Feature
Læsetid: 18 min.

Julie blev kun 16 år – del 1: ’Vores datter blev udsat for et voldsomt systemsvigt’

En tirsdag formiddag i februar 2018 forlod en ung pige den børne- og ungepsykiatriske afdeling i Glostrup, hvor hun var indlagt, og vendte ikke tilbage. Julie havde udviklet voldsom selvskadende adfærd og havde adskillige gange tidligere forsøgt selvmord. Hun blev kun 16 år. Tilbage står spørgsmålet: Hvordan kunne det ske?
En tirsdag formiddag i februar 2018 forlod en ung pige den børne- og ungepsykiatriske afdeling i Glostrup, hvor hun var indlagt, og vendte ikke tilbage. Julie havde udviklet voldsom selvskadende adfærd og havde adskillige gange tidligere forsøgt selvmord. Hun blev kun 16 år. Tilbage står spørgsmålet: Hvordan kunne det ske?

Mia Mottelson

Moderne Tider
30. november 2019

Spisebordet står i et hjørne af det store køkken, der er præget af bastante køkkenskabe af træ. Over køkkenbordet vender et vindue ud mod indkørslen og garagen.

Vi er i et stort nyere parcelhus et sted i Nordsjælland, og foran os på spisebordet ligger ringbindene med papirerne fra Julies sag. Der er tale om flere end ti tusinde sider. Der er hospitalsjournaler, medicinlister, telefonnotater, rapporter fra politi og skadestuer, kommunale notater, udskrifter af telefonlister, referater fra statusmøder og netværksmøder, og der er breve og hundredvis af mails mellem kommunen, forældrene og de mange hospitaler, som Julie har været indlagt på, siden hun blev syg, siden hun fik det dårligt.

Forældrene bladrer i papirerne og finder et afskedsbrev frem. Faren ser hurtigt ned på det og tager sine briller af, fordi hans øjne fyldes med tårer.

»Jeg hedder Julie og er 16 år gammel og jeg har begået selvmord ...« lyder indledningen på brevet.

De mange tusind sider på spisebordet peger frem mod, hvordan det endte. Men ringbindene viser ikke, hvorfor det skete. Den forklaring har forældrene ellers jagtet, siden katastrofen ramte deres familie i februar 2018.

De har søgt aktindsigt igen og igen alle de steder, der har haft med deres datter at gøre. De har også klaget og skrevet lange breve til myndighederne med uddybende spørgsmål, som de gerne vil have svar på. De er rystede og vrede og ser først og fremmest forløbet som gentagne og massive svigt fra systemet – både fra den døgninstitution, som deres datter kortvarigt var anbragt på, fra børne- og ungepsykiatrien og fra hjemkommunen, der havde anbragt den unge pige på institutionen.

Måske er der ikke nogen enkelt forklaring på, hvorfor en pige, der hidtil havde levet et ganske normalt liv i en kernefamilie med søskende, haft et godt humør og en almindelig skolegang med veninder og sin egen hest, pludselig i løbet af knap halvandet års tid skulle ende sin tilværelse i en tragedie.

Måske er der tale om flere årsagsforløb, der filtrer sig ind i hinanden i løbet af de uger og måneder, hvor Julie blev dårligere og dårligere. Og måske får man aldrig et svar på det store ’hvorfor’. Men så meget står klart, at forløbet omkring Julie rejser en række spørgsmål, som ikke bare har at gøre med familien i køkkenet i det nordsjællandske parcelhus, men som har interesse for alle.

Generalsekretær i Landsforeningen Bedre Psykiatri, Thorstein Theilgaard, siger om Julies sag:

»Det er en meget bedrøvelig og frygtelig beretning om et menneske, hvor man sidder tilbage med oplevelsen af, at det, der skulle have gjort en raskere og hjulpet, det får en til at få det værre. Det er desværre ikke et ukendt fænomen.«

Historien om Julie

Information har valgt at bringe historien om den unge pige Julies korte liv, der sluttede med, at hun tog sit eget liv.

