Læsetid: 10 min.

30 år efter Murens Fald har socialismen tænkt sig om og er blevet voksen

Revolution og opgør med den private ejendomsret er aflyst, og en ny form for socialisme er vokset frem efter sammenbruddet i det kommunistiske Øst. Kapitalismen er ikke knækket, men det skal den heller ikke. Den skal demokratiseres
Det amerikanske kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez tilhører den nye generation af socialister, som er for unge til at have lod og del i kommunismens forbrydelser. Og det giver ifølge Søren Mau en frihed til at tage socialismen alvorligt som alternativ.

Det amerikanske kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez tilhører den nye generation af socialister, som er for unge til at have lod og del i kommunismens forbrydelser. Og det giver ifølge Søren Mau en frihed til at tage socialismen alvorligt som alternativ.

Sam Simmonds

9. november 2019

Søren Mau er kommunist. Og født få måneder før Murens Fald i 1989. De to ting hænger sammen.

»Jeg tilhører nok den første generation, der har kunnet definere sig som venstreorienteret uden at føle sig ansvarlig for de fejltagelser og forbrydelser, kommunismen havde på samvittigheden i Østbloklandene og Sovjetunionen,« siger Søren Mau, der mener, at tiden i dag 30 år efter Jerntæppets opløsning er kendetegnet ved, at vi igen er begyndt at kunne forestille os alternativer til kapitalismen som dominerende samfundsform.

»Den autoritære socialisme før 1989 har skadet den socialistiske bevægelse ufattelig meget,« siger han:

»Men det har jo intet at gøre med, hvorvidt socialismen kan løse de problemer, vores samfund står over for i dag, hvor min generation ingen forventninger har om, at det kommer til at gå os bedre end vores forældre. Jeg er ikke tynget af den gamle historie.«

Hvad er socialisme?

Forfatter til ph.d.-afhandling om kapitalistisk økonomi Søren Mau:

  • Socialisme er frihed og menneskers generobring af kontrollen med deres fælles liv i stedet for at være udleveret til markedets abstrakte tvang.

Tidligere MF for Enhedslisten Pelle Dragsted:

  • Socialisme handler om at sprede ejerskabet ud, så det ikke er en lille elite, der ejer for eksempel banker og virksomheder. Det skal mindske økonomisk ulighed og den oligarkiske magt, som kendetegner kapitalismen og truer folkestyret og evnen til at træffe bæredygtige og ansvarlige økonomiske beslutninger.

Cepos-direktør Martin Ågerup:

  • Et fællestræk ved de fleste definitioner af socialisme er, at produktionsapparatet skal overgå til kollektivt ejerskab. Enten statsligt ejerskab eller medarbejdereje. Sidstnævnte er også i sidste ende et statsligt ejerskab, hvis det gennemtvinges af staten.

Og Søren Mau er ikke alene. Mest udtalt er socialismens genkomst på den anden side af Atlanten. Efter tre årtier med fejring af kapitalismens sejr i kølvandet på den virkeliggjorte socialismes kollaps i en giftig blanding af økonomisk inkompetence og politisk undertrykkelse er socialismen kommet på mode blandt unge amerikanere.

Undersøgelse efter undersøgelse viser stigende utilfredshed med kapitalismen, mens flere og flere i den yngre generation er positivt indstillede over for socialismen. Ifølge den seneste fra Victims of Communism Memorial Foundation er 70 pct. af de såkaldte millenials klar til at stemme på en socialistisk politiker.

De unge amerikanere forbinder ikke længere ideologien med Stasi, tomme varehylder og lange menneskekøer, men med velfærd, økonomisk sikkerhed, gratis uddannelse og fri adgang til sundhedssystemet.

Og overvågning er ikke en brunklædt herre på den anden side af væggen med lytteudstyr men en muteret kapitalisme, der med techgiganterne i spidsen tjener milliarder på at påvirke og forudsige menneskers handlinger gennem en nærmest totalt omfattende registrering af data.

Old school

Der er tilmed kommet stjerner på den røde himmel. Blandt andre kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez, der ligesom Mau er født kort før Murens Fald, samt den 78-årige demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders, der samler i tusindvis af begejstrede tilhængere til sine vælgermøder.

I Storbritannien slås labourleder Jeremy Corbyn ganske vist med dårlige meningsmålinger og kritik af sit lederskab. Men den bevægelse, han har skabt, er stadig second to none i Europa med knap en halv millioner medlemmer og har et godt tag i de unge.

