Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Kampen for solidaritet ledte hende til Nørrebro, Tanzania og Jordan

Hver uge fortæller Information om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende. I denne uge om Heidi Lêgene, der kæmpede for en solidarisk verden
Heidi Lêgene brugte sit arbejdsliv på at hjælpe marginaliserede kvinder.

Heidi Lêgene brugte sit arbejdsliv på at hjælpe marginaliserede kvinder.

Privatfoto

9. november 2019

Heidi Legêne voksede op med sin mor og søster på Midtsjælland. Efter en skilsmisse fra pigernes far, læste hendes mor til laborant, og familien havde stort set kun hendes SU at leve for. Alligevel var det vigtigt for hende, at pigerne var velorienterede i alle dele af verden omkring dem.

Familien havde årskort til Det Kongelige Teater, fejrede 1. maj i Fælledparken, så teater i Den Grå Hal på Christiania og havde Kvindernes Internationale Kampdag som fast mærkedag.

Årets højdepunkt var sommerferierne hos morfar og mormor på landet, hvor de to søstre deltog i landmandslivet. For Heidi Legêne gav ferierne hende en sans for nøjsomhed og en kærlighed til det nære, som hun tog med sig i livet.

Heidi Legêne

  • Født den 2. maj 1970.
  • Projektleder i en række ngo’er.
  • Efterlader sig blandt andre sin mand Peter og tre børn.
  • Død den 29. april 2019.

Hovedstaden trak i hende, og som 16-årig fandt hun vej til Ungdomshuset på Jagtvej. Og snart derfra til alle byens andre besatte huse. Heidi Legêne passede perfekt ind i BZ-miljøet. Hun havde masser af sager, hun gerne kæmpede for. Mandela skulle løslades, Israel skulle ud af Palæstina, apartheidstyret i Sydafrika skulle afskaffes, og kvindekampen skulle kæmpes i feminismens navn.

Hun var indstillet på, at nogle sager krævede, at man kæmpede med alternative midler, og hun både demonstrerede, blokerede, boykottede, barrikaderede, råbte og sang for sine principper. 

Men hendes ungdom i BZ-bevægelsen var frem for alt præget af stærke venskaber med veninder, som festede, dansede, fjollede, grinte, klædte sig ud, når de skulle til fest i Ungeren. Det hele var ikke bare for sjov – de passede på hinanden, og den solidaritet og indlevelse, hun benhårdt kæmpede for med banner i hånd, boede også i hende selv.

En aften i det besatte Mekanisk Musik Museum på Vesterbro mødte hun Peter. Han lagde mærke til hendes store smil, skarpe humor og fandenivoldskhed, og hun hviskede til sin veninde, at ham dér ville hun gerne være kærester og have børn med.

Bedstemødre i Kirgistan

Sådan blev det, og de to fik børnene Hjalte og Bjørk, mens Heidi Lêgene uddannede sig i internationale studier og historie på RUC.

Hun var en kærlig, men også bestemt mor, der, som i alle andre sammenhænge, også over for børnene stod fast på sine principper. Økologisk mad og ingen telefoner ved spisebordet, kun samtale og nærvær. Hun kaldte det »det uperfekte hverdagsliv«.

Både Heidi Lêgene og Peter arbejdede i ngo-verdenen, og det førte familien til både Tanzania, Jordan og Berlin. I syv år boede de i udlandet, og i Tanzania blev efternøler Kille født. Hun besluttede sig for at gå hjemme med Kille i tre år i Tanzania på trods af presset for at gøre karriere.

Heidi Lêgene centrerede sit arbejdsliv om at hjælpe marginaliserede kvinder. I Jordan arbejdede hun i den enorme flygtningelejr Zaatari, hvor hun hjalp kvinderne til at genopbygge deres liv.

Hun rejste også til Kirgistan, hvor hun hjalp med at samle penge ind til en gruppe bedstemødre, hun arbejdede for at bedre forholdene for handicappede i Ghana, og i Uganda og Tanzania hjalp hun med at opstarte et marked for kvinder med handicap.

