Læsetid: 9 min.

Christian blev som 14-årig rekrutteret i en gyde og blev nynazist. I dag er gyden online

20 år efter at Christian Picciolini forlod det amerikanske, nynazistiske skinheadmiljø, er bevægelsen rykket fra gyderne til internettet. Men årsagerne til, at unge tilslutter sig bevægelsen, og måden, man får dem ud igen, er den samme, mener han
Christian Picciolini (t.v.) som ung, da han tilhørte den ekstreme højrefløj. I dag angiver han sit lave selvværd som en væsentlig årsag til, at han fandt de ekstreme grupper tiltrækkende.

Christian Picciolini (t.v.) som ung, da han tilhørte den ekstreme højrefløj. I dag angiver han sit lave selvværd som en væsentlig årsag til, at han fandt de ekstreme grupper tiltrækkende.

Alex Picciolini

16. november 2019

Som 14-årig stod Christian Picciolini en dag og røg en joint i en gyde, da en skaldet mand med store støvler kom over til ham. Manden hev jointen ud af munden på ham, trådte på den med sin støvle og kiggede ham i øjnene. »Det er det, kommunisterne og jøderne vil have, du skal gøre, så de kan kontrollere dig,« sagde han.

Som 14-årig vidste Christian Picciolini ikke rigtig, hvad det betød at være kommunist eller jøde.

Året var 1987 og ingen i Illinois, hvor han voksede op, vidste endnu, hvad skinheadbevægelsen var for noget. Picciolini kom fra en kernefamilie, men hans forældre var italienske immigranter og arbejdede 15 timer om dagen, syv dage om ugen for at forsørge familien, så han så ikke meget til dem. De boede i en italiensk ghetto, men Picciolini følte sig hverken italiensk eller amerikansk, og i skolen blev han mobbet med sit efternavn.

Indtil den dag i gyden havde han følt sig ensom og uden identitet. Kort tid efter havde han klippet sig skaldet, købt store støvler og sluttet sig til USA’s nynazistiske skinheadbevægelse.

Picciolini var en del af bevægelsen i otte år, og på den tid nåede han at blive leder af USA’s største nynazistiske gruppe. Han optrådte i medierne med sine budskaber og rekrutterede mange nye medlemmer til bevægelsen.

»Jeg gik fra ikke at vide, hvem jeg var, til at vide præcis, hvem jeg var. Vi havde det samme tøj på og brugte de samme ord. Som soldater i uniformer,« fortæller han om sin vej ind i fællesskabet.

Information møder Christian Picciolini 31 år senere i Ishøj. Han er kommet for at tale om sin fortid i bevægelsen og sit arbejde med afradikalisering af højreekstreme, amerikanske unge. Det er Kunstmuseet Arken, der har inviteret ham til deres konference The New Extremism om ekstremisme på internettet.

Siden dengang har det amerikanske, højreekstreme miljø ændret sig. Det er blevet større, samtidig med at det er blevet mindre synligt, fordi det hele foregår på internettet, mener Picciolini. Men løsningen på problemet er den samme, som da han selv var ung. At opbygge de unges selvværd, så de bliver modstandsdygtige over for ekstremisme. 

Den digitale gyde

Når man skal rekruttere folk til et ekstremt miljø, er det lettest at gå efter unge, der mangler identitet, fællesskab og mening. Det er ofte et resultat af, at de føler sig forladt, har dårligt mentalt helbred eller lever med fattigdom, forklarer Christian Picciolini.

Det ved han, både fordi han selv brugte den strategi til rekruttering, og fordi han gang på gang ser mønsteret gentage sig i Free Radicals Project – en slags livsline, han har stiftet, hvor folk selv eller deres nærmeste kan kontakte ham og få hjælp til at komme ud af et ekstremt miljø. Her har han hjulpet flere hundrede radikaliserede unge.

Ifølge Picciolini virker strategien, fordi følelser som ensomhed og meningsløshed kan konverteres til had.

