Klumme
Læsetid: 4 min.

Kunsten at tolerere det intolerante

Tolerancens vigtige og vanskelige kunst består i at acceptere det, vi finder tåbeligt og perverst. Men den, der tolererer, er hverken blødsøden eller fortaler for, at alt er lige godt
En cafébestyrer i København, Anahita Malakians (billedet), oplevede at få kastet sten gennem ruderne til sin forretning, fordi hun er medlem af Nye Borgerlige, og som følge af episoden sagde hun sin stilling op. Sagen om københavnercafeen stiller et grundlæggende spørgsmål om, hvem vi skal tolerere i den politiske offentlighed, skriver skribent Philip Larsen.

En cafébestyrer i København, Anahita Malakians (billedet), oplevede at få kastet sten gennem ruderne til sin forretning, fordi hun er medlem af Nye Borgerlige, og som følge af episoden sagde hun sin stilling op. Sagen om københavnercafeen stiller et grundlæggende spørgsmål om, hvem vi skal tolerere i den politiske offentlighed, skriver skribent Philip Larsen.

Niels Ahlmann Olesen

Moderne Tider
30. november 2019

Vil vi undgå at ryge i totterne på hinanden, må vi lære at tåle hinandens forskelligheder. Det er vilkåret for ethvert større politisk fællesskab. Og i en tid, hvor den politiske polarisering tager til, bliver spørgsmålet om tolerance kun vigtigere.

I Danmark har politisk tolerance for nylig været til stor debat. En cafébestyrer i København oplevede at få kastet sten gennem ruderne til sin forretning, fordi hun er medlem af Nye Borgerlige, og som følge af episoden sagde hun sin stilling op.

Hændelserne fik mange til at fordømme den politisk motiverede vold, mens andre tog rudeknuserne i forsvar. Her i avisen skrev to debattører blandt andet, at den bydel, bestyreren drev forretning i, ikke er »et neutralt sted«, og at bydelen i øvrigt »konstant (bliver) taget som gidsel«, når højreorienterede demonstrerer og »beskyttes af politiet«.

Tolerance som kampbegreb

Sagen om københavnercafeen stiller et grundlæggende spørgsmål om, hvem vi skal tolerere i den politiske offentlighed.

På venstrefløjen og i de autonome miljøer har det længe heddet sig, at man »giver plads til alle, der giver plads til alle«. Og kigger vi i den politiske idéhistorie, ser vi, at der faktisk er opbakning til dette slagord hos flere af oplysningstidens sværvægtere.

Eksempelvis skrev den britiske filosof, John Locke, i sit siden så berømte essay Et brev om tolerance (1689), at de, der »ikke vil påtage sig eller tale for den pligt at tolerere alle mennesker i blotte religionsanliggende … ikke (har) nogen ret til at blive tolereret af øvrigheden«. Og et lille århundrede senere skrev Voltaire, at »mennesker skal holde sig væk fra fanatisme for at fortjene tolerance«.

Vi forstår altså, at vi ikke skal tolerere det intolerante.

Problemet med denne læresætning er imidlertid, at den fører til et paradoks: Den ophæver tolerancen, så snart den søsætter den. Læresætningen fremhæver jo, at der nogen, der ikke tolereres, nemlig de intolerante. Tolerancen bliver dermed selv et udtryk for intolerance – og hvem skal overhovedet afgøre, hvem der kan kaldes intolerant i første ombæring?

Man skal ikke tænke længe, før det står klart, at det hurtigt bliver op til enkeltpersoners egne luner og nøkker at fastslå. Derfor kan det også være svært at se, at tolerance skulle være andet end et politisk kampbegreb, som snart den ene, snart den anden forsøger at erobre og slå de andre i hovedet med.

Tretrinsraketten

Denne opløsning af tolerancebegrebet beror dog på, at man omgår tolerancens kerne, når man nægter at tolerere det angiveligt intolerante. For tolerance er netop rettet mod dem, vi finder tåbelige, vederstyggelige og galt afmarcherede. Ellers havde vi ikke brug for den.

Som den tyske tænker, Rainer Forst, har beskrevet, vil der ikke være tale om tolerance, men blot om ligegyldighed eller opbakning, hvis vi ikke finder det, vi har at gøre med, forkasteligt. Han tilføjer, at tolerance ligeledes indebærer, at vi accepterer det, vi finder forkasteligt, men at vi dog samtidig er i stand til at specificere tolerancens grænser, så den ikke bliver indholdsløs.

Denne tretrinsraket – forkastelighed, accept og grænsedragning – lyder umiddelbart som lidt af en udfordring. For hvordan undgår vi igen at havne i en situation, hvor det er op til tilfældige enkeltindivider at afgøre, hvor grænserne skal trækkes?

