Ny bog: Sæt loft over de riges lønninger

»Ingen amerikanske borgere bør have en indtægt over 25.000 dollar om året efter skat.«

Sådan sagde den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt i april 1942. Helt konkret foreslog han en skat på 100 procent for alle indkomster over 25.000 dollar om året, som i dagens valuta svarer til godt 350.000 dollar eller 2.350.000 kroner.

I praksis var det den eneste måde at forhindre enkeltpersoner i at blive for velhavende, mente præsidenten. Amerika fik aldrig en topskat på 100 procent. Men det var ikke langt fra. I 1944 blev skatten for de højeste indkomster hævet til 94 procent, og den forblev omkring 90 procent, indtil den blev sænket til 70 procent i 1964.

I de følgende årtier forlod man ganske eftertrykkeligt ideen om, at enkeltpersoner kan tjene for mange penge.

Siden da er uligheden eksploderet i hele den vestlige verden. Det betyder også, at vi igen er begyndt at tale om, at nogen kan tjene for mange penge, og at uligheden påny bliver betragtet som et problem i sig selv.

Sam Pizzigati: ’The Case for a Maximum Wage’. 140 sider. 26,95 dollar. Polity.

Han ved godt, at en statsligt fastsat maksimumsløn kan lyde som et betonkommunistisk overgreb mod uantastelige frimarkedsprincipper. Ikke mindst i USA.

Netop derfor indleder Sam Pizzigati altid med anekdoten om, dengang landsfader Roosevelt ville indføre en skat på 100 procent.

»Det er egentlig simpelt nok. Civilisation handler om begrænsninger. Vi sætter grænser for den enkelte for at beskytte fællesskabet. Vi har regler for, hvor hurtigt man må køre, hvor mange ænder jægere må skyde, og hvor meget naboen må larme. Men besynderligt nok har vi ingen grænser for, hvor meget man kan tjene,« siger Sam Pizzigati.

»Og det til trods for, at vi ved, hvor giftig uligheden er. Den er en trussel mod alt, hvad vi værdsætter ved vores samfund.«

Forbind høj og lav

Det moderne lønloft, som politikere som Bernie Sanders og Jeremy Corbyn er tilhængere af, er ikke ligesom Roosevelts. Det er ikke en absolut øvre grænse for, at ingen kan tjene mere end for eksempel 10 millioner dollar om året.

Det handler om at sætte en grænse for, hvor meget topchefer må tjene i forhold til deres medarbejdere. For eksempel en lov om, at direktøren aldrig kan tjene mere end 10, 20 eller 30 gange så meget som den lavestlønnede ansatte i samme firma.

Det geniale ved et sådant system, mener Pizzigati, er, at det forholder sig direkte til den polarisering og splittelse, som er et af de centrale problemer ved dyb ulighed.

»Hvis vi skaber forbindelse mellem de højeste og laveste lønninger, så kan topchefen ikke få lønforhøjelse, før den dårligst betalte i firmaet også har fået det. De rigeste får altså et klart incitament til at forbedre vilkårene for de svageste,« siger han.

Den oplagte indvending er naturligvis, at økonomien ikke er et nulsumsspil. De fattige bliver ikke fattigere, fordi de rige bliver rigere. Tværtimod kan man argumentere for, at udsigten til store gevinster skaber dynamik i samfundet og animerer de mest talentfulde til at tage initiativ og anstrenge sig – til glæde for os alle sammen, også de fattigste.

Den præmis anerkender Sam Pizzigati ikke. Uligheden skader både demokratiet, sammenhængskraften og samfundsøkonomien. Og det går ikke mindst ud over de svageste.

»Når uligheden er tilstrækkelig dyb, har vi ikke længere de samme problemer og interesser, og vi har slet ikke de samme muligheder for at udøve indflydelse og forfølge de interesser,« siger han.

Penge giver indflydelse, og uforholdsmæssigt mange penge giver uforholdsmæssigt meget indflydelse.