Herhjemme registreres bølgen primært på universiteterne, hvor unge studerende, forskere og aktivister, ja tilmed kapitalister som Saxo Banks cheføkonom, Steen Jakobsen, fremhæver den gamle filosof Karl Marx’ økonomiske model som den eneste, der kan forklare samfundsudviklingen i dag. Og vi har også haft vores egen socialistiske stjerne. Tænk bare på spekulationerne om følgerne af Enhedslistens tab af Johanne Schmidt-Nielsen til partiets rotationsprincip.

Men socialismens genkomst i 30-året for Berlinmurens fald illustreres måske allerbedst af dem, der i årene efter sammenbruddet dømte den ude. For eksempel den tidligere britiske labourleder Tony Blair, eksponenten for koblingen af socialisme og kapitalisme i Den Tredje Vej, der i et interview med magasinet The New Yorker i 1999 erklærede, at old school socialisme var fortid. I hvert fald, hvis man forstod socialismen som omfattende statslig kontrol, strafskat på de ekstremt rige og en grundlæggende mistænksomhed over for kapitalismen.

Men det er præcis den type politik, der lige nu gør senator Elizabeth Warren til Det Demokratiske Partis største komet i meningsmålingerne op til præsidentvalget i 2020, og ligeledes gennemsyrer Corbyns og Sanders’ politik.

Kapitalismen ikke besejret

Der er bare lige en hage ved det. De fleste er nemlig enige om, at skønt socialismen vinder frem, har kapitalismen stadig vundet. Ikke mindst fordi den gamle samfundskontrakt er gået i opløsning efter Murens Fald.

Under Den Kolde Krig var de afskrækkende regimer i Øst med til at presse den økonomiske elite til at fordele goderne, til gengæld for at kommunismen blev holdt for døren. I stedet for at være ’tvunget’ til at imødekomme befolkningernes krav om øget velstand og omfordeling har den økonomiske elite i løbet af de seneste tre årtier udviklet det, nogle kalder »en oligarkisk magt«. En magt, som eliterne ifølge kritikere igen har brugt til at varetage egne interesserer med stigende ulighed til følge – til trods for at velstanden vokser.

Derfor fremstår kapitalismen i dag stærkere globalt set og så indvævet i alt, hvad mennesker foretager sig, at protester ligner en kamp mod et mangearmet væsen, der bare gror nye lemmer, hver gang et hugges af.

»Ja, det er rigtigt … det er rigtigt. Men hver gang kapitalismen sejrer, accelererer den også sine selvdestruktive mekanismer og dermed også dens nederlag,« siger Søren Mau, der netop har forsvaret en ph.d-afhandling om kapitalismen.

Sådan ser Enhedslistens tidligere medlem af Folketinget og chefstrateg Pelle Dragsted ikke helt på det. Han mener, at vi befinder os i en overgangsfase, hvor kapitalismen bliver udfordret af en ny form for socialisme.

Dragsted var 14 år og medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom, DKU, i 1989 og nåede lige akkurat at deltage i basiskursus nummer 1 i det tidligere DDR, inden det hele brød sammen. Siden har venstrefløjen flyttet sig, mener han:

»Vi har haft 150 år til forsøg med samfund domineret af enten kapitalisme eller en form for socialisme, der kun kan kaldes socialisme i den forstand, at produktionsmidlerne var ejet af staten. Det har vi lært af.«

»Vi skal væk fra de meget absolutte og firkantede, nærmest religiøse forestillinger om, at totale samfundsformationer, altså kapitalismen og socialismen, erstatter hinanden fuldt og helt. Det tror jeg ikke på, for det spænder ben for evnen til forestille os og realisere forandringer.«

Også direktøren i den liberale tænketank Cepos, Martin Ågerup, har registreret en ny retning.

»Revolutionen og opgøret med den private ejendomsret er i det store hele aflyst, selv om man kan finde lommer, der stadig forfægter den slags. Og man kalder sig demokratiske socialister for at understrege afstanden til historien. Endelig er der kommet et andet take på politik, for eksempel når det gælder seksuelle minoriteters rettigheder og indretningen af økonomien set i lyset af klimakrisen,« siger han og tilføjer, at selv Facebook og Wall Street er begyndt at blive bekymrede for folk som senator Elizabeth Warren og hendes mange politiske planer om at regulere kapitalismen.

Og så skal årsagen til socialismens genkomst også findes hos en visionsløs højrefløj, mener Ågerup:

»Når det gælder Danmark, har Venstres kontraktpolitik ført til, at man er holdt op med at argumentere for de ting, man tror på, men ikke har flertal for. Så sker der meget lidt politisk idéudvikling. I andre lande, for eksempel USA, er der gået hårdknude i den mellem to politiske blokke, så præsidenter må regere via dekreter, og så sker der heller ikke nogen politisk innovation,« siger Ågerup, der henviser til internationale indeks for økonomisk frihed på tværs af lande, som viser stagnation i markedsliberale reformer fra omkring år 2000 og et tabt momentum.