»Men hadet kommer fra selvhad, og det tror jeg er tilfældet for de fleste i ekstreme bevægelser. For mig var det selvhad og lavt selvværd, der blev projekteret udad,« siger han og forklarer, at det gav ham en »falsk følelse af kontrol og magt«.

De unge amerikanere, han er i kontakt med, er typisk blevet radikaliserede på internettet – men strategien er den samme.

»Internettet er en digital gyde, lige som den, jeg selv blev rekrutteret i. Den er bare meget større, og så kræver den ovenikøbet ikke den person, der rekrutterer, fordi propagandaen spredes så vidt omkring, og algoritmerne arbejder i deres favør.«

Et af problemerne er, at algoritmerne ikke kan skelne mellem ekstremistisk indhold og antiekstremistisk indhold.

Derfor har Facebook også censureret Arkens konference, så de ikke har kunnet reklamere for arrangementet. Sandsynligvis fordi beskrivelsen indeholdt ord, der triggede Facebooks algoritmer.

»Man kan sige, at det er kunstig intelligens og koder, der radikaliserer unge i dag. Det er et virkelig stort problem,« siger Picciolini. »Omvendt kunne man også sige, at folk selvradikaliserer gennem deres googlesøgninger.«

Under sit oplæg til konferencen fortæller han, at de børn, han ser blive radikaliseret, bliver yngre og yngre. Helt ned til 9-10 år.

»Og så går de selvfølgelig strategisk efter unge med autisme og fora, hvor der bliver talt om depression.«

Under oplægget rækker en mand fra publikum hånden op og spørger Picciolini, om ekstremisme ligefrem er blevet mainstream i USA.

»Det er svært at sige, om højreekstremismen allerede nu er mainstream, men det er i hvert fald en reel fare nu,« svarer Picciolini.

»Vi opdrager børn i et miljø, hvor de hele tiden bliver konfronteret med at skulle vælge det ekstreme fra. Jeg tror, at vi om 10-20 år vil se folk, der får PTSD fra at have været en del af de her internetmiljøer, fordi indholdet er så ekstremt. Og der vil være unge mennesker i fremtiden, der ikke kender til andet end ekstremisme, fordi hele deres liv er foregået på internettet.«

Lad håret gro

Tilbage i 1990’erne, mens Christian Picciolini var leder af gruppen, var han med til at tage en vigtig beslutning. Det skulle være slut med at kalde sig nynazister og bruge genkendelige symboler.

»Det gik op for os, at vi var for ekstreme til den gennemsnitlige, amerikanske racist. Så hvis vi skulle rekruttere dem, måtte vi ligne og lyde mere som dem. Det var også for nemt for politiet at genkende os, infiltrere miljøet og optrevle hele grupper,« forklarer han.

Det har betydet, at hans gamle gruppe i dag har lagt støvlerne på hylden, ladet håret gro og er begyndt at ligne almindelige mennesker. Under oplægget viser han blandt andet billeder fra demonstrationerne i Charlottesville tilbage i 2017 og peger på, at flere af deltagerne ligner helt almindelige familiefædre og studerende.

Samtidig har man i USA forsøgt at omstrukturere bevægelsen, så den i højere grad tager udgangspunkt i ideen om ’den ensomme ulv’, fortæller Picciolini.

»Man tilhører ikke på samme måde en bestemt gruppe. Man ved bare, at man er en del af en global bevægelse,« siger han og nævner Dylann Roof som eksempel. Den dengang 21-årige white supremacist, der i 2015 dræbte ni personer i en kirke i Charleston, South Carolina. Han havde aldrig mødtes med højreekstremister i den virkelige verden.

Et nyere tilfælde – dog uden for USA – er Brenton Tarrant, der tilbage i marts dræbte 51 mennesker fordelt på to moskeer i byen Christchurch, New Zealand. Den 28-årige australier var ligeledes blevet radikaliseret og havde planlagt angrebet alene foran sin computerskærm. Efterfølgende gjorde både hans kolleger og tidligere klassekammerater udtryk for, at de ikke kendte til hans ekstreme holdninger.

