At det, som i går virkede ekstremt, i dag kan være normalt, fik vi denne uge bekræftet, da Folketinget åbnede efter sommerpausen.
Statsministeren var ny og flertallet rødt, men det vilde var, at nærmest hele salen var blevet grøn hen over sommeren. Som Enhedslistens Pernille Skipper bemærkede, var det simpelthen væltet ind med klimatosser.
Da Venstres formand ved åbningsdebatten meldte sig under de grønne faner, stod Danmark denne uge i den utrolige situation, at samtlige partier i Folketinget – bortset altså lige fra Nye Borgerlige – bakkede op om at reducere udledningen af klimagasser med 70 procent inden 2030.
Havde nogen sagt det for et år siden, havde man nok grinet. Det havde lydt ekstremt.
Hvordan den store omstilling så lige skal grejes i praksis, står stadig åbent. Regeringens finanslovsudspil åbnede ikke en guldbelagt motorvej mod en grøn fremtid, for de nye midler pegede mere mod en grussti.
Nogle ting ændrer sig ikke så hurtigt: Omstillingen er stadig op ad bakke, men nu foregår den dog i medvind.
For alt kræver penge, men selv pengevæsenet opfører sig underligt. Denne uge meldte endnu en dansk bank, Spar Nord, ud, at de vil opkræve renter for at have mere 750.000 kroner stående i banken. I gamle dage fik man penge for den slags. Sjovt nok er Danske Bank ikke hoppet endnu, selv om de på en måde indvarslede tendensen får år tilbage med sloganet New Normal.
Det stabile geni
Det kender de alt til i USA. Donald Trump går altid over stregen, men gennem den konstante overskridelse falmer det, der var sindssygt i går, fordi der sker noget endnu vildere i dag. Manden, der omtaler sig selv som et stabilt geni, er under mistanke for at have forsøgt at presse Ukraine til at efterforske hans politiske modstander, Joe Biden, og dennes søn.
Sidste uge diskuterede man, om han så virkelig havde gjort det. Denne uge fik geniknappen endnu et tryk, da præsidenten for rullende kameraer først fortalte om, hvordan han havde masser af magt til at presse Kina i forhandlingerne om handelsaftaler, for så 30 sekunder senere at opfordre både Ukraine og Kina til at indlede undersøgelser af Biden-familien.
Sådan formåede det stabile geni igen at hæve indsatsen og skabe et indtryk af, at den slags er ret normalt, og sådan kan Trump fortsætte, til han en dag udråber sig selv livstidspræsident, og ingen løfter et øjenbryn. Medmindre altså at republikanerne får nok.
Et bud på næste uges Trump-eskalering kunne være et krav om, at Kina skal levere en kæmpe ladning giftslanger og krokodiller, som han kan fylde i en voldgrav foran sin grænsemur til Mexico. Denne uge nægtede han nemlig at have foreslået et sådant byggeprojekt, og derfor er næste naturlige træk at indrømme det og skrue yderligere op.
Svinepest i Kina
Ovre i Kina havde de travlt med andre ting i denne uge. De fejrede nemlig 70 år som kommunistisk diktatur med militærparader og store billeder af landsfaderen Mao Zedong, hvis brutale og fejlslagne politikker i sin tid kostede millioner og atter millioner af uskyldige kinesere livet.
Det var ikke bare en normalisering, men en kanonisering af det ekstreme.
Til gengæld var der måske mindre svinekød ved festbanketterne rundtomkring i landet end normalt. Kina er nemlig ramt af et stort udbrud af den frygtede sygdom afrikansk svinepest.
Hos den britiske svineindustris organ, Pigworld, kunne man i denne uge læse, hvordan 100 millioner svin har måttet lade livet i Kina – enten på grund af virussen eller alene af frygt for den – hvilket er skidt for svin, men godt for svinekødspriserne i for eksempel Danmark. Altså indtil virussen en dag kommer hertil.
Indrømmet, det er hændt at vi på denne plads har gjort os lystige over, at den borgerlige regering sidste år brugte 70 millioner kroner på at opføre et grænsehegn i Sønderjylland for at holde pestbefængte vildsvin ude. Det virkede bare lidt ekstremt.
Men fra nu af skal der ikke lyde dumme bemærkninger i den anledning, kun en opfordring til at få gravet en voldgrav foran det mægtige hegn og fylde den med krokodiller, bjørne, løver, ulve og atombomber. Det er vel det, man kalder almindelig sund fornuft.
Ugerevyen
Ugerevyen giver dig et stærkt idiosynkratisk overblik over de mest interessante begivenheder i ugen der gik. Vi dækker både indland, udland og dyrenes verden.