Demokratisering

Eksponenterne for den nye og mindre firkantede socialisme er ifølge Pelle Dragsted demokratiske socialister som Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez, men også Jeremy Corbyn og Enhedslisten.

De repræsenterer en ny socialistisk vision, som vil skabe en bedre balance mellem de områder af økonomien, som er ejet af kapitalinteresser, og dem, der er demokratisk ejet af medarbejderne.

Det sker ud fra den grundlæggede socialistiske antagelse, at når ganske få ejer meget store dele af samfundets værdier, skaber det ulighed i velstand, magt og indflydelse, som gør det umuligt at føre en politik til gavn for flertallet.

For Søren Mau minder den slags socialisme imidlertid mest om klassisk, skandinavisk socialdemokratisme.

Det er Pelle Dragsted ikke enig i. Den grundlæggende forskel er ifølge Enhedsliste-strategen, at Sanders og Co. vil udfordre den økonomiske elite gennem demokratiseringer af ejerskabet for eksempel ved at give lønmodtagere og forbrugere medejerskab til virksomheder og banker.

Omvendt har folk som senator Elizabeth Warren – der kalder sig kapitalist ind til benet – og tilhængere af det, Dragsted kalder »Peter Hummelgaard-socialdemokratisme«, nok erkendt, at kapitalismen er syg. Men de vil nøjes med at regulere den økonomiske elites adfærd og omfordele via skatter, uden at pille ved ejerskabet.

»Corbyn, Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez mener, at så længe en meget snæver elite sidder så massivt på den økonomiske magt, vil det være svært at fastholde den form for reguleringer og landvindinger, som socialdemokratierne historisk har stået for,« siger Dragsted og henviser blandt andet til det politiske udspil, Sanders fremlagde for få dage siden.

Her foreslår den amerikanske senator blandt andet en mere progressiv form for ØD, Økonomisk Demokrati, end den, der har været fremført herhjemme i 70’erne, påpeger Dragsted. Det skal for eksempel ske i form af omfordeling af omkring 20 procent af aktiekapitalen i de største virksomheder til fonde styret og ejet af medarbejderne på de pågældende virksomheder.

At udfordre kapitalismens snævre ejerskab er imidlertid ikke noget nyt, pointerer Pelle Dragsted, som lige nu er ved at skrive en bog om, at vi allerede gør det.

I de skandinaviske lande er økonomien nemlig langt fra lige så domineret af kapitalismen som andre steder i verden. Den offentlige sektor er for eksempel ikke ejet af kapitalinteresser, men af borgerne i fællesskab. Det samme gælder dele af energisektoren og endda dele af den finansielle sektor i Danmark. Endelig er der direkte ejerskab i form af kooperativer og forbrugerejede virksomheder, men også frivillige foreninger, selvejende institutioner som for eksempel højskoler og flere danske fonde, der fungerer under ikkekapitalistiske ejerformer.

»Det er jo ikke sådan, at vi enten har kapitalismen eller også sovjetkommunisme. Og jeg tror ikke på et stort revolutionært socialistisk brud, hvor arbejderne med et slag overtager virksomhederne. Det er hverken muligt eller særlig attraktivt, fordi det på kort sigt formentlig vil betyde et kæmpe tab af velstand, som er svært at få opbakning til i et demokratisk samfund,« siger Dragsted.

Desuden er demokratiseringen af økonomien afgørende for, at vi kan håndtere klimakatastrofen, tilføjer Pelle Dragsted og påpeger, at det ikke er tilfældigt, at det er den demokratiske kapital i pensionskasserne, der går forrest med at bremse investeringer i fossil energi.

Cepos-direktør Martin Ågerup er ikke overraskende kritisk over for tankerne om øget demokratisering af økonomien som modspil til kapitalismen. Det kan ikke være andet end udemokratisk, påpeger han.

»Der er intet antikapitalistisk i medarbejderejede virksomheder. Men det vil være antikapitalistisk, konfiskation og en form for nationalisering, hvis politikerne tvinger det igennem. Her synes jeg, man taler med to tunger på venstrefløjen ved at sige, at økonomien bare skal være mere nedefra og op. Det her kan man ikke få igennem uden tvang,« siger han.

Pelle Dragsted afviser, at der er tale om tvang. Medmindre man opfatter skattebetaling som tvang og ufrihed, kan han ikke se, hvorfor det skulle være tvang at lovgive om, at de største virksomheder løbende skal overdrage en del af deres aktier til fonde styret af medarbejderne.

»Vi har allerede i dag en lovgivning, der sikrer medarbejderne i større virksomheder ret til at udpege op til halvdelen af medlemmerne af bestyrelsen. Er det også tvang,« spørger han.

Genvej til kommunismen

Den slags demokratiske reformer er imidlertid slet ikke radikalt nok for Søren Mau. Til gengæld håber han, at det vil føre til sammenbrud, når den form for socialisme møder muren: en kapitalisme, der slår tilbage.

»Det sammenstød kan være genvejen til kommunisme,« siger Søren Mau.

Desuden hæfter han sig ved de aktuelle sociale protester i blandt andet Libanon, Chile og Sudan, der efterfølger uroligheder mange andre steder fra Kina til Paris og London i det, nogle kalder for »optøjernes æra«.

Protesterne ledes på ingen måde af socialistiske massepartier, men er en spontan og lederløs opstand, der adresserer social ulighed og autoritær politik, understreger Mau. Men det er netop pointen, for ifølge Mau kan al protest og destabilisering ses som »socialismens fortrop«.

»Forestillingen om avantgardepartiet er død,« siger han. Og socialismen kommer ikke til at udfolde sig på samme måde som for 100 år siden, hvor fagforeninger og partier med ledere og politiske programmer mobiliserede befolkningen og organiserede omvæltningerne. Det bliver en langt mere kaotisk proces, der kommer nedefra fra desperate klimaaktivister, folkelige protester og fragmentariske forsøg på at opbygge nye livsformer uden om markedets logikker.

»Hvis man ser det på den måde, så er De Gule Veste i Frankrig og andre navnløse protester med til at destabilisere kapitalismen. Socialismen er noget, der skal opbygges, imens vi kæmper og kapitalismen bryder sammen,« siger Søren Mau.

Serie

30 år efter Berlinmurens fald

Jerntæppets og Berlinmurens fald i 1989 står som en påmindelse om, hvor hurtigt verden kan forandre sig, og 30 år efter Østblokkens sammenbrud er historien stadig åben.

Information markerer 30-året ved at genfortælle, hvad der skete dengang og forsøge at forstå, hvordan det påvirker Europa og vores politiske systemer.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Anders Graae
  • Steen K Petersen
  • Niels-Simon Larsen
  • Alvin Jensen
  • Christian Mondrup
  • Morten Hjerl-Hansen
  • Jens Flø
  • Kurt Nielsen
  • Marianne Stockmarr
  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Thomas Tanghus
Torben K L Jensen, Anders Graae, Steen K Petersen, Niels-Simon Larsen, Alvin Jensen, Christian Mondrup, Morten Hjerl-Hansen, Jens Flø, Kurt Nielsen, Marianne Stockmarr, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

"Lederløse opstande", som de gule veste i Frankrig, kan nok give kapitalismen problemer, men kan de opbygge noget, der er bare nogenlunde demokratisk? Jeg synes, man skal være ret langt ude for at sætte sit håb til noget så kaotisk.

Kapitalismen afskaffer sig selv, efterhånden som alverdens lønmodtagere igennem pensionsfonde og andre kollektive opsparings- og ejerformer overtager ejerskabet.
Men vi har ikke råd til kapitalismen, og vi som et lille land ved det mere end nogen anden: der er ikke plads til parallelproduktion eller -beskæftigelse, der er plads til, at den enkelte specialiserer sig og bidrager til helheden i en mangfoldig demokratisk samfundsorden.

Torben K L Jensen, jens christian jacobsen, Steen K Petersen, Jan Nielsen, Jan Weber Fritsbøger og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

jeg vil gerne høre de moderne ny kommunister, Forsvare karl marx udtalser om at den sidste kapitalist man hænger, er ham der solgte ræbet.

"Socialisme er frihed og menneskers generobring af kontrollen med deres fælles liv i stedet for at være udleveret til markedets abstrakte tvang." citat fra ny kommunisten søren mau.

jeg vil begynde med at stille spørgsmålet..... " at være udleveret til, markeds abstrakte tvang" hvad er modsætningen til dette, planøkonomiens frihed ? hvis jeg skal finde et oximoron så må det være at sætte plan/kommando økonomi sammen med ordet frihed for markedsøkonomien, er pr definition friheden til at vælge. derfor sætter jeg min berettede tvivl ved om at neo kommunismen vil være anderledes, end den dogmatiske, sovjet russiske kommunisme. alternativet til marked, vil altid pr definition være en planlagt kommando økonomi,
og at sætte det socialistiske lighedstegn ved at man som liberal pr automatik så er modstander af økonomisk lighed, er ganske enkelt, socialistisk snik snak, jeg er georgistisk liberal og søger ligheden gennem at eliminere, spekulationen på jord, gennem at eliminere, monopolisme som der er at frakoble markeds selv regulerende, evne. ja jeg har INTET problem med at tvangsopløse monopoler ved lov. men at leve i en komando økonomi hvor kommisære afgøre hvor meget toilet papir man har behov for ser jeg ikke som begrebet af nogen form for frihed. ja at kommisære afgør hvilken kvalitet af lokumspapir man kan tørre røv med, hvilken kvalitet af kaffe og mælk man kan købe, må beskrives som det stik modsatte af friheden.

