Feature
Læsetid: 14 min.

Konflikten i Nordirland er forbi, men der er stadig mange åbne sår i Derry

... og Brexit gør ikke tingene lettere. Information er rejst til Derry
Den britiske befolkning kalder traditionelt byen Derry for Londonderry, men fordi irerne ikke vil bo i en by opkaldt efter Storbritanniens hovedstad, kalder de den Derry eller Free Derry. Nu lader det til, at befolkningen har opnået enighed om bare at kalde den Derry. Det første tegn på forsoning må være at blive enige om, hvilken by man bor i.

Den britiske befolkning kalder traditionelt byen Derry for Londonderry, men fordi irerne ikke vil bo i en by opkaldt efter Storbritanniens hovedstad, kalder de den Derry eller Free Derry. Nu lader det til, at befolkningen har opnået enighed om bare at kalde den Derry. Det første tegn på forsoning må være at blive enige om, hvilken by man bor i.

Sarah Hartvigsen Juncker

Moderne Tider
12. oktober 2019

To brændende politibiler oplyste gaden. En gruppe på omkring fem sortklædte unge med elefanthuer løb frem én efter én og kastede brandbomber efter politiet.

Det var aften i den nordirske by Derry den 18. april 2019. I forstaden Creggan var politiet ankommet for at ransage et hus, som de havde mistænkt for at være tilholdssted for terrorgruppen New IRA. Unge irske nationalister kastede nu fyrværkeri og brandbomber mod politiets pansrede Land Rovers. Kvarterets beboere stod roligt i deres forhaver og betragtede optøjerne.

Journalisten Lyra McKee var ankommet for at dokumentere urolighederne. Hun var en 29-årig nordirsk kvinde med briller og kort, sort hår. Hun boede selv i Derry og skrev om historiske drab begået af paramilitære grupper i den konflikt, der fandt sted Nordirland fra 1960’erne til 1998.

På afstand af flammerne bag en mur af politibetjente og nysgerrige tilskuere stod hun og strakte sin højre arm over hovedet for at tage et billede af flammehavet med sin mobiltelefon. Klokken 22.56 udsendte hun sit allersidste tweet:

»Derry i aften. Fuldstændig vanvittigt,« skrev hun.

Lidt derfra stod en ung mand i sort hættetrøje bevæbnet med en pistol. Optagelser frigivet af Nordirlands politi viser, at han lænede sig frem rundt om hjørnet af den bygning, han gemte sig bag, og rettede pistolen ind i mængden. Han affyrede mindst to skud. Det var et af de skud, der dræbte Lyra McKee.

Sarah Hartvigsen Juncker

Et angreb på fredsprocessen

Drabet på Lyra McKee kom som et uønsket minde fra fortiden. Fra 1960’erne til 1998 rasede en konflikt i Nordirland, der kostede mere end 3.500 mennesker livet.

Kort sagt var konflikten en krig mellem irske nationalister, der ville forenes med Republikken Irland, og britiske unionister, der ville forblive en del af Storbritannien. Irerne er typisk katolikker, og briterne typisk protestanter, og derfor var religion en skillelinje for, hvilken side man var på. Konflikten sluttede i 1998, da de stridende parter underskrev en fredsaftale kaldet Langfredagsaftalen og lagde våbnene fra sig.

Efter Lyra McKees død i april i år slog de største nordirske partier sig sammen og fordømte terroristerne.

»Mordet på Lyra var et angreb på hele landets fællesskab, et angreb på freden og den demokratiske proces,« sagde de i en samlet udtalelse.

Nordirlands politi kender stadig ikke morderens identitet. Terrorgruppen New IRA, som politiet mener holder til i den udsatte bydel Creggan, tog ansvaret for mordet. Gruppen skrev i en udtalelse, at det var et uheld, hun blev ramt, men at det var helt legitimt at skyde efter politiet, som den kalder »britiske soldater«.

Nu frygter nogle, at Brexit kan forværre splittelsen i Nordirland.

For den irsk-nationalistiske side i konflikten var grænsen et symbol på britisk tilstedeværelse på øen, og grænseposter var dengang hyppige terrormål for IRA. Og selvom Langfredagsaftalen ikke siger noget direkte om en hård grænse, har blandt andet Irlands regering argumenteret for, at grænseposter vil stride imod ånden i aftalen, der indeholder et punkt, som forpligter Storbritannien til at »fjerne sikkerhedsinstallationer« i Nordirland.

Sidste måned bad Nordirlands politi om finansiering til 800 ekstra politibetjente specifikt på grund af en stigende terrortrussel.

»Grupper som New IRA har altid været der, og Brexit er ikke nødvendigvis deres motivation. Men det kan give dem en platform, et argument for deres handlinger,« siger kriminolog Jonny Byrne fra Ulster University.

Der er ikke noget præcist bud på, hvor mange medlemmer New IRA har. Storbritanniens efterretningstjeneste MI5 og Nordirlands politi anslår ifølge avisen Independent, at det drejer sig om et par hundrede mennesker.

Eftersom det gamle IRA under konflikten var opdelt i små celler, er det svært at sige, præcis hvor mange der var dengang – men ifølge bogen The Provisional IRA af Eamon Mallie var der cirka 8.000 medlemmer igennem organisationen i konfliktens første 20 år.

Vi står altså et helt andet sted i dag.

Information er rejst til Creggan for at portrættere et samfund, der efter 20 års fred stadig kæmper med fortidens skygger – og hvor Brexit ikke ligefrem gør tingene lettere.

Sarah Hartvigsen Juncker

Et udsat område

I dag er et par blomsterbuketter omkring en lygtepæl det eneste, der afslører, at der skete et mord i Creggan for et halvt år siden. De ligger på Fanad Drive, den gade, hvor optøjerne fandt sted, uden nogen forklarende markering eller navn. Det er en rolig formiddag, og solen skinner ned på Creggans ensartede rækkehuse. Et sted i nærheden er der en hund, der gør.

Lige om hjørnet bor Martine McGandy. Hun står i sin forhave og fodrer fugle med brød. I hendes favn holder hun en lille hund, der hedder Daisy. Hele sit liv har hun boet i Creggan, og hun siger, hun var hjemme, da Lyra McKee blev dræbt.

»Det var forfærdeligt. Dem i kvarteret, der laver optøjer, er åndssvage. De har ikke andet at lave. Men der er ikke noget, vi andre kan gøre ved det,« siger hun.

Hun er stolt af at være fra Creggan. Det er et godt nabolag, hvor alle kender hinanden, siger hun.

Sarah Hartvigsen Juncker

På mure rundt omkring i Creggan er der graffiti, som hylder terrorgruppen. Der står enten »Join IRA« eller bare »IRA« – altid med samme hvide skrift. En ambulance kører langsomt forbi uden udrykning.

Under tre minutters gang fra Fanad Drive står den 35-årige fabriksarbejder Gareth Nigel foran en fodboldbane. Han har sorte Adidas-bukser og en dynevest på. Han står lidt rastløst, som om han venter på noget.

Han siger, han stod og betragtede optøjerne på afstand, den dag Lyra McKee blev dræbt.

»Fire eller fem smed brandbomber. De var unge. Maskerede. Så affyrede nogen en pistol. Vanvid. Folk var bange, og de fleste smuttede. Jeg løb tilbage til mit hus.«

Creggan er et kvarter med mange udsatte unge. Sociale problemer, økonomiske problemer, og en konfliktfyldt fortid, der har bragt nag i forældregenerationen, bidrager til en negativ spiral. Enkelte unge ender med at søge identitet i den gamle konflikt.

I velgørenhedscentret Creggan Enterprises arbejder Amie Ní Ghallachóir, der er enlig mor og bor i Creggan. Hun har startet et projekt i nabolaget, der hjælper udsatte unge med alt fra misbrug til hjemløshed.

»I alle samfund bliver nogle udsatte unge blandet ind i kriminalitet, om det så er narkobander eller paramilitære grupper. Det er ikke noget, der er unikt for Creggan,« siger hun.

Men på grund af landets historie er banderne politiske.

Hendes kollega Darren O’Reilly tilføjer: »Der er stadig mange åbne sår i byen. Der er mange individer, der stadig bærer nag fra konflikten. Det går videre til de yngre generationer. Når der samtidig er fattigdom og dårlige forhold, fører det til vrede.«

To navne

Derry er en grænseby. Fra byens centrum kan man se store mørkebrune bjerge, der ligger i den vestlige provins Donegal i Republikken Irland. Bjergene i byens kulisse er irske, selve byen er britisk.

Og skillelinjen mellem de to befolkningsgrupper er helt konkret: Floden Foyle adskiller byens vestlige side, hvor der bor flest katolikker, fra den østlige, hvor der bor flest protestanter. Creggan ligger på en stor bakke på katolikkernes side.

Her kommer 97 procent fra en katolsk baggrund ifølge en folketælling fra 2013. Politisk motiverede optøjer sker en gang imellem, og nogle gange tænder nationalister store bål, hvor de brænder Storbritanniens flag.

