Læsetid: 4 min.

»Kan det passe, at du har sagt i telefonen, at du ville stikke Amanda ned og kvæle hende?«

Hver uge dækker Information en retssag, som den udspiller sig i en retssal. I denne uge er en mand tiltalt for 20 forhold, herunder vold, trusler, deling af nøgenbilleder og kørsel med THC i blodet
Den 22-årige tiltalte betegner sit forhold til Amanda som ’kompliceret.

Den 22-årige tiltalte betegner sit forhold til Amanda som ’kompliceret.

Mia Mottelson

9. november 2019

Listen er lang. Anklageren læser op punkt for punkt, helt nøgternt. J er tiltalt for i alt 20 forhold, som handler om alt fra trafikforseelser til besiddelse af hash samt vold, trusler og deling af pornografisk materiale. Fem af tiltalerne omhandler en episode, som fandt sted helt tilbage i december 2016 på Frederiksberg Allé i København. Her har J ifølge anklagen kørt uden sele, i den forkerte vejbane, over for rødt, uden at have kørekort og med THC i blodet. THC er det aktive stof i cannabis. I alt ti af de 20 forhold hører under færdselsloven.

De øvrige punkter handler – bortset fra to tilfælde af besiddelse af hash til eget forbrug – alle om J’s turbulente forhold til sin kæreste gennem mange år, Amanda. J er tiltalt for vold, trusler og for at dele nøgenbilleder af Amanda på Instagram og med Amandas familie og venner. Bortset fra de to punkter om besiddelse af hash nægter J sig skyldig.

De trafikale forhold kan J ikke huske. Heller ikke episoden på Frederiksberg Allé. I forbindelse med en anden færdselsovertrædelse viser anklageren et billede af J i en bil, som er taget i en fartkontrol. Da han ser det, erkender han dette forhold, samt at han kørte uden at have kørekort ved den lejlighed. For som han siger »Jeg har aldrig haft et kørekort.«

Anklageren mener, at de 20 forhold bør give seks måneders fængsel og en bøde på 36.000 kroner.

Mia Mottelson
J er 22 år. Han er dansk statsborger med mellemøstlig oprindelse. Trods sin unge alder har han allerede modtaget seks domme, men han fortæller, at han har været et år i Kuwait, hvor han – efter eget udsagn – har lært en masse og lagt sin fortid bag sig.

De 20 forhold, han er tiltalt for, ligger alle tilbage i tiden. Episoderne med Amanda kan J godt huske, men han nægter sig skyldig. Anklageren spørger om, hvordan det så kan være, at Amanda har anmeldt ham for det.

»Vi har haft mange op- og nedture. Det er et kompliceret forhold. Det kan være nogle af hendes veninder, som har overtalt hende til det, fordi de ikke kan lide mig.«

Anklageren spørger ind til en anmeldelse om trusler:

»Kan det passe, at du har sagt i telefonen, at du ville stikke Amanda ned og kvæle hende?«

»Det passer ikke. Sådan taler jeg slet ikke. Det lyder mere som noget, hun siger til mig,« svarer han.

Han afviser også at have udøvet vold og delt nøgenbillederne. Ved en episode ud for en ungdomspension, hvor Amanda opholdt sig, skulle J angiveligt have været ekstremt hidsig og truende – og knust en rude med en flaske. Men heller ikke det var ham:

»Jeg var ude ved Amanda. Pludselig var ruden smadret,« siger J, som ikke ved, hvem der så smadrede den.

De to første vidner er politibetjente, som har stoppet J i trafikken. Den ene fortæller om episoden på Frederiksberg Allé, som endte i en kort biljagt. Den anden fortæller om en lignende episode i Valby. Det tredje vidne er Amanda. Hun er ung, sorthåret og har en stor taske med sølvfarvede pailletter over skulderen. Hun fortæller, at hun havde anmeldt sagerne, fordi de havde slået op, og hun var sur på J. Nu er de sammen igen. Hun har nok »pustet det op til noget, det ikke var,« siger hun. Dommeren informerer Amanda om, at hun er i gang med at inkriminere sig selv.

Da anklageren spørger ind til de konkrete episoder, bekræfter Amanda imidlertid flere af hændelsesforløbene.

»Vi sidder i bilen og slår på hinanden,« siger hun om en af episoderne. Anklageren læser op af en journal fra Bispebjerg Hospital, hvor Amanda blandt andet har fået konstateret en blodansamling ved højre tinding. Anklageren viser også nøgenbillederne til Amanda, som forklarer, at de »pludselig var på Instagram,« og at hun »fik dem sendt fra andre«. J, som nu sidder ved siden af sin forsvarer, bliver rasende: »Hvorfor skulle jeg lægge dem på Instagram?« råber han.

Forsvareren kalder tiltaltes forhold til Amanda for »en moderne udgave af forholdet mellem Elizabeth Taylor og Richard Burton«.

Mia Mottelson
»Du skal tie stille nu. Vi har hørt din forklaring,« siger dommeren. J lægger demonstrativt sin pande ned i bordpladen. Da Amanda skal fortælle om episoden ved ungdomspensionen, spørger anklageren, hvem der smadrede ruden »Det gjorde J,« svarer Amanda prompte, og J farer op igen:

»Så du, at jeg smadrede den rude?« råber han. Dommeren beder ham dæmpe sig. »Jeg får det helt sygt i hovedet af det her,« siger J. »Du lukker lort ud,« råber han til Amanda.

»Stop nu,« svarer Amanda. »Du gør det kun værre for dig selv.«

Amandas mor, Jane, er det sidste vidne. Hun negligerer truslerne: »De har et had-kærligheds-forhold,« siger hun og tilføjer, at de alle sammen taler hårdt til hinanden:

»Når J siger noget med koranen, så siger jeg: Jeg sværger på min hellige bibel, at hvis du krøller et hår på min datter, så flækker jeg dig.« J griner glad over mod sin svigermor.

Anklageren mener, at J skal have seks måneders fængsel samt frakendt sit kørekort – dvs. ikke have ret til at tage et – i fire år. Og dertil bøder for 57.000 kroner. Forsvareren mener ikke, at der er ført bevis for de alvorligste af anklagerne. Han understreger også den hårde tone, som de to tydeligvis har imellem hinanden.

De voldsomme udsagn er ikke nødvendigvis en mordtrussel, er hans pointe. J og Amandas forhold er »en moderne udgave af forholdet mellem Elizabeth Taylor og Richard Burton,« siger han og tilføjer, at det nok kun er de ældste i salen, der fanger den reference.

En halv time senere idømmes J to måneders fængsel og en bøde på 36.000 kroner samt frakendelse af kørekortet i 3,5 år. De fleste af de trafikale forhold bliver han dømt for – det samme gælder ét tilfælde af trusler og vold. Men flere af de alvorlige anklager – herunder deling af nøgenbilleder – bliver han frikendt for. Ifølge dommeren er det ikke blevet bevist, at J er skyldig. J ser ud til at være tilfreds med dommen. Han forlader retslokalet sammen med Amanda.

Serie

I retten

Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Alvin Jensen
  • Hans Ditlev Nissen
  • David Zennaro
  • Thomas Tanghus
  • Anker Heegaard
  • Eva Schwanenflügel
Olaf Tehrani, Alvin Jensen, Hans Ditlev Nissen, David Zennaro, Thomas Tanghus, Anker Heegaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, 2000kr er første gang. Anden gang er det 4000kr og så stiger den ellers bare.
Det er en god indtjening for politiet.

Er man først taget en gang kender betjentene dig, og så tømmer de lommerne hver gang de kommer om ved dig. Det er noget forbandet svineri!!