Hongkongs ledere er problemet – ikke Kina

Chandran Nair er godt træt af de vestlige medieres fremstilling af oprøret og den voldelige konflikt mellem demonstranter og politiet, der på sjette måned udspiller sig i hans by. I bund og grund er det nemlig Hongkongs egne lokale ledere, der er problemet. Ikke så meget Kina.

»Protesterne udspringer i mine øjne af frustrationer og vrede over de lokale myndigheders manglende evne til at beskytte Hongkong-borgernes interesser. I forhold til Beijing. Men også i høj grad i forhold til en fejlslagen og ultrakapitalistisk samfundsmodel, der har frarøvet den unge generation muligheden for social mobilitet,« siger Chandran Nair over telefonen fra kontoret i den Hongkong-baserede asiatiske tænketank, Global Institute for Tomorrow, han har stiftet og er leder af.

Alligevel er det forholdet til Kina, der er omdrejningspunktet for vestlige medier, iagttagere og politikeres analyse af situationen, som man har frygtet vil ende med brutal magtdemonstration og nedslagtning af demonstranterne anført af den kinesiske hær og initieret af centralregeringen i Beijing.

»Hvis de voldelige demonstrationer og ødelæggelser havde udspillet sig i næsten hvilken som helst vestlig hovedstad, ville man se nøjagtig den samme politibrutalitet. Den slags ville ikke blive tolereret. Og hvis de ville, kunne kineserne lukke Hongkong ned inden for 24 timer,« siger Chandran Nair.

I kraft af sin position som leder af tænketanken for bæredygtig udvikling, optrædener hos blandt andet OECD, World Economic Forum og på CNN samt utallige indlæg i vestlige medier repræsenterer han en stemme med et andet perspektiv end den liberale verdensorden i Vesten.

Og kineserne har netop ikke sendt deres tropper ind i Hongkong, pointerer Nair – selv om det er det, mange demonstranter frygter:

»Der er mange andre her i Hongkong, der regner det for usandsynligt. Hongkong skal selv løse det her fredeligt. Og vi behøver ikke Vestens hykleri.«

En by for de få

Denne uge har urolighederne ramt sit foreløbige højdepunkt, hvad angår vold på begge sider af konflikten. Sortklædte unge demonstranter har brugt molotovcocktails, mursten samt bue og pil mod politiet, som har svaret igen med vandkanoner, gummikugler, tåre- og pebergas.

Natten til onsdag så politiet ud til at have vundet styrkeprøven. Over 1.000 rapporteres anholdt efter at have overgivet sig på byens polytekniske universitet, hvor demonstranter og studerende havde forskanset sig, mens politiet ventede i en jernring omkring bygningerne. Til slut var blot en lille hård kerne tilbage. For de anholdte venter nu en retsproces, der kan give demonstranterne op til ti års fængsel.

Forrige weekend, mens demonstranterne søgte mod det polytekniske universitet, afholdt cirka 400 af Hongkongs fremtrædende borgere fra forskellige sektorer imidlertid et stort møde for at prøve at finde en vej til fred i byen. Chandran Nair opfordrede i den forbindelse de lokale medier til at deltage i en kampagne for tre dages våbenhvile.

»Det er klart, at bevægelsen har vundet argumentet og gjort deres pointe klar: Der må komme forandringer. Der har været for meget snak om en lederløs bevægelse. Indgå våbenhvile, vis goodwill, og giv indrømmelser nu, så vil ’ledere’ dukke op,« udtalte Nair i South Asian Morning Post.

Men behovet for radikale forandringer skyldes først og fremmest års dårlig ledelse i bystyret, der ikke kan føres direkte tilbage til centralregeringen i Beijing, mener Chandran Nair.

Han henviser til de fem krav, demonstranterne har kæmpet for siden konfliktens begyndelse i juni, hvoraf kun ét handler direkte om forholdet til Fastlandskina og centralregeringen. Og det krav – om annullering af et lovforslag om udlevering af mistænkte til Kina – er siden opfyldt. De resterende fire handler om krav til politi og de lokale myndigheder om blandt andet undersøgelse af politiets magtudøvelse og reformer af valgsystemet.