»Man har simpelthen sagt til folk: Klip ikke dit hår af, køb ikke støvler, få ikke tatoveringer og al den slags. Pas ind,« forklarer Picciolini.

»Vi begyndte også allerede dengang at ændre vores ordforråd. Vi stoppede med at sige ’jøder’ og begyndte i stedet at sige ’globalister’. Der var mange af den slags kodeord. Det var alt sammen marketingstrategier for at kunne rekruttere flere – og det virkede.«

Vejen ud

Picciolinis gruppe holdt mange fester og koncerter for at hverve medlemmer. Det skulle være »gode fester« forklarer han, så folk turde komme, og de inviterede folk fra de omkringliggende skoler og bydele med.

En aften dukkede den kvinde, der senere skulle blive hans kone, op. Men hun besluttede hurtigt, at hun ikke ville have noget som helst med miljøet at gøre og gik sin vej.

»Hun havde ikke én racistisk knogle i sin krop. Så jeg jagtede hende i lang tid, før hun sagde ja til at tage på date med mig,« fortæller han og smiler for første gang under interviewet.

På få år fandt de sammen, blev gift og fik to børn. Men Picciolinis kone blev aldrig en del af bevægelsen, og han holdt altid sit arbejde uden for hjemmets fire vægge.

»Jeg vidste, hvor slemt det var,« forklarer han, »så jeg ville ikke have, at de blev en del af det. De skulle være derhjemme i sikkerhed, mens jeg kæmpede videre.«

For familiens skyld besluttede han ikke længere at gå forrest i kampen og åbnede i stedet en pladeforretning med racistisk musik. Men hans kone var ikke tilfreds, og til sidst stillede hun ham et ultimatum – bevægelsen eller familien.

»Jeg var nødt til at spørge mig selv, om mit fællesskab var dem, jeg havde omgivet mig med for at styrke mit eget ego, eller om det var dem, jeg selv havde givet liv til,« siger han.

»Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg tog det rigtige valg, men det gjorde jeg ikke. Jeg valgte bevægelsen, fordi jeg var for bange for at starte forfra med at finde min identitet.«

Konen forlod ham og tog børnene med, men pladeforretningen skulle vise sig at redde Picciolini. For at undgå at blive lukket af myndighederne var omkring en fjerdedel af pladerne nemlig ikke racistiske, men blot almindelig, hård undergrundsmusik.

»Jeg regnede ikke med, at nogen ville komme for at købe det andet musik. Jeg var jo åben nazist, og folk i byen vidste godt, hvem jeg var. Men alle dem, jeg hadede allermest, begyndte at komme i min butik. Sorte, jøder, muslimer og homoseksuelle,« fortæller han.

Først ville Picciolini ikke tale med dem, men selv om han forsøgte at ignorere dem, blev de ved med at komme tilbage.

»Og de behandlede mig medmenneskeligt. De viste mig empati. De spurgte, hvordan det gik med mine børn, og jeg fandt ud af, at vi havde en masse til fælles. Det var virkelig stærkt.«

I dag er han taknemmelig over, hvordan han blev behandlet, og han har siden tænkt, at de muligvis gjorde det bevidst for at påvirke ham. »Det kunne også have valgt at tæske mig eller kaste sten gennem mit vindue, men det gjorde de ikke.«

I stedet gav de ham en chance for at se, at han tog fejl – og det var afgørende. Man skal nemlig møde ekstremister med medmenneskelighed, lytte efter det svigt, de har oplevet, og tilbyde dem nye fællesskaber, mener Picciolini. Aldrig sætte hårdt mod hårdt.