Selv byens navn splitter befolkningen: Den britiske befolkning kalder traditionelt byen Londonderry, men fordi irerne ikke vil bo i en by opkaldt efter Storbritanniens hovedstad, kalder de den Derry eller Free Derry. Nu lader det til, at befolkningen har opnået enighed om bare at kalde den Derry.

Det første tegn på forsoning må være at blive enige om, hvilken by man bor i.

Sarah Hartvigsen Juncker

Befri Palæstina

Patrick Doherty var en lille mand på én meter og tres. Han var 31 år, katolik og arbejdede som ingeniør på en af Derrys fabrikker. Han var ikke stærkt politisk, og selv om han godt kunne lide at slås, skyldtes det mere whiskey end politik, har hans familie sagt.

Søndag den 30. januar 1972 kravlede han på hænder og knæ, mens kugler fløj over hovedet på ham. Han deltog i en demonstration for katolikkers rettigheder, da britiske soldater begyndte at skyde ind i mængden.

De frygtede, at IRA befandt sig et sted i forsamlingen. Patrick Doherty forsøgte at kravle i skjul, men da han på et tidspunkt kom ud i det åbne, blev han skudt gennem skulderen.

Sammen med 13 andre demonstranter døde han på den dag, nordirerne kalder Bloody Sunday. Han var ubevæbnet.

Patrick Dohertys barnebarn, 23-årige Rossa O’Dochartaigh, sidder nu på en bar i Derrys centrum og ruller en cigaret. Han har en lyseblå bomberjakke på, lynet helt op, og mørkt hår klippet kort i siderne.

»Min bedstefars død har helt sikkert påvirket mine politiske synspunkter. Hvis du kommer fra min familie, er der store chancer for, at du bliver politisk,« siger han.

Rossa O’Dochartaigh er katolsk republikaner og går ind for, at Nordirland skal forenes med Republikken Irland. Han blev født to år inden, Langfredagsaftalen blev indgået, men som teenager stødte han og vennerne alligevel ofte sammen med de lokale protestantiske unge. De smed med mursten og slog med baseballbat.

»Det var en fritidsinteresse. Det var bare noget at lave. De ældre drenge havde gjort det, så nu gjorde vi det også. Det var i virkeligheden ikke særlig politisk. Jeg voksede fra det, da jeg var omkring 16. Da begyndte vi at gå i byen og gå til raves i stedet,« siger han.

Rossa O’Dochartaigh.

Rossa O’Dochartaigh.

Sarah Hartvigsen Juncker

I baren, hvor han sidder, hænger skilte med »Befri Palæstina« og billeder af den argentinske revolutionær Che Guevara side om side med hyldester til irske oprørere. Der hænger endda et »Bevar Christiania«-badge på væggen. Rossa O’Dochartaigh kommer her tit, fortæller han.

Han arbejder på et af Derrys mange historiske museer og har planer om at læse historie på universitetet. Rossa O’Dochartaigh tilhører det overvældende flertal af irske nationalister, der respekterer fredsaftalen. Irland skal stadig genforenes, men det skal ske demokratisk.

Den lille gruppe nationalister, der kalder sig New IRA, har en anden holdning.

»De er en meget anderledes slags republikanere. Jeg kan ikke lide dem. Jeg har kendt nogle af dem som barn, men vi gik i forskellige retninger. Det var dem, der aldrig voksede fra volden. New IRA har ikke meget støtte,« siger Rossa O’Dochartaigh.

»Vi tager grænsen ned«

Han sidder og småsnakker med en anden mand i begyndelsen af 20’erne med grydehår. De har mødt hinanden til en fest engang. Flere slutter sig til samtalen, folk er hurtige til at snakke med fremmede her.

»Hvor er du egentlig fra,« spørger en mand på omkring 40.

»Åh, Londonderry,« svarer Rossa O’Dochartaighs bekendte med grydehår.

De griner alle højt – som om navnet er helt absurd

Rossa O’Dochartaigh er venlig og imødekommende, men spytter hårdt på fortovet, når han går rundt udenfor.

»Der kommer ikke en hård grænse, for vi tager den ned,« siger han.

»Vi, som identificerer os som irere, vil ikke lade det ske. Som republikaner vil jeg støtte angreb på grænseposter. Hvis der kom britiske grænsevagter, og de blev angrebet, ville jeg også støtte det. Alle, der bliver grænsevagter nu, ved præcis, hvilke konsekvenser det har,« siger Rossa O’Dochartaigh.