Der skal være tungtvejende årsager til at bringe artikler om unge og selvmord, men vi har vurderet, at sagen er principielt væsentlig og har stor almen interesse. Og det er efter vores vurdering vigtigt at beskrive, hvordan kommunen, anbringelsessystemet og psykiatrien agerede.

Vi har i overensstemmelse med de vejledende regler om god presseskik begrænset omtalen af en række detaljer.

Julies forældre har valgt at fortælle om sagen til Information, fordi de i anonymiseret form vil advare andre forældre mod at have for meget tillid til myndigheder og risikere at ende i den situation, som de selv har været i siden februar sidste år.

»Vi vil gerne sætte fokus på systemets totale svigt over for et ungt menneske med problemer,« siger faren.

Anbragt på døgninstitution

På Faxe Havnevej på Sydsjælland ligger en ældre rød murstensbygning gemt inde bag høje træer. Det er døgninstitutionen Rubinen, som er en af flere institutioner under Døgndiamanten, der hører under Næstved Kommune.

På marken ved siden af går får og græsser, og fra den anden side af den lange, lige landevej kan man se ud over kornmarker og det flade sydsjællandske landskab.

Lørdag den 23. september 2017 ankom 16-årige Julie til institutionen, hvor hun var blevet anbragt af sin kommune efter en stribe selvmordsforsøg og kortvarige psykiatriske indlæggelser.

Stedet har plads til otte unge og tager sig særligt af svært omsorgssvigtede unge, som er udadreagerende og eventuelt selvskadende.

Julie fik valget mellem at bo i hovedhuset, hvor de fleste af de andre unge bor, eller i en sidebygning. Hun foretrak sidebygningen, og efter at have set værelset gik hun sammen med sin mor i gang med at male og indrette det.

»Dagen er forløbet fint, og de er blevet taget godt imod,« som det er noteret i hendes sag.

Men det billede skulle hurtigt ændre sig.

Nølende samtykke

Forud for anbringelsen var Julie blevet indlagt flere gange på akutafsnit B205 på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Region Hovedstaden i Glostrup. Første gang efter en politipatrulje i november 2016 havde set en ung pige på en vejbro.

Få uger efter blev hun igen indlagt, efter at hendes mor havde fundet et afskedsbrev på hendes værelse. Og efter at det mønster med selvmordsforsøg og kortvarige indlæggelser havde gentaget sig i maj, i juli og to gange i september 2017, gav forældrene – nølende og modvilligt, som det blev noteret i kommunens papirer – deres samtykke til, at datteren kunne anbringes på døgninstitutionen.

I forbindelse med samtykket ønskede forældrene, at datteren fortsat skulle være tilknyttet psykiatrien, og at hun også selv skulle ønske en anbringelse. Som forudsætning for anbringelsen sagde faren desuden, at forældrene ville have at vide, hvis Julie stak af eller skadede sig selv. Det accepterede såvel kommunen som institutionen, og det blev nedskrevet i et referat fra mødet. Men denne aftale skulle både kommunen og Rubinen senere se bort fra uden at inddrage forældrene.

Efterfølgende har Mikael Skak Pedersen bekræftet, at aftalen ikke blev overholdt. Han er leder af Døgndiamanten. Det skete ifølge ham, fordi Julies ønske var, at forældrene skulle inddrages mindst muligt i hendes anbringelse.

Efter den første indlæggelse på B205 var den eneste forklaring, Julie kunne give på sin situation, forholdet til sin far. I to tilfælde havde faren slået hende, mens moren så til uden at gribe ind, fortalte hun.

Julie ændrede efterfølgende flere gange sin forklaring, og forældrene har helt fra begyndelsen været uforstående over for, at faren skulle have slået hende. Ganske vist havde der været en episode, hvor faren havde holdt Julie fast, da der var en meget voldsom konflikt mellem Julie og hendes søster.

