Feature
Læsetid: 12 min.

Unge og gamle feminister går i kødet på hinanden: »Det er som en cancercelle i vores egen krop«

To generationer af feminister er rasende på hinanden. De er uenige om, hvad det vil sige at være kvinde. Er det en biologisk kendsgerning eller en følelse indeni? Unge transkvinder føler sig mistænkeliggjort som voldtægtsforbrydere, og gamle rødstrømper bliver registreret på nettet som transfober
Det er ekstremt transfobisk at ekskludere mennesker på baggrund af den krop, de er født med, mener Justice Monir Mooghen.

Det er ekstremt transfobisk at ekskludere mennesker på baggrund af den krop, de er født med, mener Justice Monir Mooghen.

Moderne Tider
19. oktober 2019

Kirsten Stick er langt fra den eneste af de gråhårede kvinder i gruppen Lesbiske Feminister, som kun lige var vendt hjem fra den første Femølejr, da hun i september 1971 var med til at sparke døren ind til en forladt bygning i Indre København og besætte det første kvindehus.

Men forrige lørdag, da gruppen skulle holde møde i huset, kunne de ikke komme ind. En kæde var sat for gitterporten, og bagved stod en flok unge aktivister med korslagte arme og tørklæder for ansigterne.

Foran porten stod aktivisternes talsperson, 25-årige Justice Monir Mooghen, og kiggede på de aldrende kvinder med sine brune øjne og spurgte:

»Kan I ikke se, hvor provokerende det er, at I tænker sådan her? Kan I godt selv se, hvor nederen det er, at I har de her holdninger?«

Senere på dagen kunne man på netmediet Konfront læse mere om, hvad det var for nogle »nederen« holdninger, Justice Monir Mooghen talte om. I en erklæring underskrevet af En Koalition af Aktivister mod Transfobi, står der, at Lesbiske Feminister bekender sig til »en antitrans ideologi, der påstår, at transkvinder ikke er rigtige kvinder«.

Sammenstødet ved gitterporten var en mindre konfrontation i en større konflikt mellem to generationer og to forskellige feministiske perspektiver, som først og fremmest handler om, hvorvidt det at være kvinde er en biologisk kendsgerning eller en følelse, den enkelte har i sit inderste.

På den ene side står mange aldrende rødstrømper som Kirsten Stick og de øvrige kvinder i Lesbiske Feminister. Efter at have kæmpet for kvinders og homoseksuelles rettigheder i årtier forstår de ikke, hvorfor de pludselig bliver udskammet som snæversynede og hængt ud som transfober på internettet, fordi de insisterer på, at der er forskel på kvinder og transkvinder, og ikke vil have sidstnævnte med i deres gruppe.

På den anden side står transaktivister som Justice Monir Mooghen, der opfatter det som et ubegribeligt svigt, at netop de feminister, der gennem et helt liv har kæmpet for retten til at være dem, de er, ikke vil anerkende transpersoner, som det, de er. De har et begreb for sådan nogle som Kirsten Stick. ’TERF. Trans Exclusionary Radical Feminists’ – feminister, hvis kamp ikke indbefatter transpersoner.

Det er rødstrømperne over for queer-feministerne. Den klassiske kvindekamp mod en ny tids intersektionel feminisme, som insisterer på, at alle former for undertrykkelse – køn, seksualitet, race, klasse – hænger sammen.

Frirum og udelukkelse

Konflikten er ikke et særskilt dansk fænomen. Tværtimod. Som så mange andre af tidens debatter om køn, seksualitet og identitet, er også denne kommet hertil fra USA og Storbritannien, hvor den feministiske fejde har kørt i årevis. 

Kernen i splittelsen handler altså om kønsopfattelse. Hvem er kvinde, og hvem er ikke? Og i forlængelse af det, hvem kan så siges at være lesbisk, og hvem kan ikke?

Det er især omkring bestemte lukkede rum kun for kvinder, at uenighederne blusser op. Dametoiletter, omklædningsrum og saunaer. Amerikanerne kalder det ligefrem bathroom wars.

Men der har også været konflikt om nogle af de frirum kun for kvinder, kvindebevægelsen har etableret, som Femølejren og Kvindehuset. For hvor efterlader det transkvinder? Uanset om de har været igennem såkaldt kønsbekræftende kirurgi, er det genstand for debat, om de er velkomne her.

Internationalt har særligt den lesbiske bevægelse haft mange af den type lukkede fællesskaber. Det forklarer Lillian Faderman, som er historiker og forfatter til flere bøger, blandt andet The Gay Revolution: The Story of the Struggle.

I USA havde de fleste større byer en lesbisk boghandel. Der var tidsskrifter, store festivaler og barer kun for lesbiske.

»Hele den kultur er stort set forsvundet,« siger Lillian Faderman. Og mange lesbiske har oplevet, at en del af deres identitet er forsvundet.

Sidste år blev Priden i London afbrudt, da en gruppe lesbiske protesterede ved lægge sig foran optoget og rulle et banner ud med ordene »transaktivisme udsletter lesbiske«. Pride-organisationens ledelse og et stort flertal i LGBT-miljøet tog afstand fra aktionen og betegnede den som transfobisk. 

Lillian Faderman opfatter transaktivisterne som en udsat gruppe, der kæmper en legitim kamp for anerkendelse. Men det betyder ikke, at hun ikke kan forstå, hvorfor det flydende kønsbegreb er et problem for mange lesbiske feministers selvopfattelse.

»Stoltheden over at være lesbisk er afløst af en oplevelse af, at det at være lesbisk bliver udraderet af den yngre generations nye parole: queer,« siger hun.

De mest radikalt »transkritiske« feminister, som de kalder sig, abonnerer på en forestilling om, at hele ideen om transpersoner blot er en forlængelse af patriarkatet med nye midler.

»De mest radikale er af den opfattelse, at skabelsen af she-males er en ny måde, mænd kan angribe dem på. De mener, at transkvinder stadig er mænd, aggressive mænd, der invaderer de rum, kun for kvinder, som de lesbiske kvinder har kæmpet for at skabe,« forklarer Lillian Faderman.

Biologiske kvinder

Ingen kan tale på vegne af gruppen Lesbiske Feminister. Kirsten Stick taler kun for sig selv, forklarer hun. Og hun deler ikke konspirationsteorien om, at transkvinder blot er mænd, som vil tiltvinge sig adgang til kvindefællesskaber.

Men i sidste ende er køn et spørgsmål om biologi. Hun anerkender, at transpersoner er en udsat gruppe, og støtter deres kamp for rettigheder. Men hun mener ikke, at det er kvindekamp. Der er nemlig forskel på transkvinder og kvinder.

Kirsten Stick regner sig for klassisk feminist. Kvinder bliver grundlæggende undertrykt af mænd. Af patriarkatet. Det er en fælles erfaring for kvinder og en central forudsætning for den stærke selvforståelse og de stærke fællesskaber i den traditionelle kvindebevægelse. Kvinder er kvinder, og lesbiske er lesbiske. Man kan tale om en form for skæbnefællesskab.

»Den historiske undertrykkelse baserer sig jo på biologiske forskelle. Mænd har undertrykt kvinder på grund af deres evne til at bære børn og har opretholdt den undertrykkelse med deres overlegne fysiske magt,« siger Kirsten Stick.

»Og det foregår stadig. I Saudi-Arabien er den horribel og meget tydeligt. I Danmark er den mere subtil, men man kan for eksempel se den i forhold til voldtægt, ligeløn og museer, der ikke køber kunst af kvindelige kunstnere,« siger Kirsten Stick.

Uanset formen er den i sidste ende funderet i de biologiske forskelle mellem mænd og kvinder. Ophæver vi kønskategorierne, og neutraliserer vi sproget, mister vi også evnen til at tale om og bekæmpe den undertrykkelse, mener hun.

Under sidste års Pride i London aktionerede en gruppe lesbiske feminister mod, hvad de så som pressionen fra transaktivisterne.

Under sidste års Pride i London aktionerede en gruppe lesbiske feminister mod, hvad de så som pressionen fra transaktivisterne.

Jamie Tabberer
Et andet medlem af Lesbiske Feminister, 61-årige Irene Larsen, mener faktisk, at kønnet langt hen af vejen er en konstruktion. Mænd og kvinder bliver mødt med forskellige forventninger og socialiseret forskelligt. Og det skal vi løbende forhandle som samfund. Men hun mener også, at ideen om, at alt er en social konstruktion, er løbet løbsk.

