Feature
Læsetid: 10 min.

Biavl er både klimapolitik, kvindekamp og fødevarebevidsthed

Bier og honning har gennem historien været brugt som symbol på alt fra begær til arbejderklasseflid og religiøs dedikation. I dag er det udryddelsestruede insekt blevet synonymt med klimakampen. For en biavler som mig er det personligt
Jeg blev biavler, fordi jeg elsker honning og gerne ville lære mine børn om vejen fra jord til bord. Men jeg forstår nu, at jeg er del af en bevægelse.

Jeg blev biavler, fordi jeg elsker honning og gerne ville lære mine børn om vejen fra jord til bord. Men jeg forstår nu, at jeg er del af en bevægelse.

Sarah Hartvigsen Juncker

Moderne Tider
16. november 2019

»Prøv at stryge hånden hen over dem. De gør ikke noget.«

Jeg kiggede skeptisk ned i stadet, som den ældre biavler Viggo Jessen netop havde åbnet. Det var en sensommeraften i august 2016 i et villakvarter på Amager, og Viggo havde netop ført os ned i sin baghave, hen over en trimmet græsplæne, forbi urtehaven og de velplejede stauder. Vi havde hverken handsker eller beskyttelsesdragt på, og set med mine øjne stod vi over for tusindvis af potentielle bistik. Jeg trådte vilkårligt et halvt skridt bagud. Men min 16-årige datter lod forsigtigt håndfladen glide hen over den summende, bevægelige kage af bier.

»De er varme,« udbrød hun overrasket.

Viggo nikkede og smilet bredte sig i hans rynkede ansigt:

»Kan du mærke deres bløde pels?«

Det var vores første sæson som biavlere, og vi var taget ud til veteranerne Viggo og Ulla Jessen for at købe en dronning med tilhørende familie. Da vi en time forinden parkerede uden for deres hus, troede vi, at vi bare skulle afhente en kasse med 8.000 bier. En rulle sedler i hånden. Tak og farvel.

Men nej: Handlen skulle først besegles i Viggo og Ullas kælder med bittesmå bægre mjød lavet på honning. Der var gode råd fra de erfarne avlere om tappespande og dronningeavl. Og så skulle vi altså også prøve at ae bierne med de bare hænder.

Bier samler på tværs

Bier er nemlig ikke bare et insekt. Og biavl er ikke bare business. Hvilket bliver tydeligt, da jeg for nylig deltager i et fem timers langt, tværfakultært seminar om bier og honning på Københavns Universitet.

Funfacts om bier og honning

  • Alle kender honningbien, der lever i sociale fællesskaber, men ud af de 20.000 beskrevne arter, er 95 procent faktisk enlige bier.
  • Bier kan spores helt tilbage til kridttiden – den mest dinosauerrige periode på kloden. Det ældste, kendte fossil af en bi er 100 millioner år gammelt.
  • I Egypten var honning mere værdifuldt end guld. Det blev brugt som ofringer til guderne og blev derfor blandt andet hældt i floden.
  • Honning er i dag godkendt til medicinsk behandling – blandt andet til sårheling. Det skyldes, at honning indeholder et kraftigt enzym, der omdanner sukkerstoffer til brintoverilte, der kan slå bakterier ihjel.

Seminaret er arrangeret af universitetets projekt Honning og Viden, der forsøger at samle og udbrede forskningen i honningbiernes betydning. Da jeg besluttede mig for at blive biavler, var det mest, fordi jeg elsker honning, men også fordi jeg gerne ville lære mine børn om vejen fra jord til bord. Og til seminariet forventer hobbybiavleren i mig at blive oplyst og måske underholdt af den imponerende stribe forskere fra alle dele af universitetet.

Men i løbet dagen går det op for mig, at dette er mere end 11 foredrag om et lille stribet dyr. Der er en dybere symbolik på spil. Noget som kan spores i alle tider, samfund og religioner, og som på selve dagen blandt andet afspejles af det ’tværfakultære:’ Her er oplægsholdere fra både jura, humaniora, teologi, naturvidenskab, sundheds- og samfundsvidenskab. Og det er åbenbart yderst sjældent, at forskere fra alle dele af universitetet samles i ét og samme auditorium med et fælles fokus. Men at det netop er om bier, er ikke tilfældigt:

»Der er få ting, som synes at samle på tværs som at have honningbier,« konstaterer Anders Blok, lektor ved Sociologisk Institut og forsker i civile, grønne byfællesskaber. Blandt 225 fællesskaber i mindre, mellemstore og større danske byer har han fundet ’civilt biengagement’ i knap halvdelen. Alt fra salg af honning over bipolitiske diskussioner til regulær avl. Tendensen er ovenikøbet stigende.