Han er heller ikke i tvivl om, at det efterlader økonomien mere ustabil og mindre innovativ.

»Med et lidt primitivt eksempel er det naturligvis bedre for samfundsøkonomien, at millioner af mennesker har råd til et energieffektivt køleskab, end at en milliardær har råd til en samling af Rembrandt-malerier,« siger Sam Pizzigati, som også påpeger, at selv liberale institutioner som IMF og OECD nu advarer om, at ulighed kan stå i vejen for væksten.

Ekstrem løn

For at forstå, hvorfor vi bliver nødt til at gribe ind over for lønninger i private virksomheder, må vi først have overblik over, hvor ekstreme proportionerne i udviklingen er, mener Sam Pizzigati.

Topcheferne i USA’s 350 største firmaer tjener i gennemsnit cirka 300 gange så meget som deres typiske ansatte. Nogle steder er forskellen endnu større. En almindelig amerikansk McDonald’s-ansat tjener 150.000 kroner om året. Koncernens chef, Steve Easterbrook, tjener 1.000 gange så meget: 150 millioner kroner om året.

Generelt er amerikanske topchefers løn steget med mere end 1.000 procent siden 1978. I samme periode har almindeligt ansatte fået blot 11,9 procent mere i løn. Det viser en rapport fra tænketanken Economic Policy Institute.

Udviklingen er mindre ekstrem i andre lande, men tendensen er den samme. I Storbritannien tjener toplederne i de største virksomheder 133 gange så meget som den gennemsnitlige ansatte.

Det kommer ikke til at ændre sig af sig selv, mener Sam Pizzigati. Intet tyder på, at markedet selv vil korrigere de ekstreme lønninger. Derfor bliver staten nødt til at sætte grænser. Et oplagt skridt på vejen mod en egentlig maksimumsløn er ifølge Pizzigati at bruge »statens pengekiste« som pressionsmiddel over for firmaerne.

I den bevægelse er de første dominobrikker allerede væltet, mener Pizzigati.

Den amerikanske præsidentkandidat Bernie Sanders har erklæret, at der slet ikke burde være milliardærer i et sundt samfund. Konkret har han foreslået en særlig skat på virksomheder, der ’overbetaler’ deres topchefer.

Det står endnu ikke klart, hvordan systemet skal indrettes, men i byen Portland er der allerede indført en ekstra høj skat for firmaer, hvis topchef tjener mere end 100 gange så meget som deres ansatte. Et lignende lovforslag skal snart til afstemning i en anden af USA’s venstreorienterede højborge, San Francisco.

»De kan ikke styre sig«

I Danmark er de højeste lønninger markant lavere. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er der 25 firmaer i Danmark, hvor topchefen tjener mere end 40 gange så meget som den typiske ansatte. Og kun i 26 procent af de største virksomheder får topchefen ti gange så meget. Alligevel har flere danske politikere foreslået en form for lønloft.

I foråret viste en meningsmåling fra Wilke, at 45 procent af befolkningen mener, at politikerne bør begrænse de højeste lønninger gennem lov. 35 procent er imod.

Ligesom britiske Labour mener Enhedslisten, at virksomheder, hvis topchef får mere end 20 gange så meget som den gennemsnitlige medarbejder, skal bagest i køen i forbindelse med offentlige udbud. En idé, som Venstres Jacob Jensen i foråret betegnede som en »misundelsesting«.

Mere opsigtsvækkende var det, da Socialdemokratiets daværende gruppeformand, Henrik Sass Larsen, udtalte, at topcheferne ikke kan styre sig – »og derfor er nogle andre nødt til at styre dem«.

Dengang gjorde Sass Larsen sig også til fortaler for et decideret loft. Præcis som det, Sam Pizzigati foreslår.

»En eller anden ratio i form af gennemsnitslønnen gange et eller andet skal være et loft for, hvor meget en topchef kan tjene,« udtalte han til Børsen.

Information har ikke haft held til at få Henrik Sass Larsen til at fortælle, om han stadig går ind for en maksimumsløn.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil ikke forholde sig til Sass’ konkrete forslag, men i en mail til Information kalder han det »bekymrende«, at »vi ser en lille gruppe af meget rige direktører, som uden blik for deres samfundsansvar blot bliver rigere og rigere«, og understreger, at ny regulering på området »ikke er taget af bordet«.

Uhyrlige incitamenter

Men bør staten overhovedet blande sig i, hvad direktører får i løn?

Man kan argumentere for, at arbejdskraft er en vare ligesom alt muligt andet, hvis pris bliver bestemt på det frie marked. Udbud og efterspørgsel. McDonald’s vurderer, at Steve Easterbrook er 150 millioner kroner om året værd. Hvis de tager fejl, bliver de straffet af markedet, fordi de taber konkurrencedygtighed i forhold til de andre.

– Hvad med risikoen for ’braindrain’? Flere virksomheder har fremført, at hvis ét enkelt land indfører en løngrænse, vil de mest talentfulde chefer forsvinde til andre lande.

»I USA får topchefer næsten dobbelt så meget i løn som i konkurrerende lande. De færreste vil hævde, at amerikanske virksomheder præsterer dobbelt så godt som virksomheder i andre lande. Bare i Japan får direktører en brøkdel af direktører i USA,« siger Pizzzigati.

– Kan man ikke argumentere for, at muligheden for at blive ekstremt rig, giver meget talentfulde mennesker et stærkt incitament til at gøre ekstraordinære ting til glæde for os alle sammen?

»Jeg tror på incitamenter. Jeg bruger incitamenter til at træne min hund. Jeg belønner den med små godbidder, når den opfører sig ordentligt. Hunden ville afgjort hellere have frankfurterpølser end små godbidder. Men alle incitamenter er ikke gode eller meningsfulde. Fik den frankfurtere hver dag, ville den blive tyk og usund. Uhyrligt store belønninger giver folk incitament til at gøre uhyrlige ting. I jagten på bonusser har vi set topchefer, som snyder forbrugere og myndigheder, tænker ekstremt kortsigtet eller – i det allerværste eksempel – puster til en national opioid-epidemi.«

Når en stor del af topledernes løn er bundet i bonusser, som kun udløses, hvis virksomheden når et vist økonomisk mål, er incitamentet til at træffe usunde, kortsigtede beslutninger særlig tydeligt, tilføjer Pizzigati.

Skandinavisk privilegium

Selv i et land som Danmark, hvor forholdet mellem topchefer og almindelige arbejderes lønninger er særdeles ædrueligt i forhold til situationen i USA, kan der være god mening i at indføre et lønloft, forklarer Sam Pizzigati.

»I Skandinavien har I det privilegium, at det opfattes som fuldstændig moralsk uacceptabelt, at en direktør skulle kunne tjene 300 gange så meget som sine ansatte,« siger han.

Men det er ikke en naturlov. Privilegiet er et resultat af generationers hårde arbejde for social retfærdighed. Og lige nu blæser vinden den anden vej.

»Derfor tror jeg også, at det i Danmark ville give mening at knytte de højeste indkomster til laveste. På den måde institutionaliserer man den sunde, dynamiske samfundssolidaritet.«

Selv om ulighed i højere grad bliver opfattet som et samfundsproblem, og forargelsen over de astronomiske lønninger er stigende, erkender Sam Pizzigati, at for nuværende stiger lønningerne stadig. Der bliver stadig en mere afgrundsdyb forskel mellem de rigeste og de fattigste i Vesten.

»Her kan jeg godt lide at fortælle en anden historisk anekdote fra USA,« siger han.

Indtil 1913 var der ingen indkomstskat i USA. I 1916 blev den hævet fra syv til 15 procent. I den forbindelse erklærede en leder i Det Demokratiske Parti, at indkomstskatten aldrig nogensinde kunne blive højere.

»Pointen er, at tingene kan ændre sig meget, meget hurtigt. Det, der virker politisk umuligt her og nu, kan blive muligt på meget kort tid,« siger han.