»Der er bare også nogle biologiske realiteter. Kvinder, der er født som mænd, får ikke livmorhalskræft. De bliver heller ikke uønsket gravide. Der er nogle forskellige erfaringer,« siger Irene Larsen. »Og det burde vi kunne diskutere uden, at nogen kalder mig syg og fobisk.«

’Udvisker folk’

I Justice Monir Mooghens øjne er det også ret simpelt. Når transkvinder ikke bliver anerkendt som rigtige kvinder og udelukket fra kvindefællesskaber, er det udtryk for rendyrket transfobi. Ligesom racisme og sexisme er transfobi også en form for diskrimination, som »dehumaniserer bestemte befolkningsgrupper«.

»De her kvinder siger direkte, at ’transkvinder ikke er ligesom os, fordi de er født med en anden krop, end vi er’. Hele den præmis er ekstremt transfobisk. Det er at ekskludere mennesker alene på baggrund af den krop, de er født i,« siger Justice Monir Mooghen.

Det er ikke bare transfobisk, mener Justice Monir Mooghen. Det er også »faktuelt forkert,« når køn bliver reduceret til fysiologiske karakteristika som kønsorganer eller evnen til at menstruere. Køn er slet ikke et binært system, hvor alle enten er mænd eller kvinder, siger trans-aktivisten. Det er et spektrum med talrige gradbøjninger og kromosom-kombinationer.

»De udvisker folk, som måske altid har følt sig som kvinder, og nu endelig kan give sig selv lov til at udtrykke, hvem de i virkeligheden er.«

Justice Monir Mooghen selv er nonbinær og vil helst ikke omtales som han/ham eller hun/hende, men foretrækker at blive omtalt med pronominerne de eller dem.

Hele forestillingen om, at partriakatets undertrykkelse kun rammer kvinder, er forkert, mener Justice Monir Mooghen. Alle, som udtrykker en hvilken som helst form for femininitet, bliver udsat for strukturel sexisme. Transpersoner bliver marginaliseret, råbt ad på gaden og udsat for vold og overgreb. Deres kamp kan ikke adskilles fra andre udsatte gruppers kamp.

Det er selve kernen i det intersektionelle perspektiv. Forskellige former for undertrykkelse hænger sammen og forstærker hinanden, og vi kan hverken forstå eller bekæmpe strukturel uretfærdighed i samfundet, hvis vi ikke anerkender, at det er én samlet kamp.

»Feminismen har udvidet sig til også at inkludere alle mulige andre grupper. Transpersoner, racegjorte, mænd, personer med handicap og tykke. Og det har nogle feminister haft meget svært ved at omstille sig til.«

Transkvinder i fængsel

Én ting er, om transkvinder skal have adgang til dametoilettet eller festivaler og kulturhuse kun for kvinder – eller en politisk gruppe kun for lesbiske.

Men hvad med krisecentre for voldsramte kvinder eller kvindefængsler? Her bliver spørgsmålet sat på spidsen.

Det har ført til en lang og ophedet debat i Storbritannien. Dilemmaet er ret klart. Meningen med krisecentrene er at skabe et trygt rum for kvinder, som har været ofre for vold- og voldtægt – og ofte kæmper med traumer – så de ikke behøver frygte nye overgreb fra mænd.

I Storbritannien har flere kvinder stillet sig frem og fortalt, at de har følt sig nødsaget til at forlade et krisecentre, fordi de oplevede det som utrygt at skulle dele værelse med en transkvinde. Og for et år siden blev det plastret ud over de engelske tabloidaviser, da transkvinden Karen White blev overført til et kvindefængsel og kort efter voldtog to af sine nye medfanger.

Omvendt har en foruroligende stor andel af transpersoner været udsat for overgreb. Ifølge en spørgeskemaundersøgelse blandt 27.000 amerikanske transpersoner, foretaget af NGO’en National Center for Transgender Equality, er 47 procent af amerikanske transpersoner blevet seksuelt forulempet. Samme undersøgelse viser, transpersoner har ti gange så stor risiko for at blive udsat for overgreb i fængsel.