»Det handler om at komme tæt på naturen. Men det er mere end et menneskeligt fællesskab. Det er i tråd med en aktuel, grøn dagsorden. Og bierne bliver en prisme, fordi vi oplever en hverdag med en truet natur,« siger Anders Blok.

På tilhørerrækkerne får jeg flashback til Kulturnatten for nylig, hvor min yngste søn i Enhedslistens gruppeværelse på Christiansborg kunne lave sig et bi-badge med et ’Red bierne’-slogan, som efterfølgende blev foreviget på en selfie med partiformand Pernille Skipper.

Så da jeg sammen med en af mine bedste veninder stillede bistader op i en tredje venindes have, meldte vi os faktisk ind i en bevægelse. Det forstår jeg nu.

Anders Blok fortæller, at Danmarks biavlerforening har oplevet en støt stigende tilslutning det seneste årti. I 2005 havde foreningen 3.700 medlemmer – sidste år nåede medlemstallet knap 6.000. Yngre børnefamilier omkring storbyerne udgør en væsentlig del af stigningen.

Morsesignaler spillet på kazoo

»Hvad kan bierne lære os i dag, hvor vi står på tærsklen til en økologisk nedsmeltning,« spørger næste oplægsholder, antropolog Oliver Maxwell fra Bybi, en socialøkonomisk virksomhed, der siden 2010 har opstillet bigårde på blandt andet plejehjem, firmaer og sociale bosteder. Ideen er at transformere borgere fra passive forbrugere til co-producenter, forklarer Maxwell. Sammen med post.doc. ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab Melissa Lynn van Drie står han for dagens absolut mest syrede oplæg. Hun forsker i det for mig aldeles ukendte felt: lyden af vores madkultur.

»Hver eneste dråbe honning udgør en kommunikation mellem blomsterne og bierne. Og vi skal forsøge at lytte til, hvad bierne vil fortælle os. Når vi lytter, bliver vores nysgerrighed vakt, og med det kommer engagementet,« sagde Oliver Maxwell.

Melissa Lynn van Drie har optaget lyden af syngende bidronninger. Hun trykker play og i nogle minutter fyldes auditoriet af en summende rytmisk lyd – som morsesignaler spillet på kazoo.

Jeg kan ikke lige stille ind på frekvensen. Men jeg er med på, at man som biavler kan høre, hvordan bierne har det. Når familien for eksempel vokser i antal hen over forsommeren, og det er tid til at udvide med flere magasiner, kan stadet nærmest dirre af mangel på plads.

Biernes summen kan også fortælle om den enkelte families humør.

Når bierne skal tilses, bruger jeg røg fra tobaksblade. Det bedøver dem en smule og får dem til at trække ned i stadet, fordi de tror, der er brand. Og jeg undgår som regel at blive stukket eller klemme bierne, når jeg som her skal tjekke, om de har nok foder og propolis til vinteren.

Når bierne skal tilses, bruger jeg røg fra tobaksblade. Det bedøver dem en smule og får dem til at trække ned i stadet, fordi de tror, der er brand. Og jeg undgår som regel at blive stukket eller klemme bierne, når jeg som her skal tjekke, om de har nok foder og propolis til vinteren.

Sarah Hartvigsen Juncker
I mit bikollektiv har vi flere sæsoner døjet med en særligt aggressiv familie, som vi ofte kunne høre på afstand. Når vi åbnede for stadekasserne, for bierne ud i hovedet på os, og vi blev ofte stukket. Det er dronningen, der styrer stadets temperament, og efter at have bandet over den hidsige kælling i tre sæsoner besluttede vi i sensommeren at lave et såkaldt dronningeskifte, hvor man tager livet af den gamle dronning og tilsætter en ny. I vores bibibel stod der, at hun skulle ’klemmes’. Et pænere ord for drab. Det var mig, der begik udåden med en gummistøvle til hjælp. Det var bare et enkelt insekt, men det føltes brutalt. Og jeg kan stadig huske den sidste lyd af den afgående bidronning. En knasen.

