Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Gå aldrig samme vej hjem, som du gik ud

Selv Leif Ellegaards bisættelse var en fest. Han havde plads til både familie, venner og peruvianske fløjtespillere på sin gård, men han havde aldrig plads til bekymringer
Leif Ellegaard drømte om at gøre gården ved Svendborg til et samlingssted, hvor alle var velkomne.

Leif Ellegaard drømte om at gøre gården ved Svendborg til et samlingssted, hvor alle var velkomne.

Privatfoto

30. november 2019

Når Leif Ellegaard forlod sin gård, låste han nok døren, men han lod nøglen sidde i låsen. Så vidste alle, der kom forbi, at de var velkomne til at slå sig ned i huset eller haven, selv om han ikke var hjemme.

Han elskede at omgive sig med andre mennesker, og han drømte om at gøre gården i Skårup – små ti kilometer fra Svendborg – til et fristed, hvor folk kom og gik, som de ville.

Og det gjorde de. Unge og gamle, familie og fremmede. Nogle boede i perioder på gården som lejere, andre kom bare forbi en aften eller overnattede i nogle dage. Engang var der en flok peruvianske fløjtespillere, der slog sig ned i hans skurvogn, fordi de havde hørt, at Leif Ellegaard åbnede døren for alle.

Leif Ellegaard

  • Født 18. juni 1947.
  • Arbejdede som murer med speciale i ovnbyggeri.
  • Efterlader sig tre døtre, syv børnebørn og to oldebørn.
  • Død den 31. juli 2019.

Folk kom også på grund af de fester, han holdt med korte mellemrum med fællesspisning, masser af øl, musik og altid et spil petanque. Gæsterne hjalp med at lave mad og rydde op, og hvis det regnede, blev der sat en presenning op, så festen kunne fortsætte i haven.

Var der en rød tråd i Leif Ellegaards liv, var det, at han søgte fællesskabet. I starten af sit voksne liv boede han i kollektiv i Svendborg med en flok venstrefløjsaktivister, han deltog i demonstrationer og arrangerede flere cykelfredstræf, hvor han mødte mange af de mennesker, han senere tog på højskole med hver sommer.

Selv i sit arbejde som murer forsøgte han at skabe rammer, som kunne bringe mennesker sammen.

Han startede det kooperative Byggeselskabet Maj, og i samarbejde med nogle kolleger byggede han en udendørsovn, som han kaldte ’havens arne’. Det var en ovn, der var direkte forbundet med en stenbænk, og når man fyrede i den, spredte varmen sig til ryglæn og sæder, så folk kunne sidde udenfor, mens maden blev færdig.

Byggede skoler i Nicaragua

For Leif Ellegaard var friheden til at gøre det, han ville, et styrende princip. I starten af sit arbejdsliv skiftede han job flere gange – fra landmand til salgs- og buschauffør – inden han ramte sin plads som murer.

Når han vandrede eller cyklede ud til en begivenhed eller et sted, nægtede han at tage den samme vej hjem, også selv om han befandt sig i en by eller et land, han ikke kendte. At springe ud i det ukendte var selve pointen.

Det gjaldt også, da han i midten af 80’erne sagde sit job op og drog til Nicaragua sammen med sin ene datter for at bygge skoler i en landsby. Fordi det var et eventyr, og fordi han så det som en solidarisk mission. De boede hos en familie i landsbyen, og datteren lærte i en alder af 11 både at bøje bånd af jern for at jordskælvssikre bygninger og at være alene hjemme, når romforsyningen nåede frem til barerne.

Leif Ellegaard stolede på, at hun kunne klare sig selv, også i et fjernt land, og det viste sig, at han havde ret.

»Han gjorde det fremmede mindre fremmed,« siger datteren i dag om sin far.

Den sidste fest

Han forekom hævet over hverdagens ræs og bekymringer, og havde man en aftale med ham, kunne man stole på, at han kom en anelse for sent. En fortærsket talemåde lyder, at man ikke skal græde over spildt mælk – Leif Ellegaard var et af de få mennesker, der vitterligt aldrig gjorde det.

»Det er, som det er, og det bliver, som det bliver,« sagde han ofte.

Også hans ekskone og tre ekskærester blev ved med at opsøge hans selskab, længe efter forholdene var brudt sammen – nogle gange på samme tid.

Måske var det, fordi han så tydeligt viste, at han holdt af de mennesker, der var omkring ham; dem, han havde kendt i et liv, og dem, han lige havde mødt. De kunne alle dreje nøglen i låsen og gå ind i hans hjem, når de havde lyst.

Da han fik kræft i lymfekirtlerne, begyndte flere mennesker end sædvanligt at dukke op på gården, og da han ikke kunne holde ud at stå på benene længere, bar gæsterne hans seng ned i stuen, så han stadig kunne have folk omkring sig.

Da han døde, 72 år gammel, dukkede 150 mennesker op til bisættelsen på hans gård. De fandt guitaren frem og sang Björn Afzelius’ Sång till friheten, de drak og grinede og spillede endda noget petanque.

De gjorde alt det, Leif Ellegaard selv ville have gjort, hvis han havde været der. Det var han også på en måde. Midt på plænen havde gæsterne nemlig placeret urnen med hans aske, omkranset af et væld af blomster.

Passende nok kaldte de ikke arrangementet for en bisættelse. De kaldte det Leifs sidste fest.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen K Petersen
  • Arne Albatros Olsen
  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Steffen Gliese
  • Erik Karlsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • David Zennaro
Steen K Petersen, Arne Albatros Olsen, Søren Peter Langkjær Bojsen, Steffen Gliese, Erik Karlsen, Lise Lotte Rahbek og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer