Feature
Læsetid: 17 min.

Matti Breschel: På en måde ved jeg ikke, hvem jeg er, når jeg ikke er cykelrytter

Hvem er jeg nu? Det spørgsmål hjemsøger den danske cykelrytter Matti Breschel der efter 15 år i det professionelle felt, har afsluttet sin karriere. Information har fulgt i hælene på ham den første måned efter karrierestoppet
Jeg tror nærmest, at jeg fik en depression. Jeg sov 15 timer i døgnet, og jeg kunne ikke andet end at sove og træne. Det var ikke et liv, fortæller Matti Breschel om krisen, der førte til karierestoppet.

Jeg tror nærmest, at jeg fik en depression. Jeg sov 15 timer i døgnet, og jeg kunne ikke andet end at sove og træne. Det var ikke et liv, fortæller Matti Breschel om krisen, der førte til karierestoppet.

Sigrid Nygaard

Moderne Tider
9. november 2019

Det er forårssæsonen 2019. Matti Breschel kæmper mere end nødvendigt med at holde sig konkurrencedygtig i de første belgiske forårsklassikere. I nyhederne kan man læse, at han lider af ankelproblemer, men man får intet andet indblik i det drama, som er Matti Breschels liv i februar og marts.

Om natten efter et forårsvarmt Omloop Het Niewsblad vågner han op med en hævet ankel, han kan ikke gå, og han har helt afsindigt ondt. Panik og adrenalin pumper i hans krop, og han tør ikke gå til sin holdlæge. Han ved, at hans forårssæson er slut, hvis han fortæller om hævelsen. Men der er intet at gøre. Matti Breschel får ikke lov til at køre løbet dagen efter i Kuurne i det vestlige Flandern.

»Det er gigt.« Sådan lyder meldingen fra en dermatolog, som Matti Breschel opsøger i 2013 på grund af en hævelse i sit fingerled. En sygdom, som er brudt ud natten mellem den anden og tredje marts 2019, og som er grunden til, at jeg sidder her på en bar på et solbeskinnet Amager med den danske cykelrytter, der lige har bekendtgjort, at han stopper sin karriere.

»Jeg var helt smadret mentalt og fysisk. Jeg kunne nærmest ikke gå, og jeg måtte kravle op ad trappen derhjemme for at komme i seng. Jeg fortalte min kone, Maria, at hvis mit liv skulle være sådan her, så kunne hun bare smutte, hvis hun havde lyst. Der er fandeme ikke nogen, der skal passe mig. Det var meget dramatisk,« fortæller han om månederne efter udbruddet.

Man kan ikke se det på ham. Alt virker godt. Det er sommer lidt endnu, og han er cykelrytter lidt endnu. Han har endnu ikke kørt sit sidste løb, men i kroppen banker gigten. Han er i august måned stoppet med at tage gigtmedicin, fordi det ødelagde ham:

»Jeg tror nærmest, at jeg fik en depression. Jeg sov 15 timer i døgnet, og jeg kunne ikke andet end at sove og træne. Det var ikke et liv. Jeg kæmpede så hårdt med det, og jeg indså, at jeg måtte stoppe. Den tanke kom snigende. Det er en tanke, jeg har været frygtelig bange for, fordi jeg mister min identitet. Jeg ved på en måde ikke, hvem jeg er, når jeg ikke er cykelrytter.«

Det er spørgsmålet. Hvem bliver Matti Breschel, når han ikke er cykelrytter?

Dødslisten

Men lad os starte et andet sted. Hvem var Matti Breschel som cykelrytter?

Han er ud af en familie med cykelryttere. Det var hans farfar, der begyndte. Senere var det Matti Breschels far, der trænede og konkurrerede med den gyldne 90’er-generation med navne som Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Brian Holm og Jesper Skibby, og det var ham, der fik Matti og hans bror i gang.

Jeg er blevet toer og treer til VM, og jeg har aldrig vundet en klassiker. Folk har altid spurgt, hvornår jeg skulle vinde en, men det er aldrig kommet, og det er jeg ved at indse, siger Matti Breschel, her fotorgaferet under Danmark Rundt.