I auditoriet på Amager knaser det også. Det er lyden af coxorange-, ingridmarie- og elstaræbler, der bliver spist som pausesnack. Der er også honningkage til kaffen. Jeg kigger ud over de mere end 100 deltagere. Her er mange gråhårede mænd i ternede skjorter og strikkede pullovers. Enten ligner hobbybiavlere og akademikere hinanden, eller også er det samme segment.

Som en del af projekt ’Honning og Viden’ har universitetet med hjælp fra Bybi opstartet egen bigård med to stader. Den særlige ’Campushonning’ er sat til salg i et hjørne af auditoriet. En deltager stiller også en kasse med lynghonning frem i pausen. »Fra jyske bier,« står der på et skilt.

Sådan er biavlere: Vi forpasser aldrig muligheden for at åbne en bod i hjørnet. Jeg har stort set altid et glas i tasken, hvis jeg skulle falde over en køber. Ikke at det dækker udgifterne. Biavl er en dyr hobby. To mænd på rækken foran mig taler om EU’s regler for mærkning og fortjenesten ved stalddørssalg.

»Jeg tænkte, at jeg måske kunne supplere folkepensionen med biavl. Men det kan slet ikke betale sig, selv om jeg har ti stader« siger den ene.

»Næh, nej,« siger den anden. »Man skal ikke blive biavler for pengenes skyld.«

Produktionstab og herlighedsværdi

Meget passende holder Peter Birch Sørensen fra Økonomisk Institut et oplæg om biernes bidrag til miljøøkonomien – fra råvareværdien, henover bestøvning til herlighedsværdi. Særligt biernes bidrag til biodiversiteten og til stabilisering af økosystemerne kan måles.

75 procent af verdens fødevareafgrøder er i større eller mindre grad afhængige af bestøvning. På verdensplan findes der 20.000 beskrevne arter – i Danmark knap 300. Men de er i tilbagegang – særligt de vilde bier – og Peter Birch Sørensen refererer fransk forskning, der viser et produktionstab på 10 procent, hvis bierne ikke længere kan bestøve verdens fødevareafgrøder. Varerne vil også blive dyrere for forbrugerne. En tilhører spørger skeptisk, om det virkelig kun er 10 procent? Hun havde forventet et langt højere tal. Hun lyder næsten skuffet over, at bierne ikke kan bryste sig af mere. Forskeren tilføjer, at det skam er alvorligt nok.

I den næste pause spotter jeg flere biavlere, jeg kender, herunder min lærer i biteori Morten Westy, manden der henover 12 timers undervisning i de mørke vinteraftner 2016 på Landbohøjskolen lærte mig alt om biavl. Det kan bedst sammenlignes med køreteori, inden man har sat sig bag rattet. Meget abstrakt, en smule kedeligt, men helt sikkert nødvendigt.

For biavl er ikke nogen simpel hobby. Det kræver viden og systematik, og hver gang man tror, man har styr på det, støder man på nye problemer. Bierne gør ikke altid som i bogen. De kan blive syge, dø eller stikke af. Derfor er der også lovgivning om biavl, og det har der været siden romertiden, fortæller professor emeritus Ditlev Tamm fra Det Juridiske Fakultet.

Iklædt skinnende jakke i lilla nuancer, runde briller med kraftigt sort stel og læderbukser ligner han næsten et smukt insekt. Biret handler mest om erstatning, fortæller han veloplagt. Hvis bier stikker andres avlsdyr ihjel. Og ejendomsret, hvis biernes sværmer, ’bliver kåde’ og pludselig befinder sig på en anden mands grund. Hvem ejer så sværmen?

Det er en imponerende forskelligartet forsamling af oplægsholdere, der tager podiet i løbet af dagen:

Her er en kvindelig forsker med sort page og guldøreringe og det finskklingende navn Tuuli Kasso, som forsker i vokssegl på middelalderpergament. En slags fingeraftryk, som kan fortælle os om biernes dna og dermed bidrage med vigtig viden om datidens afgrøder og handelsruter.

Og så er der ph.d.-stipendiat Esben Korsgaard Rasmussen, som tager os på en filosofisk tour de force fra Aristoteles over Thomas Hobbes og frem til Bernard Mandeville – tænkere, der på hver sin måde har sammenlignet mennesket med bier.

Og Jacob Skovgaard-Petersen, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, der fortæller om Muhammads kærlighed til honning. Og om hvordan bierne i islam bliver holdt op som et forbillede for rettroende.

Jeg kigger forgæves efter oplæg om bierne og blomsterne – men bisex er ikke umiddelbart programsat. Dagens sidste oplægsholder, lektor Gitte Buch-Hansen, Afdeling for Bibelsk Eksegese ved Det Teologiske Fakultet, kommer tættest på. Hun finder i både Det Gamle Testamente og i Markusevangeliet flere spor efter honningens sødme. Dels som en allegori for begæret, men senere under reformationen som et symbol på afholdenhed.

Bikongen er en hun

Arbejderbierne bliver i øvrigt i bibelsk sammenhæng opfattet som soldater og af hankøn, og i koranen bliver lederen af bierne kaldt en emir, altså en fyrste. Faktisk var det en udbredt misforståelse langt op gennem historien, at bistadet styres af en konge.

Først i 1600-tallet opdager en spansk forsker, at han er en hun. Det skaber stor debat i blandt andet datidens England, hvor den nye viden bliver brugt politisk til at understrege Elisabeth I’s magt. Og opdagelsen anfægtes faktisk gennem mere end 100 år. Først med opfindelsen af mikroskopet bliver bidronningens køn uafviseligt.

Min biavlerveninde og jeg er begge enlige mødre, og vi underholder gerne med historien om køns- og arbejdsfordelingen i stadet: Dronerne – hanbierne – er bistadets playboys. De arbejder ikke – hverken med at samle nektar, passe larver eller gøre rent. De flyver bare ud og parrer sig med fremmede dronninger i luften. Og lever ellers godt af honningen, som hunnerne pukler for at producere. Til gengæld bliver de i sensommeren stukket ihjel af kvinderne – forsvarsløse, da de er uden brod. ’Droneslaget’ kaldes det. Der er ikke føde nok vinteren over til mandlige driverter, og kvindekollektivet lever videre uden mænd, som der først er brug for igen til forårets parringer.

Til seminarets afsluttende debat spørger jeg, om der har været forskerinteresse i køns- og arbejdsfordelingen i bistaderne? Tilsyneladende ikke. En mandlig, ældre biavler til venstre for mig spørger bekymret, om vi mon bevæger os mod et samfund, der ligner biernes, hvor mænd er nogle, kvinderne smider ud, når de ikke har brug for dem længere?

Der grines. Gitte Buch-Hansen ser spørgsmålet som et glimrende eksempel på, hvordan mennesket gennem alle tiden har brugt bierne til at fortælle historier om sig selv.

»Vi kan ikke lade være med at bruger bierne til at tænke med. Det er en del af interaktionen mellem bier og mennesker,« siger hun.

Bierne er med andre ord et nyttigt symbol. Et spejl, mennesker altid har holdt op som et billede på det samfund, vi lever i. De er blevet set som alt fra modelborgere i et velfungerende demokrati, til et perfekt kapitalistisk maskineri og et religiøst forbillede. Og i dag har de fået rollen som klimaoffer på linje med isbjørnen.

Måske kan man opfinde et nyt ord i rækken af ord, der begynder med bi? Bidentifikation. Som i betydningen af ønsket om at identificere sig med bien som dyr og bisamfundet som fællesskab.

Set i det lys, skriver jeg mig ind i historien som endnu et menneske, for hvem bien er blevet et personligt symbol. På god opdragelse, kvindekamp og fødevarebevidsthed.

Honningen er blot et biprodukt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Line - tak for en god artikel. Kunne du ikke bruge din platform til at kigge på, hvordan man kunne støtte biavlen herhjemme. Kunne man f.eks. forestille sig, at registrerede og kontrollerede biavlere kan købe glas, mærker osv billigt?

Lise Lotte Rahbek

Astrup
"kontrollerede" biavlere - hvordan kontrollerede tænker du?
Mange biholdere har registret lokaliteten af deres bigårde. I de tilfælde hvor der udbryder sygdomme eller massiv bidød, kan bi-inspektører fra biavlerforeninger undersøge årsagen ligesom generelle vintertabsundersøgelser kan fortælle noget om hvor godt/skidt det står til bl-a med pesticider. Er det den slags kontrol du tænker på?

Lisbeth Kolding

Honningbien er mig bekendt ikke udryddelsestruet - og den biddrager heller ikke til biodiversiteten - faktisk tværtimod, den (ud)konkurrerer nemlig med den vilde bi om føde.

