Feature
Læsetid: 12 min.

30 år efter Jerntæppets fald er det homoseksuelle, ærkebiskoppen kalder »den nye pest« i Polen

Homoseksuelle og LGBT-aktivister er regeringens yndlingsfjende i Polen, hvor kirken har spillet en enorm politisk rolle både før, under og efter revolutionen i 1989. Information har mødt polske LGBT-forkæmpere og kristne PiS-vælgere, der nok lever i samme land, men ikke i samme verden
Marianna Loskot er 25 år og medicinstuderende. Szymon Zdziebko er 27 år og økonom og engelsklærer. De er faste kirkegængere og har mange af deres venner i kirken. Ved valget i oktober satte de begge kryds ved PiS.

Marianna Loskot er 25 år og medicinstuderende. Szymon Zdziebko er 27 år og økonom og engelsklærer. De er faste kirkegængere og har mange af deres venner i kirken. Ved valget i oktober satte de begge kryds ved PiS.

Michal Siarek

Moderne Tider
9. november 2019

»Traditionsbevidst modernitet, ja tak. Patologiske afvigere, nej tak.«

Der er gået flere uger siden valget i Polen. Alligevel hænger den to meter brede valgplakat for Polens regerende PiS-parti stadig lige foran den katolske kirke i det centrale Katowice. Det er umuligt at overse den, da vi træder ud af den propfulde kirke efter søndagsmessen.

En ung kirkegænger bekræfter, at jeg har fanget budskabet rigtigt.

»Ja ja, patologiske afvigere – for eksempel homoseksuelle og LGBT og den slags,« siger han i tusmørket.

Hans selvfølgelighed er sigende. LGBT-rettigheder var nemlig det enkeltstående emne, der fyldte mest i valgkampen.

I en meningsmåling op til valget var »LGBT-bevægelsen og gender-ideologien« ligefrem den hyppigst valgte kategori blandt polske mænd under 40 år, når de skulle pege på den største trussel mod dem i det 21. århundrede. Kategorier som »økonomisk nedtur« eller »russiske aggressioner« så de som mindre presserende. Blandt kvinderne scorede kategorier som »klimakrise« langt højere.

I valgkampen kunne man høre opsigtsvækkende udsagn fra kirkefolk som Krakows berygtede ærkebiskop, Marek Jedraszewski, der her 30 år efter Østblokkens sammenbrud trak de store linjer op:

»Den røde pest har heldigvis ikke længere greb om vores land. Men der er en ny pest, der ønsker at besætte vores sjæle, hjerter og forstand,« udtalte ærkebiskoppen i august.

»Denne pest er ikke marxistisk-bolsjevistisk, men den er lavet af samme stof: I stedet for rød er den regnbuefarvet.«

Biskoppens udtalelser gik verden rundt – ofte kombineret med nyheden om, at avisen Gazeta Polska indtil et retligt forbud uddelte klistermærker med budskabet »LGBT-free zone«. Polske politikere stod i kø for at tage afstand fra ordlyden. Men fra den polske regering blev der ikke taget afstand fra indholdet – og den tog absolut ikke afstand fra den katolske kirke.

Jaroslaw Kaczynski, den stærke mand bag Lov og Retfærdighed (PiS), der ved valget udbyggede sit flertal i parlamentet, udtalte i september tværtimod, at »kristendommen er en del af vores nationale identitet, og den katolske kirke er prædikanten og garanten for vores fælles sæt af værdier i Polen. Uden for den har vi kun nihilisme«.

Styrende minoriteter

Striden er blevet alt for skinger, men indholdsmæssigt har Kaczynski en god pointe i forhold til kirken og patriotismen, mener den 25-årige medicinstuderende Marianna Loskot og den 27-årige nyuddannede økonom og engelsklærer Szymon Zdziebko, da Information møder dem i kirkens kælder efter messen.

De er faste kirkegængere, de har mange venner i kirken, og i oktober satte de begge kryds ved PiS.

