Brevkassen: Hvem skal jeg være solidarisk med?

Indsamlingssæsonen er i gang, og jeg plejer at deltage med mine børn. Det har det dobbelte sigte, at vi skaffer penge til et godt formål, og ungerne får lidt solidaritetstræning.

Problemet er bare, at vi nogle gange støder på folk, som giver udtryk for, at de ikke har lyst til være solidariske – for eksempel vores nabo.

Han er lidt speciel, og jeg gør meget ud af at rumme ham ved andre lejligheder. For jeg synes også, mine børn skal lære, at man skal kunne rumme andre synspunkter, og øver mig også selv på det.

Men hvem skal jeg være solidarisk med her? De udsatte og trængende, vi samler ind til. Eller min sære, socialt afvigende nabo? Og lad nu være med at svare, jeg bare skal vælge en anden indsamlingsrute. Det er for nemt.

Svar I:

Jeg går ud fra, at det, du spørger om, er, hvordan du bagefter skal forklare dine børn, hvorfor jeres nabo – som de måske ellers synes er sød – ikke puttede penge i bøssen.

Du skal bare sige, at det jo ikke er alle mennesker, der støtter op om den slags. Det er en ærlig sag, og han har sikkert sine grunde, og det kan dine børn godt rumme.

Når det er sagt, så vil jeg lige bryde den eneste regel, du har sat op. For jeg ser vitterligt ikke nogen grund til at ringe på derinde og sætte jer alle i en småtræls situation. Især når du ved, at han ikke hoster op, og at de udsatte og trængende, som du gerne vil gøre noget godt for, ville have større sandsynlighed får at få en 50’er mere, hvis du ringer på en hvilken som helst anden dør i stedet.

— Kristian Villesen

Svar II:

Uanset hvad du gør, er du ikke sådan i streng forstand solidarisk med nogen af parterne. Du står ikke ligefrem sammen med de udsatte og trængende ved at samle ind til de forskellige organisationer, der hjælper dem.

Og du giver ikke afkald på andet end et par søndagstimer, der bliver så rigeligt kompenseret ved muligheden for at kigge ind i folks lejligheder. Solidaritet er heller ikke at være høflig i mødet med det, man opfatter som nærighed. Det er bare høflighed.

Gem ambitionen om solidaritetstræning af dine børn, til der er nogen, der bliver holdt udenfor eller mobbet i de fællesskaber, de indgår i.

Men derfor giver det jo masser af mening at samle ind alligevel – primært fordi I skaffer penge til gode formål, som du skriver.

Jeg tror ikke, der er ret mange indsamlingsruter derude, hvor man er garanteret succes og velvilje, hver gang en dør bliver åbnet. Det er bare ærgerligt, men så kan I tale om, hvorfor det er sådan, på vejen. Dine børns bud kan principielt være lige så gode som dine.

— Lone Nikolajsen