Efter seks år i udlandet rejste de store børn hjem til Danmark, mens resten af familien flyttede til Berlin. Heidi Lêgene og Peter kunne dog ikke undvære dem, så hun måtte pendle mellem København og Berlin, og snart rejste de alle hjem til Danmark.

Familiens helle var deres hus i Sverige. Jo mere, de var ude i verden, des mere trak huset ved søen. De var i huset fem-seks gange om året, og det var her, på badebroen ved den lille sø, at det hele gav mening.

Bowie og bisættelse

Familien var netop vendt hjem fra sådan en tur i Sverige, da alting ændrede sig. Efter en løbetur en solskinsdag i maj 2017 fandt Heidi Lêgene en knude i sit højre bryst.

Hun satte et år af til at være syg. Til at få overstået operation, kemo og genoptræning. Og efter et år gik alting bedre, sommeren var på vej, og kræften var væk.

Men så kom den igen, og i starten af november sidste år fik hun at vide, at hun ville dø af kræft.

Heidi Lêgene gik systematisk til værks. Hun var opsat på at være mor til det sidste, så hun skemalagde sin sygdom. Sove, mens Kille var i skole, klar til aftensmad og samtale mellem 16 og 19, når familien kom hjem.

Hun døde med familien omkring sig den 29. april, 48 år gammel. Hun havde hele sit liv været hardcore David Bowie-fan, så Peter og Bjørk fandt en kirke, hvor præsten havde holdt en mindegudstjeneste for idolet. Ingen i familien havde nogensinde gået i kirke, men det føltes rigtigt at lade en anden Bowie-fan bisætte deres kone og mor.

»Det er nok første gang, du har fyldt kirken med så mange, der ikke tror på Gud,« sagde Peter til præsten.

Og det havde han nok ret i, for kirken var stuvende fuld. Familie, kolleger og venner optog hver eneste plads.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Christensen
  • Steen K Petersen
  • Frede Jørgensen
  • Stig Bøg
  • Jens Hedegaard Laursen Pind
  • Thomas Tanghus
Jens Christensen, Steen K Petersen, Frede Jørgensen, Stig Bøg, Jens Hedegaard Laursen Pind og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hjerl-Hansen

Jeg kondolerer. Jeg kendte ikke jeres mor, ven, slægtning og ægtefælle, selvom jeg boede på Nørrebronx i 10 år. Hold jer ikke tilbage fra at række ud og tage imod trøst, selvom det er sværere at tage imod end at give. Død og sorg er en naturlig del af livet men jeres situation er rigtig svær.

Internet skal være et sted hvor fysisk kontakt plantes, spirer og blomstrer. Jeg tror jeg har overskuddet til at du der læser dette og sørger, googler mig og ringer. Om ikke andet kan vi få en snak om alt det glade der er i livet.

Jeg skal fortælle jer putter, jer børn af Heidi Lêgene, en lille skæg historie. En dag da jeg kommer ud af Røde Kors butikken her i Asnæs står der en Mor med en baby i en barnevogn bøjet over en kvinde der er væltet på cyklen. Jeg ”stjæler” en stol fra naboen og står bøjet over denne kvinde i en halv time og taler beroligende med hende indtil vi vakler op til hendes hus med min lille datter, min niece og min Far bagefter. Det viser sig at hun er et helt fantastisk menneske som har skrevet mere end Kierkegaard.

Jeg synes det er så sjovt med omsorgspral. Til jer voksne: Den her historie er en historie om omsorgspral. Jeg kan bedre lide omsorgspral end smukke ord. Når man bruger så meget tid på ord som jeg, kan man altså godt blive lidt træt af ord. Problemet med omsorgspral er at vi lever i en meget pietistisk tid.

Det er så fremmed for danskerne, men mange andre steder i verden er omsorgspral slet ikke så ualmindeligt. Jeg må simpelthen nævne USA. Ved godt det ikke er populært i Informeren. :-) God aften derude…