»Som folk har vi først fået lov at have en identitet efter 1989. I 30 år! Derfor er patriotisme ikke et fyord her i Polen, som det er i Tyskland, og det synes jeg egentlig er meget sundt,« siger Szymon Zdziebko.

»Mange polakker vil bare mod vest og kopiere de vestlige værdier. Så selvfølgelig handler konservatismen i Polen også om, at vi er bange for at miste vores polske identitet.«

I både Szymons og Mariannas øjne overdriver begge sider helt vildt i »kulturkrigen om LGBT-rettigheder«, som de kalder det.

»Jeg er imod, at homoseksuelle skal kunne gifte sig, for det er en glidebane hen mod, at de for eksempel også kan adoptere. Men privat kan homoseksuelle gøre lige, hvad der passer dem, og vi ser dem selvfølgelig ikke som monstre, som nogen påstår. De har en ideologi, som er imod min, men det kan vi forhandle demokratisk,« siger Szymon Zdziebko.

Ewa Marciniak, 21, jurastuderende kan ikke tage sin kæreste med, når hun besøger sine forældres landsby, for hendes bedsteforældre vil ikke kunne tåle sandheden om deres barnebarn, siger hun.

Ewa Marciniak, 21, jurastuderende kan ikke tage sin kæreste med, når hun besøger sine forældres landsby, for hendes bedsteforældre vil ikke kunne tåle sandheden om deres barnebarn, siger hun.

Michal Luczak
»Omvendt har venstrefløjen og Vesteuropa et forsimplet syn på kirken og kristendommen som fundamentet for hele den europæiske kultur. Hvis vi mister det grundlag, så tror jeg ikke på, at samfundet kan overleve.«

Marianna Loskot nikker og fortsætter på polsk, mens Szymon oversætter.

»Det var så skamfuldt at se, hvordan hooligans angreb homoseksuelle i Bialystok (ved en gay parade i østpolske Bialystok i juli, red.). Men jeg holder også fast i, at minoriteter ikke skal styre majoriteten. Det er begyndt at ske i Vesteuropa, og jeg er bange for, at det også vil ske her,« siger hun.

Marianna Loskot medgiver, at hun sjældent diskuterer politik.

»Der er mange på medicinstudiet, der er venstreorienterede og hader PiS,« siger hun.

»Det er ret specielt: Jeg hører egentlig til majoriteten af vælgere, og de fleste i min familie stemmer på PiS eller Konføderationen (stærkt højrenationalistisk koalition, red.). Men alligevel kan jeg dårligt tale med mine venner og medstuderende om politik. For dem er Kaczynski indbegrebet af al ondskab, og det vigtigste er bare at være imod PiS, uanset om du har argumenter eller ej.«

Absurd fokus

Den alternative bogcafé Kawiarnia Literacka i Krakow er som en anden verden sammenlignet med den katolske søndagsmesse i Katowice. Her mødes jeg lørdag aften med den 35-årige advokat Mateusz Gedzba og den 21-årige jurastuderende Ewa Marciniak, der begge er LGBT-aktivister – for Mateusz’ vedkommende i et paraplyforbund for ti mindre LGBT-forbund, herunder også et forbund for kristne homoseksuelle.

»Det polske fokus på LGBT er fuldstændig absurd. PiS har brug for ydre fjender, og så var vi et passende politisk instrument,« siger Ewa Marciniak og læner sig tilbage i sofaen, hvor hun lander i armen på sin kæreste Jadwiga.

»Ved seneste valg i 2015 handlede det hele om flygtninge. Nu er vi homoseksuelle blevet de nye flygtninge. Det handler om politik, men også om, at kirken har ændret sig. Under kommunismen var den relativt large over for ateister og anderledes tænkende. Det er den ikke mere.«

Ewa kommer fra en landsby i det centrale Polen. Hendes forældre vil ikke have, at hun tager Jadwiga med hjem, for de bor sammen med Ewas bedsteforældre.

»De bør ikke kende den triste sandhed om deres barnebarn«, siger Ewa sarkastisk.

