Feature
Læsetid: 7 min.

»Jeg ved ikke noget bedre, end når de andre har det ad helvede til«

Mads Pedersens VM-sejr understregede, at dansk cykling befinder sig i en ny gylden æra. Kendetegnende for de unge stortalenter er vedholdenhed og en viljestyrke, der får ekstra næring, når rivalerne lider
Da Mads Pedersen lå og vred sig krampe på den regnvåde asfalt efter sejren, kunne han glæde sig over det hårde danske træningsmiljø. Ikke mindst det dårlige vejr er godt for robustheden, siger Jesper Worre, løbsdirektør og tidligere cykelrytter.

Da Mads Pedersen lå og vred sig krampe på den regnvåde asfalt efter sejren, kunne han glæde sig over det hårde danske træningsmiljø. Ikke mindst det dårlige vejr er godt for robustheden, siger Jesper Worre, løbsdirektør og tidligere cykelrytter.

Ben Stansall

Moderne Tider
5. oktober 2019

Grundlæggende har cykelsporten ikke ændret sig væsentligt i årenes løb. Materiellet er blevet bedre, enkelte grand tour-etaper lidt kortere, og pengene selvfølgelig større, men en god væddeløber besidder i dag de samme kvaliteter, som han altid har gjort: en stærk træningsdisciplin, en stålfast vilje og en kynisme, der får ekstra næring, når rivalerne begynder at fryse i kulden eller lide af smerte.

Sidste søndag demonstrerede Mads Pedersen, at han besidder disse kvaliteter til fulde. Som den første dansker nogensinde vandt den 23-årige rytter de professionelle herrers VM i landevejsløb, da han overspurtede favoritten Matteo Trentin på stregen i Yorkshire.

Ruten var præget af kraftig vind, regnskyl og oversvømmede veje, hvilket fik den spanske cykellegende Alejandro Valverde – der udgik med 60 kilometer igen – til at kalde løbet for »et verdensmesterskab for galninge«.

Da sejren var en realitet, og Mads Pedersen lå i krampe på den våde engelske asfalt med en bunke holdkammerater over sig, jublede Danmark, mens Rolf Sørensen græd på direkte tv, og Michael Rasmussen hjemme i sofaen fik kuldegysninger og begyndte at ryste. Sidstnævnte kommer ligesom Mads Pedersen fra Tølløse, som vi vender tilbage til om lidt.

Præstationen kaldte i sagens natur på en sammenligning med EM-guldet i 1992, Bjarne Riis’ Tour-sejr, og hvad der ellers er af mindeværdige danske sportsøjeblikke, og i dagene derefter blev både venner, cykeleksperter og skolelærere interviewet til aviser og tv.

Alle kunne de berette om den nyslåede verdensmesters imponerende træningsmængde og stærke psyke. To ting, der ifølge Per Bausager ofte hænger sammen og netop kendetegner de bedste landevejsryttere:

»De helt store har altid haft både psykologiske og fysiske forudsætninger for at blive så gode, som de er. De vil vinde. Men de træner også ofte mere og mere seriøst. Og der er en naturlig sammenhæng: Man bliver stimuleret af at vinde. Det er ikke lige så surt at træne seks timer i regnvejr, hvis du har mulighed for at vinde Paris-Roubaix, som det er at køre den samme tur, hvis du er næsten sikker på at blive sat på den første pavé

Bakkerne omkring Tølløse

Per Bausager, der er i dag er direktør i Virtu Cycling Gear og cykelskribent, ved, hvad han taler om. I 1981 kørte han som professionel rytter sin holdkaptajn Giovinni Battaglin til sejr i både Vuelta a España og Giro d’Italia, og i dag ruller han indimellem afsted på en træningstur med netop Mads Pedersen.

Også Bausager kommer fra egnen syd for Holbæk og Roskilde, hvis stejle bakker og vindblæste landeveje efterhånden har fået et mytologisk skær i dansk cykelsportshistorie.

Vil man lære Mads Pedersen bedre at kende, er det her, man starter, og det gjorde Per Bausager, da han i efteråret 2018 besøgte Mads Pedersen til et interview bragt i det lille onlinemagasin giornale.dk.

Sammen kørte de to rundt på egnen, mens Mads P., som han kaldes, fortalte om dengang han som syvårig kørte mountainbike på Tølløses gader og græsplæner, og som 12-årig slæbte sin far op ad Åstrup Klosterbakke, »som regnes for at være den værste i området, fordi den er stejl, og fordi man ikke kan komme ind på den med fart«, som Per Bausager skriver.

Anledningen til giornale.dk-interviewet – med titlen ’Væddeløberen’ – var Mads Pedersens 2018-sæson, der indbragte ham en andenplads i verdens måske sværeste landevejsløb, Flandern Rundt. Året forinden – Mads Pedersens første som professionel hos Trek-Segafredo – havde han vundet både DM i landevejsløb og etapeløbet Danmark Rundt, resultater der blev støbt i det barske og smukke sjællandske terræn omkring hjembyen Tølløse og Lejre, hvor rytteren i dag bor med sin kæreste.

»I ugen op til Danmark Rundt var der en dag, hvor jeg havde været ude siden klokken seks. Så opdagede jeg, at jeg havde kørt 280 kilometer og tænkte, at ’jeg kører fandeme ikke så langt uden at køre over 300’, og så sluttede jeg med en time efter scooter. Det var en hård dag,« fortæller Mads Pedersen, der ler afvæbnende og svarer nærmest profetisk – set i skæret af VM-bedriften – på spørgsmålet, om det danske klima generer ham:

»Næ, jeg er jo klassikermand og skal vinde cykelløb i lortevejr. Så kan man jo lige så godt vænne sig til det under træning.«

Samme indstilling finder man hos flere andre af de yngre ryttere, der disse år markerer sig stærkt i både internationale klassikere og store etapeløb. Fælles for dem er, at de ikke piber, men som nævnt ofte finder et ekstra gear i kulden, blæsten og regnen, hvor modstanderne mister motivationen.

Ifølge Jesper Worre kan en stor del af den danske succes på de professionelle cykellandeveje ligefrem tilskrives de barske vejrbetingelser.

»Overlever du som ung cykelrytter i Danmark, er det fordi du vil. Det er simpelthen ikke sjovt at træne herhjemme om vinteren. Kroppen fungerer meget bedre, når det er 20 grader, end den gør i blæst og regn og mørke og kulde. Men det skaber en robusthed, der er vigtig i cykling,« siger den tidligere professionelle rytter og nuværende løbsdirektør for Danmark Rundt.

En ny gylden æra

Ved søndagens VM stillede Danmark med et af feltets stærkeste landshold. De unge stortalenter bestående af Michael Valgren, Kasper Asgreen, Magnus Cort, Casper Pedersen og Mads Pedersen blev suppleret af de lidt ældre og mere erfarne Jakob Fuglsang, Christopher Juul-Jensen og Michael Mørkøv.

Hjemlige eksperter tvivlede ikke på, at Danmark skulle køre med om medaljerne, og i internationale medier blev særligt Fuglsang og Valgren nævnt blandt favoritterne.

De to kørte over stregen i Yorkshire som henholdsvis nummer seks (Valgren) og 12 (Fuglsang), hvilket i den grad understregede, at dansk cykelsport befinder sig en ny gylden æra. Også Mikkel Bjerg, der i England vandt sit tredje U23 VM-titel i enkeltstart, samt naturligvis Søren Kragh Andersen bør nævnes.

Med sin sejr i klassikeren Paris-Tours forrige år bidrog sidstnævnte til at gøre 2018 til en af de flotteste sæsoner i dansk cykelsportshistorie nogensinde. Hele 45 sejre blev det til hos herrerne, deriblandt syv styks i World Touren.

»Vi har aldrig haft så bred en vifte af talenter. Ikke engang i storhedstiden med Rolf og Worre og Veggerby og Riis og de andre,« siger Per Bausager, der suppleres af Michael Blaudzun, som mener at denne brede vifte af talenter fra samme generation netop er med til at forklare succesen:

»De gør hinanden gode,« siger den tidligere professionelle rytter og nuværende sportsdirektør på det danske kontinentalhold Riwal-Readynez.

»Hvis en, du har kørt med siden juniorårene, kommer på et World Tour-hold, vil du også. Og så: ’Hov, vandt han lige Het Nieuwsblad? Så kan jeg også’. De ansporer hinanden og har nu kvaliteten til at vinde flere gange om året.«

Heri er Mads Pedersen enig. Da Per Bausager i sit interview spurgte den unge rytter, om danskerne er jaloux på hinanden, svarede han:

»Nej, men vi inspirerer hinanden. Hvis Søren (Kragh Andersen, red.) vinder, tænker jeg, at så kan jeg fandeme også. Men jeg har det ikke sådan, at jeg hellere så en udlænding vinde end en af de andre. Vi glæder os, hvis en af de andre vinder. Men så vil vi også selv.«

Denne fandenivoldskhed, grænsende til det indebrændte, er ifølge Brian Holm afsættet for alle store cykelpræstationer. Den nuværende sportsdirektør for det belgiske hold Deceuninck – Quick-Step bruger ikke Mads Pedersen, men landsholdskammeraten og vinderen af Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race i 2018 som eksempel på, hvad han mener:

»Michael Valgren er en køn knægt, og han er sympatisk, men han ville ikke lave de resultater, hvis ikke han også var et dumt svin. Sådan er det: Du kan være en god far og flink ved hunde, men når du sætter dig på cyklen, skal du trykke på soldaterknappen. Det er lidt dr. Jekyll og mr. Hyde.«

Heri er Per Bausager enig:

»Mange af os gamle ryttere har ofte travlt med at sige, at alt var hårdere før i tiden. I dag er de unge ryttere blødsødne og forkælede og den slags. Men sådan er det jo ikke. Taler du med rytterne – med Valgren, Alexander Kamp eller Mads – så siger de det samme og har den samme indstilling til sporten, som Brian Holm og Jørgen Marcussen har.

De ved godt, hvad cykelløb går ud på, og de kan godt se, hvem der er nogle bløddyr. Hvad det angår, ligner cykelryttere sig selv, selv om der er gået 40 år.«

Mads Pedersen undviger behændigt spørgsmålet om, hvorvidt han næres af vrede eller dæmoner, når han cykler, men indrømmer, at han ud over at vinde holder af at smadre sine modstandere i et hårdt væddeløb.

»Altså, jeg vil rigtigt gerne vinde. Men jeg må da indrømme, at jeg ikke ved noget bedre end at dreje gashåndtaget, når jeg kan se, de andre har det ad helvede til.«

Alle citater er fra giornale.dk og den netop udkomne bog ’Lede hunde & kolde kameler’ skrevet af blandt andre denne artikels forfatter.

Mads Pedersen stiller for første gang op i sin regnbuefarvede VM-trøje i søndagens Tour de l’Eurométropole, som han vandt sidste år

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her