er både den forreste forsvarer og den primære chanceskaber. Han er hængslet, der binder midtbanen og angrebet sammen, og skulle omverdenen af og til undervurdere hans indsats, så sker det aldrig i Anfields omklædningsrum.

Van Dijk har kaldt ham den bedste spiller, han nogensinde har spillet sammen med. Og Klopp karakteriserede engang hans høje bundniveau og permanente leveringsdygtighed med ordene:

»Mo Salah, verdensklasse, men ikke hver dag. Sadio Mané, verdensklasse, men ikke hver dag. Roberto Firmino, verdensklasse, stort set hver dag.«

Statistikken bag Firminos præstationer taler da også for sig selv:

I forrige sæson blev han den første spiller i Premier Leagues historie, der skabte over 50 chancer og lavede over 60 tacklinger på samme sæson. Han gennemførte flere tacklinger end alle forsvarere i ligaens Top 6-klubber med undtagelse af Azpilicueta fra Chelsea. Og samtidig var han holdets topscorer i Champions League.

Og søndag eftermiddag står Klopp, Firmino, Salah, Mané og alle de andre altså på tærsklen til at tangere en af de helt store rekorder i engelsk fodbold.

Nemt bliver det dog ikke, for hvis der er nogen, der vil forhindre Liverpool i at nå denne milepæl, er det arvefjenderne fra byen, der ligger 50 kilometer længere nede ad M62-motorvejen.

Manchester Uniteds tropper har fået en rædselsfuld sæsonstart, men meget kan blive reddet, hvis de tager point fra Liverpool på hjemmebane.

Det er en plads i fodboldhistorien, der står på spil, når Klopps mandskab løber ud på Old Traffords græstæppe!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her