Han er sikker på, at Nordirland ikke vil vende tilbage til samme grad af konflikt som før freden – men en hård grænse kan godt føre til større splittelse og tilfælde af vold. New IRA kunne få mere støtte, siger han.

»Lige nu har de ikke nogen legitimitet blandt befolkningen. Men grænsen er noget, alle republikanere kan blive enige om. En hård grænse gennem øen er briterne, der fortæller os, hvad vi skal gøre. Det vil vi ikke acceptere. Det ligger i irernes dna at være revolutionære.«

Gal hund

Efter Bloody Sunday-massakren i Derry eskalerede konflikten, hvor den irske paramilitære gruppe IRA kæmpede mod britiske paramilitære grupper. Begge sider har adskillige civile drab på samvittigheden.

I det gamle katolske arbejderkvarter Bogside, hvor Bloody Sunday fandt sted, hænger Irlands flag i dag demonstrativt på hver tredje lygtepæl. Hang man Union Jack op i denne del af Storbritannien, ville det uden tvivl blive hevet ned.

På pubben Mary B’s i Bogside sidder folk og diskuterer den netop færdigspillede kamp mellem Liverpool og Salzburg. Irske folkesange spiller ud af tv’et.

Bartenderen er ikke hvem som helst. Han hedder Gerry Doherty, var medlem af IRA og sad i fængsel ad to omgange under konflikten. Han bliver også kaldt ’Mad Dog’, men siger selv, at navnet blot kom fra efternavnet Doherty.

»Jeg gik ikke rundt og bed folk,« griner han.

Men som aktivt medlem af IRA forsøgte han at dræbe dem, der blev betragtet som fjenden.

Gerry Doherty.

Gerry Doherty.

Sarah Hartvigsen Juncker

Gerry Doherty sluttede sig til IRA i 1971, da han var 16. Han voksede op i Bogside og blev provokeret af, at der var britiske soldater på gaden i Nordirland, som han stadig mener skal være en del af Republikken Irland. På et tidspunkt begyndte han at deltage i optøjer og smed sten på soldaterne.

»Jeg var ikke særlig politisk reflekteret i begyndelsen. Men jeg vidste, at britiske soldater i en irsk by var forkert. Optøjerne fortsatte, og folk begyndte at smide brandbomber. På et tidspunkt dræbte soldaterne nogle af dem, der smed bomber, og så ville vi smide noget tungere. Ergo måtte jeg med i IRA,« siger han.

I sommeren 1972 plantede Gerry Doherty en bombe i Derrys rådhus, mens det var lukket. Ingen døde. Han blev afsløret, fordi han havde efterladt sit fingeraftryk i rådhuset. Senere forsøgte han at dræbe en britisk soldat og sad derefter i fængsel i otte år.

I dag tager han stadig ikke afstand fra sine handlinger under konflikten.

Da Gerry Doherty igen blev løsladt, bad ledelsen i IRA ham stille op som byrådspolitiker for IRA’s politiske fløj, Sinn Fein. Han blev valgt ind, og for en periode var han politiker på den arbejdsplads, han tidligere havde bombet. Et PR-stunt kalder han det.

Da fredsaftalen blev indgået i 1998, lyttede han til lederne i IRA, der sagde, at nu var det slut. Siden blev han bartender.

Gæsterne på Mary B’s råber »Mad Dog« efter ham, når de skal have en ny øl. Han flipper et glas i hånden og fylder det med Guinness.

Sarah Hartvigsen Juncker

Coca-Cola-IRA

Betegnelsen IRA – Irish Republican Army – blev først brugt om den oprørshær, der i 1920’erne kæmpede for en selvstændig irsk republik, dengang hele Irland var britisk. Irland endte med at løsrive sig, og kun Nordirland forblev britisk.

I 1960’ernes Nordirland opstod så det, der hed Provisional IRA, som Gerry Doherty var en del af. Og efter fredsaftalen blev indgået i 1998, er der nu den tredje udgave, New IRA, som Gerry Doherty ikke giver meget for.

»New IRA, fortsættelses-IRA, Coca-Cola-IRA – de kan kalde sig, hvad de vil, men de er ikke, ligesom vi var,« siger han.

Det er tydeligt, emnet gør ham vred.

»De taler om krigen mod den britiske hær – de har aldrig løftet en død kammerat væk fra gaden. I dag laver de unge optøjer, som om det er en social ting,« siger han.

Deler cigaretter ud

I forstaden Creggan er klokken blevet 16.30. Et par børn står og spiller et spil med en mønt foran bettingfirmaet Ladbrokes, hvor voksne er i færd med at satse penge på hestevæddeløb. De fleste af børnene er omkring 14, en enkelt er kun seks. De spiller pitching, siger de. De kaster på skift en mønt ind i en mur, og den, hvis mønt kommer tættest på muren, vinder mønterne.

»Hvis du er god til det, får du gratis penge. Men jeg er ikke god til det,« griner en dreng.

Sarah Hartvigsen Juncker

Der kommer gradvist flere børn til.

I en baggård ved siden af står syv drenge og piger på samme alder bag en container. Nogle af dem ryger. På containeren står der IRA.

»Det er New IRA,« siger en af drengene, mens han peger på teksten.

»New IRA findes ikke,« bryder en pige ind.

»Jo, det gør, din onkel er med i det,« svarer drengen, og pigen vrænger ad ham.

Når børnene ikke spiller med mønter eller ryger, spiller de computerspillet Fortnite, fortæller de.

»Creggan er et godt sted at bo. Vi elsker optøjer herude,« siger en dreng på 14.

»Prøv at søge på ’Derry optøjer’ på YouTube. Det er altid i Creggan.«

En fodbold rammer ned foran dem og ryger ind i en have. En dreng, der er et hoved højere end de andre, løber efter den.

»Støt IRA,« råber han og griner – det lader til at være en joke.

To mænd på omkring 20 år holder ind til siden i en bil og deler cigaretter ud til børnene. Chaufføren siger noget til en af drengene, der vender sig om mod de andre børn:

»Han siger, vi ikke skal snakke til dem,« råber han til sine kammerater og peger på Informations journalister.

Bål i en skraldespand

Det er blevet lidt mørkere, og der lugter brændt. Et par voksne fra kvarteret har tændt et bål. Tre unge mænd i begyndelsen af 20’erne går forbi og synger »wiiuu wiiuu wiiuu«. De efterligner sirener.

Nogle af børnene, der før stod og spillede pitcher, er gået op til en græsplæne foran nogle rækkehuse. Nu står de og efterligner den ældre generation. Tre børn har lavet et bål i en skraldespand. En dreng i en blå fodboldtrøje skal til at smide en stak grene på bålet i skraldespanden, da et par unge forældre ruller en barnevogn forbi på den anden side af gaden.

»Stop det der! I kommer til skade,« skælder de voksne ud.

Et øjeblik stopper drengene op og ser sårede ud.

»Nej, vi gør ikke,« svarer de.

Da de voksne er gået videre, smider drengen i fodboldtrøjen alligevel grenene på bålet.

Kort efter står en gruppe børn i en tæt kreds omkring en pige i dynejakke og lytter til hendes mobil, mens hun ringer til politiet. De vil se, om det fører til optøjer, hvis politiet kommer.

I en bydel som Creggan står Brexit ret langt nede på listen over bekymringer. Det samme gør New IRA. Men splittelsen i samfundet lever stadig, og ingen af de to faktorer gør tingene bedre. Hadet er en hund, der æder sin egen hale. De udsatte børn kigger på de udsatte unge, og enkelte af de unge efterligner de voksnes optøjer under konflikten. Imens råber de mest ekstreme højt fra graffitien på murene.

Men freden lever, og langt de fleste i Derry har for længst omfavnet den.

»IRA – ubesejret hær, ufærdig revolution,« stod der på en væg i Creggan før drabet på Lyra McKee.

Men en morgen, da beboerne stod op, havde nogen været ude med malerkosten og fjerne et par bogstaver.

Nu stod der: »Besejret hær, færdig revolution.« 

Rettelse: I en tidligere version af artiklen blev det fejlagtigt beskrevet som et vilkår for Langfredagsaftalen, at der ikke måtte være en hård grænse mellem Irland og Nordirland. Aftalen forpligter imidlertid kun parterne på en generel »fjernelse af sikkerhedsinstallationer«.

Sarah Hartvigsen Juncker

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Mads Thorup Thomsen

Jeg indrømmer blankt, at jeg bliver helt og aldeles skræmt hver gang tabstallene for "The Trobles" præsenteres sort på hvidt - 10 mennesker døde hver måned i 30 år !!

Det er fuldstændigt forrykt - der lever under 2 millioner mennesker i Nordirland.

Dorte Sørensen

Er det ikke på tide at få en folkeafstemning så befolkningerne i Nordirland og Irland kan beslutte om de vil genforenes.