»Så vidt jeg ved, træder det i kraft … straks … med det samme.«
DDR-partisekretæren Günter Schabowskis tøvende ord er for længst gået over i historien. Tidligt om aftenen den 9. november 1989 skulle han – meget uvant – svare spontant på et spørgsmål fra en vestlig journalist: Kan DDR-borgere fremover virkelig rejse ud frit?
Få minutter senere begyndte tusindvis af østberlinere at strømme over grænsen mod vest og forcere den mur, der siden 1961 havde været symbolet på det desperat lukkede regime, Den Kolde Krig og det smerteligt delte Tyskland.
Der findes i dag næppe én tysker over cirka 40 år, der ikke kan svare på spørgsmålet: Hvor var du den 9. november 1989? Men uanset hvor meget medierne roder rundt i det spørgsmål, så er det faktisk ikke så interessant. Det mener den østtyske præst Bernd Oehler. Han var selv blandt de mest aktive oppositionelle i 1980’ernes DDR.
»Klart, det er en tåreperser, fordi symbolikken omkring Murens fald er så stærk. Men selve faldet den 9. november er mest interessant som politisk vendepunkt. Den egentlige revolution, det egentlige vidunder, det skete i Leipzig i begyndelsen af oktober 1989,« siger han om de berømte fredsbønner i Leipzigs kirker og de efterfølgende legendariske mandagsdemonstrationer.
»Regimet turde ikke gøre noget ved vores demonstrationer. Dermed var løbet kørt for DDR – ligesom i andre østeuropæiske lande.«
Intellektuelt død
For den lige knap 60-årige Bernd Oehler er Murens fald et halvt liv siden. Men hele den tid har haft stærke eftervirkninger på hans liv og virke som præst i den smukke Sankt Afra-kirke, der troner over de stejle brostensgyder i saksiske Meißen.
Bernd Oehler har derfor inviteret Information på te i sin fantastiske præstehave med udsigt over byen og Elben. Det ender med at koste ham hele aftenen og to kander te, før han tilnærmelsesvist har talt færdig om DDR’s sammenbrud, der her ved 30-årsjubilæet er mere omstridt end nogensinde.
Allerede som barn oplevede Bernd Oehler med egne ord »skizofrenien i at leve i en stat, hvor man skulle tale helt anderledes derhjemme end i skolen«.
»Min familie stod kirken nært og så DDR som en stat gennemsyret af åndelig kontrol – en kontrol, som man kun kunne få en frihed fra i kirken. Der kunne vi tale om ikkevoldelige revolutionære som Martin Luther King, Ghandi eller Bonhoeffer,« siger han.
»Allerede da jeg i skolealderen oplevede DDR’s militarisme, vidste jeg, at det ville være utænkeligt for mig at bære eller bruge våben – og da slet ikke mod vores brødre i Vesttyskland.«
Men uden at aftjene sin værnepligt kunne Bernd Oehler godt glemme alt om at studere medicin, som han havde drømt om. I stedet blev han først sygeplejer. Derefter tog han halvandet år i hæren som byggesoldat – uden våben.
»Jeg turde ikke at droppe uniformen helt, for jeg vidste, at det ville knække mig at ryge i fængsel. Men også som byggesoldater blev vi behandlet som asociale udskud. Jeg lærte at hade i den tid,« siger han.
Da han i forvejen følte sig »intellektuelt død« i DDR, begyndte han i 1983 ad omveje at studere teologi – et fag, som var accepteret, men ikke anerkendt af regimet. Det gjorde han ikke så meget for at blive præst, men for at teste sig selv – og for at kunne være i sig selv.
’Björn’ og ’Blæksprutten’
En anden barndomsoplevelse prægede den unge Oehler: at vokse op langs Pleiße-floden i saksiske Crimmitschau. Industrien brugte Pleiße som kloak, så den nærmest dagligt skiftede farve og gjorde indbyggerne i de omkringliggende landsbyer syge.
Selv da Oehler senere studerede teologi i Leipzig, der var omgivet af kemiindustri, skulle han bare åbne vinduerne for at blive mindet om, at han levede i en stat, hvor forureningen var direkte farlig. Men han levede også i en socialistisk mønsterstat, hvor åbenlyse problemer ikke blev diskuteret.
Ved siden af fredsgudstjenester blev miljøspørgsmålet derfor et omdrejningspunkt for Bernd Oehler. Med kirken som dække kunne miljøbevægelsen i DDR med nød og næppe sælge sig selv som tilstrækkelig upolitisk. Det blev sværere med arbejdsgrupper om social retfærdighed.
I 1985 blev Oehler endda medlem af en menneskerettighedsgruppe, der vovede sig uden for kirkens beskyttende mure. Og fra 1987 begyndte han at skrive for det illegale magasin Grenzfall under dæknavnet ’Björn’. Hos Stasi gik han derimod under navnet ’Blæksprutten’.
»Dermed var jeg ikke længere del af det socialistiske samfund. Men jeg var ung og havde ingen familie, og jeg så ikke noget alternativ,« siger Bernd Oehler. Han bider tænderne sammen i noget, det ligner raseri.
»Selvfølgelig kunne det være endt forfærdeligt. Som 28-årig gav jeg mit testamente til min mor på hendes 60-års fødselsdag.«
Lugte Stasi
I løbet af 1988 fik de netværk, som Bernd Oehler var med i, tråde til netværk i både Vesttyskland og andre lande i Østblokken. Noget blev hemmeligholdt, og noget blev tålt. Men angsten var altid deres følgesvend, og Bernd Oehler ved i dag, at han mindst havde to Stasi-processer kørende mod sig.
»Jeg kunne lugte Stasi, jeg kunne lugte løgne,« siger han og klapper på en bog på havebordet, hvor han selv er en gennemgående figur: Revolutionens uhyggelige lethed – hvordan en gruppe unge fra Leipzig gjorde oprør mod DDR.
Her beskrives det, hvordan Oehler var med til at lede de første »Pleiße-mindeoptog« langs den ødelagte flod i 1988, hvor omkring 200 borgere deltog. At en flok uofficielle medarbejdere ved Stasi formentlig også gik med, var de klar over. Overvågning var nemlig hverdag i »modstandsreden«, som netværkets lejlighed i en stærkt forfalden del af Leipzig blev kaldt.
Her kom der stadig flere små protestaktioner til – blandt andet med den polske fagforeningsbevægelse Solidarnosc som det store forbillede.
»Vi havde også tre sikkerhedsnet. For det første havde vi kirken og underviserne på teologistudiet. For det andet havde vi troen. Og for det tredje havde vi støtte fra Vesten – både fra partnermenigheder og fra vesttyske journalister: Hvis vi blev fængslet, ville det helt sikkert blive et politisk emne i vesttysk presse.«
Den kinesiske løsning
Generelt blev fredsbønnerne stadig mere politiske, og de foregik i stadig flere kirker midt i de østtyske storbyer. Der var en evig diskussion om, hvornår aktionerne blev for politiske – både fordi det gjorde dem farligere, og fordi de mistede det teologiske grundlag og dermed kunne ligne misbrug af kirken. Selv var Oehler villig til at gå langt.
»Guds rige begynder her, sagde Kristus. Derfor skal vi også lave aktioner i det dennesidige. Det var mit argument.«
Ikke mindst i Leipzig voksede ’fredsbønnerne’ i løbet af 1989. Med den famøse præst Christian Führer var Nikolaikirche derfor »spækket med stasiagenter«, som Oehler formulerer det.
Men åbningen af Ungarn, som også blev transitland for stadig flere østtyskere, gav dem voksende mod, og efter fredsbønnerne kl. 17 i Nikolaikirche opstod efterhånden de legendariske mandagsdemonstrationer. Den 25. september kom det til den første store Montagsdemo i Leipzig.
Men 9. oktober 1989 blev det egentlige point of no return – og dermed den egentlige revolution, mener Bernd Oehler.
I alt deltog 9.000 mennesker i fredsbønnerne i de fire store kirker i det centrale Leipzig. Og bagefter gik titusindvis af demonstranter gennem byen – uden at protesterne mod diktaturet var organiseret eller annonceret offentligt noget sted.
»Rygterne lød: Sygehusene var blevet forsynet med ekstra blod, og alle læger og kirurger stod klar til at modtage sårede demonstranter,« siger Bernd Oehler.
»Vi var oprigtigt bange for, at regimet ville vælge den kinesiske løsning som i Tianmen-massakren et par måneder forinden.«
Oprejste østtyskere
Det skete ikke. Den 9. oktober kl. 18.35 sejrede den fredelige revolution derimod. Efter forvirrede telefonforhandlinger mellem politichefer, Stasi-ledere og SED-politikere i Leipzig og Berlin noterede en lokal stasiagent:
»De forberedte tiltag til forhindring/opløsning kom i betragtning af udviklingen ikke i anvendelse.«
»Dermed var socialismen endelig udtjent,« siger Bernd Oehler. »Set i bakspejlet havde vi på det tidspunkt oplevet den første vellykkede revolution i den tyske historie.«
Tusmørket falder over præstehaven. Bernd Oehler bladrer i bøgerne på bordet og skynder sig hen over de titusinder af østtyskere, der begyndte at rejse via Tjekkoslovakiet til Vesttyskland, og hvordan det hele endegyldigt smuldrede med pressekonferencen den 9. november. Herefter fulgte alenlange kampe om, hvordan DDR kunne reformeres eller sammenlægges med Vesttyskland uden at blive kørt over.
»Selvfølgelig gjorde rusen ved Murens fald et enormt indtryk. Men modet gled os hurtigt af hænde. Folk ville mod vest. De sagde ikke længere, ’vi er folket’, men ’vi er ét folk’. De politiske krav gled dem af hænde. De ville have bananer og bedre biler som i Vesten. Og dermed var vores rolle hurtigt udspillet,« siger Bernd Oehler.
»I flere måneder troede jeg på, at Østtyskland kunne lære at stå oprejst, at østtyskerne på demokratisk vis ville tage deres eget liv i egne hænder. Men efter mindre end et halvt år blev både kirken og store dele af oppositionsgrupperne kørt ud på et sidespor – ikke mindst takket være arvtagerne af SED, der stadig sad på en del af pressen.«
En halv revolution
Privat havnede Bernd Oehler i sit første præstejob i 1992, hvor hans første datter kom til verden. Fra den position så han, hvordan DDR blev »nedsænket i Vesttyskland«, som han formulerer det.
Men netop i lyset af de uhyre stærke markedskræfter – overvurderer han så ikke demonstrationerne, sin egen kamp og den østtyske revolutionspatos? Hans Modrow, den sidste kommunistiske regeringschef i DDR, har beskrevet det således:
»DDR oplevede ikke en revolution. DDR imploderede – ligesom de andre realsocialistiske lande inklusive Sovjetunionen.«
Bernd Oehler er overraskende imødekommende over for den udlægning.
»Det onde regime, som hele folket rejste sig imod – det er en tvivlsom konstruktion,« siger han.
»Man kan fint se 1989 som en halv revolution. Den udlægning er vigtig for at forstå Østtyskland her 30 år senere. For hvis det passer, så går der en ubehageligt lige linje fra de autoritære nazi- og stasidiktaturer til de autoritære tendenser, det nye østtyske folkeparti, AfD, repræsenterer. De misbruger i dag ’vi er folket’ som et ekskluderende og racistisk slogan. Det er helt uhørt.«
Bernd Oehler spidser munden.
»Mange DDR-borgere er aldrig blevet demokratisk modne, også fordi DDR efter et halvt år gik op i Vesttyskland. Så de tidligere jubilæers fortælling om hele folket, der væltede Muren og fik indført det liberale demokrati, den er i opløsning.«
Han sætter dermed atter de aktive oppositionelle – og sig selv – i en ophøjet position. Men det handler egentlig bare om at vise holdning, mener han selv.
»Det handler om at få folk til at forstå, at det er dem, der er folket, suverænen. At komme ud af det autoritære og de ressentimenter, som Nietzsche kalder ’det farligste i mennesket’. Det har vi østtyskere desværre en stærk tendens til.«
Folkets fjender
I bakspejlet ved vi, at næsten hver syvende DDR-borger samarbejdede med Stasi.
»En, to tre, fire, fem seks, og syv,« siger Bernd Oehler og peger rundt på fiktive mennesker omkring bordet.
»Som Václav Havel har sagt, så ødelægger denne diffuse angst et samfund, fordi den hindrer dit eget individuelle engagement. Den sidder stadig i de ældre østtyskere – det ser man også i alle protestvælgerne.«
En overgang lyder det, som om Oehler skælder ud på AfD fra et venstreorienteret standpunkt. Det er absolut ikke tilfældet. Tværtimod bliver han rasende over ’ostalgi’ og snak om det åh så gode sammenhold i DDR – især fra ældre vælgere af Die Linke, som han ser som direkte arvtagere af SED.
»Die Linke skal pinedød tage fat i deres fortid og se på de strukturer, der stod bag deres forestillinger om socialisme,« siger Oehler.
Alligevel er AfD »markant farligere«. Det har han selv mærket siden flygtningekrisen, hvor han insisterede på, at kirken skal være talerør og frirum for kristne som ikkekristne. I efteråret 2015 stod han bag ’Mangfoldigt Meißen, foreningen for civilcourage’, som ville bekæmpe den udbredte mistænksomhed mod fremmede. Det endte med mordtrusler mod Bernd Oehler.
»Vi blev udråbt som ’folkets fjender’, fordi vi hjalp asylansøgere! Det bekræftede, at vi faktisk har brug for den civilcourage,« mener Bernd Oehler.
Længe efter mørkest frembrud viser han stolt rundt i sin kirke. Her ender historien heller ikke rigtig lykkeligt, for ligesom i det meste af Østtyskland oplever også hans sogn et fortsat svind i antallet af medlemmer.
»At kristendommen skulle være dannende, det er presset ud af hovedet på østtyskerne gennem 40 års indoktrinering i et autoritært samfund,« lyder hans forklaring.
Hans fortsatte mission er derimod, at kirken skal blive ved med at have den samfundspolitiske relevans, som den i høj grad har haft i hans eget liv. Set i bakspejlet fortryder han derfor ikke noget.
»Jeg er faktisk lykkelig over at have brugt min ungdommelige protestenergi på at yde modstand mod DDR,« siger han.
»Men det er der også meget tilfælde i.«