»Det er en anden verden derude. De ser kun statsfjernsyn og er sindssygt bange for syriske flygtninge og for homoseksuelle. De har selvfølgelig heller aldrig mødt dem.«

Mateusz Gedzba er enig. Som homoseksuel er han ikke bange for at gå hånd i hånd på gaden i Krakow, som han kalder »en liberal ø i et konservativt hav«. Men i mindre byer ville han aldrig gøre det.

I en lille times tid giver Mateusz og Ewa et væld af politiske LGBT-anekdoter. En af dem handler om dokumentarfilmen LGBT invasion, der blev vist på det statslige TVP i prime time få dage før valget. Ifølge producenterne er målet med dokumentaren at »afsløre historierne, målene, metoderne og pengene bag LGBT-invasionen af Polen«.

»Invasion!« Mateusz slår op i en kort latter.

»Det er mere primitiv propaganda end under kommunismen. Millioner polakker så det. Mange kan se, hvor absurd det er, men der er faktisk også mange, der bliver skræmt,« siger Mateusz.

»Den helt store joke er i øvrigt, at det er en offentlig statshemmelighed, at Kaczynski selv er homo. Han har tilbragt halvdelen af sit liv hjemme hos sin mor, og den anden halvdel som ’single’.«

Andre politikere som Warszawas borgmester, Rafal Trzaskowski, kæmper derimod aktivt mod diskriminering af homoseksuelle, mens frontrytteren for det liberale Polen, Slupsks borgmester Robert Biedroń, selv er LGBT-aktivist og i øvrigt også homoseksuel. Sammen med venstrefløjskoalitionen Lewica opnåede hans bevægelse Wiosna 13 procent ved valget.

»Der er en kæmpekløft mellem det konservative og det progressive Polen. Og kløften bliver dybere for tiden,« siger Mateusz Gedzba.

Her spiller den demokratiske revolution for 30 år siden ingen særlig rolle, mener han.

»LGBT-kampen refererer sjældent til revolutionen i 1989, da det ikke i særlig grad var vores kamp. Men mange ældre siger, at bestræbelserne på at skabe et åbent og liberalt samfund gik frem i de første mange år efter systemskiftet, men at vi har oplevet et backlash, siden PiS kom til magten igen i 2015. Ud over at angribe retsstaten med de juridiske reformer og gøre de statslige medier til ren propaganda, går de nu også efter mindretal. Der bør vi trække en streg. For et demokrati, der ikke accepterer mindretal og deres rettigheder, er ikke længere et sandt demokrati.«

Moderne patriotisme

For at forstå den polske konservatisme opstøver jeg politologen Tomasz Ociepka fra den konservative tænketank Klub Jaggelionski i Krakows historiske centrum.

Mateusz Gedzba, 35, advokat, kan godt gå på gaden i Krakow med en fyr i hånden, men det er, fordi byen er en liberal ø i et konservativt hav, som han siger. Andre steder ville det være umuligt.

Mateusz Gedzba, 35, advokat, kan godt gå på gaden i Krakow med en fyr i hånden, men det er, fordi byen er en liberal ø i et konservativt hav, som han siger. Andre steder ville det være umuligt.

Michal Luczak
Han indleder med at glæde sig over, at jeg kommer fra en venstreliberal avis og alligevel opstøver en konservativ tænketank, for de fleste vesteuropæiske journalister kender i hans øjne konklusionen, før de har undersøgt sagen: at flertallet af polakkerne er tilbagestående nationalister, der lader sig købe af lidt valgflæsk fra illiberale højrepopulister.

»Så simpelt er det ikke. Du misforstår Polen, hvis du placerer os på en skala mellem liberalisme og illiberalisme. Den liberale tradition har aldrig været en polsk tradition, men en vestlig reaktion på udskejelserne fra konger og kejsere,« siger Tomasz Ociepka.