»Jeg diskuterer aldrig ideologi med dem, jeg hjælper. Jeg debatterer ikke. Jeg fortæller dem ikke engang, at de tager fejl. Jeg lytter efter, hvor det er gået galt i deres liv, hjælper dem med at finde job, få psykologbehandling, få fjernet tatoveringer – og hvad de end har brug for.«

Når hans klienter så har opbygget den selvtillid, de ofte har manglet hele livet, og når de er blevet introduceret til nye fællesskaber, kommer det vigtigste skridt.

»Så introducerer jeg dem for de folk, de tror, de hader. Når de er helt klar, udfordrer jeg deres dæmonisering. Jeg har introduceret holocaustoverlevere for holocaustbenægtere. Islamofober til imamer og homofober til LGBT-personer. Og hver evig eneste gang går de derfra forandret.«

Picciolinis kone kom aldrig tilbage, men i dag har han giftet sig på ny og har et tæt forhold til sine to sønner. Men selv 23 år senere modtager han stadig dagligt trusler fra bevægelsen.

Ingen mirakelkur

Spørger man Christian Picciolini, hvad samfundet kan gøre for at hjælpe de unge, der er i risiko for at blive radikaliseret på internettet, er der ingen mirakelkur.

Det største ansvar ligger hos techvirksomhederne, mener han. De burde i langt højere grad fjerne ekstremistisk indhold fra deres sider. Men han har ikke tillid til, at de tager opgaven alvorligt nok.

»Forestil dig, at Facebook var et land,« siger Picciolini. »Med det antal brugere ville de være det største land i verden og samtidig blandt de absolut rigeste – men det ville også være et land helt uden interesse i at passe på sine borgere: intet politi, ingen efterretningstjeneste, intet sundhedsvæsen og ingen psykologer.«

At bremse og besværliggøre adgangen til højreekstremistisk indhold på internettet er dog kun en kortsigtet løsning, mener han. Der vil altid opstå nye platforme og nye former for ekstremisme. Den langsigtede løsning er at gøre de unge modstandsdygtige ved at give dem højere selvværd.

»Hvis vi vil stoppe ekstremismen, skal vi sørge for, at ingen børn vokser op og føler sig marginaliserede. De skal lyttes til og opleve, at det er okay at være sårbar, så de ikke får det her lave selvværd, som kan blive rigtig farligt. Mange af de ting kan staten sørge for ved at styrke de sociale myndigheder,« siger Picciolini.

»Ligesom stofmisbrug og selvmord er ekstremisme et resultat af, at nogen har det dårligt. Så dybest set handler det om socialpolitik og ikke ideologi.«

Den australske medieforsker Axel Bruns lægger ikke fingre imellem i sin bog Are Filter Bubbles Real?, når han skal karakterisere debatten om de digitale bobler og ekkorum. Men han synes at glemme, at selv om rygterne om digitale ekkokamre måtte være stærkt overdrevne, betyder det ikke, at de nye digitale teknologier er demokratisk harmløse.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Veje
  • Torben Bruhn Andersen
  • Steffen Gliese
  • Viggo Okholm
  • Alvin Jensen
Søren Veje, Torben Bruhn Andersen, Steffen Gliese, Viggo Okholm og Alvin Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er værre end man skulle tro; Google og Facebook ranker ofte bras og ekstremistiske indhold øverst i dag. Det er anderledes end for 20 år siden. Algoritmerne prioriterer modsatrettede holdninger og nyt divergerende indhold. For at fastholde brugerne.
En husmors blog om D vitamin kommer før en igantisk PhD afhandling som samler op på 10 års metastudier. Et hads udfald og rablende skriverier mod Jøder eller muslimer kommer op før alt videnskabeligt.

Google og Facebook har fundet ud af at det ikke er informationsudveksling det handler om, men følelsesmæssig afhængighed og følelses- og sansemæssig afspejling.

Bent Gregersen, Anders Reinholdt, Bjarne Bisgaard Jensen, Hans Bruun Jensen, Ursula Pedersen, Kim Houmøller, Torben Bruhn Andersen, Herdis Weins, Helene Filskov, Arne Albatros Olsen, Jens Jensen, Jens Flø og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar