Det gør mere ondt på Mette, end det gør på dig

FREMAD, MISSE, var det kampråb, som den 99-årige enkefru Fernando Møhge gik i døden med, da hun i 18. afsnit af Matador forsøgte at omgå den tyske besættelsesmagts vejspærringer for at komme i boksen. Nu er FREMAD også navnet på det parti, som Liberal Alliance-afhopper og seriepartiværksætter Simon Emil Ammitzbøll-Bille sammen med eks- (og nu atter) partifælle Christina Egelund i denne uge stiftede.

Det nye parti vil være et værdiliberalt, men altså hverken liberal alliencesk eller radikale venstresk, alternativ til den nationalkonservative linje, der de sidste mange år har defineret borgerlig politik, og officielt er inspireret af Emmanuel Macrons succesbevægelse En marche!

Men som politiske iagttagere ikke har været sene til at påpege, er Ammitzbøll-Bille ingen Macron, og så vi tilbage ved det langt mere nærliggende billede af Simon Emil i rullestol frygtsomt skubbet af  Christina Egelund. FREMAD, CHRISTINA.

Men hvad skal vi også bruge en dansk Macron til, når vi i forvejen har en fransk, og the real Macron i magasinet The Economist har leveret et veritabelt udenrigspolitisk diss track? »Hjernedødt,« lyder det fra præsidenten, og det er ikke Simon Emil Ammitzbøl-Billes kopiparti, han mener, men derimod NATO-alliancen i almindelighed og USA’s (manglende) engagement i særdeleshed. Europa står »ved randen af en afgrund« og er nødt til at »vågne op«. Eller sagt mere mundret: FREMAD, EU-HÆR.

Ildevarslende toner lød også fra jordbærbodernes beskytter, Big Landsmother Mette Frederiksen, der i en kampagne på sociale medier har sat ord på, hvad det er der »driver hende« som statsminister. Og det er »et ønske om at passe på Danmark«. Og skal statsministeren gøre det, »er vi nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til«.

Vi må forstå, at det gør mere ondt på Mette, end det gør på os, men det lades usagt, hvad det egentlig er, der gør ondt, og hvorfor det overhovedet skal gøre ondt. Det er både smart og brugervenligt. Så kan man nemlig selv fylde ind med det, man er allermest bange for. FREMAD, FRYGT.

Anderledes konkret i beskrivelsen af sin indre drivkraft er den skandaliserede og for tiden på retspsykiatrisk afdeling indespærrede digter Yahya Hassan. Han er aktuel med en surprise comeback-digtsamling og siger i et interview med Weekendavisen, at, »90 procent af min motor kører på pis, lort og gylle. Ufortyndet pis og lort«. På den måde minder digtergerningen jo meget om både politik og avismageri. FREMAD, LORT.

FREMAD går det også med nedsættelsen af den kommission, som skal udrede, hvad der egentlig skete, da tidligere integrationsminister Inger Støjberg gav en pressemeddelelse og/eller mundtlig instruks om at adskille en række asylpar med/uden undtagelser. I denne uge offentliggjorde regeringen ikke bare et bud på et kommissorium, men også navnet på kommissionen, som bliver ... Asylparkommissionen? Støjbergkommissionen? Nix, Instrukskommissionen!

Her i ugerevyen retter vi ind og vil FREMADrettet kun omtale Irakkommissionen som Deltagelseskommissionen og Tibetkommissionen som Ordrekommissionen.

I New Zealand har et 25-årigt parlamentsmedlem gjort et internetmeme til allemandseje, da hun under en tale om klimaforandringerne blev afbrudt af en ældre, mandlig kollega og reagerede med et sarkastisk »OK, Boomer«. ’OK, (baby-)Boomer’ er den unge generations affærdigende svar til den ældre generation, der har fucket klimaet, undervurderet internettet og generelt nægtet at fatte en skid, og det er nu flyttet helt ind i den lovgivende magt. Det rummer jo svimlende perspektiver. 

Klimaloven er for indgribende? OK, Boomer. 

Kønsneutrale pronomener for indviklede? OK, Boomer.

Jordbærboden for ubevogtet? OK, Boomer.

Hvem ved, måske havde fru Fernando Møhge nået at fylde 100, hvis Misse i stedet for at skubbe rullestolen FREMAD blot havde svaret hende med et skuldertræk og et OK, Boomer.