Tidligere havde Julie også haft mange veninder, men nu havde hun kun en enkelt, hun kunne betro sig til. På et netværksmøde om Julie i august 2017 mente en souschef på Bispebjerg Hospital, at Julie i to år havde været ængstelig, når der var mennesker omkring hende.

Julie havde tiltagende fået angstanfald, hjertebanken, smerter i brystet og frygt for at miste kontrollen. Julie havde ikke tvangstanker, fortsatte souschefen, men hun skulle løfte tallerkener og bestik et bestemt antal gange og stramme elastikken om sin hestehale et bestemt antal gange.

Det første flugtforsøg

Allerede mandag den 25. september 2017 – to dage efter hendes ankomst – gik den medarbejder, som skulle være sammen med Julie på Rubinen, over for at sige hej til hende. Siden hendes mor var taget hjem, havde Julie holdt sig inde på sit værelse og ikke vist sig for nogen. Nu lå hun med ryggen til i sin seng og svarede ikke.

Døgndiamantens forstander, Mikael Skak Pedersen, kom også forbi for at tale med Julie, og selv om hun først afviste ham, fik hun gennem en lukket dør fortalt, at hun »meget gerne« ville deltage i et møde på Glostrup Hospital dagen efter.

Da Julie kort efter kom ud af værelset med høretelefoner på, ville hun ikke tale med nogen, men forlod Rubinen og gik i retning af Faxe Syd Station, som ligger godt en kilometer derfra.

Mens en fra personalegruppen kørte hen til stationen, kørte forstanderen op på siden af Julie, der ikke ville tale med ham. Hun gik frem og tilbage ude på skinnerne et stykke tid, inden hun fortsatte ind i skoven. Hun virkede meget selvmordstruet, blev det siden noteret, og Mikael Skak Pedersen kontaktede politiet.

Da politiet ankom, stillede de Julie over for valget mellem at komme til psykiatrisk afdeling eller komme med tilbage til døgninstitutionen. Hun valgte det sidste og lovede ikke at gøre skade på sig selv, »så længe politiet ville lade hende være«, som det blev noteret i institutionens optegnelser.

Politiet og personalet fulgte efter hende, mens hun selv gik tilbage til stedet, hvor hun trak sig tilbage til sit værelse. Men kort tid efter hørtes et skrig, og da personalet åbnede døren, fandt de Julie siddende på gulvet i gang med at skære sig selv i armene. I ambulancen til Køge Sygehus var hun helt stille, fortalte paramedicineren og en betjent efterfølgende.

Endnu en gang fik Julie valget mellem psykiatrisk indlæggelse eller at komme med tilbage til institutionen, hvis hun lovede ikke at gøre mere skade på sig selv. Og da hverken lægen eller betjentene mente, at hun nu var selvmordstruet, kom hun igen tilbage.

Sms’en fra forstanderen

Mens Julie havde været på vej ned mod jernbaneskinnerne, havde hendes far mandag formiddag modtaget en sms fra Mikael Skak Pedersen. Han ønskede Julies telefonnummer, og da faren derefter ringede til forstanderen, forklarede han ifølge faren, at kommunikation over sms var helt normalt med de unge, hvis de ikke ville snakke, eller hvis de lukkede sig inde på deres værelser.

Senere ringede moren, som i mellemtiden var blevet ringet op af politiet, til institutionen. Nu oplyste institutionen, at Julie var stukket af, og at de ansatte var fulgt efter hende.

Stærkt bekymrede ringede forældrene igen og fik at vide, at Mikael Skak Pedersen var kørt efter deres datter i bil, da hun var gået ned mod jernbaneskinnerne. Under den første telefonsamtale med faren havde forstanderen hverken nævnt, at Julie var stukket af, at personalet var fulgt efter hende, eller at politiet allerede var tilkaldt.

»Jeg ville ikke bekymre ham unødigt. Jeg ville bare gerne have hendes nummer, men jeg måtte ikke. Det havde jeg svært ved at forstå,« siger Mikael Skak Pedersen i dag.

