Klumme
Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Verdens mest berømte glemte person

Ytringsfriheden kan godt blive lidt kompliceret, når man taler om krigsforbrydelser. Så det er nemmere at kæmpe kompromisløst for juleboller i Føtex
Assange er blevet et spøgelse, et mystisk væsen, en mumlende stemme fra fortiden, der vil os noget, men hvis budskaber vi har svært ved at skelne fra hinanden.

Assange er blevet et spøgelse, et mystisk væsen, en mumlende stemme fra fortiden, der vil os noget, men hvis budskaber vi har svært ved at skelne fra hinanden.

Victoria Jones

Moderne Tider
30. november 2019

Det var en ganske lille nyhed i mediestrømmen. Den offentlige anklager i Sverige bekendtgjorde for nylig, at man ikke længere ville retsforfølge Julian Assange i den sag om voldtægt, som havde været den oprindelige årsag til hans lange, delvist frivillige indespærring på Ecuadors ambassade i London.

Da anklagerne i første omgang kom frem for snart ti år siden, fyldte de mange spalter i verdens aviser. At Julian Assange, grundlæggeren af Wikileaks, som havde afsløret nogle af de værste krigsforbrydelser, USA begik i krigen i Irak, pludselig stod over for anklager om voldtægt i Sverige, optog i den grad sindene verden over. I dag er det lige omvendt. Assange er på det nærmeste blevet til et element, som vi af al magt forsøger at fortrænge. Han er givetvis verdens mest berømte glemte mand.

Assange eller en bolle

Selv de voldsomme scener, da Assange blev anholdt tidligere i år, har ikke rigtig sat sig de store spor. Er de ikke snarere som mærkelige, forvrængede billeder i en ond drøm, hvor noget uklart, fortrængt materiale stirrer tilbage på os?

Det er klart, at det er bekymrende, at Assange nu risikerer at blive udleveret til USA, hvor han er anklaget for spionage. Det er svært at se, hvordan det kan forstås som andet end et angreb på ytrings- og pressefriheden, som enkelte eksperter har påpeget: Der er ganske mange ubehagelige ting, vi ikke ville vide om Irakkrigen, hvis ikke det havde været for Assange.

Alligevel kan det næsten virke, som om de fleste lige præcis hellere ville have været denne viden foruden. I hvert fald er det svært at finde ret mange kompromisløse forsvarere af Wikileaks i dag. Herhjemme må vi sande, at der selv blandt de mest ivrige ytringsfrihedsforsvarere er brugt meget få ord på Assange. I stedet har man argumenteret indædt om navnet på en bolle til ti kroner i Føtex.

Tavsheden om Assange er en støjende tavshed, der kræver at blive fortolket. En vigtig del af årsagen til, at Assange ikke længere tiltrækker sig offentlighedens opmærksomhed, er naturligvis anklagerne om voldtægt. Ingen har lyst til at forsvare en mulig voldtægtsmand. Heller ikke selv om han ikke længere er juridisk anklaget.

Alligevel er det påfaldende, så lidt der er skrevet om selve sagerne – sex, vold og voldtægt plejer mildest talt ikke at være noget, som bremser offentlighedens interesse i en sag: Hvad gjorde han? Hvad skete der helt præcis? Var det overgreb? Men måske har voldtægtsanklagerne simpelthen blot forstærket ubehaget ved i det hele taget at beskæftige sig med Assange.

Han er blevet til en borromæisk knude af ubehagelige afsløringer, overgreb og menneskeligt sammenbrud. Det virker svært at beskæftige sig med det ene aspekt uden også at blive fedtet ind i det andet. Hvis man kæmper for hans ytringsfrihed, kan man komme til at ligne en apologet for voldtægt. Og hvis man interesserer sig for anklagerne mod ham, kan man risikere at aflede opmærksomheden fra afsløringer af krigsforbrydelser.

Alt må afsløres

Wikileaks insisterede på at gøre os vidende også der, hvor vi egentlig ikke ønskede at vide noget. For det første i den forstand, at det for nogle var ekstremt ubelejligt, at Wikileaks afslørede de krigsforbrydelser, der blev begået i Irak.

Men måske næsten lige så væsentligt i den forstand, at Wikileaks også offentliggjorde bunker af ting, som vi havde sværere ved at forstå, at vi skulle præsenteres for. De mange diplomatiske ’cables’ var eksempelvis utroligt kedelige og i bedste fald pinlige for enkelte personer i det globale diplomati.

Man kan sammenligne Assange med det lille barn i eventyret, som afslørede, at kejseren ikke har noget på (ved at han påpegede USA’s krigsforbrydelser), men han minder også om det samme lille barn til middagen om aftenen, som bare ikke vil holde kæft: »Se, gaflen ligger forkert, se, det er en snavset dug, se, fars skjorte er krøllet, se …«

Assange kalder sig selv journalist, men han er en særegen form for journalist. Nemlig en, der nærmest af princip arbejder uden nyhedskriterier. Alt er vigtigt hele tiden og skal fortælles. Den slags bliver trættende i længden, og det forstyrrer måske klarheden af de vigtige afsløringer, der fandt sted undervejs. Tilsammen har alle disse elementer skabt en figur, som vi ser ud til at have brug for at fortrænge.

Assange er blevet et spøgelse, et mystisk væsen, en mumlende stemme fra fortiden, der vil os noget, men hvis budskaber vi har svært ved at skelne fra hinanden. Spørgsmålet er blot, om det er rimeligt, at vi af den grund ser til den anden side, mens Assange bliver slæbt igennem en juridisk proces, som i bedste fald giver betvivlelig retfærdighed, og som i værste fald indebærer en stiltiende accept af, at de, der afslører magtens brutalitet, ikke har nogen beskyttelse mod selv samme brutalitet.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her