»Polakkerne har været meget mere uafhængige af kongemagten, og vi har været opløst og samlet som nation. Fra 1790’erne til 1918 eksisterede Polen ikke, og fra 2. verdenskrig og frem til 1989 var vi atter under besættelse. Derfor er vi snarere blevet en republikansk nation, der er meget bevidst om sin arv.«

Tomasz Ociepka anfægter derfor også mit spørgsmål: Om polakkerne virkelig gik på gaden i 1980’erne for i dag at havne i et stokkonservativt samfund, hvor PiS-regeringen angriber medier, domstole og mindretal.

»Dengang vidste polakkerne, hvad vi ville af med, nemlig kommunismen og den sovjetiske magt,« siger Tomasz Ociepka.

»Men de havde ikke et klart mål for fremtiden i 1989, og da slet ikke liberalismen, som de vestlige EU-lande forstår det i dag. Der er i Polen snarere en trang til at definere en moderne patriotisme, der kan opretholde den fred og fremgang, som vi har oplevet de sidste 30 år,« siger han og tilføjer:

»Til det formål har NATO og EU snarere været midlet end målet.«

Nationalistisk fundamentalisme

For at forstå konservatismen og kirkens rolle i de seneste 30 års udvikling må man også forstå Polens rolle som frontløber i den fredelige revolution i Østblokken. Det gik løs allerede i sommeren 1980, da den kommunistiske regering annoncerede stærke prisstigninger på fødevarer. Med Lech Walesa i spidsen grundlagde en flok arbejdere på Lenin-værftet i Gdansk fagforeningen Solidarinosc, som mod alle odds blev forhandlingspartner over for den polske regering.

Den første anerkendte oppositionsbevægelse var en realitet – en afgørende milepæl i overvindelsen af det kommunistiske system. Men de egentlige revolutionære effekter kom først i 1989, hvor Polen allerede i juni afholdt delvist frie valg.

I de mellemliggende år fik Solidarinosc millioner af medlemmer. Hele vejen blev bevægelsen støttet af den katolske kirke – og af selveste pave Johannes Paul II og den legendariske og senere forkætrede præst Henryk Jankowski. Allerede i august 1980 afholdt han gudstjenester foran værftet i Gdansk, og senere modtog han både Thatcher og Reagan i sin kirke.

Herfra går en direkte linje til, at den første ikkekommunistiske ministerpræsident, Tadeusz Mazowiecki, i 1990 indvilgede i at flytte religionsundervisningen ud af kirken og ind i alle offentlige skoler i Polen. I dag får alle børn stadig 720 timers religionsundervisning i løbet af deres skoletid – et forhold, som LGBT-aktivisten Ewa Marciniak ikke tøver med at kalde »hjernevask til fanatisk nationalisme, katolsk fundamentalisme og patriarkalsk underkastelse«.

Den slags kritik ser politologen Tomasz Ociepka som stærkt overdrevet.

»Den katolske kirke har været en kontinuerlig magtfaktor i den polske historie, og den har i høj grad været med til at definere, hvad det er at være polsk – ikke på trods af, men på grund af, at Polen i så mange år ikke har eksisteret som suveræn stat,« forklarer han.

»I omstillingen til demokrati og kapitalisme forblev kirken og den katolske fortid det værdimæssige grundlag.«

Det er dog på vej ned ad bakke. Selv om godt 85 procent af polakkerne fortsat definerer sig som katolikker, er der et fortsat fald i, hvor meget polakkerne går i kirke. I år 2000 gik omkring halvdelen af alle polakker regelmæssigt i kirke. I dag er det omkring en tredjedel, og det er især de unge, der falder fra. Det blev næppe bedre, da den yderst omdiskuterede film om seksuelt misbrug i kirken, Sig det ikke til nogen, rystede den katolske kirke i Polen i foråret 2019.

40-50 år bagud

»Den langsomme nedtur er kritisk for kirken, for kirken er ikke stærk på den måde, at folk blindt følger præstens ord eller holdninger. Kirken er derimod stadig et socialt knudepunkt for millioner af polakker. Det er et fællesskab og et civilsamfund, som man ikke finder det uden for kirken,« mener Tomasz Ociepka.

»Meget i Polen har udviklet sig på trods af staten og ikke på grund af staten.«

Det er under forandring – ikke mindst på grund af PiS-regeringens fokus på velfærd og omfordelingspolitik. Efter små 30 år med permanente økonomiske reformer og den stærkeste vækst blandt alle tidligere Østbloklande indførte PiS i 2016 blandt andet det såkaldte 500+-program, som i dag sikrer, at alle forældre får 500 polske zloty eller ca. 880 danske kroner per barn om måneden.

»Man kan skælde ud på, at regeringen ikke laver strukturelle reformer, men bare gør det nemmeste, nemlig at hælde ydelser ud over alle. Men er det højrepopulistisk? I Skandinavien ville man vel nærmere kalde det socialdemokratisk,« siger Thomas Ociepka med et udfordrende smil.

Han gør opmærksom på, at både venstrefløjen og den liberale opposition i Borgerplatformen (PO) faktisk har budt om kap med PiS’ velfærdsløfter, men at mange polakker mener, at oppositionen mere synes at ville bekæmpe de konservative polske værdier end den polske fattigdom.

Han tøver heller ikke med at kalde 500+-programmet for »en lille revolution«. Det giver nemlig ikke bare folk flere penge mellem hænderne. De spæde skridt hen mod et velfærdssamfund lægger samtidig polakkernes skæbne mere i statens hænder.

»Det interessante spørgsmål er, hvordan det vil ændre Polen, også i forhold til bindingen til kirken og den polske skepsis mod en individualistisk liberalisering.«

Thomas Ociepkas forstående forklaring af kirken og konservatismen giver god mening. Men hvordan kunne spørgsmålet om LGBT-rettigheder blive pisket op til at blive så vigtigt i Polen her 30 år efter Jerntæppets fald?

For en sikkerheds skyld lægger Thomas Ociepka afstand til Krakows ærkebiskop og hans apokalyptiske advarsler mod regnbueideologien.

»Når regnbueaktivisterne demonstrerer, kan det være svært at skelne imellem, hvornår de kræver respekt og rettigheder, og hvornår det er et angreb på alt, hvad der har med tradition og nedarvede værdier at gøre. Og så bliver polakkerne faktisk skeptiske,« siger politologen.

»Du må huske på, at midten af samfundet værdimæssigt ligger et andet sted i de postkommunistiske samfund. Vi ligger nok der, hvor I lå i Skandinavien for 40-50 år siden.«

Fremskridt eller 1930’erne

Mens Krakow svømmer i turister fra alle verdenshjørner, bliver der stort set kun talt polsk i Katowice. Den dag, jeg tilbringer i byen, ser jeg religiøs hovedbeklædning seks gange – på seks katolske nonner. Det ser den 27-årige PiS-vælger Szymon Zdziebko ikke som noget tilbagestående. Og han ser egentlig heller ikke LGBT-bevægelsen som progressiv.

»Som sagt under jeg disse mennesker al den frihed, de ønsker. Men jeg forstår ikke, at de ved deres parader hopper rundt i byerne nærmest uden busker på – og tvinger andre til at kigge på det.«

Den form for logik forstår LGBT-aktivisten Mateusz Gedzba omvendt ikke.

»Det handler om rettigheder, som vi er nødt til at gå på gaden for.«

Han understreger, at det også handler om en kamp mod en krampagtig konservatisme og ikke mod PiS-vælgere eller kirken.

»Vi bliver tit bebrejdet, at stemningen i LGBT-kredse er udpræget antikirkelig. Men helt ærligt, hvordan skulle det være anderledes? ’Den regnbuefarvede pest …’« siger han og tøver.

»For det meste er jeg optimistisk og ser et Polen, hvor tolerancen langsomt vokser. Men der er også dage, hvor jeg tænker, at vi er på vej tilbage til 1930’erne. Jeg mener … når homoseksuelle bliver set som landets største politiske problem! Det er jo helt ekstremt. Så tager jeg mig selv i at tænke, at jeg jo taler flydende engelsk og fransk og sagtens kunne arbejde som advokat for eksempel i Schweiz. Jeg er bange for, at der for tiden er mange homoer i Polen, der tænker sådan.«

Serie

30 år efter Berlinmurens fald

Jerntæppets og Berlinmurens fald i 1989 står som en påmindelse om, hvor hurtigt verden kan forandre sig, og 30 år efter Østblokkens sammenbrud er historien stadig åben.

Information markerer 30-året ved at genfortælle, hvad der skete dengang og forsøge at forstå, hvordan det påvirker Europa og vores politiske systemer.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

De må være ude af stand til at læse - for der findes næppe en mere queer historisk person end Jesus.

Hvis kirken ikke ændrer syn på det område, er den i min verden ikke værdig til at være kirke. Alle er lige for GUDS åsyn, siger de der tror, det må så gælde alle levende skabninger på jorden. Kirken har været skyld i meget ondt gennem tiden, og påstået, at det sker af religiøse grunde. Verden bliver aldrig perfekt, men den enkelte kan gøre meget for at ændre det.

Hans Larsen, Sven Elming, Dennis Tomsen og Per Christiansen anbefalede denne kommentar

Den virkelige pest i denne verden er religionen, og især de, der hævder at tale for en usynlig voksenven i det "høje".

Klaus Lundahl Engelholt, Helle Walther, Hans Larsen, Sven Elming, Torben K L Jensen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

Den katolske kirke er ekstrem konservativ - og dybt forankret i det polske samfund. I den forstand er det ikke overraskende, at PIS' værdipolitik nyder bred opbakning blandt selv veluddannede polakker.

Christel Gruner-Olesen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Netop; René Arestrup - og man kan sige, at situationen er den samme over den katolske verden med Polen og Frankrig som hver sit yderpunkt: i Polen er den katolske kirke det, der styrker polskheden imod fremmede besættelsesmagter, der hovedsageligt har været ortodokse, mens den katolske kirke omvendt har været en fremmed indflydelse i Frankrig, der har været opfattet som en oppositionel magt af den franske republikanisme.

Religiøs fundamentalisme er verdens svøbe.

Tillad mig endnu en gang at citere Steven Weinberg

"“With or without religion, you would have good people doing good things and evil people doing evil things. But for good people to do evil things, that takes religion.”

Klaus Lundahl Engelholt og Sven Elming anbefalede denne kommentar
Per Christiansen

Suk. Jeg undrer mig stadig over østudvigelsen af EU
Den var måske for at skaffe billig arbejdskraft, ikke for demokrati for det er de godt igang med at afskaffe i øst Europa.
Fup og svindel i Ungarn, EU betaler, Polens “pis” regering afskaffer retssystemet, folder hænderne og den katolske kirke bakker op.

Hans Larsen, Else Marie Arevad og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Steffen Gliese, den katolske kirke har ikke været en "fremmed indflydelelse" i Frankrig, hvor den eksisterede i århundreder før den franske revolution, ja faktisk siden den merovingiske kong Clovis (Klodevig) i 500-tallet!

Else Marie Arevad

Mon ikke det er gået op for de fleste, at vi i Vesteuropa havde alt for travlt med at få Østeuropa med i EU? Det var tiden ikke moden til, og det virkede også som en voldsom provokation over for Rusland.

Else Marie Arevad, den katolske kirke ledes af en fyrste og som sådan har troende 'tjent to herrer', hvilket til en vis grad var acceptabelt under konger og fyrster, men i langt mindre grad for et styre, der forsøger at samle en ansvarliggjort befolkning.
Situationen er den samme som den, der blev følt i reformerte stater, hvor eksistensen af en kirkefyrste førte til lejlighedsvis forfølgelse af katolikker som en femte kolonne.
I den ortodokse verden fik den samme mistænksomhed Peter den Store til at afbryde forbindelsen med patriarken i Byzans og skabe sin egen, den russisk-ortodokse kirke.

Nike Forsander Lorentsen

Det er da 'imponerende' hvad mænd og kvinder her på tråden lykkes med at snakke udenom, om attaker og førfølgelse af homosexuelle i Polen.