Hans overordnede, centerchef Thomas Carlsen fra Næstved Kommune, kan dog sagtens forstå, at faren mener, han skulle have haft at vide, at hans datter var stukket af.

»Det ville enhver forælder nok synes. Men i og med at Julie ikke ville have, at forældrene fik besked, hvad ville reaktionen hos Julie have været, hvis forældrene havde fået det at vide? Det dilemma skulle Døgndiamanten jo håndtere,« siger Thomas Carlsen i dag.

Når Mikael Skak Pedersen skal forklare, hvorfor han ikke meddelte faren, at hans datter var stukket af, er det med disse ord:

»Hele Julies anbringelsesårsag er, at hun skal væk fra faren og er vred på ham. Dem, der havde talt med ham, ville hun ikke have kontakt til. Vi var bange for, hvilke følger det kunne få.«

Julies første flugt- og selvmordsforsøg skulle vise sig at være begyndelsen på et vanskeligt samarbejde mellem institutionen og Julies forældre. Særligt Julies far blev hurtigt mistænksom over for stedet.

I strid med den indgåede aftale med både kommunen og Rubinen blev Julies forældre aldrig orienteret, når Julie enten stak af eller øvede selvskade. Det var i det hele taget vanskeligt for dem at komme i telefonkontakt med institutionen, selv om de lagde den ene besked efter den anden om at blive ringet op.

Af udskrevne lister over forældrenes telefonsamtaler fremgår det, at de gang på gang har forsøgt at ringe til institutionen, når de fra anden side – f.eks. fra politi eller sygehus – havde fået oplysninger om, at deres datter var stukket af eller var blevet indlagt. Derudover ringede moren ved tre-fire lejligheder om aftenen og fik at vide, hvordan dagen var gået for datteren.

24 underretninger på kort tid

Mens Julie var anbragt på døgninstitutionen, sendte hendes forældre i alt 19 underretninger til Gribskov Kommune om deres bekymring for datterens manglende trivsel på stedet på grund af konkrete selvskader og selvmordsforsøg.

Derudover modtog kommunen i perioden også fem underretninger fra de hospitaler, hvor Julie blev behandlet for de mange selvskader og efter selvmordsforsøg. Men det har ikke været muligt at spore nogen reaktion fra kommunen på nogle af disse 24 skriftlige underretninger.

Forældrene mener, at kommunen på baggrund af de mange selvskader og selvmordsforsøg hurtigt burde have indset, at det ikke var et godt sted for Julie, og at hun ikke skulle være der.

Professor og klinisk psykolog ved Aalborg Universitet Bo Møhl giver forældrene ret i, at det »selvfølgelig ikke« er okay, at kommunen lod Julie fortsætte på institutionen, når der var så mange underretninger om selvskade og selvmordsforsøg.

»Det er ikke en kommunal opgave at huse et ungt menneske, der er så selvdestruktivt, som Julie var. Kommunen skulle have slået i bordet og afbrudt opholdet eller insisteret på, at det er en psykiatrisk opgave. Hun var for dårlig til at være på et bosted, og at komme ind og ud af kortvarige indlæggelser i psykiatrien duer ikke,« siger Bo Møhl, der har 35 års erfaring fra psykiatrien.

I dag sidder Julies forældre tilbage med en vrede og en kolossal undren over, hvorfor kommunen gennem seks lange uger tilsyneladende slet ikke reagerede, selv om de modtog 24 skriftlige underretninger om, at Julie havde skåret i sig selv, var flygtet fra institutionen eller var indlagt efter selvmordsforsøg. Så hvad er kommunens forklaring?

Ifølge Gribskov Kommune blev »hver eneste« underretning vurderet »konkret og enkeltvis«, og kommunen havde »en tæt dialog og løbende opfølgning« med Døgndiamanten, forklarer en jurist i kommunen i dag.

»Når en sag kommer derud, hvor vi tænker, at der etisk forsvarligt ikke er andre muligheder end at anbringe et barn, så har sagen en vis tyngde. Og så er der en vis naturlig kadence i både underretninger, men også i samarbejde og dialog med anbringelsesstedet. Det er ikke unormalt, at man er i kontakt, hvis ikke dagligt, så flere gange om ugen med anbringelsesstedet,« siger han.

Selv om forældrene har bedt om aktindsigt i deres datters sag i kommunen, er det ikke lykkedes dem at få dokumentation for disse angiveligt hyppige kontakter mellem kommunen og institutionen.

Centerchef for Børn og Unge i Gribskov Kommune, Helle Mariager, vil ikke udtale sig konkret om sagen på grund af tavshedspligten.

»Jeg tror, at Døgndiamanten kan være udfordret, lige såvel som vi andre kan, i sager som denne her, som er så voldsomme og komplekse. Døgndiamanten og andre har jo ikke et skræddersyet koncept, der kan favne alle former for forløb,« siger hun.

»Når vi har anbragt en ung, så lægger vi en del af ansvaret over på anbringelsesstedet. Og de vurderer i den enkelte situation, hvor meget den unge kan tåle. Jeg ved ikke, om vi i det konkrete tilfælde har udfordret institutionen. For jeg kan godt forstå, at det set udefra kan virke mærkeligt,« siger Helle Mariager.

To dage efter, at Julie kom til institutionen, aftalte Gribskov Kommune med forældrene, at der skulle holdes et møde med familien, institutionen og ledelsen af kommunens Center for Børn og Unge for at afstemme forventningerne til, hvad »indsatsen« skulle indeholde og hvornår. Af kommunens notat fremgår det desuden, at der skulle udarbejdes en handleplan, hvor det »klart vil fremgå, hvad CBU (Center for Børn og Unge, red.) forventer fra arbejdet« på institutionen.

Da Information interviewer repræsentanter for kommunen, kan de ikke svare på, om handleplanen nogensinde blev lavet. Og de ønsker ikke at svare konkret på, om forløbet med Rubinen samlet set har været tilfredsstillende for dem.

Ifølge sin egen forklaring har kommunen efterfølgende fremfundet en handleplan for Julies anbringelse på institutionen. Det fremgår bl.a., at »første mål« med anbringelsen skulle være, at Julie »finder tryghed i et pædagogisk miljø, der kan støtte op og være udviklende for hendes trivsel«, og at hun forventeligt ville være anbragt »over en længere tidsperiode«.

Det kan dog være svært at fæstne lid til den nyligt fremfundne handlingsplan. For det første er den udateret, for det andet har Julies forældre aldrig set den, selv om de som nævnt har bedt om aktindsigt i papirerne vedrørende deres datter.

Forstanderens forklaring

I dag fortryder Mikael Skak Pedersen, at han fra starten af Julies anbringelse accepterede at indføre, hvad han kalder et »kontrolregime« omkring Julie i hendes tid på døgninstitutionen.

Konkret var det aftalt med kommunen, at Rubinen fik betaling for en ekstra pædagog de første 14 dage af Julies ophold på grund af hendes tidligere selvskader. Mikael Skak Pedersen fastholder, at der blev ansat ekstra personale, men ifølge forældrene kom der aldrig en ekstra pædagog.

At iværksætte en tæt kontrol med en ung strider ifølge Mikael Skak Pedersen med institutionens pædagogik. Han forklarer, at han ikke tidligere har oplevet forældre, der så nøje dikterede, hvordan forløbet af anbringelsen skulle foregå og med hvilken behandling. Han nævner som eksempel, at forældrene krævede, at Julie skulle tale med en bestemt psykolog, som de havde fundet frem til, og som kendte til kognitiv terapi, dvs. teknikker til at begrænse destruktive tanker.

Ifølge Mikael Skak Pedersen talte Døgndiamanten med flere forskellige psykologer, men forældrene afslog tilbuddene.

»Så ja, Julie fik tilbudt psykologsamtaler, men det blev aldrig til noget, da forældrene ikke ønskede samtalerne iværksat,« siger han.

Det afviser forældrene. De oplyser, at de ikke afslog nogen psykologer. De peger på, at det ifølge papirerne i sagen var Rubinen, der før anbringelsen havde lovet, at der ville være en psykolog. Det var altså et løfte fra institutionen, ikke et krav fra dem.

Forældrene krævede heller ikke en bestemt psykolog, men ønskede blot, at Julie blev tilbudt kognitiv adfærdsterapi, da det er anerkendt som den mest effektive behandling. Rubinen kendte imidlertid slet ikke til begrebet kognitiv terapi, husker forældrene.

På trods af løfter om psykologhjælp i forbindelse med opholdet, viste det sig ovenikøbet, at der end ikke var en psykolog på stedet, men derimod alene en psykoterapeut, der kunne give massage, og en fysisk træner. Julie fik således aldrig psykologsamtaler.

Aldrig tidligere har Mikael Skak Pedersen haft en sag, hvor der har været så massiv selvskade og så mange selvmordsforsøg og bortløbninger, fortæller han. Så hvordan behandlede institutionen så den udfordring?

En stor del af behandlingen på Rubinen består i at være sammen med den unge, forklarer forstanderen og kommunens centerchef Thomas Carlsen. Da de unge, der kommer til døgninstitutionen ofte er i en form for krise, er det normalt, at der går et par måneder med at opbygge relationer og tillid, før der etableres en dagligdag med skole og fritidsinteresser, og før en psykiater eller psykoterapeut bliver involveret.

Mikael Skak Pedersen og Thomas Carlsen forklarer i dag, at problemet i Julies tilfælde var, at personalet ikke »fik lov« at danne relationer til Julie og dermed vinde hendes tillid, fordi en stor del af tiden i stedet blev brugt på, at de skulle kontrollere, hvad hun foretog sig, og siden fortælle det i detaljer til forældrene.

Forældrene havde imidlertid ikke krævet detaljeorientering fra Rubinen, men derimod udelukkende orientering om episoder med selvskade eller rømning, hvilket også fremgik af den skriftlige aftale mellem opholdssted, kommune og forældre.

Forældrenes kritik

Under Julies første flugt den 25. september ringede Julies forældre otte gange til institutionen for at finde ud af, hvad der skete med datteren, som ifølge politiet var stukket af. Men forældrene fik kun kontakt til institutionen to gange. Ifølge hendes sagsmappe bestemte forstanderen allerede den dag, at personalet fremover ikke måtte tale med Julies forældre, men at de i stedet skulle henvise til ham.

Efterfølgende har Mikael Skak Pedersen henvist til, at især farens tone i telefonen var »så grov og grænseoverskridende, at alle ansatte uden undtagelse bad om at blive fritaget for de krænkende samtaler«.

Det kan undre, at samtlige ansatte på institutionen i løbet af et eneste døgn personligt skulle have oplevet at tale med Julies far inden det tidspunkt, hvor Mikael Skak Pedersen traf beslutningen. Og det var jo omkring 10-12 timer efter, at Julie havde forladt institutionen.

Forstanderen fastholder i dag, at han traf beslutningen om, at al kontakt med Julies far skulle gå gennem ham for at beskytte sit personale og efter personalets eget ønske.

Under alle omstændigheder forstår Julies forældre i dag ikke, at det overhovedet har været muligt at lave en sådan ordning. Som forudsætning for anbringelsen var det aftalt, at de ville få besked, hvis Julie stak af eller skadede sig selv. Og det var både institutionen og kommunen gået med til.

»Det sætter også forstanderens udtalelse om et ’kontrolregime’ i relief,« mener Julies mor.