Seneste artikler
Ugerevy: Det var kulturen, der gjorde det
24. oktober 2020Endnu en uge hvor Donald Trump fortsatte sin heroiske kamp mod realiteterne, mens Frank Jensen opdagede, hvad en forrået kultur havde gjort ved hamMinken er dødsens, europæerne er corona-trætte, og feminismen er ikke, hvad den har været
17. oktober 2020Endnu en uge er gået skævt og går lykkeligvis på hældUgens maskespil: Trump uden maske, Morten Østergaard demaskeret og en ansigtsløs russer
10. oktober 2020Dette blev ugen, hvor Donald Trump smed ansigtsmasken på åben skærm, Morten Østergaard blev demaskeret i sagen om Lotte Rod, og en ansigtsløs russer førte Udenrigspolitisk Nævn bag lyset
Kære Mikkel Vuorela:
Du har sikkert været god længe, men det er først nu, at jeg opdager, at du er rigtig god. Du skriver humoristisk om det alvorlige, og du samler det væsentlige op. Man bliver klogere af læsningen. Jeg kan også sige det på den måde, at du binder en buket roser med kraftige torne. Tak.
He he, det er lige gået hen over hovedet på mig, at det stabile geni har benægtet at ville bygge en mur til Mexico.
Vi lever i sandhed i (lidt for) spændende tider ;-) ;-(
Katrine, han benægtede skam ikke muren til Mexico, den er stadig hans darling, (lige efter Ivanka, som han gerne ville date - og mere til - hvis hun ikke var hans datter..), og han har i sidste uge været nede at signere den med speedmarker - hvem ved, muligvis den selvsamme tusch han brugte på National Weather Services' vejrkort, da han ville bevise (for rullende kameraer) at orkanen Dorians bane ville ramme Alabama?
Nej, det Trump nægter at have sagt er at han ønskede at lave en voldgrav fyldt med krokodiller og slanger langs muren.
Et par andre forslag gik ud på at henholdsvis sætte strøm til muren så folk faldt ned fra den som døde fluer, eller simpelthen skyde dem i benene.
(Det nægter han også at have sagt).
Mikkel Vuorelas Ugerevy er ugens højdepunkt for mig, så jeg glæder mig over at andre også udtrykker billigelse ;-)
Hvis Trumps opførsel, retorik m.m skulle blive normen fremover, så bør den norm ændres omgående.
"Sådan formåede det stabile geni igen at hæve indsatsen og skabe et indtryk af, at den slags er ret normalt, og sådan kan Trump fortsætte, til han en dag udråber sig selv livstidspræsident, og ingen løfter et øjenbryn. Medmindre altså at republikanerne får nok."
Det normale er at præsidenten ikke siger dén slags højt - men at det foregår bag scenen. Trump's 'problem' i denne sammenhæng er først og fremmest at han åbent eksekverer magtudøvelsen, og dette er ikke god musik i borgerskabets øren.
Den ene dag dræber kronprins Salmans håndlangere en amerikansk/saudisk journalist, for derefter at partere liget, så det kan transporteres væk og senere forsvinde i syre.
Den anden dag sender den danske regering krigskibe ned til kronprins Salman, for at beskytte hans olies frie sejlads på verdenshavene.
Det er fandme uhyggeligt du!
Da hin saudiske journalist myrdedes, opstod der i mainstreampressen ret hurtigt konsensus om at man skulle afvente en nærmere undersøgelse af hændelsesforløbet, før man drog forhastede konklusioner - og denne konsensus foranledigedes af de amerikanske og saudiske myndigheder, hvorpå en lang række vestlige regeringer fulgte trop. Man er uskyldig, til det modsatte er bevist, lød parolen. Og man ventede i månedsvis, indtil historien gled baglæns ud af medieorkanerne og i den offentlige bevidsthed kunne klassificeres som en non-signifikant begivenhed.
Men da f.eks. kemiske bomber detoneredes i Syrien, da et civilt fly blev skudt ned over Ukraine, da Skripal angiveligt blev forsøgt ombragt og da olieanlæg i Saudi Arabien fornyligt blev angrebet, var der absolut ingen grund til at afvente grundigere undersøgelse fra neutralt hold; ret umiddelbart vidste de vestlige myndigheder at deres politiske opponenter i øst stod bag, og sanktioner/angreb kunne iværksættes.
Disse dobbelte standarder er både forudsigelige og destruktive for balance i relationerne mellem verdens (større) lande, og det mest problematiske er at de i vid udstrækning accepteres af store dele af de vestlige befolkninger, som har lært at parkere den kognitive dissonans i selektive fund, dissociering og indlært afmagt.