Interview
Læsetid: 7 min.

Forskellen mellem ord og handling er 35 gigaton drivhusgasser

En ny rapport fra FN viser, at forskellen mellem de politiske målsætninger om at nedbringe udledningerne af drivhusgasser og den faktiske udledning er vokset de sidste ti år. Det er »et kollektivt svigt«, siger chef for FN’s miljøprogram, Inger Andersen, til Information
Klimaet handler også om livsstil og forbrug, forklarer Inger Andersen. Hvis hele verden vil leve som i Danmark, så har vi brug for fem jordkloder. Så vi er nok alle sammen nød til at finde ud af, hvordan vi kan leve bæredygtigt, siger hun.

Klimaet handler også om livsstil og forbrug, forklarer Inger Andersen. Hvis hele verden vil leve som i Danmark, så har vi brug for fem jordkloder. Så vi er nok alle sammen nød til at finde ud af, hvordan vi kan leve bæredygtigt, siger hun.

Bax Lindhardt

Moderne Tider
30. november 2019

I 2010 udgav FN den første rapport om det såkaldte emissionsgab.

Rapporten beskrev gabet mellem de mål, som landene i FN var blevet enige om for at nedbringe udledningerne af drivhusgasser, og de tal for den reelle udledning, som landene hvert år kunne sende ind til FN. Det var med andre ord gabet mellem det, man havde forpligtet sig til at gøre, og det, man i virkeligheden gjorde.

Efter et år var gabet vokset, efter to var det vokset igen, og hvis man ser tilbage på de sidste ti år, er udledningerne af drivhusgasser steget med halvanden procent om året, selv om landene i FN har forpligtet sig til at nedbringe det. Som der står i den tiende og netop offentliggjorte Emissions Gap Report:

Det er »nedslående«.

Rapporten blev offentliggjort af FN’s miljøprogram (UNEP) tirsdag på et pressemøde i Genève, i en stor sal med mørkt træ fra gulv til loft og et panel af eksperter siddende under et stort lyseblåt og hvidt logo for FN. I rapporten har 55 forskere fra DTU og en række andre forskningsinstitutioner i 25 lande samlet den nyeste forskning på området og sammenholdt udledningerne af drivhusgasser i dag og i fremtiden med de udledningsniveauer, som er nødvendige for at leve op til ambitionerne i Parisaftalen.

Ifølge rapporten er udledningerne på det højeste niveau nogensinde – og selv om mange lande har vedtaget mål om at nedbringe udledningerne over de kommende år, vil de samlet stige frem mod 2030.

»Vi bliver nødt til at handle nu og i fællesskab. Hvis vi ikke gør det, så kan vi ikke holde os inden for målet om at at holde os under to eller halvanden grads temperaturstigning. I stedet vil vi have kurs mod en temperaturstigning på 3,2 grader,« siger den danske generaldirektør i UNEP, Inger Andersen, da Information taler i telefonen med hende efter pressemødet.

Ifølge Inger Andersen er det et »kollektivt svigt«, at vi ikke har været i stand til at nedbringe udledningerne det sidste årti.

»I 25 år har vi talt om klimaforandringerne, og i 25 år har vi ikke gjort det, som vi vidste, var nødvendigt. Videnskaben, herunder FN’s klimapanel, er selvfølgelig blevet mere tydelig med tiden, men det er ikke sådan, at klimaforandringerne er kommet som en overraskelse. Derfor taler jeg om et kollektivt svigt.«

— Hvem har svigtet?

»Det har vi alle sammen. Det er kollektivt. Jeg vil sige, at Parisaftalen i 2015 var en stor sejr, fordi vi fik en aftale mellem alle landene, men det tog 21 år at komme dertil. Det er måske sådan, vi skal forstå det, at det skulle tage så lang tid at få landene med.«

»Det skal være realistisk«

I 2018 blev der ifølge rapporten udledt 55 gigaton (milliarder ton) drivhusgasser.

Hvis verdens lande skal nå målet om at holde den globale opvarmning under halvanden grad på den mest omkostningseffektive måde, skal udledningerne frem mod 2030 nedbringes til 25 gigaton. Det svarer til mere end syv procent om året – eller mere end det tredobbelte af den årlige udledning fra alle biler, fly, skibe og andre transportmidler. 

Hvis vi var begyndt at nedbringe udledningerne af drivhusgasser for ti år siden, hvor den første Emission Gap Report blev udgivet, skulle vi over de kommende ti år kun have reduceret udledningerne med omkring tre procent om året.

»Vi har ikke set en så stor emissionsreduktion før,« siger Inger Andersen. 

— Er det realistisk?

»Det er et politisk spørgsmål, men man kan spørge landene i Stillehavsområdet eller nogle dele af Afrika, om det er realistisk. Store områder i de lande bliver ubeboelige eller forsvinder, hvis ikke vi gør noget.«

— Så du mener, at det skal være realistisk?

»Det skal simpelthen være realistisk. Vi har ikke andet valg. Det er derfor, jeg understreger det igen og igen.«

Hvis landene fortsætter som hidtil, vil udledningerne i 2030 være steget fra 55 gigaton om året til omkring 60 gigaton ifølge rapporten. Selv hvis landene lever op til deres nuværende betingelsesløse mål eller Nationally Determined Contributions (NDC) i Parisaftalen, vil der mangle 15 gigaton for at nå målet om at holde sig under to graders opvarmning og 32 gigaton for at nå målet om at holde sig under halvanden grader.

