Læsetid: 9 min.

Magtkamp i Enhedslisten: »Der er for mange i hovedbestyrelsen, der har et ønske om at kontrollere folketingsgruppen«

Forholdet mellem Enhedslistens hovedbestyrelse og folketingsgruppen er så betændt, at en af partiets centrale figurer, tidligere borgmester Mikkel Warming trækker sig op til partiets årsmøde i weekenden. Som flere andre fremtrædende medlemmer frygter han, at hovedbestyrelsens kontrol af folketingsgruppen kan blokere for røde resultater under den nye regering
Modsætningerne i Enhedslisten er ikke nye, men det er første gang, de bryder ud i en åbenlys magtkamp mellem hovedbestyrelse og folketingsgruppe.

Modsætningerne i Enhedslisten er ikke nye, men det er første gang, de bryder ud i en åbenlys magtkamp mellem hovedbestyrelse og folketingsgruppe.

Ulrik Hasemann

5. oktober 2019

Under Poul Nyrup Rasmussens tid som socialdemokratisk statsminister i 1990’erne muntrede de borgerlige sig over, at regeringens skæbne afhang af det ’piercede medlem i Enhedslistens hovedbestyrelse’.

I dag har ingen af hovedbestyrelsens 25 medlemmer piercing, men derudover er situationen den samme. Mette Frederiksen regerer på Enhedslistens mandater, og Enhedslistens folketingsgruppe refererer til hovedbestyrelsen.

Pernille Skipper og partiets øvrige forhandlere kan altså ikke nikke ja til en ny finanslov eller større lovpakke uden grønt lys fra hovedbestyrelsen, som typisk er mindre venligt stemt over for socialdemokrater og kompromiser, der involverer De Radikale.

Det kan vise sig at blive et stort problem for regeringen. Ifølge centrale kilder i Enhedslisten er der nemlig alvorlige gnidninger i hovedbestyrelsen. Allerede i sommer undlod ni af 24 fremmødte medlemmer at stemme for at give folketingsgruppen mandat til at nikke ja til det forståelsespapir, som ellers er blevet udlagt som det mest venstreorienterede grundlag for en dansk regering i årtier.

Trækker sig efter 22 år

Det er symptomatisk for en strømning i hovedbestyrelsen, som har været fodslæbende over for forandringer i partiet gennem de seneste ti år. Og et varsel til Mette Frederiksens regering. Én ting er et forståelsespapir. De store slagsmål og svære kompromiser kommer først, når visionerne skal omsættes til konkret politik. 

I den sammenhæng frygter flere fremtrædende medlemmer af Enhedslisten, at den magtfulde hovedbestyrelse kan blive en klods om benet på partiet. En af dem er den tidligere borgmester i København, Mikkel Warming.

»Tingene spidser til nu, hvor det kommer tæt på, at vi skal træffe nogle meget konkrete valg i forhold til regeringen, når det gælder eksempelvis finanslov og klimalov, og hvor vi ikke kan få alt, hvad vi gerne vil have. Jeg frygter, at nogle bliver bange, og jeg har oplevet, at nogle af afstemningerne om vigtige beslutninger har ligget – for mig – uforståelig tæt,« siger han.

Efter 22 år på enten parlamentariske eller organisatoriske ledelsesposter i partiet tager han nu konsekvensen. Denne weekend, til Enhedslistens årsmøde i Hafnia-hallen i Valby, meddeler Mikkel Warming, at han trækker sig fra hovedbestyrelsen.

»Der er for mange i hovedbestyrelsen, der har et ønske om at kontrollere dels folketingsgruppen, dels enkelte lokalafdelinger, og der er en udbredt lyst til at være politisk korrekt i mange spørgsmål,« siger Mikkel Warming, der mener, at en stor gruppe har misforstået hovedbestyrelsens rolle som ledelse, der skal sætte en retning. Samtidig har han oplevet »en usund gruppedynamik« i hovedbestyrelsen, som blokerer for nuancerede debatter.

I en lukket partigruppe på Facebook har Pelle Dragsted, partiets tidligere chefstrateg og en af hovedkræfterne bag en række reformer af partiet, for nylig karakteriseret gnidningerne mellem folketingsgruppen og hovedbestyrelsen mindre diplomatisk med ordene:

»Hvis jeg skal skære det lidt hårdt op, så oplever jeg, at nogle mener, at vores valgte repræsentanter skal være en slags hånddukker, som HB (hovedbestyrelsen, red.) har hånden oppe i r….. på.«

Hardlinere mod pragmatikere

Hovedbestyrelsens magt blev cementeret i Enhedslisten dengang, Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstresocialisterne (VS) og Socialistisk Arbejderparti (SAP) stiftede Liste Ø, og hver især skulle sikre sig en luns af magten. Siden da har partiet dog gennemgået en betydelig moderningseringsproces.

Princippet med kollektiv ledelse, hvor rollen som talsperson gik på skift, blev erstattet med en fast politisk ordfører på Christiansborg i 2009. Samme år fik partiet lavet sin første vælgerundersøgelse – betalt af folketingsgruppens eget budget, da hovedbestyrelsen var imod.

To år senere kom der også ansigt på valgplakaterne, og Enhedslisten stemte for finanslove som støtteparti for Thorning-regeringen. Endelig blev revolutionen også skrevet ud principprogrammet.

Den resultatorienterede fløj af partiet, der på den måde søger indflydelse gennem konkrete resultater, er ofte blevet kaldt pragmatikerne. Og efter hvert årsmøde, når medlemmerne til hovedbestyrelsen er valgt, bliver magtbalancen gjort op (lidt firkantet) mellem pragmatikere og hardlinere.

De gode år er det 15 mod 10. De dårlige er det 13 mod 12, som en kilde beskriver pragmatikernes skrøbelige flertal.

I denne weekend i Hafnia-hallen skal de delegerede tage stilling til et forslag, som har fået spliden til at blusse yderligere op, fordi det kan få store konsekvenser for magtforholdet mellem hardlinere og pragmatikere i hovedbestyrelsen – og dermed også for Enhedslistens politiske linje og den nye regerings handlekraft.

Medlemmerne mod fraktionerne

Helt konkret er der to elementer i forslaget. Det ene er, at hovedbestyrelsens medlemmer skal vælges ved en elektronisk afstemning blandt alle partiets knap 10.000 medlemmer og ikke, som nu, af de 427 delegerede til årsmødet.

Det andet er en lempelse af partiets omfattende mindretalsbeskyttelse, som hidtil har haft til formål at sikre, at majoriteten ikke har fået mere magt på bekostning af mindretalssynspunkter.

Bag forslaget står folketingsmedlemmerne Eva Flyvholm, Rosa Lund og Mai Villadsen samt Pelle Dragsted og en lang række menige medlemmer i partiet.

En af dem er Ivan Balleby fra Kolding. Han ser forslaget som en mulighed for at inddrage flere medlemmer i beslutningsprocessen, ikke mindst i provinsen. Og så opfatter han mindretalsbeskyttelsen som et levn fra gamle dage, da partiet bestod af SAP, DKP, VS og andre små partier i partiet.

»I dag tilhører langt, langt størstedelen af Enhedslistens medlemmer jo ikke nogen af de der organiserede fraktioner. Men med de nuværende regler får de uforholdsmæssigt meget indflydelse, og det er urimeligt over for de almindelige medlemmer i partiet,« siger han.

Også Eva Flyvholm opfatter den omfattende mindretalsbeskyttelse som en arv fra Enhedslistens første år, som har givet en »usædvanlig balance« i hovedbestyrelsen.

»Vi er vokset som parti, og det her åbner op for, at flere kan deltage i vores demokrati, og vi sikrer, at hovedbestyrelsen bedre repræsenterer alle 10.000 medlemmer,« siger hun.

’Angreb på Enhedslistens DNA’

Langtfra alle i partiet deler det synspunkt. Michael Voss fra hovedbestyrelsen betegner ligefrem forslaget som et »angreb på Enhedslistens DNA« og frygter, at selve medlemsdemokratiet er på spil.

