Et liv er forbi: »En ræverød forretningsmand«

En lille seddel var stukket i døren ind til Stoppestedet Isenkram på Tagensvej 89.

Er tilbage kl 12.

(Måske lidt før).

Mogens Madsen havde skrevet sedlen, i al hast, inden han skulle på hospitalet for at få svar på nogle prøver. Han satsede på at være bag disken igen i løbet af et par timer.

Det kom han ikke.

Han vidste godt, det måske var lidt optimistisk med den seddel, for symptomerne var alvorlige. Han havde, som han sagde til sin svoger Henning i telefonen, »pisset rødt længe«.

Hos lægen lå diagnosen klar: kræft i blæren. Og han skulle indlægges med det samme.

Det stressede ham. Ikke så meget på grund af sygdommen, men på grund af sedlen i døren. For nu hang den jo og viftede med forkerte oplysninger. Som det første ringede han derfor til Henning og bad ham skynde sig hen og skrive en ny: Midlertidigt lukket på grund af sygdom.

Det var en svær erkendelse for Mogens Madsen at nå frem til – ikke at vide, hvornår han ville være tilbage i butikken; ikke at vide, hvor længe han havde tilbage i det hele taget.

Men han tog det, som han tog alt andet i livet – med få, vigtige undtagelser, som når han missede en Brøndbykamp, eller regeringsmagten gik til de forkerte – meget roligt.

Ned med autoriteterne

Mogens Madsen blev født i Ringsted og voksede op med mor, far og søstrene Solveig og Aase.

Det var et kristent arbejderhjem. Faren var karetmager og moren gik hjemme, der var varm middagsmad og bordbøn hver dag klokken tolv.

Men Mogens Madsen havde svært ved at sidde stille. Han skulle altid have gang i et eller andet – at drille sine søstre, stå i angrebet på fodboldbanen eller udfordre autoriteterne i skolen.

Allerede som helt lille havde han en stærk retfærdighedssans og en frygtløshed, der gjorde, at han tit kastede sig ud i at forsvare de små, hvis de blev mobbet af nogle af de større elever.

»Det er nok Mogens igen,« tænkte Aase, hver gang hun gik forbi en slåskamp i skolegården, og hun fik tit ret.

Efter skoletiden blev Mogens Madsen udlært isenkræmmer hos Ejner Christensen i Ringsted. Det var en isenkræmmer af den gamle slags, der solgte alt fra kongeligt porcelæn til jernkæder til at tøjre kvæg med.

Efter et par år flyttede Mogens Madsen til København. Han fik job hos Grønning Isenkram på Østerbrogade, og i 1980 købte han en etværelses lejlighed på ydre Nørrebro, hvor han boede resten af sit liv.

Selv om kvadratmeterne var få, var der plads til alt, hvad han havde brug for: en god lænestol, et tv hvor han kunne følge med i alle fodboldkampe, sin vinylsamling, bøgerne. Og så et lille køkken, hvor han kunne lave sine yndlingsretter. Hakkebøf, krebinetter, den slags. Altid med en cola til.

Lokalt samlingssted

I 1999 blev Mogens Madsen tilbudt at overtage en isenkramforretning på Tagensvej 89. Han slog til, helt ekstatisk, ryddede ud i varelageret og genåbnede butikken i nyt navn: Stoppestedet Isenkram, opkaldt efter busstoppestedet lige uden for døren.

Butikken fik hurtigt en fast gruppe af stamkunder. De fleste kom der lige så meget for at sludre, hænge ud og få hjælp til at fikse småting som for at købe noget.

Mogens Madsen stiftede aldrig familie. Ferier tog han heller ikke på. Men han gav heller aldrig udtryk for, at det var noget, han længtes efter. Han drømte mest af alt om det, han allerede havde: sin butik, sin lejlighed, at kunne se fodbold i stuen med telefonstikket trukket ud.

Og ikke mindst det at være i kontakt med kunderne hver dag. Hans vennekreds var lille, så butikken blev den vigtigste sociale faktor i hans liv.

Retfærdig forretningsmand

Selv om Mogens Madsen holdt mest af at leve for sig selv, så var han dybt optaget af andre mennesker. Humanist, først og fremmest. Og, som flere i hans omgangskreds sagde det: noget så sjældent som »en ræverød forretningsmand«.

I mange år stemte han på Venstresocialisterne og senere på SF. Hver måned gik en stor del af hans løn til velgørenhed, og han ville hellere fokusere på andres velbefindende end på sit eget. Derfor fortalte han ikke om sin kræftsygdom til familie og venner før i de sidste måneder op til sin død.

En julidag i 2019 sad han bag kassen og holdt ophørsudsalg. Folk kom forbi med blomsterbuketter, drak kaffe i baglokalet, nogle græd. Mogens Madsen rendte frem og tilbage fra lageret, og på mange måder var det en helt almindelig arbejdsdag, selv om han godt vidste, det var den sidste.

Om aftenen ringede han til sin svoger:

»Nu er jeg kommet hjem efter min sidste dag og har sat mig i den gode stol med en cola.«

»Og jeg har det så godt, som jeg ikke har haft det i lange, lange tider.«

Den 24. september 2019 døde Mogens Madsen på hospicet Vigerslevhus.