Derfor er der ifølge Inger Andersen brug for mere ambitiøse mål. Som der står i rapporten: Alle nationer må »øge deres ambitioner substantielt« for at undgå »omfattende og ødelæggende forandringer af klimaet«.

— Gælder det også Danmark?

»Danmark har vedtaget nogle meget ambitiøse mål. Jeg har ikke nærstuderet Danmarks mål fra Parisaftalen, men det er klart, at med den meget ambitiøse klimapolitik i Danmark, er der formentlig grundlag for at ændre de danske mål, når man ved næste klimatopmøde skal revidere målene fra Parisaftalen.«

— Så Danmark er godt på vej?

»Det er klart. Derudover vil jeg sige, at Danmark er et vigtigt land, fordi det sætter et eksempel og viser, hvordan man med både teknologi og politik kan komme langt.«

— Hvor ved du fra, at Danmark betyder noget som eksempel?

»Ude i verden er det helt klart, at alle kigger på Danmark, Sverige og andre lande, som har sat nogle meget ambitiøse mål, og som lever op til dem. Alle de diskussioner, jeg er med i, kigger man på lande som Danmark. Det er da klart, at vi i FN kigger på de lande, herunder Danmark, som har en ambitiøs politik og kan være eksempler for andre lande. Husk på, at det for os i UNEP er rollen at være science policy interface, så vi er altid på udkig efter god politik, som kan være et eksempel for andre lande, og jeg kan sige, at Danmark er helt klart et af de lande, vi kigger på.«

G20 står for 78 procent af udledningerne

På klimakonferencen i Paris i 2015 blev 196 lande enige om en langsigtet målsætning om at begrænse den globale temperaturstigning til under to grader – og om at arbejde for at begrænse temperaturstigningen til halvanden grad.

Ifølge rapporten vil det ikke mindst kræve en stor omstilling og »ændringer i levevis« i landene i G20. Danmark er som medlem af EU en del af G20 og står sammen med de andre lande i G20 for 78 procent af de globale udledninger, men alligevel har den danske regering flere gange sagt, at omstillingen ikke må gå ud over velfærden.

»Selvfølgelig,« siger Inger Andersen.

— Men er der ikke en modsætning?

»Jeg synes ikke, man skal sætte velfærd over for livsstil. Måske bliver mit liv bedre, hvis der er flere cykelstier, jeg kan cykle på. Måske vil jeg hellere vælge en vare med et mindre CO2-aftryk. Livsstilsændringer betyder ikke nødvendigvis, at vores velfærd skal forringes.«

— Men en del danskere vil formentlig forbinde velfærd med for eksempel at kunne rejse på ferie med fly eller spise kød, når de har lyst.

»Ja, selvfølgelig. Du insisterer på det her, men jeg tror ikke, det er det spørgsmål, de fleste er optagede af. Jeg tror, de er mere bekymrede for at se de her store brande eller store tørker eller regnskyl. De her klimarelaterede nødsituationer. Men det er klart, at hvis hele verden vil leve som i Danmark, så har vi brug for fem jordkloder. Så vi er nok alle sammen nødt til at finde ud af, hvordan vi kan leve bæredygtigt og fortsætte med at eksistere på den her planet.«

— Så ændringer i levevis, også i Danmark?

»Alle steder.«

Ti år med stigende udledninger

Rapporten er den tiende af sin slags.

Ti år efter udgivelsen af den første Emissions Gap Report i 2010 blev der i september udgivet en rapport, hvor de seneste ti års rapporter og deres konklusionerne blev gennemgået Lessons from a decade of emissions gap assessments.

Inger Andersen trækker vejret dybt.

»Efter ti år er vi i dag det sted, som vi for ti år siden forudså, vi ville være, hvis vi fortsatte business as usual. Hvad betyder det,« spørger Inger Andersen og svarer selv:

»Det betyder ikke, at vi ikke har øget mængden af vedvarende energi og dermed nedsat udledningen af CO2 i nogle dele af samfundet. Men det betyder, at vi har øget udledningerne i andre. Det handler blandt andet om, at nogle lande er gået fra at være udviklingslande til at være udviklede lande og i den forbindelse har øget deres udledning. Derfor er vi nu nødt til at se et meget mere ambitiøs mål fra landene, og Parisaftalen indeholder en mulighed for at gøre netop det i 2020.«

Selv om den overordnede udvikling er nedslående, er der ifølge rapporten flere positive udviklingstendenser, blandt andet at klimaforandringerne for mange vælgere er blevet det vigtigste politiske emne.

»Jeg er optimist,« siger Inger Andersen.

»Man kan ikke være i min branche uden at være optimist.«

— Hvad giver dig håb?

»Det gør det, at vi ser meget store investeringer i vedvarende energi, som i dag er lige så billig eller billigere end energi fra fossile kilder. Vi har set enorme investeringer i grøn transport, og vi har set en stor forståelse for, at naturen har en betydning for klimaforandringer. De unge er i dag meget mere optagede af klimaet. Folk taler om klimaet ved middagsbordene, i klasselokalerne, i bestyrelseslokalerne. Det giver mig håb.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her