For nok ser Hongkong på overfladen ud til at være en moderne by. Den er en af verdens rigeste med velfungerende offentlig transport og lufthavn, rene gader og meget lidt voldelig kriminalitet.

Men når byens borgere går hjem efter deres ekstremt lange arbejdsdage, er det ofte til bittesmå lejligheder, som de må dele med alt for mange andre. Og byens markeds- og forretningsvenlige filosofi efterlader borgerne især i den unge generation med økonomiske frustrationer, fordi de har meget få muligheder for eksempelvis at erhverve sig fast ejendom på grund af et helt skævvredet boligmarked, fortæller Chandran Nair:

»Kun hvis du arbejder i finansverdenen, kan du gøre dig håb om at eje ejendom, hvis du er ung – selv om du er vellønnet. Jeg har ikke bil. Men parkeringskælderen i den bygning, hvor jeg bor, er en million dollar værd.«

Samtidig har Hongkongs myndigheder undladt at iværksætte såvel nødvendige reformer i et politisk polariseret samfund som omstilling af uddannelsessektoren til nutidige udfordringer. De er dygtige administratorer. Men det system, de administrerer, er slået fejl på grund af en ekstrem kapitalistisk model, som oprindelig er fremelsket af den tidligere britiske kolonimagt. Ikke fordi Kina har blandet sig.

Men folk i Vesten forstår ikke frustrationerne, understreger Chandran Nair. Og det er heller ikke den form for undertrykkelse og »finansiel nervøsitet« hos de unge, de vestlige journalister spørger demonstranterne om. Så nu er det hele endt i en voldsspiral, som forekommer ustoppelig.

»Kina har sagt til Hongkong: Sørg for at rengøre jeres egen røv, hvis I vil have frihed. Men uden Kina er Hongkong færdig. Og den vestlige offentlighed nægter at acceptere, hvad denne diskussion burde handle om. I stedet bliver Hongkong brugt som et middel til at underminere Kina. Og hvad er bedre end at bruge unge mennesker, der ikke ser nogen fremtid i et system, der ironisk nok er bygget af briterne.«

Ønsket om mere demokrati i Hongkong er derfor også – ifølge Nair – drevet af forestillingen om, at det vil lede til en stærkere lokalregering, som kan stilles til ansvar for sine politiske handlinger. Og som kan stå imod presset fra Kina og andre konkurrerende byer på det kinesiske fastland.

Stærk stat

Chandran Nair er kendt for at argumentere for en stærk stat – men ikke en autoritær stat. For eksempel når det drejer sig om bekæmpelse af klimaforandringer. Demokratiske lande i Vesten har meget svært ved at gribe ind med de nødvendige midler for at begrænse klimakrisen, fordi politikerne er bundet af, at det ikke må koste de enkelte borgere noget. Vestens fokus på individuelle rettigheder står med andre ord i vejen for løsninger for fællesskabet, mener Nair:

»I den meget snævre, vestlige liberale fortælling, er individet kongen. Man er utilpas ved forestillingen om at holde sig tilbage i forhold til forbrug og vækst. Det kan I simpelthen ikke, for demokratiet er umætteligt. Jeg bor i Hongkong, og hele Vesten støtter en bevægelse af unge uniformerede demonstranter, der taler om demokrati. Men faktisk er deres største problem, at de lever med en ultrakapitalistisk model, der holder unge mennesker uden for. Det her er et ’frit markeds demokrati’.«

Og derfor mener Chandran Nair også, at kineserne er en del af løsningen for Hongkong. De repræsenterer en stærk stat, der kan give markedet modspil.

»For godt en måned siden sendte de kinesiske ledere en klar besked til de største rigmænd i Hongkong om, at de skal forandre sig. Men Vesten venter bare på, at Kina skal sende hæren ind i Hongkong. Så dumme, tror jeg ikke, kineserne er, at de falder for den madding,« siger han.