Efter bare få dage blev det sværere og sværere for forældrene at få nogen som helst information om, hvad der skete med deres datter. Alle henviste til forstanderen, men han ringede ifølge forældrene sjældent tilbage. I en mail til kommunen i begyndelsen af november skrev forstanderen, at han »efter aftale« med kommunen også undlod at tage telefonen, når forældrene ringede. I stedet ville han henvise til Gribskov Kommune. På det tidspunkt var Julies ophold på døgninstitutionen dog stoppet på forældrenes initiativ.

Undervejs gennem anbringelsen tegnede der sig et mønster, hvor Julies selvskadende adfærd og selvmordsforsøg blev meget hyppigere og alvorligere, mens hun var på institutionen. Der kunne være flere episoder på en enkelt dag. Omvendt skete der ingenting, når hun var på hjemmebesøg hos sine forældre. Alligevel kunne Julie reagere voldsomt, hvis hun fandt ud af, at der havde været kontakt med forældrene.

Ifølge Mikael Skak Petersen var det netop af hensyn til Julies adfærd, at institutionen valgte ikke at holde forældrene orienterede om, hvad der skete med datteren, forklarer han i dag.

Forældrene er dog ikke i tvivl om, at det netop var hendes anbringelse på institutionen, der gjorde, at hun fik det dramatisk meget dårligere – sådan som de mange skriftlige indberetninger til kommunen også viser.

Alene til hospitalet

Det typiske forløb var, at Julie øvede alvorlig selvskade, hvorefter hun kom på sygehus, blev behandlet og derefter udskrevet.

En af gangene fik den medarbejder på institutionen, der havde tilkaldt en ambulance, besked fra forstanderen om, at Julie skulle tage af sted alene. Dette gentog sig flere gange siden.

Personalet lod den sårbare 16-årige pige køre alene til skadestuen på Køge Sygehus. Ifølge Mikael Skak Pedersen var det på baggrund af Julies eget ønske om at tage af sted alene.

Ved en anden lejlighed havde Julies mor kontaktet institutionen og fået oplyst, at datteren var blevet kørt til Køge Sygehus. På spørgsmålet om hvem, der var kørt med, var svaret, at det var der ingen, der var.

Derefter ringede moren til Køge Sygehus og fik besked om, at datteren var overflyttet til Næstved Sygehus, fordi hun havde gjort yderligere alvorlig skade på sig selv, men at der stadig ikke var nogen med fra institutionen. Moren ringede derfor til Rubinen og fortalte om overflytningen til Næstved.

På hospitalet var de tilsyneladende ikke enige med døgninstitutionens beslutning – i hvert fald blev det noteret i journalen ved stuegangen om morgenen, at der »SKAL« være personale fra institutionen til stede.

Efter knapt seks uger på døgninstitutionen sluttede Julies anbringelse. Forinden havde institutionen imod den unge piges vilje villet anbringe hende isoleret i en såkaldt akutvilla i en lille landsby, selv om det ikke var aftalt hverken med kommunen eller forældrene.

Julie var blevet afhørt af politiet for ildspåsættelse, fordi hun havde forsøgt at sætte ild til blandt andet engangsservietter og en pude på institutionen som en reaktion på, at hun skulle overflyttes til villaen. Julie stak også af fra villaen og blev efterlyst af politiet, og herefter bad forældrene om at få anbringelsen stoppet. Sammen med sin mor hentede Julie sine ting på institutionen.

»Det er ikke lykkedes os at nå ind til Julie,« skrev afdelingslederen og forstanderen senere i deres afsluttende rapport til Gribskov Kommune.

I stedet for at Julie var faldet til ro, var hendes selvskadende adfærd eskaleret mærkbart – både i hyppighed og i alvorlighed under anbringelsen. For kommunen så det nu ud til, at sidste udvej for den unge pige ville være en anbringelse på en sikret institution.

Julie er et opdigtet navn. Det rigtige navn er redaktionen bekendt.

Hjælp mod selvmord

Der findes hjælp til folk med selvmordstanker.

Livslinjen tilbyder anonym telefonrådgivning på 70 20 12 01.

Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Birgitte Johansen

Pigen har været indlagt på den omtalte døgninstitution fra slutningen af september 2017 til begyndelsen af november samme år. Hun begår selvmord i februar 2018. Det er minimum to en halv måned senere. Der er givet ting i dette forløb, der er kritisable, men nok så væsentligt er det da, hvad der er foregået, efter at hun er kommet tilbage til hjemmet. Og det berøres ikke med så meget som en bisætning. Det gør i mine øjne artiklen tæt på værdiløs - og meget, meget ensidig. Det burde I kunne gøre bedre!

Birgitte Johansen, Denne artikel er Del 1, vedrørende denne meget, meget triste og ulykkelige sag.

Steen Obel, Eva Schwanenflügel og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Birgitte Johansen

Tak til Katrine Damm: Jeg mener, det burde fremgå meget tydeligere, end det lille 'Del I' i underrubrikken, som det lykkedes mig at overse.

Nå ja bevares, Birgitte Johansen, der hvor jeg kommer fra kalder vi så den slags en overskrift.
I underrubrikken står der så:

"En tirsdag formiddag i februar 2018 forlod en ung pige den børne- og ungepsykiatriske afdeling i Glostrup, hvor hun var indlagt, og vendte ikke tilbage. Julie havde udviklet voldsom selvskadende adfærd og havde adskillige gange tidligere forsøgt selvmord. Hun blev kun 16 år. Tilbage står spørgsmålet: Hvordan kunne det ske?"

Måske det kunne være en god idé at læse, hvad der rent faktisk STÅR, før du begynder at brokke dig.

Birgitte Johansen

Så jeg kritiserede, at historien var udformet, som den er, i den tro, at det var en hel artikel - den er jo sådan set lang nok... Og nu skal jeg så tilsyneladende have hele armen af den årsag; men den tekst, du henviser til, siger jo ikke noget om, at det er en føljeton, man læser. Det handler udelukkende om, at jeg overså det lille 'Del 1' i overskriften, stygge, dumme mig, hvaba?
I øvrigt aner jeg ikke, hvor du kommer fra, og for min skyld må du hjertens gerne kalde underrubrikken en overskrift; det vil på ingen måde genere min nattesøvn.

Det forekommer mig Birgitte Johansen, at vi er gerådet ud i en noget fjollet diskussion, og det i et kommentarspor til en så forfærdelig og på alle måder ulykkelig sag; og det har jeg det faktisk skidt med.
- Så skal vi ikke stoppe her og se, hvad kommende del(e) giver af yderligere oplysninger?

Her i Nordsjælland anses Gribskov Kommune for at være en lortekommune, især på det sociale område. Det er Lars Løkkes og Thor Pedersens gl. kommune, og det bærer den i høj grad præg af.
Man skal ikke læse Fr.borg Amts Avis mange gange før end der viser sig et billede af en kommune, der gør alt hvad den kan for at spare, skære ned, forringe, som ignorerer borgerne.

Forhåbentlig vil næste afsnit gøre noget mere ud af det, der er sket inden Julie begyndte at skære i sig selv, og forsøgte at tage sig af dage. Her faldt jeg over flg. sætning i beg. af art.: "Stedet (i Faxe)har plads til otte unge og tager sig særligt af svært omsorgssvigtede unge..."
Det er næppe "systemet", institutionerne, der har omsorgssvigtet Julie, men hvem er et så - andre en hjemmet/forældrene? Julies modvilje mod forældrene skinner igennem flere steder.
Det håber jeg bliver nærmere belyst i næste art.

Jeg kan ikke lade være med at reflektere over ordet "systemsvigt" ift. denne utrolig sørgelige sag.

For et eller andet sted kan et system jo nok aldrig garantere at kunne fikse en pige som Julie, hvor det virker som om noget indeni hende engang er gået helt i stykker. En pige så ulykkelig og så fuld af smerte, at livet gang på gang bliver for uoverskueligt Det er næsten ikke til at bære, at en ung pige skal igennem så utrolig meget smerte. Had gik der galt?