Hos Forst er svaret, at der kan gives generelle værdier og principper, som kan guide os:

Selv om man ikke bryder sig om bestemte menneskers værdier, kan der stadig være gode grunde til at acceptere dem. Man kan eksempelvis finde højreekstreme holdninger forkastelige, men stadig acceptere dem, fordi det kan gøres gældende, at princippet om, at enhver har ret til at danne sig sine egne forestillinger om det gode, er vigtigere.

Og netop sådanne almene principper kan være med til at trække grænserne for tolerance: Griber man ind i individets tankefrihed med vold og stenkast, har man krydset tærsklen for tolerance. Det har man derimod ikke, hvis man er medlem af et politisk parti og cafébestyrer.

Ragnarok aflyst

Det interessante ved Forsts toleranceforståelse er, at vi kan tackle toleranceparadokset, og at vi ligeledes får øjnene op for, at tolerance hverken er udtryk for blødsødenhed eller en utålelig relativisme, der siger, at alt er lige godt.

Tolerance er ikke blødsøden, da man ikke giver efter for den andens synspunkter, men stadig finder vedkommende tåbelig, og den hylder ikke relativismen, fordi man står fast på sine egne synspunkter. Når man tåler højreekstreme synspunkter, accepterer man blot, at de ytres.

Dermed unddrager tolerancen sig også den evindelige kamp mellem dem og os, som politik ofte reduceres til. Den, der tolererer, er hverken kun for eller imod den anden, men begge dele på én gang: Man tilstår vedkommende retten til sine synspunkter, men er dybt uenig.

Det gør tolerance til en hulens svær kunstart. Men hvis vi øver os, indebærer det til gengæld, at vi kan leve med hinandens forskelligheder og i sidste ende undgå det ragnarok, der ligger latent i ethvert politisk fællesskab.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Godt at tænke over, for når forargelsen krænger over fordi man i den grad er sikker på at mit livssyn er den rigtige.
men modet til at gå ind i dialogen med respekt eller med synspunktet at modparten har ret til sin holdning kniber det nok med. Vi har nok for få med ¨¨Özlems mod. Det er klart at vi mennesker mange gange går på kanten mellem det at give andre ret for i det mindste ikke at komme i klemme for at undgå konflikter.

Maj-Britt Kent Hansen

Catch-22!

Hitler og hans nazi-slæng må have været glade for at det var Forsts toleranceforståelse der var gældende i Weimar-republikken, mens det der her kaldes venstrefløjens forståelse, havde hele det tyske samfund efterlevet den, havde sat ham grundigt på plads, mens han stadig blot var en lille Hitler-mand.

"En cafébestyrer i København oplevede at få kastet sten gennem ruderne til sin forretning, fordi hun er medlem af Nye Borgerlige, ......."

Jeg har muligvis sovet i timen og det vil i givet fald ikke være første gang. Men hvornår er det gået fra en påstand fremført af Anahita Malakian til at blevet en kendsgerning?

Claus E. Petersen

Måske lidt udenlandsk, men meget apropos overskriften.
Om hvordan tolerance overfor ytringsfrihed åbenbart har grænser, selv blandt akademia.

https://samnytt.se/forelasning-av-richard-jomshof-sd-pa-jmg-uppror-det-a...

Martin Hasforth Harms

"Man skal ikke tænke længe, før det står klart [at Voltaire og Locke har tænkt helt overfladisk over hvad tolerance er] hævder artiklens forfatter (!) Ifølge ham skal tolerancen være absolut, ellers ophæver den sig selv i et paradoks. Vend altså tolerancens kind næste gang nogen vil røve din bolig, slå dig og din familie ihjel, hindre den fri debat osv. Når ethvert samfund er enig med sig selv om, at det er nødvendigt at spærre visse folk inde i en periode, så ophæver det heller ikke en grundsætning om at man generelt ikke bør frihedsberøve folk. Med den tankegang kan man jo med eet ophæve al straf.
Voltaire og Locke har selvfølgelig helt ret. Det der IKKE skal tolereres, er intolerancen. Den er i konstant aktivitet. Og den er selvfølgelig ikke synonym med det "tåbelige, vederstyggelige og galt afmarcherede". Intolerance er en (uacceptabel) principiel indstilling, mens det " tåbelige, vederstyggelige og galt afmarcherede" er faktuelle vurderinger, som kan være mere eller mindre rigtige eller forkerte i givne situationer.
Den der ikke har tænkt, er sjovt nok ikke Voltaire eller Locke, men artiklens forfatter selv. No surprise.