Så hvor skal de være, hvis de ikke er velkomne i kvindefængsler og på kvindecentre?

Justice Monir Mooghen mener, at hele den debat baserer sig på en stærkt transfobisk forestilling om, at alle transkvinder er latente voldtægtsforbrydere.

»Det er ekstremt mistænkeliggørende, når de her kvinder siger, at transkvinder ikke hører til i kvindernes omklædningsrum i svømmehallen eller i kvindefængslet.«

Genkendelig ild

Kirsten Stick og Justice Monir Mooghen talte sammen længe foran Kvindehusets gitterport. På mange måder kunne Kirsten Stick godt lide den unge transaktivist.

»Hun var stålsat. Hun har taget navnet Justice. Jeg genkendte på en eller anden måde den ild, der er i at lave sådan nogle aktioner,« forklarer hun.

Men hun mener, at queerbølgen er gået for vidt. Det er umuligt at have en åben og kritisk dialog om transaktivisme, fordi queer-feministerne affærdiger enhver kritik ved at pådutte deres modstandere en eller anden mærkat som ’transfob’ eller ’TERF’.

»Efterhånden er ikke-queer lesbiske en trængt gruppe i LGBT-miljøet og Kvindehuset. Det krænkelseskulturen og identitetspolitikken, som har bredt sig og kan gøre det svært og betændt at udtrykke sin mening,« siger Kirsten Stick.

Flere af de ældre kvinder fra Lesbiske Feminister føler sig ligefrem truet af yngre queer-feminister. Det skyldes blandt andet browserprogrammet Shinigami Eyes.

Shinigami Eyes er en udvidelse til internetbrowsere som Google Chrome og Safari, som skal skærme transpersoner fra stødende indhold. Brugerne har mulighed for at anmelde grupper, sider og personer på de sociale medier som henholdsvis transvenlige og transfjendtlige. Går man på Facebook efter at have installeret Shinigami Eyes, er Donald Trumps navn markeret med rødt, mens siden Everyday Feminism er markeret med grønt.

Transaktvisterne opfatter Shinigami Eyes som et værn mod krænkelser. Andre opfatter det som et register over politiske modstandere. Efter aktionen foran Kvindehuset har Kirsten Stick været aktiv i debatten på Kvindehusets Facebook-væg, og nu står hendes navn pludselig markeret med rødt.

»Jeg bliver vred over, at nogle personer, som jeg ikke ved, hvem er, bare kan stemple mig som transfob med en rødmærkning på nettet. Frit tilgængeligt med navn, så alle kan se det. Det er ubehageligt,« siger Kirsten Stick.

Irene Larsen frygter for, hvordan situationen vil ende.

»De, der blander sig i de her debatter, har en meget, meget aggressiv tone. Vi er simpelthen bange for, hvad de kan finde på,« siger hun.

»De anklager os jo for verbal vold, og man har hele tiden på fornemmelsen, at det skal legitimere fysisk vold.«

Cancercelle

Ifølge Justice Monir Mooghen har Irene Larsen og Kirsten Stick ikke noget at være bekymrede for. Ingen har talt om at tæske dem.

På Shinigami Eyes står Justice Monir Mooghens navn med grønt. Aktivisten er ’transvenlig’. Men hidtil har Justice ikke selv brugt programmet.

»Men jeg overvejer at begynde at gøre det. Det er virkelig hårdt at se transfobiske ting på nettet, så det er nice, at man kan give sig selv en lille trigger warning,« siger Justice Monir Mooghen.

Når aktionen netop var rettet mod Lesbiske Feminister, skyldes det, at der ifølge Justice Monir Mooghen er »kendte TERFs« i gruppen. Der findes forskellige grader af transfobi, understreger Justice Monir Mooghen. Men så snart feminister nægter at anerkende transkvinder som rigtige kvinder, »taler de ind i en diskurs som er farlig for transpersoner«.

»Vi laver også aktioner mod højreorienterede. Mod fascister og alle mulige andre. Vi laver aktioner, hvor der er brug for det. Og der er også brug for det i vores egne rækker,« siger aktivisten.

»Når der er nogle i feminismen, som forsøger at ekskludere transpersoner, er vi nødt til at tackle det. Det er som en cancercelle i vores egen krop, som vi skal have fjernet hurtigst muligt, inden den spreder sig. Og vi kan se, at det spreder sig med TERFs. Det har virkelig taget fart de seneste par år.«

Det feministiske miljø er et trygt rum for mange transpersoner, siger Justice Monir Mooghen. Eller det er det i hvert fald blevet, efter at det de senere år er blevet mere transinkluderende. Derfor er det et stort problem, når miljøet bliver »infiltreret af folk, som synes, at nogle er forkerte. Som modarbejder alt det, vi kæmper for«, siger Justice Monir Mooghen.

»De kan aflære«

Intet tyder på, at de to grupper finder hinanden foreløbigt. 

»Det er svært. Hvis jeg siger, ’de har ikke patent på feminismen eller Kvindehuset,’ så siger de præcis det samme om os,« vurderer Justice Monir Mooghen.

»Forskellen er, at de forsøger at ekskludere nogen baseret på, hvem de er. Vi vil gerne ekskludere nogen på baggrund af deres holdninger, som er skadelige for andre.«

Justice Monir Mooghen understreger dog, at transaktivisterne helst ville samle hele den feministiske bevægelse.

»De kan komme hen til os og aflære deres transfobi, men transpersoner kan jo ikke nægte at være transpersoner. De er jo, dem de er,« siger Justice Monir Mooghen.

Kirsten Stick mener, at det burde være legitimt at have forskellige feministiske dagsordener:

»Det er jo spild af gode kræfter, at transaktivister retter deres aktioner og vrede mod os lesbiske feminister.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra de mennesker, som driver Kvindehuset til dagligt. Der er fællesmøde i huset sidst på måneden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Intersektionel feminisme har efterhånden udviklet sig til en bastardiseret parodi på den oprindelige feminisme, der meget belejligt kan bruges imod kvinder af visse mænd og transkvinder, der mener de traditionelle rødstrømper og lesbiske er lidt for kæphøje og 'priviligerede'.

Resultatet er, at kvindesagen må vige i alles kamp mod alle i konkurrencen om at være det vigtigste 'offer', og dermed have mest magt i det teoretiske hierarki.

https://arbejderen.dk/idekamp/feminisme-uden-plads-til-kvinder

Bjørn Pedersen

Jo, Tom Finkel, når du tror på at det skulle være "fakta", at folk med europæiske træk befinder sig i toppen af et imaginært racehierarki, så er du lige præcis en fortaler for det.

Du bruger fordums tiders racehierakiske livsanskuelse til at vurdere sociale skel og problemstillinger på. Det er simpelthen ikke "fakta", at det er sådan at flest mennesker på jorden identificerer sig socialt - altså som om de tilhørte "de hvide" eller "de brune". Verden er ikke USA.

At affærdige et feministisk synspunkt i Danmark for at nogen jo "bare" er hvide kvinder, er ligeså uholdbart som at affærdige et feministisk synspunkt i Ghana for at de fleste der har sort hud.

Eva der er da nok at tage fat på i forhold til privilegier for europæiske kvinder. Når de tjener mere end deres farvede medsøstre og lever længere er der bestemt noget at tage fat på.

Men det er da klart at det kommer ubelejliget med nye indspark i feminismen når man nu så fint kultivere offerrollen over for mænd og gerne vil beholde status quo uden at f.eks. sorte kvinder skal påpege at de samme fordele som de europæiske kvinder mener at mænd har har de europæiske kvinder overfor sorte og farvede kvinder.

Bjørn Pedersen du lader til at læse noget imellem linierne som ikke er der. Jeg siger ingen steder at der er et biologisk racemæssigt hieraki hvor nogen er bedre end andre hvilket det lader til at du fejlagtigt antager. Jeg påpeger at hvide kvinder i Vesten har meget lidt at klage over i forhold til kvinder andre steder i verden, og også i forhold til langt de fleste mænd rundt om i verden.

Det forekommer mig at den feminisme der skulle kæmpe for lige rettigheder i dag er en ren privilegie-bevægelse der leder med lys og lygte efter en mand et eller andet sted som har en lidt højere lønkrone for så straks at iklæde sig offerrollen og store artikler og tv-interviews. Så kan vi jo alle sidde og føle at en eller anden Hollywood-frue godt nok har et hårdt liv fordi hun kun får $9 mio. for at lave en film mens en anden Hollywood kendis får 9,7. Suk.

Den intersektionelle feminisme er heldigvis kommet for at blive. Indtil den bliver mainstream er det dog sørgeligt at være vidne til den klassiske feminismes totale nedsmeltning over at transpersoner og etniske minoriteter pludselig nytænker feminismen til også at inkludere dem selv. Det kommer jo i vejen for den opmærksomhed der gerne skulle tilfalde hvide kvinder... ææh altså. Imens godter Finkel sig over hver gang der kommer et nyt opinion piece fra en sort kvinde eller transperson på the guardian. Så kommer vi et skridt nærmere humanisme :)

Bjørn Pedersen

@Tom Finkel
Uanset om du tror at "de hvide" er biologisk eller kulturelt på toppen af hierakiet, er det selve troen på at hierakiet skulle eksistere der blænder dig. Det er udtryk for noget vrøvl, der kommer fra det hyper-polariserede USA. Du forledes af uransagelige årsager til at tro at hvis et trend kommer fra USA, må det være universelt. USA er stormagten, USA er prestigefyldt, ergo må de tanker der kommer derfra også være legitime. Ikke noget galt i at tænke sådan, sådan reagerede selv de gamle europæiske konger og adelige også overfor alt fransk i det 18. århundrede. Men franskmændende dengang havde dog ikke det samme kulturelle monopol som amerikanerne har idag, så det er forståeligt at du ikke kan forstå at bare fordi noget anses for værende normen i USA, så betyder det ikke at det er normen for hele verden.

"Hvide kvinder" er ikke en homogen kulturel eller socioøkonomisk gruppering fra Portugal til Rusland og fra Irland til Grækenland + Nordamerika. De lever ikke alle efter det racielle hieraki du tror på. Hollywood-fruer er ikke repræsentative for "de hvide" i verden mere end Beyonce er repræsentativ for "de sorte" i verden, ligesom Saudi-Arabiske prinser ikke er repræsentative for "de lysebrune" i verden, eller hvilken farvepalet du ønsker at fokusere på. At racialisere fattigdom, at racialisere rigdom, magt eller undertrykke, at racialisere "privilegier" repræsenterer en blindhed overfor at dem, der styrer verdens mest magtfulde positioner er kommet til deres magt vha. alt andet end at have en særlig hudfarve. Værrere end det, fastholder det et gammel-racistisk syn på "det naturlige" i, at det at være ikke-hvid er at være et offer, en person hvis virkelighed kun er skabt af "de hvide". Hvad jo er sandt nok hvis man altså køber din racialiserede tankegang. Den er et produkt af den gammelracistiske hierakiske inddeling af mennesket.

Den tankegang du plæderer for har intet med humanisme at gøre. Den er snarere socialdarwinistisk, en "white man's burden" version af racismen hvor det ikke er had, men en form for medlidenhed med de stakkels sorte, der gør at man ønsker at hjernevaske dem til at tro på ens eurocentriske racehierakier.

At fortælle lyshudede feminister, at det de måtte kæmpe for, er af mindre betydning simpelthen fordi der er kvinder med mørkere hud, der har det dårligere et andet sted i verden er ubrugelig whataboutisme. Det eneste der giver mening at tage udgangspunkt i når man diskuterer om en person er udsat for uretfærdighed, er den specifikke, individuelle situation de står i eller er udsat for. Som individer. Som enkeltpersoner. Ikke som "racegruppe". Så kan det være at race indgår, eller det kan være at de udsættes for undertrykkelse, der intet med race har at gøre (f.eks. religiøst betinget patriarkalsk kontrol, eller bare en dominerende røvhulskæreste).

@Kære Tom 23/10/2019 - 13:01 : "Den intersektionelle feminisme er heldigvis kommet for at blive. Indtil den bliver mainstream er det dog sørgeligt at være vidne til den klassiske feminismes totale nedsmeltning over at transpersoner og etniske minoriteter pludselig nytænker feminismen til også at inkludere dem selv. Det kommer jo i vejen for den opmærksomhed der gerne skulle tilfalde hvide kvinder... ææh altså.