når man vil " befri" os fra markedsøkonomien må man jo så beskrive hvilken måde man ønsker at få planøkonomien til at virke befriende. men nurvel jeg er nok ikke akademisk nok til at forstå, smukheden i maxismen. for karl marx mente jo helt tydeligt ikke hvad han sagte..... vel.

mens jeg vil spøge de nye kommunister om hvorledes de vil med planøkonomi udvikle produkter, som der så faktisk følger os der køber varens ønsker....... men nurvel en simpel mejerist som jeg kan nok ikke følge storheden hos de akademiske kommunisters tankegang,

jo jo kommunismen skal nok virke, det er bare et spørgsmål om bureaukrati, vel sagtens......

længe leve murens fald. martin sørensen medlem af landsledelsen i retsforbundet.

Måske skal man lige til en start gentage, at Marx ikke har sagt noget om, at den sidste kapitalist, man hænger, er ham der solgte rebet. Det er en ytring, som er blevet tillagt Lenin, men sandsynligvis med urette.

Bortset fra det er det med Pelle Dragsteds tilslutning til "en ny socialistisk vision, som vil skabe en bedre balance mellem de områder af økonomien, som er ejet af kapitalinteresser, og dem, der er demokratisk ejet af medarbejderne" klart, at han med "socialisme" ikke mener overgangen til et samfund uden kapitalistiske produktionsforhold; det er svært at være uenig med Søren Mau i, at dette minder mest om "klassisk, skandinavisk socialdemokratisme" omend det ganske vist ligger en del til venstre for, hvad det danske Socialdemokrati står for i dag. Dragsted har ret i, at det vil være svært at fastholde "den form for reguleringer og landvindinger, som socialdemokratierne historisk har stået for", så længe kapitalejerne har så stor økonomisk magt, men det er vært at se, hvordan hans egen vision, som jo forudsætter en form for markedsøkonomi og en privatkapitalistisk sektor, løser det problem.

Vil man gøre effektivt op med de negative effekter af kapitalismen: udbytning, ulighed, kriser, fremmedgørelse og manglende bæredygtighed, er det nødvendigt at afskaffe den. Men her kan man så tvivle på, om "spontan og lederløs opstand", en kaotisk og fragmenteret, destabiliserende proces kan føre frem til socialismen. Hvis "socialisme" forstås i ordets oprindelige betydning, som overgangsfasen mellem kapitalisme og det klasseløse kommunistiske samfund med kollektivt herredømme over produktionsmidler, produktion og produktionsresultater, så står man med dette klasseløse samfund som det endelige mål over for to hidtil ubesvarede spørgsmål: hvordan man kommer frem til overgangen til socialisme, og hvordan en socialistisk og i det lange løb kommunistisk økonomi - kollektiv, demokratisk, effektiv og bæredygtig - kan organiseres.

Vi har efter 1917 set en historisk udvikling af den "reelt eksisterende socialisme", som absolut ikke er efterlignelsesværdig, og som understreger forholdet mellem effektiv organisering og demokrati som et reelt og afgørende problem. Men der skal nok mere end den spontane og kaotiske proces, Søren Mau ser for sig, til for at få en mere vellykket.

Steen Simonsen, Torben K L Jensen, Mogens Holme, René Arestrup, jens christian jacobsen, Steen K Petersen, Steffen Gliese, Jan Nielsen, Flemming Berger, Karsten Nielsen, Morten Andreasen, Alvin Jensen og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar

"Jeg tilhører nok den første generation, der har kunnet definere sig som venstreorienteret uden at føle sig ansvarlig for de fejltagelser og forbrydelser, kommunismen havde på samvittigheden i Østbloklandene og Sovjetunionen". Jeg må medgive at Mau tilføjer det lille "nok". men han tager alligevel fejl i sin besynderlige kommentar. SF opstod (i 1959) i kamp mod og kritik af stalinismen og kommunismen. og fostrede mange socialister, som ikke havde eller følte noget ansvar for, hvad der foregik i Østblokken og Sovjetunionen. Maus kommentar forekommer historieløs og uvidende, og ikke mindst snæversynet.

@Jan Damskier Det er ikke kun sf men mange af de små røde partier som gjorde det. Af det blev vs og ikke sf der var med til af danne el kan være en tilfældighed.

Nu nævnte jeg SF, fordi vi var de første; og Blüdnikov, B Jensen mfl har tendends til at slå os alle i hartkorn med DKP.

Carsten Nørgaard

»Kapitalismen er ikke knækket, men det skal den heller ikke. Den skal demokratiseres.«

Forkert. Den skal knækkes.

Og du kan heller ikke demokratisere den, så længe den private ejendomsret findes. Den private ejendomesret er en antitese til demokratiet. Måske har de demokrati på Christiansborg, men de har det ikke ude på arbejdsmarkedet, i virksomhederne og organisationerne, hvor det meste af menneskets sociale organisering udspiller sig (på en hverdag).

Man bliver desuden så træt, når man hører om det »kommunistiske« øst. Selv nybegyndere indenfor teorien vil hurtigt blive klar over, at et kommunistisk samfund ikke blot handler om fælles ejerskab af produktionsmidlerne. Kommunisme er heller ikke når du har en planøkonomi, det er en socialistisk overgangsting. Man overser med vilje, at et kommunistisk samfund – sådan som det er blevet udformet i skrivelser af dem, der har ønsket det – er statsløst, pengeløst, og uden nogen sociale klasser.

Nu vi taler om Søren Mau og fødselstidspunkter og ansvar, så er jeg ca. lige så gammel og synes det er interessant hvordan alle dem, der har en levende hukommelse af den kolde krig, ikke engang kan få styr på de grundlæggende begreber. Deres sprog er helt og holdent karakteriseret af, at det er sejrherrerne, der skriver historien, så pludselig er Unionen af socialistiske sovjetrepublikker blevet til »kommunisme«, bare fordi det blev styret af et parti, som var navngivet efter et påstået (men så absolut modbevist) ønske om at etablere et kommunistisk samfund.

McCarthy kunne ikke have ønsket mere af sprogbrugen.

Det er statssocialismen (som Søren Mau med rette kalder den autoritære socialisme), ikke det kommunistiske ideal som sådan, der har et forklaringsproblem i forbindelse med de ting, der er sket. Gennem hele forløbet har der eksisteret libertære socialister og anarkister, som også har ønsket et kommunistisk samfund, men som ikke har haft det mindste i spil i forbindelse med statssocialismens udskejelser – tværtimod har de været blandt dens ofre både under f.eks. Oktoberrevolutionen og den spanske borgerkrig og mange andre steder.

Men hvad vil det derudover sige at »blive voksen« i denne sammenhæng? De amerikanske millennials på venstrefløjen taler åbent om, at vi skal »spise de rige«. Mange af dem taler åbent om en ophævelse af ejendomsretten. De taler under alle omstændigheder om kapitalismen som et problem, der ikke kan reformeres, men netop skal knækkes.

Overskriften og underrubrikken antyder, at en moden, »voksen« socialisme er en kapitalistisk socialisme, men det er en vinkling, der slet ikke er opmærksom på den internationale diskurs hos netop de venstresnoede millennials, som Information så har fundet en enkelt af her.

Michael Rosenkilde, Torben K L Jensen, Anders Graae, Mogens Holme, Ib Gram-Jensen, Dennis Jørgensen, jens christian jacobsen, Steen K Petersen, Steffen Gliese, Jaan Kilbouy, Jan Nielsen, Flemming Berger og Karsten Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Enhver form for brutalitet er dømt ude, hvilket navn den end smykker sig med.

Liberalismen/kapitalismen har kun vundet, indtil klimaforandringerne for alvor tæver løs på den, for så vil enhver stat være tvunget til at gribe ind og beskytte sin befolkning.
Diktaturer vil selvfølgelig kunne fortsætte, hvis ikke de falder fuldstændig sammen. De såkaldte demokratier vil fordele byrderne, som flertallet giver dem lov til, og kun det.

Jeg finder diskussionen om den sande socialisme helt forbi. Det gælder udelukkende om at forberede os på sidste salgsdato for den uansvarlige livsførelse. Den taler ingen om, heller ikke socialisterne, for det ville betyde, at de talte om andet end fremgang. Det er tilbagegang, der skal tales om. Alene ordet vil sende brugere af det ud af lokalerne.
Fagbevægelsen havde fra begyndelsen et mål om en retfærdig verden. I dag gælder det om at holde på privilegierne - min gruppe foran de andre. Solidariteten gælder ikke helheden, kun delgruppen.

Den kommende katastrofeøkonomi i Danmark vil selvfølgelig komme til at ligne urkommunismen til ukendelighed, men når folk begynder for alvor at lide, er vi på samme sted som fortidens sultesamfund: Rejs jer fordømte ...

Niels-Simon Larsen

Martin Ågerup: For ca et halvt år siden blev du citeret her i avisen for at sige, at ‘der ikke var nogen klimakrise’. Det synspunkt står du i dag ret alene med på højrefløjen. I torsdags kom Simon Emil og Christina Egelund smilende over til os i Klimapåmindelsen i Rigsdagsgården. De sorte klimafornægtere har været i dampbad, og vil nu gerne fremstå grønne. De skal være velkomne i den grad de også er grønne af hjertet.
Og fortæl nu, hvem der aflønner dig, og hvor meget du får om måneden. Det er nemlig det mestinteressante ved dig.

Søren og Pelle: Det er ikke svært at lave enmandshære. Hvor mange er I hver især?
I skal kæmpe for en katastrofeøkonomi, der sætter os alle i samme båd, redningsbåd, dog ikke sådan en, man kan se på vesterhavsegnen, men en (blandt mange) som ses i oversvømmede gader. Næsten ingen tør se den gru i øjnene, der venter os, og videnskabsfolk nænner næsten ikke at udbrede sig om det.
Eller som det hedder i det folkelige sprog: Den slags snakker vi ikke om i vores familie.

Torben K L Jensen, jens christian jacobsen, Steen K Petersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Ja, det ser sgu dystert ud hvis du får ret, Niels-Simon.

Hvad er det der får dig til at stole på at ikke også de demokratiske stater vil bryde samme, som diktaturene. Så vi står i en situation hvor de rige forskanser sig i New Zealand og alle vi andre må lide og kæmpe vores egen kamp.?

Niels-Simon Larsen

Jaan Kilbouy: Det er lidt af et under, at der overhovedet er stater, der er en smule demokratiske.

Der findes rige og dumme mennesker overalt, men jeg har også mødt en del fornuftige, der ikke havde ret mange penge. Det betyder, at jeg er sådan lidt godtroende og ikke kan argumentere tydeligt for mine holdninger. Noget skal man dog tro på, og så vælger jeg at tro på demokratiet og det gode i mennesket.

Jeg taler for, at vi ikke bruger for megen tid på at diskutere andet end vores børnebørns overlevelse. Flere og flere børn gribes nu af frygt for fremtiden, og dvs at barndommen bliver kortere og kortere. De bliver urolige og angste. Jeg så en video på fb., hvor en pige på en tre fire år holdt en brandtale mod at spise kød. Kan man det, er man nærmest voksen mentalt set.
Jeg synes, at man placerer sig på en fjern planet, når man diskuterer ideologi og religion. Det kunne gå førhen, men nu skal vi udelukkende have de kommende generationer i tankerne. De skal kunne få rent vand og luft og gode fødevarer og det hjælper ingen -isme dem med.
Det kan godt være, jeg stemmer på EL næste gang, da det ligger mig nær, men kommunisme skal betyde redning af børnenes fremtid, så det vil jeg have frem i forreste række.

Anders Graae, Jaan Kilbouy og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

Tak for svar.

Jeg er faktisk ikke rigtigt uenig med dig når det kommer til stykket.
Jeg mener dog at mere socialisme er bedre end mindre. Også selv om det kun er de sidste 50år af menneskets tid på den blå planet.

Jens Thaarup Nyberg

“Kapitalismen er ikke knækket, men det skal den heller ikke. Den skal demokratiseres”

Yes - længe leve proletariatets diktatur !

Karsten Nielsen

Jeg er ikke sikker på, at det er en fordel for verdenssamfundet, at de østeuropæiske og det sovjetiske system faldt sammen. Vi kan ikke vide, hvad perestrojka med den delvise afskaffelse af centralistiske styringsprincipper for økonomien og glastnost med åbenhed, diskussion og bred folkelig deltagelse i debatten ville have betydet for disse samfund og for det kapitalistiske markedssamfund.
I hvert fald havde man et andet forhold til den private ejendomsret til jord og andre produktionsmidler. Selv nyder jeg de små markeder i byernes markedspladser med salg af egne varer og egen småproduktion. Men det er sandelig noget andet end markedsstyring af betingelserne for vores eksistens, for det er ikke ”markeder” længere. Her under kapitalismen må vi kæmpe mod selvisk profitmotivationen, som i bund og grund strider mod vores grundlæggende behov og muligheder. Se på de store lobbyer for våben, olie, kemi, energi, teck, information, finans og landbrug. Vi er kommet ”på spanden” under den ”frie” kapitalisme. På en måde forstår jeg godt det store, overfladiske, ensidige og unuancerede mediecirkus ved denne 30-årsdag. Man aner nok ”faren” ved, at folk er ved at have fået nok, og så skal der skuespil til. Jo spørgsmålet om den private ejendomsret skal ikke underkendes og er bestemt ikke afgået ved døden, hvis vi stadig skal eksistere som art.

