I retten: »Det er jo lidt mærkeligt, at halvdelen af beviserne er væk«

Hver uge følger Information en retssag fra tilhørerpladserne. I denne uge i Københavns Byret sal 36 er 58-årige P tiltalt for have været voldelig over for to metromedarbejdere, der ville give ham en bøde
Tiltalte husker kun at have spyttet. De øvrige hændelser betragter han som rent uheld.

Tiltalte husker kun at have spyttet. De øvrige hændelser betragter han som rent uheld.

Mia Mottelson

Moderne Tider
5. oktober 2019

P stikker hovedet ind i retssal 36 i Københavns Byret. De 12 tilhørerpladser er fyldt op af 9.-klasseselever.

»Ja, men det må du acceptere,« siger forsvarer Ole Olsen, og det gør P så.

Den 58-årige mand sætter sig midt i rummet, hvorfra han skal fortælle sin version af det, der skete på Nørreport i København en decemberaften i 2017.

Han er tiltalt for at have spyttet på, skubbet til og kørt sin cykel ind i to metrostewarder, der forsøgte at give ham en bøde for ikke at have en cykelbillet.

P kan kun huske at have spyttet.

»Jeg kalder resten et uheld, simpelthen.«

Han forklarer, at de to metrostewarder ikke var til at tale med, men blev ved med at irritere ham.

»Hvordan var de irriterende,« vil anklageren gerne vide, men det kan P ikke rigtig forklare.

Anklageren tror ikke på tiltaltes forklaringer og kræver ubetinget fængsel.

Anklageren tror ikke på tiltaltes forklaringer og kræver ubetinget fængsel.

Mia Mottelson
»Jamen, jeg har forklaret dig det tre gange. Hvordan er man irriterende?«

»Jeg spørger dig jo ikke for at irritere dig,« svarer forsvareren.

P siger, at han ikke har skubbet til nogen, tværtimod skubbede den mandlige metrosteward ham så hårdt i brystet, at han havde ondt i fire dage.

’Fucking bitch’

Det tror anklageren ikke på. Hun har medbragt overvågningsfotos fra metroen, som hun rejser sig for at vise til dommeren.

P rækker hånden op.

»Jeg vil se videoen, ellers vil jeg slet ikke anerkende noget af det her,« siger han og slår ud med armene.

Men det er så længe siden, episoden fandt sted, at filmen er blevet slettet, forklarer anklageren.

»Ej, men jeg synes, det er unfair, det her,« siger P og roder sig i sit gråstænkte hår.

Den steward, der skulle have skubbet til P, skal vidne, men er forsinket. I ventetiden bringer P overvågningsvideoen op igen.

»Det er jo lidt mærkeligt, at halvdelen af beviserne er væk,« siger han.

»Ja ja, men det er jo anklagerens sag,« svarer forsvarer Ole Olsen.

I det samme kommer vidnet, Stig, ind i retssalen med langsomme skridt.

»Nå,« siger P og rynker undrende sine bryn, da han ser ham.

Stig har sin metrouniform på. Han er duknakket og hvidhåret og formentlig ældre end den gennemsnitlige metromedarbejder.

Forsvareren lægger vægt på, at tiltalte er ustraffet og har styr på sit liv, og mener kun han kan dømmes for at have spyttet.

Forsvareren lægger vægt på, at tiltalte er ustraffet og har styr på sit liv, og mener kun han kan dømmes for at have spyttet.

Mia Mottelson
Han fortæller, at han den decemberaften på metroperronen følte sig truet af P.

P kastede sit ID-kort i hovedet på ham og kørte sin cykel ind i Stigs ben, så han fik et blåt mærke. 

Situationen var ubehagelig, så Stig kaldte på assistance fra en kvindelig kollega.

»Han skælder hende ud og kalder hende en fucking bitch,« fortæller Stig, mens P lytter og bider i den ene stang på sine briller.

Den omtalte kollega hedder Katrine, og hun er dagens næste vidne. Hun har læderbukser på og en motorcykelhjelm i hånden, da hun kommer ind i retssalen.

Ragnarok

Det er Katrine, P spyttede på. Og anklageren er meget interesseret i, hvordan spytklatten var – var den samlet eller spredt, vil hun vide.

Det var ikke ’en snotter’, forklarer Katrine.

»Jeg kan vise, hvordan passageren gør, selv om det ikke er så kønt,« tilbyder hun og sætter begge hænder på lårene. En tatovering titter frem i nakken bag hestehalen.

Der bliver stille i lokalet.

Paragraffen: §119

  • Den, som øver vold, truer med at øve vold eller offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter trussel om vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år.

Så læner hun sig frem, rækker tungen frem og sprayer med fuld kraft en kaskade af små spytdråber ud i lokalet.

Skoleeleverne fniser på tilhørerrækkerne.

Katrine kan til gengæld ikke huske, at P skulle have skubbet hende, sådan som han er tiltalt for, og da dommeren spørger, om hun vil rejse krav om erstatning, siger hun nej.

»Vi rejser jo mest de her sager for at vise, at sådan en opførsel over for andre mennesker får konsekvenser. Ellers ville der jo være totalt ragnarok i metroen.«

Dommen

Ifølge forsvar Ole Olsen bør P kun dømmes for at have spyttet – og det bør ikke udløse fængsel, for der er ikke tale om en samlet spytklat, men snarere et »brusebad«, siger han.

Han mener heller ikke, at P med vilje kørte ind i Stigs ben, men at han snarere ramte benet med cyklen ved et uheld, da han ville væk.

Metroemedarbejderen Katrine er indkaldt som vidne og demonstrerer i retten, hvordan tiltalte spyttede.

Metroemedarbejderen Katrine er indkaldt som vidne og demonstrerer i retten, hvordan tiltalte spyttede.

Mia Mottelson
P er tidligere ustraffet og har godt styr på sine personlige forhold, mener forsvareren, som fortæller, at P kom til Danmark som 23-årig, da han flygtede fra krigen mellem Iran og Irak.

Han har en teenagesøn og nyder at se på kunst og læse bøger i sin fritid.

Anklageren er uenig i forsvarerens udlægning. Hun mener, at P skal i fængsel.

Dommen lander på et kompromis – 30 dages betinget fængsel.

Hvis P undgår kriminalitet i et år, bortfalder straffen, forklarer dommeren.

P og hans forsvarer går ud på gangen for at diskutere, hvad de gør nu.

»Vi vil gerne tænke lidt over det,« siger forsvarer Ole Olsen, da de kommer ind igen.

Nu har P 14 dage til at beslutte, om han vil anke afgørelsen.

Han nikker afmålt til anklageren, inden han krænger jakken på og smutter ud af døren og lader sig opsluge af Strøgets menneskemylder.

I retten

Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her