Jeg er blevet toer og treer til VM, og jeg har aldrig vundet en klassiker. Folk har altid spurgt, hvornår jeg skulle vinde en, men det er aldrig kommet, og det er jeg ved at indse, siger Matti Breschel, her fotorgaferet under Danmark Rundt.

Claus Bonnerup
I de unge dage drønede Matti Breschel rundt på Faxes landeveje på sin fars gamle cykler. I 1996 meldte han sig ind i Køge Cykel Ring, og fra den dag af brugte familien alle weekender og ferier på at køre fra løb til løb i en gammel kassevogn, hvor de sov omme bagi. Et rakkerliv, men også et liv, Matti Breschel blev forelsket i.

Han elsker de små beskidte hoteller, at leve i en kuffert og den markedspladsstemning, der stadig omgiver cykelløb. Det var lortevejret og sidevinden, der sammen med cykelsportens særlige jargon gjorde ham forelsket.

Bag et par store solbriller og iført en let åbenstående pastelfarvet polo fortæller han om de tidlige år.

»Jeg fortalte min far, at jeg gerne ville køre cykelløb, da jeg var meget lille. Vi havde ikke mange penge, og det kræver både tid og ret mange penge at blive cykelrytter. Han sagde, at hvis han skulle hjælpe mig, så skulle jeg gøre det 100 procent. Jeg var vel 12 år, og jeg forstod ikke rigtig, hvad det betød.«

Mattis far, Tom Breschel, er fra en generation af ryttere, som sønnen selv beskriver som gammeldags. Man snakkede ikke så meget om følelser, og der blev skulet ondt til hinanden, mens man pustede sig op:

»Der var ikke meget positiv energi mellem konkurrenterne til cykelløbene. Det var en hård verden. Jeg blev virkelig draget af det, og jeg tænkte ikke over det dengang, men det var ret vildt. Min far har engang bedt mig om at lave en dødsliste over mine fem værste konkurrenter. Han havde sgu en lidt forskruet tilgang til cykelløb.«

Matti Breschel griner, men der er helt klart en slags alvor bag de ord. Måske havde hans far en forskruet tilgang til cykelløb, men den tilgang har dannet en af Danmarks mest karakteristiske cykelryttere.

Han er kendt som en aggressiv rytter, en vinder, en rigtig puncheur, som man kalder det. En ryttertype, som gør det godt i terræn med korte, stejle bakker, og som besidder et punch, der gør dem meget kraftfulde. Det er ryttere, der vinder de franske og belgiske forårsklassikere, og som i Danmark i dag repræsenteres af vores nyudkårne verdensmester Mads Pedersen. Det er sultne ryttere, der jagter sejren i udmarvende endagsløb.

Sådan var Matti Breschel som cykelrytter, og sådan er han også lidt endnu, men han er ved at omstille sig, og det er svært. Han tager en tår af sin øl, inden han forsætter:

»Jeg har altid jagtet den forbandede sejr. Jeg er blevet toer og treer til VM, og jeg har aldrig vundet en klassiker. Folk har altid spurgt, hvornår jeg skulle vinde en, men det er aldrig kommet, og det er jeg ved at indse. Der er en lille arrig stemme i min mave, der fortæller mig, at jeg ikke er god nok, at det er slut med at lide. Den stemme er jeg ved at overgive mig til.«

Men det er en overgivelse, der også er iblandet en slags frygt, og dermed er vi tilbage til spørgsmålet om, hvem Matti Breschel bliver til, når han stopper med at cykle.

Han er en rastløs sjæl, der altid er flygtet fra det normale. Han siger selv, at han er en lille smule bange for det og trives dårligt i det, men han ved, at livet efter cyklingen vil se anderledes ud. Han rejste fra Faxe, da han var 16-17 år – først som model og siden for at leve som professionel cykelrytter i Italien, og det er det selvbillede, som er ved at krakelere: først det store talent, siden den respekterede vindertype med bopæl i Toscana omkring Lucca blandt sportens største stjerner.

I 2018 flytter Matti Breschel hjem til Danmark, og det er hverken nogen nem beslutning eller et specielt fordelagtigt træk i forhold til hans karriere.

I første omgang flytter han med sin hustru, Maria, og deres tre børn til Lille Salby uden for Køge. De flytter ind på et gammelt landsted, som er Marias barndomshjem.

»Det var ikke nemt at flytte til Danmark. Jeg havde en romantisk idé om et landsted, hvor jeg kunne dyrke nogle grøntager og passe haven lidt. Mine venner ville komme dryppende forbi, når de havde lyst. Men det skete jo ikke, og jeg gik kold i det. Det var svært at rykke fra Italien og pludselig skulle til at træne syv timer i dansk regn,« fortæller han.

Men det er ikke bare klimaet, der har haft en effekt på ham.

En dag gik han rundt ude i sin have og skulle skære et træ op, der var væltet ned i nogle andre træer. Han havde købt alt udstyret. Motorsav, hjelm og arbejdstøj. Det er nemt at se for sig: den tynde og langlemmede cykelrytter med den tunge motorsav under en grå og våd himmel lidt nord for Køge. Han tog fat med saven, men den satte sig fast. Opgivende lod han den sidde i træstammen og købte en ny motorsav. Den satte sig også fast. Frustreret og opgivende gik han i gang med en økse for at få den fri. Men nej – det var umuligt. Han lavede en hurtig bevægelse, og han fik en gren op i næsen, der gav ham næseblod.

Han fortæller historien med et smil, men den er også symbolsk for vejen hen mod at afslutte karrieren:

»Jeg var helt nede i kælderen. Jeg kunne ikke mere. Jeg sagde til Maria, at vi måtte flytte ind til byen. Jeg kunne ikke træne. Jeg kunne ingenting, og jeg kunne ikke få det til at hænge sammen.«

Kort tid efter rykkede familien til Kastrup.

Det menneske, der sidder over for mig, er søgende. Han bliver dvælende og tvivlende, hver gang vi taler om fremtiden, og han slutter vores første møde af med de rammende ord:

»Jeg ved ikke, hvad jeg er, når jeg skal sige, hvad jeg laver nu. Hvem er jeg, nu?«

Det er slut

I 2006 brækkede Matti Breschel ryggen i forårsløbet Tre dage i Vestflanderen, da han kolliderede med en stålbande i en spurt mod australske Robbie McEwen. Han blev indskrevet på et belgisk nonnehospital, hvor han ikke måtte få andet smertestillende end hovedpinepiller. Ud over ryggen brækkede han også noget i skridtet, og hans urin var fyldt med blod bagefter. På grund af de stærke smerter lå han og svævede ud og ind af bevidsthed under et dystert trækors, indtil hans holdlæge endelig fik ham flyttet.

Jeg skal faktisk til at blive voksen nu, selv om det måske lyder underligt. Jeg har altid fået mit liv planlagt af andre, og det går ikke længere, fortæller Matti Breschel.

Jeg skal faktisk til at blive voksen nu, selv om det måske lyder underligt. Jeg har altid fået mit liv planlagt af andre, og det går ikke længere, fortæller Matti Breschel.

Michael Drost-Hansen
Det er måske den slags lidelse, Matti Breschel er træt af. Lidelsen i træningen, udpiningen af kroppen og den konstante risiko for at slå sig selv ihjel. Det forstår man jo godt, og det er en mand, som er færdig med lidelsen, der samler mig op i sin Mercedes. Det er nu midt i september, varmen har forladt os, og Matti Breschel har officielt forladt cykelsporten. Han har kørt sit sidste løb.

Vi vil gå en tur i Konglunden på den vestlige del af Amager. På vej derud i bilen taler vi om hans sidste løb og den følelse, han har i kroppen nu.

— Har du fundet ud af, hvem du er?

»Jeg har en mærkelig følelse. Jeg er egentlig meget afklaret nu, hvor det er forbi, men min hjerne har ikke forstået det helt endnu. Jeg gik tidligt i seng i går, fordi jeg tænkte, at jeg skulle op at træne, men det skulle jeg jo ikke. Så jeg stod op igen, åbnede en flaske rødvin, satte mig til at læse og gik i seng klokken to. Det var en ren følelse af frihed, men jeg har ikke noget svar. Jeg ved jo intet endnu om, hvordan det kommer til at være. Det er skræmmende. Jeg er ikke så god til at tænke på fremtiden. Det har jeg aldrig været.«

Vi følger Amager Strandvej ud mod lufthavnen. Det blæser hårdt, og jeg beder Matti Breschel om at beskrive sit sidste løb for mig:

»Jeg kom ved tretiden og cyklede en time alene ved kysten langs bunkerne fra Anden Verdenskrig. Det regnede, og jeg tænkte meget over, at det var min sidste tur inden et løb. Selve løbet var pissehårdt. Det var små nordfranske veje i Bretagne, hvor man ikke bare sidder med. Jeg kunne ikke gennemføre, men jeg følte mig som cykelrytter. Jeg kan godt se på billederne, at jeg måske ikke ligner det længere. Jeg har allerede taget lidt på, og jeg har aldrig været i så dårlig form.«

Han griner af det, men det er let at se, at det med vægten også piner ham. Det er ikke bare en mentalitet, der forsvinder nu, det er også kroppen, der forandrer sig.

Mest af alt er han lettet. Det er slut, og han er brændt ud. Han fortæller, at han har været meget vred, opfarende og nok ikke nogen særlig nærværende far mod slutningen af sin karriere, og det er det, han gerne vil kunne være. Nu er det familien først, men er det muligt efter så mange år på farten?

At blive voksen igen

Vi går ind igennem Kongelundens træer. De store grønne egetræer vugger i vinden, mens fly fra Kastrup Lufthavn med jævne mellemrum overdøver vores samtale.

Matti Breschel begynder at gå i konkrete detaljer med, hvad der skal ændre sig i hans liv. Han skal blandt andet købe sig en kalender. Det har han aldrig haft brug for:

»Jeg skal faktisk til at blive voksen nu, selv om det måske lyder underligt. Jeg har altid fået mit liv planlagt af andre, og det går ikke længere. Jeg skal træde ind i et almindeligt liv, og jeg bliver nødt til at blive mere struktureret.«

Han føler både en nostalgi og en ivrighed efter at lægge cykelfeltet bag sig:

»Jeg synes, at det er skræmmende, at feltet bare kører videre uden mig. Nu er jeg ude af historien. Nu er jeg en af de ryttere, som har kørt. Jeg er bare et navn i bøgerne, men på den anden side er jeg også træt af at blive behandlet som et barn.«

Vi går ud til kysten, og vi er fremme ved et centralt punkt i Matti Breschels liv. Hans mangel på autoritetstro.

Han er draget af det romantiske, og han er en meget traditionsbevidst cykelrytter, der gør tingene på sin egen måde, og det har igennem tiden bragt ham i nogle åndssvage situationer, som han selv beskriver det:

»Jeg har trænet og spist, som min far gjorde. Jeg har trænet og spist, som Rolf Sørensen gjorde. De var mine helte. Det var dem, der ledte mig, og jeg accepterede deres autoritet, men det var også det.«

På et cykelhold bliver man i dag på mange måder behandlet som et barn. Nogen kontrollerer dine sengetider, nogen bestemmer, hvad du må spise – og andre kontrollerer dine bevægelsesmønstre. Du er et tal, en investering i en maskine, der er konstrueret til at vinde. Det er der, den moderne cykelsport har bevæget sig hen. Den er ikke helt så spontan længere, og man søger hele tiden at optimere de mindste ting. Flere af de store hold har for eksempel en person ansat til at skille og rense airconditionanlægget på de hoteller, rytterne sover på, så de ikke bliver syge af fremmede bakterier.

Det er den slags kontrol, Matti Breschel altid er flygtet fra:

»Jeg har sgu svært ved at lytte til én, der aldrig har siddet på en cykel. Jeg har bare aldrig kunnet lade være med at teste de grænser, der var. Det skal ikke lyde, som om jeg har dopet mig. Det har altid mere været i forhold til fest og ballade, og nu glæder jeg mig til, at ingen skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre hvornår. Jeg ser på mulighederne nu og friheden, men også på risikoen for det sorte hul, som åbner sig under mange, når de stopper.«

Det er forståeligt, at en voksen mand bliver træt af at blive behandlet som et barn, men det er også en af de ubekendte faktorer i Matti Breshcels nye identitet. Han har været cykelrytter, siden han var 15, og hvordan er han som voksen uden for cykelsporten? Hvem er han, og hvordan ser hans liv ud?

At være professionel cykelrytter er ikke noget, man er på rutinen. Du skal køre 35.000 kilometer om året bare for at være med. Du skal være klar i hovedet, fordi det er ikke nok bare at køre 35.000 kilometer. Du skal virkelig smadre dig selv, når du gør det. Det er ikke let, det er besværligt, Alligevel har han aldrig været i tvivl om, at det var det rigtige valg. Det er hele hans identitet, og det er det vigtigste i ham, som han er ved at opgive – og det er derfor, han nævner det sorte hul. På vej tilbage mod bilen siger han:

»Jeg bliver ved med at sige, at jeg ikke ved, hvem jeg er lige nu, og det er ret vildt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men jeg er ved at miste noget, jeg elsker så højt. Hvorfor skal jeg miste noget, jeg altid har elsket. Er det sådan, livet er?«

En lille bid af fremtiden

I filminstruktøren Daniel Denciks film Forsvindingsnummert om Matti Breschel, er der en scene, hvor hans kone, Maria Breschel, beskriver, hvordan det er at leve sammen med en cykelrytter. Når han har været fuldt fokuseret på et løb, har det været som at bo med en vanvittig – en psykopat, der har stået og kæmpet med vasketøjskurven, siger hun. I filmen fortæller hun, at hun har prøvet at sige: »Lad da bare, som om du ikke er cykelrytter. Lad da bare som om i et par dage.« Men det er nok det, der er problemet for Matti Breschel og den fremtid, han går i møde. Han har svært ved at forestille sig andet.

Vi kører ind i Matti Breschels barndomsby Faxe. Der er høj sol, og han er lige kommet hjem fra Vuelta Espana, og han har nu set en lille bid af sin fremtid. Han er blevet tilbudt et job, som sportsdirektør for sin nu tidligere arbejdsgiver EF Education. Det indebærer en oplæringsperiode og en eksamen. Derfor har han været med som lærling i bilen under Spanien Rundt. Det var en ambivalent oplevelse:

»Det var virkelig underligt. Nu skulle jeg ikke længere sidde sammen med mine holdkammerater. Jeg skulle ikke spise som en cykelrytter. Nu var det bare rødvin og pomfritter, jeg skulle ikke bare sidde og stikke til en salat. Hold kæft, mand.«

Matti Breschel viser rundt i byen og peger på steder i den by, som han er flygtet fra. Han er sjældent på besøg og bryder sig egentlig ikke om at være her.

Vi går ned mod Faxe Kalkbrud med fotografen. På vej ned i bruddet skifter landskabet dramatisk på kort tid. Fra by til en lille grøn skov og endelig selve det hvide brud. Matti Breschel peger på en lille lund. Her drak han de første øl, røg den første cigaret. Han peger op mod en pynt, hvor en mand engang kørte en bil udover og slog sig selv ihjel.

Det er mindernes landskab. Den hvide kalk skinner, og de små vandfyldte kalksøer lyser op med deres azurblå farve. Der er stadig gang i det gamle kalkbrud, hvor der har været udvinding i over 800 år. Lastbiler kører med kalk på ladet i pendulfart. Chaufførerne hilser alle på os. Ikke fordi de genkender deres bysbarn, men fordi det gør man her omkring.

— Har du fået købt den kalender?

»Nej, faktisk ikke, og det er jo et problem. Under Vueltaen var jeg jo med til at skulle planlægge det hele. Det er pludselig mig, der har ansvaret, og jeg hader virkelig at planlægge, men det er jo også en del af min udvikling mod at blive voksen uden for sporten. Jeg skal lære det. Tænk, hvis hele holdet missede starten, fordi jeg ikke kan tage mig sammen. For helvede, det går jo ikke.«

Cyklen er simpelthen min terapi, og det kan jeg ikke slippe. Jeg cykler måske fra noget, og det vil jeg nok altid gøre, siger Matti Breschel.

Cyklen er simpelthen min terapi, og det kan jeg ikke slippe. Jeg cykler måske fra noget, og det vil jeg nok altid gøre, siger Matti Breschel.

Sigrid Nygaard
Vi går lidt rundt nede i kalkbruddet. Der bliver taget billeder af ham, og jeg spekulerer på, hvordan det har været at vokse op her. Svømmede man i søerne, løb man igennem natten på den lyse kalk?

Matti Breschel får hurtigt punkteret min romantik:

»Det var ikke specielt fedt. Det var Buffalo-sko og knallerter. Det var ikke noget hårdt miljø, men folk gik da med Schott-jakker med omvendte mærker, så man kunne se, at de var racister.«

Det er nok en del af det, Matti Breschel stadig flygter fra, men spørgsmålet er, om løsningen findes i jobbet som sportsdirektør?

Han synes faktisk, at det var ret kedeligt at være afsted. De lange dage i bilen og den dårlige mad siger ham ikke rigtig noget. Men han ved også, at han først lige er begyndt, og at han nok lige skal vænne sig til det:

»Jeg så på rytterne, og jeg havde egentlig bare lyst til at køre på cykel, men det løb er kørt. Jeg ved jo, hvad det kræver, og den ild er slukket.«

Ilden er slukket, og måske er det meget godt.

Vi forlader kalkbruddet, og vi går op igennem byen. Vi er sultne, og vi skal have frokost. Matti Breschel er ikke længere cykelrytter, og vi kan derfor gå på Vinkældergrillen og få to flæskestegssandwich og en Faxe-kondi, selvfølgelig, uden at skulle tænke over konsekvenserne.

Vi har set hinanden en gang om ugen den seneste måned, og nu er vi på vej mod enden. Vi har snakket os mætte, men henover den fedtede flæskesteg har Matti Breschel stadig noget at tilføje:

»Jeg er så træt af at være egoist. Jeg er fyldt op af mig selv, og det er tid til at tænke på min familie. Jeg er træt af konkurrencen, og jeg er glad for, at jeg har fået lov til at leve min drøm ud. Jeg er faktisk ligeglad med resultaterne nu. Fuck dem.«

Det er ret utrolige ord fra en mand, som altid er gået efter sejren, som altid har kørt på vanviddet, og som måske en gang eller to er trådt hen over vanviddets afgrund. Det er en mand, hvis hustru beskriver som en psykopat, når han sætter sig op til cykelløb, og som nu står uden svar på, hvem han er.

Ja, han har faktisk kun spørgsmål, en bunke af spørgsmål om fremtiden. En ting ved han dog:

»Jeg har bearbejdet mit liv på cyklen. Det vil jeg aldrig stoppe med. Det er der, hvor jeg har kunnet være mig selv. Cyklen er simpelthen min terapi, og det kan jeg ikke slippe. Jeg cykler måske fra noget, og det vil jeg nok altid gøre.«

Vi sætter os ind i bilen igen og kører en sidste gang hjem sammen mod Amager. Vi kører ind over landet og uden om motorvejen. Han viser mig sine gamle træningsveje, der dukker minder fra barndommen op, og snart, ganske snart vil livet som professionel cykelrytter også blot være et minde. En dag vil han måske køre rundt i Italien og vise sine gamle træningsveje omkring Lucca til en anden. Måske vil han være en gammel mand og hans navn kun være husket af en flok sære og dedikerede cykelfans. Al den tvivl, den 35-årige Matti Breschel har her i bilen, vil være blevet til liv, og spørgsmålet vil være besvaret: Hvem er Matti Breschel? Lige nu ved vi det ikke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her