Mogens Holme, Estermarie Mandelquist, Ole Frank, Rasmus Bartram og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Lisbeth Kolding
Hvilken vild bi taler du om?

Du kan jo se dig omkring i det opdyrkede landskab med pesticider og 'planteværn' og plovfurer og nedsavede læhegn og fortælle vidt og bredt, at det er honningbiens skyld og at du ikke i hele din livstid vil bruge produkter med bivoks eller honning og SÅ kan du fortælle mig, at den bidød som biholdere oplever ikke er en trussel mod dit eget fødevare-behov.

Torben Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Mark Peter Rønn, Per Torbensen, Carsten Munk, Alvin Jensen, Flemming Berger, Kim Houmøller og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Virkelig spændende artikel.

"Først i 1600-tallet opdager en spansk forsker, at han er en hun. Det skaber stor debat i blandt andet datidens England, hvor den nye viden bliver brugt politisk til at understrege Elisabeth I’s magt. Og opdagelsen anfægtes faktisk gennem mere end 100 år. Først med opfindelsen af mikroskopet bliver bidronningens køn uafviseligt."
(Det må da især have været til debat al den stund at England og Spanien var ret så meget på kollisionskurs..)

Jeg havde simpelthen håbet at et blad som information havde undersøgt problematikken i at flere og flere biavlere kommer til...
Det er et kæmpe problem at man tager maden fra de vilde bier som er dem der er i problemer og er tæt på at uddø. Derudover er der forskning der tyder på at honningbierne inficerer de vilde bier med virus, når de samler nektar fra samme blomster.
Så kan det godt være det er hyggeligt at have bier, og at det gør at i føler jeg tættere på naturen, men at påstå at i gør noget godt for biodiversiteten er simpelthen ikke rigtigt.
Sæt nogle bihoteller op i stedet og red de vilde bier med flere blomster der springer ud i efteråret i stedet for. Så får ikke kun bierne, men også insekterne en meget bedre mulighed for at overleve.

John Damm Sørensen, Mads Troest, Estermarie Mandelquist, Ole Frank og Birgitte Errendal anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@Rasmus Bartram
17. november, 2019 - 16:19

Som du selv er inde på, er de vilde blomster nøglen til mange vilde biers - samt andre insekters - overlevelse.
Biodiversiteten er sønderlemmet.

Biolog Vicki Knudsen fortalte om en helt speciel sommerfugl, ensiansommerfuglen, som udelukkende overlever ved hjælp af specielle myrer, der tager ægget ned i boet i den tro det er et myreæg, men det er i virkeligheden en hemmelig agent, og skal hemmelighedsfuldt SNIGE sig ud ad myretuen efter den kommer ud af puppen med fare for liv og lemmer, for hvis myrerne opdager den er en sommerfugl bliver den ædt...

Men de vilde blomsters biotoper er ikke ødelagt af biavlere på taget og i haven.
For de interesserer sig ikke for de samme blomster.

Det er noget helt andet med bikuber i skoven.
Det er en anden snak.

Eva Schwanenflügel

Vi burde alle blive bedre oplyst om biodiversitet, og hvad vi selv kan gøre for at fremme den.

Alvin Jensen, Ole Frank, Flemming Berger og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Stop for kommerciel skovdrift i dk der ikke tjener penge alligevel.
Lad skoven stå og hold den nede med græssere.
Stop for Guds skyld med at klippe alt ned til sokkeholderne konstant. Vejkanten haver mm. Insektørkener i et absurd Morten Korch selvbillede.
Lav parkerne vilde og sjove. Ikke det kedelige bras med flot udsigt og brede kirkegårds stier folk i dag tror er natur.
Skær i hektarstøtten så ufrugtbar landbrugsjord kan blive til natur.
Inviter med aktiviteter og oplevelser folk ud i naturen så den kan prioriteres. Naturen er robust.

Sæt fagligt snævertsynede biologer i ledende stillinger fra bestillingen. Vi har snart ikke noget natur tilbage. De har haft ansvaret og har ikke løftet det. De har ikke haft politisk tæft eller styrke, eller visioner der rakte ud over det mest indlysende. Det er på tide at se indad.
Udvid uddannelsen så bl.a. biologer får bredere faflighed til at sikre vores natur fremover.

Hvorfor i alverden står der, at honningbien er et udryddelsestruet insekt ? Det er jo løgn/fake news/usandt/dokumenterbart forkert. Vælg selv hvilket udtryk du foretrækker. Bestanden af honningbier er stigende modsat langt de fleste arter af vilde bier. Honningbien er en hybrid og et husdyr og har meget, meget lidt med biodiversitet at gøre, bortset fra at den som generalist (søger føde på en bred vifte af blomster) er et problem for de sjældne arter af specialister (søger føde på en eller meget få blomsterarter).
Jeg kan godt lide honning, men jeg bliver sågu en smule paf, når jeg igen og igen ser honningbien udstillet som en truet del af den naturlige biodiversitet.

Biavl er stordrift og har lige så lidt med natur at gøre som landbruget har. Det kan godt være det er et personligt symbol, men det er en del af problemet.

Artiklen er på mange måder usædvanlig, mangfoldig og mangesidig. Og også meget fin og sød.
Vil derfor i mange tilfælde og i mange situationer kunne bruges som bilag.

John Damm Sørensen

Stop for kommerciel skovdrift og landbrug i dk, der ikke tjener penge alligevel.

@ Lise Lotte Rahbek

Mangel på vilde biotoper er indlysende nok den afgørende faktor for de vilde biers eksistens. Naturstyrelsen burde vel så afstå fra honningstader i Nationalpark Thy og i styrelsens habitater i øvrigt. Gennem Verdens Skove tilbageføres nu en hel del lodder til naturen i Thy.

Det er du vel med på? Krtikken kommer jo også fra Plan Bi som jeg selv gerne støtter. Vi kan ikke undvære honningbien, men naturligt forekommende hos os er den vel ikke (endnu)? Oder wieso?

Lise Lotte Rahbek

Evald Mehlsen
Emnet er næsten for komplekst til skrift, men lad mig lige liste et par aspekter op:

De vilde bier er ikke de eneste trængte insketer. Næsten alle steder er arterne gået tilbage pga mangel på levesteder. Og føde. Det er ikke fordi nogle honningbier har taget deres mad. Det er menneskers fortagsomhed, som har omformet natur til kultur. Det er både godt og skidt. Godt for mennesker, skidt for biodiversiteten.

Thy Nationalpark er så vidt jeg har forstået et område, hvor menneskelig virketrang udi fysisk aktivitet er prioriteret. Vi skal jo allesammen ud og se på naturen. Og gerne mosle rundt i den, så vi rigtig føler at vi lever. Men problemet KAN være, at vi jokker rundt der, hvor insekterne lever og gerne vil have ro.
Yderligere mht naturparken så er de honningbistader, som er/har været til debat udsat til det tilspunkt hvor lyngen blomstrer. Der er ikke så meget andet for honningbier at trække på i det område. Det vil sige, at udsættelsen af honningbistaderne sker sent på året hvor nogle af de andre insektarter og bestøvere ikke længere er særligt aktive. Men for min skyld ingen alarm. Man kan sagtens forbyde honningbier i Nationalparken. Det vil sandsynligvis have en effekt på lyngen som så bliver bestøvet i mindre grad, men vi kan jo godt leve med mindre lyng. Så bliver der måske plads til flere shelterpladser.

Biavlerne er til gene, kan vi forstå. Det er ligesom med hundeejere som lader hundenes lorte rundt omkring i landskabet - eller noget i den retning.
Biavlerne samarbejder med naturstyrelsen, naturfredningsforeningen og diverse biologer med det formål at bevare størst mulig biodiversitet og ikke vælte den skrøbelige balance i trængt natur. Det er der mange som ikke ved.

Biavlere - eller biholdere - er vidt forskellige. Nogle har et enkelt eller to bistader i baghaven. Andre og det er efterhånden de få, har biavl som erhverv og flytter deres bistader rundt for mark- og frugttræsbestøvning. En af årsagerne til at der er blevet flere biavlere er, at der er blevet flere af de små hobbyavlere og færre af de store. Erhvervsbiavlere er trængte på transportomkostninger og på afsætningen, bl.a.

Men vi VED ikke hvor mange bistader der i Danmark. Vi ved heller ikke præcis i hvilke områder eller i specifikke planter, hvor honningbierne kan udgøre en konkurrent til andre bestøvere. Vi VED derimod at visse organisationer har besluttet at biavlere og honningbier er uønskede og kan vrænges på næsen af. Til trods for at honningbiholdere er en af de nærmeste kilde til oplysninger om massedød blandt insekter.

Torben Nielsen, Flemming Berger og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar