Murens fald
Læsetid: 6 min.

Med 20 km i timen kørte Gunnar Thomsen i en gravemaskine mod Berlin for at vælte muren

Det er 30 år siden, et af verdenshistoriens mest ikoniske bygningsværker faldt. Og til trods for, at Berlinmuren var 45 kilometer lang og 3,6 meter høj, er der ikke meget af den tilbage i dag. Den blev besejret og hakket i stumper og stykker. Vi har talt med fire danskere, der alle ejer en bid af historien
Gunnar Thomsen i november 1989 med sin gravemaskine ved Muren. Det tog tre dage at køre den fra Haderslev til Berlin.

Gunnar Thomsen i november 1989 med sin gravemaskine ved Muren. Det tog tre dage at køre den fra Haderslev til Berlin.

Vidoegrab TV 2/Syd

Moderne Tider
9. november 2019

»Nogen burde køre en gravemaskine til Berlin og vælte Muren«

Gunnar Thomsen, 75 år

»I 1989 havde jeg en kro i Øsby ved Haderslev, og da jeg lukkede om aftenen den 9. november, så jeg i fjernsynet, at Muren var ved at falde. Jeg sad ude i kroens køkken, hvor jeg havde et lille fjernsyn, og der sendte de fra Berlin, mest fra grænseovergangen ved Bornholmer Straße.«

»Der må jeg helt ærligt sige, at jeg fik tårer i øjnene. Jeg kendte ikke Østtyskland, og jeg kendte ingen dernede, men det var så gribende. Dagen efter sagde jeg til stamgæsterne i kroen, at nogen burde tage en gravemaskine og køre ned til Berlin og vælte Muren. Så var der en af dem, som sagde: Hvis du gør det, så får du 10.000 kroner!«

»Så fik jeg fat i en kollega, der havde en gravemaskine stående på en campingplads i nærheden af Haderslev, og så spurgte jeg ham, om jeg måtte købe den og køre ned til Berlin. Han ville gerne med. Der er 500 kilometer fra Haderslev til Berlin, og gravemaskinen kørte 20 kilometer i timen, så det tog tre døgn at komme derned.«

»Da vi ankom til byen, var der masser af mennesker i områderne ved Muren, men vi kunne køre langs Muren. Den var tre eller fire meter høj og bemalet med graffiti over det hele. Vi kunne selvfølgelig ikke vælte muren, men vi kunne røre den med gravemaskinen. Vi så de store menneskemængder, som var så lykkelige, og verdenspressen, som var samlet ved Brandenburger Tor.«

»Det ændrede hele verdensbilledet, og det stod man så midt i. Vi forsøgte at komme over Checkpoint Charlie og ind i Østtyskland, men det kunne ikke lade sig gøre, så vi parkerede den foran Rigsdagen, og så gik jeg rundt og huggede murdele af med hammer og mejsel ligesom alle andre. Dem har jeg stadig liggende. Lidt senere købte jeg to hele mursegmenter, som jeg satte op på parkeringspladsen uden for kroen i Øsby.«

»Der står på emballagen, at det er et originalt stykke«

Signe Mereta Lauesen, 36 år

Signe Mereta Lauesen var seks år, da Muren faldt. 15 år senere var hun med gymnasiet i Berlin, og købte en stump mur ved Check Point Charlie. Privatfoto

Signe Mereta Lauesen var seks år, da Muren faldt. 15 år senere var hun med gymnasiet i Berlin, og købte en stump mur ved Check Point Charlie. Privatfoto

»Jeg var seks år gammel, da Muren faldt. Jeg havde lige set børnetime, og bagefter kom TV-Avisen, som viste billeder af mennesker, som strømmede over muren. Jeg kan huske, at alle så glade ud, og det undrede mig, for jeg var vant til, at folk så sure ud i tv, når de gik på gaden og demonstrerede mod noget.«

»Jeg mærkede glæden og følelsen af forløsning, der strømmede ud af tv’et, og jeg ved bare, at jeg for altid vil huske den fjernsynsudsendelse. Berlinmurens fald blev min indgang til historie og politik, så jeg glædede mig, da min gymnasieklasse i 2004 tog på studietur til Berlin. Ved Checkpoint Charlie brugte jeg dobbelt så lang tid som mine klassekammerater. Jeg skulle se det hele og købte både postkort og et stykke af Berlinmuren med hjem. Der står udenpå emballagen, at det er et originalt stykke af Muren, men hvem ved? Nogen har måske bare lugtet en god forretning.«

»Jeg ville også gerne se Alexander Platz og fjernsynstårnet, som stod i det gamle DDR. Men da gruppen, som jeg fulgtes med, fandt ud af, at det kostede penge at komme op i tårnet, ville de hellere i H&M. Det var jo i 00’erne, så mentaliteten var til shopping, og jeg kom aldrig op i tårnet. Til gengæld fik jeg set en masse butikker. I dag ligger mit lille stykke af Berlinmuren i en æske med mine gamle stile, og jeg ved egentlig ikke, hvor meget murbrokken betyder for mig, men den er sjov at have. Også fordi jeg ikke kan vide, om den faktisk er autentisk.«

»Man skar en by over i løbet af natten«

Svend Erik Hovmand, 73 år

Svend Erik Hovmand var som ung i Berlin den nat, Muren blev påbegyndt. Som politiker kunne han 28 år senere stå på vestsiden og hakke et stykke af den. Privatfoto

Svend Erik Hovmand var som ung i Berlin den nat, Muren blev påbegyndt. Som politiker kunne han 28 år senere stå på vestsiden og hakke et stykke af den. Privatfoto

»Som ganske ung formand for Venstres Ungdom i Maribo deltog jeg i 1961 i en europæisk, liberal, ungdomslejr i Friderich Neumann Stiftung i Vestberlin lige på grænsen til Østberlin. Om natten vågnede jeg på grund af støj. Jeg sprang ud af sengen og kiggede ud ad vinduet. Nede på gaden stod to mænd badet i lys. De lagde mursten efter mursten oven på hinanden, men jeg havde fået en rimelig stor velkomstdrink og lagde mig bare igen til at sove.«

»Om morgenen stod jeg op, trak gardinet til side og så lige ind i en tre meter høj mur. Berlinmuren. Jeg var dybt rystet, og at man bare sådan kunne skære en by midt over i løbet af natten, gjorde et meget stort indtryk på mig. Jeg tænkte på alle dem, der nu ikke kunne besøge deres venner, komme i skole og handle, hvor de plejede.«

»Da Muren faldt, var jeg i mellemtiden blevet boligminister. Jeg rejste til Tyskland for at besøge en politisk kollega og fik stukket en hammer og en mejsel i hånden. Jeg stod langs muren med en klump i halsen, da jeg bankede et lille graffitigrønt stykke af. I dag ligger murbrokken i min bogreol ud for bøgerne om Tyskland, og den er et minde om den største politiske begivenhed, jeg har været vidne til i mit lange liv i politik.«

»Berlinmuren var for mig historiens tydeligste og mest bogstavelige billede på forskellen mellem den frie verden og kommunismen. For mens facaden ud mod vest var istandsat og med pæne vinduer, var facaden mod øst misligholdt og fyldt med skudhuller.«

»Lastbiler læsset med appelsiner blev kørt ind i Østberlin«

Rikke Ludwigsen, 49 år

»Murens fald, det måtte bare opleves! Sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg den 10. november 1989 droppede timerne og blaffede fra Sønderborg til Berlin med en gymnasieven. Jeg kan huske, at vi blev samlet op af en sendevogn fra Danmarks Radio, som skulle samme vej, og først, da vi var kommet frem, ringede jeg hjem til mine forældre fra en mønttelefon og sagde, hvor jeg var. De blev ikke sure, de forstod godt, at det var historisk, det der skete, men jeg undlod selvfølgelig at fortælle dem, at jeg havde blaffet hele vejen. Alle overnatningsmuligheder var optaget, så vi rullede soveposerne ud i en tomt og saneringsmodent etageejendom.«

»Stemningen var helt fantastisk. Der var fest, gratis øl blev delt ud, og lastbiler læsset med bananer, appelsiner og eksotisk frugt blev kørt ind i Østberlin. Jeg huggede et stykke af Muren ud på størrelsen med en hånd, mens jeg så tyskere krydse grænsen og falde hinanden grædende om halsen. Det var helt utroligt at være vidne til, og især østtyskerne havde svært ved at tro, at det virkelig skete.«

»Jeg kan huske dem tale om frygten for, at Muren ville være genrejst efter en uge. Og jeg kan huske, at de pressede ansigterne ind mod butiksruderne i Vestberlin og måbede over alle varerne og varianterne af hårshampoo, man kunne få. Det var, som om de meget hurtigt skulle suge Vesten ind, fordi man frygtede grænserne igen ville blive lukkede. Nat og dag huggede og nedbrød man uden ophør Muren, som om folk på den måde forsøgte at sikre sig, den ikke blev bygget op igen.«

»For mig var det hele fest, fis og ballade. Samtidig følte jeg, at jeg var med til noget stort, og selv om den blårøde murbrok i dag ikke betyder alverden for mig, så minder den mig alligevel om en helt særlig begivenhed i historien, som jeg aldrig kommer til at fortryde, at jeg tog del i.«

Serie

30 år efter Berlinmurens fald

Jerntæppets og Berlinmurens fald i 1989 står som en påmindelse om, hvor hurtigt verden kan forandre sig, og 30 år efter Østblokkens sammenbrud er historien stadig åben.

Information markerer 30-året ved at genfortælle, hvad der skete dengang og forsøge at forstå, hvordan det påvirker Europa og vores politiske systemer.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her