Imens godter Finkel sig over hver gang der kommer et nyt opinion piece fra en sort kvinde eller transperson på the guardian."

Oprigtigt taknemmelig for disse ord, Tom Finkel. :) Hinsides al tvivl vides omsider, at ikke alle kvinder nyder dit had... kun de hvide. Og at det derfor savner enhver mening, at tage del i Informations debat under disse emner, velvidende at du hver gang, med hård hånd kontrollerer retningen af disse kommentarspor... Bye med dig. :)

@ 23/10/2019 - 13:01
I skoven findes en del stikkende og giftige insekter og planter. At de generer mennesker er egentlig ikke deres egen skyld. Sådan er det bare. Online findes også stikkende mennesker. At disse typer generer andre, er egentlig ikke deres egen skyld. Sådan er de bare.

De diskuterede emner er i sig selv ganske værdige, og skulle næppe kunne ophidse til den kogende vrede. Alligevel kan de blæse et hvilket som helst problem op fra at være en myg til en elefant, og derefter rasende pisker de elefanten gennem den digitale porcelænsbutik.

De føler sig også selv til dels som ofre. Offerrollen er en rolle de hopper ind og ud af med stor dygtighed. Det ene øjeblik kan de angribe en modstander hårdt og i det næste springer de ind i offerrollen og beklager sig over at var blevet misforstået...

Det er ikke pænt at trække en part i en debat frem og affærdige den med, at de har deres meninger fordi de er tovlige i hovedet. Det er heller ikke korrekt. En varierende del af deres holdninger bunder faktisk i faglig viden og ærlig idealisme. Det ændrer dog ikke på, at de er noget nær umulige at diskutere med, og at øvelsen gang på gang viser sig at være meningsløs. Langt de fleste af deres meddebattører forlader hovedrystende diskussionen, vrede over at have spildt tid.

Tak til Steven Snedker for inspirationen.

Anina hvor har jeg savnet dine grundløse beskyldninger. Men du er givetvist også en hvid dame så selvfølgelig min støtte til minoritskvinders ret til at råbe “priviligerede racister” efter blege gamle damer der fnyser over transpersoners rettigheder måtte jo falde dig for brystet :) og tak for det. Din kritik tager jeg naturligvis som et flueben ved at den intersektionelle feminisme (den der vil os alle det godt, ikke kun dem der ser ud som Anina) er noget vi alle har brug for.

Du skylder mig som sædvanligt en undskyldning for dine uforskammede anklager. Nu hader jeg pludselig hvide kvinder? Inklusive alle dem i min familie og min hustru? Og dem konklusion drager du fordi jeg vover at påpege deres åbenlyse privilegier. Vor herre bevares. Kom nu med noget nyt. Den klassiske feminisme er så tør når argumenterne er få men anklagerne mange. Kom ud af dit ekko-kammer og få lidt frisk luft. Iklæd dig et regnbue flag og lad være med at anklage folk for at hade blot fordi de er uenige med dig.

Det er tydeligvis dig der mangler noget i dit følelsesliv når du insisterer på at sætte den slags mærkater på folk du ikke kender. Men fred være med det. Fornægtelse er en stærk følelse så jeg bebrejder dig ikke din uvidenhed og din intersektionelle forskrækkelse.

Eva Schwanenflügel citerede & skrev: ""Eva Schwanenflügel, hvorfor skrev du ""D’herrer Søren Ferling og Mads Jakobsen, identitetspolitik er overhovedet ikke forbeholdt venstrefløjen."? Det har vi aldrig påstået?"
Nå, måske svigter hukommelsen, for læs her hvad I selv har sagt :
Mads Jakobsen 08:38
"Socialistiske regimers og organisationers permanente økonomiske dødsspiral... eller som hér transpersoners permanente ekstremt dårlige psykiske helbred... fører nødvendigvis til endeløse pogromer af "dem hvis skyld det er."

Måske sviger hæderligheden, men enhver der ikke var ude på at opstille en stråmand ville kunne se, at en påstand om at venstrefløjen er gennemsyret af identitetspolitik IKKE automatisk betyder at der ikke kan findes identitetspolitik på højrefløjen.

Sider