Læsetid: 4 min.

Kunsten at tolerere det intolerante

Tolerancens vigtige og vanskelige kunst består i at acceptere det, vi finder tåbeligt og perverst. Men den, der tolererer, er hverken blødsøden eller fortaler for, at alt er lige godt
En cafébestyrer i København, Anahita Malakians (billedet), oplevede at få kastet sten gennem ruderne til sin forretning, fordi hun er medlem af Nye Borgerlige, og som følge af episoden sagde hun sin stilling op. Sagen om københavnercafeen stiller et grundlæggende spørgsmål om, hvem vi skal tolerere i den politiske offentlighed, skriver skribent Philip Larsen.

En cafébestyrer i København, Anahita Malakians (billedet), oplevede at få kastet sten gennem ruderne til sin forretning, fordi hun er medlem af Nye Borgerlige, og som følge af episoden sagde hun sin stilling op. Sagen om københavnercafeen stiller et grundlæggende spørgsmål om, hvem vi skal tolerere i den politiske offentlighed, skriver skribent Philip Larsen.

Niels Ahlmann Olesen

30. november 2019

Vil vi undgå at ryge i totterne på hinanden, må vi lære at tåle hinandens forskelligheder. Det er vilkåret for ethvert større politisk fællesskab. Og i en tid, hvor den politiske polarisering tager til, bliver spørgsmålet om tolerance kun vigtigere.

I Danmark har politisk tolerance for nylig været til stor debat. En cafébestyrer i København oplevede at få kastet sten gennem ruderne til sin forretning, fordi hun er medlem af Nye Borgerlige, og som følge af episoden sagde hun sin stilling op.

Hændelserne fik mange til at fordømme den politisk motiverede vold, mens andre tog rudeknuserne i forsvar. Her i avisen skrev to debattører blandt andet, at den bydel, bestyreren drev forretning i, ikke er »et neutralt sted«, og at bydelen i øvrigt »konstant (bliver) taget som gidsel«, når højreorienterede demonstrerer og »beskyttes af politiet«.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Astrid Goplen
  • Viggo Okholm
Astrid Goplen og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Godt at tænke over, for når forargelsen krænger over fordi man i den grad er sikker på at mit livssyn er den rigtige.
men modet til at gå ind i dialogen med respekt eller med synspunktet at modparten har ret til sin holdning kniber det nok med. Vi har nok for få med ¨¨Özlems mod. Det er klart at vi mennesker mange gange går på kanten mellem det at give andre ret for i det mindste ikke at komme i klemme for at undgå konflikter.

Hitler og hans nazi-slæng må have været glade for at det var Forsts toleranceforståelse der var gældende i Weimar-republikken, mens det der her kaldes venstrefløjens forståelse, havde hele det tyske samfund efterlevet den, havde sat ham grundigt på plads, mens han stadig blot var en lille Hitler-mand.

"En cafébestyrer i København oplevede at få kastet sten gennem ruderne til sin forretning, fordi hun er medlem af Nye Borgerlige, ......."

Jeg har muligvis sovet i timen og det vil i givet fald ikke være første gang. Men hvornår er det gået fra en påstand fremført af Anahita Malakian til at blevet en kendsgerning?

Martin Hasforth Harms

"Man skal ikke tænke længe, før det står klart [at Voltaire og Locke har tænkt helt overfladisk over hvad tolerance er] hævder artiklens forfatter (!) Ifølge ham skal tolerancen være absolut, ellers ophæver den sig selv i et paradoks. Vend altså tolerancens kind næste gang nogen vil røve din bolig, slå dig og din familie ihjel, hindre den fri debat osv. Når ethvert samfund er enig med sig selv om, at det er nødvendigt at spærre visse folk inde i en periode, så ophæver det heller ikke en grundsætning om at man generelt ikke bør frihedsberøve folk. Med den tankegang kan man jo med eet ophæve al straf.
Voltaire og Locke har selvfølgelig helt ret. Det der IKKE skal tolereres, er intolerancen. Den er i konstant aktivitet. Og den er selvfølgelig ikke synonym med det "tåbelige, vederstyggelige og galt afmarcherede". Intolerance er en (uacceptabel) principiel indstilling, mens det " tåbelige, vederstyggelige og galt afmarcherede" er faktuelle vurderinger, som kan være mere eller mindre rigtige eller forkerte i givne situationer.
Den der ikke har tænkt, er sjovt nok ikke Voltaire eller Locke, men artiklens forfatter selv. No surprise.