I hans øjne er et valg ikke demokratisk, alene fordi alle medlemmerne får lov til at stemme elektronisk. Demokrati er også samtaler, debat og kritik, sådan som der er mulighed for på årsmødet.

Det er her, de delegerede diskuterer og formulerer den politik, folketingspolitikere og græsrødder skal forsøge at føre ud i livet.

Hvis forslagsstillerne først har held til at etablere, at årsmødet ikke kan vælge hovedbestyrelsen, er næste skridt, at årsmødet heller ikke kan træffe de afgørende politiske beslutninger, frygter Michael Voss.

»Man bevæger sig ned ad en uheldig vej, hvor medlemsdemokratiet bliver kortsluttet,« siger han.

»I værste fald ender det med, at en eller to topledere udsender politik- og strategiændringer, som medlemmerne bare kan stemme ja eller nej til«.

Det er også hovedbestyrelsesmedlem Astrid Vang Hansens væsentligste anke mod forslaget. Hun mener dog også, at det vil medføre en »meget dramatisk forringelse« af mindretalsbeskyttelsen i partiet.

»Der er mange forskellige holdninger i vores parti, som bør være repræsenteret, og det nye forslag vil principielt betyde, at flertal på 51 procent af medlemmerne kan sætte sig på 80 procent af pladserne i hovedbestyrelsen,« siger hun.

100 ufinansierede dage

Et af de konkrete eksempler på hovedbestyrelsens misforståede »kontrolgen«, som flere nævner, drejer sig om det politiske udspil »100 dage med Enhedslisten«, som blev præsenteret i foråret 2018.

Til folketingsgruppens store irritation fik et flertal i hovedbestyrelsen trumfet igennem, at politikerne ikke måtte fremhæve, at det hele var fuldt finansieret, under selve præsentationen af udspillet.

Og selv om man ikke længere kan tale om faste fraktioner af Enhedslisten, blev dette benspænd set som et levn fra et trotskistisk tankesæt.

»Det var helt surrealistisk, « siger Mikkel Warming. »Man detailstyrede et oplæg, som folk fra folketingsgruppen havde lavet.«

En folketingsgruppe som – påpeger Warming – Enhedslistens medlemmer selv har opstillet til arbejdet med at sætte kød og blod på de politiske principper.

»Og det hele bliver hat og briller med hensyn til finansieringen. Hvornår er det blevet revolutionært at mene, at pengene ikke behøver at passe, og at man godt må bruge flere, end man har? Det står hverken hos Marx eller Lenin mig bekendt.«

Mikkel Warming understreger dog, at der også har været eksempler på, at hovedbestyrelsen har forstået deres opgave og haft et godt samarbejde med folketingsgruppen og partiet. For eksempel i forbindelse med udarbejdelsen af partiets nye parlamentariske strategi.

Det var Michael Voss, som stillede forslaget om, at Folketingsgruppen ikke måtte nævne, at 100-dages-planen var fuldt finansieret.

»Når man foreslår noget, der indbefatter så omfattende ændringer af samfundet, er det en joke at påstå, at man kan balancere budgettet. Vores politik ville have så store konsekvenser, at hverken vi eller vores modstandere kan putte det ind i et excel-ark,« siger han.

I øvrigt mener han, at det er besynderligt, at Enhedslisten bruger de selv samme regnemodeller, som de kritiserer Finansministeriet for at bruge.

»Så slår det jo lidt tilbage på os selv,« siger han.

Forståelsespapiret

Generelt mener Michael Voss ikke, at der er noget underligt i, at parlamentarikerne af og til er på kant med nogle af de øvrige medlemmer af hovedbestyrelsen.

»Det er måske min marxistiske børnelærdom, men jeg har den opfattelse, at ens holdninger bliver præget af den virkelighed, man går i til daglig. Og folketingspolitikerne har deres hverdag med andre politikere og journalister. De har en tendens til at lade deres synspunkter påvirke af det,« siger han.

Den forskellige tilgang til politiske forhandlinger blev yderligere sat på spidsen i forbindelse med det forståelsespapir, der i sommer skabte grundlaget for Mette Frederiksens socialdemokratiske etpartiregering.

Ifølge blandt andre Mikkel Warming er det et eksempel på, hvordan afstemninger i hovedbestyrelsen kan være bekymrende tætte.

»Det er uden for enhver diskussion, at hvis ikke man i hovedbestyrelsen stemte ja til forhandlingsmandatet til folketingsgruppen, var det hele med meget stor risiko røget på gulvet. Med den viden – og med det, der forelå både skriftligt og mundtligt – var og er det mig politisk helt uforståeligt, at hele ni medlemmer ikke kunne stemme for, at folketingsgruppen fik mandat til at nikke ja til forståelsespapiret,« siger Mikkel Warming, der kalder det en helt legitim diskussion, hvor »ren« partiet skal være, når konkrete resultater stilles over for principperne.

»Men med hensyn til forståelsespapiret var afstemningen også uforståelig, når man tænker på, hvilket parti Enhedslisten skal være. Valget havde jo bragt os i en situation, hvor der var blevet tændt håb hos rigtig mange – særligt i forhold til kampen mod klimaforandringerne. Et håb, som Enhedslisten ikke skulle slukke.«

Politisk ordfører Pernille Skipper ønsker ikke at udtale sig i sagen, men henviser i stedet til gruppeformand Jakob Sølvhøj. Han har siddet i folketinget siden 2015 og i hovedbestyrelsen fra 2012 og opfatter samarbejdet mellem de to som velfungerende.

Adspurgt til de kritiske stemmer i partiet, som mener, at afstemningen om forståelsespapiret var bekymrende tæt, og nu frygter, at hovedbestyrelsen vil blokere for de kompromiser, som regeringssamarbejdet vil kræve, svarer han:

»Det er en debat, jeg har bemærket mig. Men hovedbestyrelsen stemte dengang om, hvorvidt vi skulle have mandat til at afslutte forhandlingerne om forståelsespapiret. Det var der stort flertal for. Jeg oplever på den baggrund ikke, at der som udgangspunkt skulle komme nogen konflikter i det videre arbejde.«

Stokkonservative

Det er midt i den tilspidsede magtkamp i toppen af Enhedslisten, at de delegerede til årsmødet skal stemme om elektronisk stemmeafgivelse og ændret mindretalsbeskyttelse.

Daniel Panduro fra hovedbestyrelsen har tænkt sig at stemme for forslaget.

»Hvis vi for eksempel skal vælte en socialdemokratisk regering, skal det være, fordi medlemmerne ønsker det. Ikke fordi et eller to medlemmer af hovedbestyrelsen har barn syg, og flertallet pludselig ændrer sig, « siger Daniel Panduro.

Om forslaget bliver vedtaget afhænger af mange ting.

»Men,« siger Pelle Dragsted, »generelt er det svært at få vedtaget vedtægtsændringer i Enhedslisten.«

— Fordi partiet i virkeligheden på lange stræk er stokkonservative?

»Ja, det kan man måske godt sige, vi er. Man skal huske på, at partiet blev dannet ud fra en oplevelse af, at man stod fast, mens alle andre forlod fanen i 1989. Så det ligger lidt i vores sjæl altid at være lidt bekymrede og mistænksomme over for forandringer.«

En kontant dom i Enhedslistens første vælgerundersøgelse fra 2008/2009, gav partiet en brat opvågnen til, hvordan omverdenen opfattede det, og som i al fald i den tidligere Christiansborgjournalist på Information Kim Kristensens historiefortælling er et afgørende afsæt for partiets modernisering, herunder udnævnelsen af Johanne Schmidt-Nielsen som partiets første politiske ordfører i 2009.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
  • Kurt Nielsen
Viggo Okholm, David Zennaro, Ejvind Larsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Har Voss ikke en pointe i at nogen må og skal holde folketingspolitikere i nakken, så de ikke bliver en del af den magtfuldkomne grød inde på Borgen? Er næste punkt på menuen at 8 års reglen afskaffes i Enhedslisten?

Mogens Holme, Alvin Jensen, Flemming Berger, Lasse Glavind og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Grundloven §56

§ 56
Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.

Ole Gerstrøm, Viggo Okholm, Per Torbensen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Er alternativet til al det her stokkonservatisme, hardlinere, mindretalsbeskyttelse, tætte afstemninger og hvad har vi, ikke at en formand og hans spindoktor kører hele showet.

Og det har vi jo allerede..........I alle de ande partier.......

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, susanne christensen, Lasse Glavind, Ejvind Larsen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

God artikel til forståelse, og jeg håber inderligt at de gamle stokkonservative revolutionære i partiet erkender at en rigtig revolution er utopia og at verden og tankegange forandrer sig. Det værste der kan ske er at stædigheden kan koste en regering livet eller kaste den over på den forkerte fløj!

Carsten Hansen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

God artikel til forståelse, og jeg håber inderligt at de gamle stokkonservative revolutionære i partiet erkender at en rigtig revolution er utopia og at verden og tankegange forandrer sig. Det værste der kan ske er at stædigheden kan koste en regering livet eller kaste den over på den forkerte fløj!

Okholm, er det egentligt ikke lidt pessimistisk - for ikke at sige tåbeligt - at aflyse revolutionen, når den nuværende samfundsudvikling peger mod klimakatastrofer, udpining af naturressourcerne, massive folkevandringer og højreradikal populisme? Kan andet end en revolutionært opgør med den eksisterende verdensorden give os muligheder for at dreje udviklingen i bæredygtig retning? Vil reformer, med forventet gennemslag om 2-3-4 årtier mon være sufficiente? Er Enhedslistens adaption af de traditionelt magtbærende partiers parlamentariske organisering/logik mon fremsynet og virksom i relation til de krav om umiddelbar, virkningsfuld handling, som en lang række fagkundskabers fund stiller?

Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Torben Skov, Knud Chr. Pedersen, Jan Jensen og Michael W Pedersen anbefalede denne kommentar

Det er simpelhen noget vrøvl. Hovedbestyrelsen har aldrig nedstemt folketingsgruppen. Heller ikke det det havde været fornuftigt at vælte Thorning.

Hanne Utoft:
Din ide skal ikke afvises,men hvordan tror du vores befolknings tankegang e rom det?
Tror du en revolution gennem magt er en vej? Jeg tror ikke det hjælper en døjt på klimaet. Hvis vi til gengæld droppede alle våben og produktion kunne vi måske løse problemren- med det er så lige så utopisk. Jeg tror mere bare på den lille og middelvejs ændring med det gode .

"Med hensyn til Enhedslistens indflydelse på fremtiden : Lig nul"

Ikke helt korrekt. De får lov til at pege på en SocDem som præsident.

"Din ide skal ikke afvises,men hvordan tror du vores befolknings tankegang e rom det?
Tror du en revolution gennem magt er en vej?"

Viggo Okholm, en revolution kan finde sted via f.eks. civil ulydighed, generalstrejker og protestaktioner etc. - ligesom information kan være en virksom metode. Og det er vel næppe sådan at man skal lade sine politiske synspunkter og strategier blåstemples af mainstream-tankegange, for så bidrager man vel næppe med noget originalt eller nyskabende? Gennem mange årtier har tankegangen om at demokratiske forandringer og øget lighed skal komme i små (forandrings)dryp vist sig at være utopiske når det kommer til at få sat hensynet til til de mange i et bæredygtigt forhold til privilegierne for de få. Aldrig har forskellen mellem denne verdens rigeste og denne verdens fattigste været så voldsom, som den er nu, og det er vel fortrinsvist i de få lande, som har haft mere eller mindre revolutionære, progressive udviklinger, at vi indenfor de seneste par årtier har set styrket demokrati og øget lighed.