Uhyggeligt så mange her på information der går ind for kommunisme. DDR og dens undertrykkelse var åbenbart en velsignelse. Os der har oplevet kommunismen på nært hold er klogere. Hvis man vil være fattig så stem på E.L.

Du er ellers normalt meget fornuftig at høre på, Kim Houmøller, men lige her er det metan og smørsyre du udspyr. ;)

Enhedslisten er det ENESTE parti der kærrer sig om de fattige når det arbejdes i parlamentet. De andre på tinget gør kun når de stiller til interview.

Jens Thaarup Nyberg, Anders Graae og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Karsten Nielsen: Nej, det var ikke lykken, at sovjetstaten afløstes af oligarki og kleptokrati. Og nu regerer den værste af dem alle.

Kim Houmøller: Du sætter lighedstegn mellem DDR og kommunismen. På den måde standser du debatten.

Nu hænger jeg mig så lidt i indledningen, hvoraf det fremgår, at kapitalen skal demokratiseres. Men der var vel en grund til, at Marx slog ned på netop den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Udviklingen inden for kapitalen selv betød jo, at kapitalen både blev koncentreret og centraliseret. Det var alt andet end demokratisk.

Og samtidig blev den værdimæssige side af den kapitalistiske produktion det styrende moment - Det blev produktion for profit med andre ord. Og hos Marx finder man jo mange sentenser der viser, at markedet netop ikke er selvregulerende. Bare den blotte sondring mellem brugsværdi og bytteværdi viser vel, at værdierne i en eller anden forstand skal realiseres i markedet. Og ydermere kan markedet fordreje værdiformen, så ting kan blive handlet helt ulig værdi

Men centralistisk planøkonomi har jo i historien også vist sig ikke, at du. Det er ikke tilstrækkeligt, at staten blot ejer produktionsmidlerne, og planøkonomi har også vist sig utilstrækkelig.

Jeg ved ikke hvad forudsætningen for en demokratisering af kapitalen - eller kapitalismen som sådan er? Men det sker givet ikke af sig selv.

Proletariatet er om det vel er et gammeldags begreb vel stadig den universelle og forandrende samfundskraft.

Nuvel der findes da initiativer til medejerskab og mere demokratisk produktion. Men der findes også Kapitaler med et omfang større end nogensinde, og det samfundsforandrende potentiale var større i begyndelsen af det 20 århundrede end det er i dag.

Produktivkraften er stadig under udvikling, og jeg tænker, at det bliver klimakrisen der nødvendiggør socialismen mere end noget andet.

Men sådan var perspektivet ikke et par generationer tilbage. Der kunne man nåde tro på materieelle fremskridt, såvel som sociale

Jeg vil stille spørgsmålstegn ved om socialismen er blevet moden - eller skulle det snarere udtrykkes, at tiden er blevet moden til socialisme

Den virkeliggjorte socialisme har ikke udelukkende befordret vejen, da socialisme er blevet et miskrediteret begreb - og ikke uden grund.

Men måske er problemet også, at vi tænker socialisme ud af det ideale, hvor vi naturligvis ikke kan undvære idealer, men hvor historien nok så meget skabes ud af det reale.

Nope - vi er ikke tættere på noget mål end førhen.

Niels-Simon Larsen

Jan Boisen: Tiden moden til socialisme? Jeg synes, vi skal skabe den fællesskabsideologi, der kan løse klimaproblemerne, for har vi ikke det store flertal med os, duer det ikke til noget.

Niels-Simon Larsen: Klimakrisen bliver en tvingende omstændighed ude i fremtiden tror jeg.

Men når artiklen her nævner, at kapitalismen skal demokratiseres, så er jeg alligevel lidt skeptisk, for nogle af de ting der har bevirket, at udviklingen ikke just har været demokratisk er indlejret ii kapitalismen selv. Nogle forhold er "systemiske" .dvs. ekspansion og vækst i økonomisk forstand og er indlejret i den kapitalistiske økonomi.

Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at produktionen skulle blive mere demokratisk uden, at det samtid skulle indebære, at ejendomsretten også blev spredt.

Og skulle det siges lidt ultimativt, så forudsætter retten til, at bestemme over egen arbejdsdag også medejerskab mht. produktionsmidlerne og arbejdsprodukterne.

Og stadigvæk eksisterer der kapitalkoncentrationer uden lige. Inden vi taler om, at socialismen er blevet moden skal den vel lige virkeliggøres?

Og da artiklen her nævner murens fald, så var det vel i høj grad opløsning i de østeuropæiske stater selv der bevirkede, at der blev sat et foreløbigt punktum for den hidtidige socialisme. Men vi husker vel alle Solidarnoz og masseflugt i slutningen af 80´erne?