I retten: »Jeg var bange for, at min mor var sur på mig«

L knuger sin sorte dynejakke med hænderne og holder den ind til kroppen som en pude, mens hans forsvarer forklarer ham, hvordan retssagen vil forløbe.

Han er anklaget for at have truet en kvinde på livet over telefon tilbage i 2018.

Sammen med sine forældre og to søskende står han ude på gangen foran retssalen i Københavns Byret og venter på anklageren, der er 15 minutter forsinket.

L er en ung mand med halvlangt, mørkt hår og skægstubbe. Alt hans tøj er sort. Sort T-shirt, sorte bukser, sorte sko og sort dynejakke.

»Det her minder mig om et program på National Geographic Channel, hvor jeg er hovedpersonen,« siger L til sin far.

Da anklageren kommer, bliver tiltalte placeret på en blå stol midt i lokalet. Han tænder og slukker nervøst for bordlampen foran sig, spænder i skuldrene, så de trækker sig helt op til hovedet, og tripper med fødderne under bordet.

Piller og hash

Anklageren lader til at have ondt af L, og før hun går i gang med sine spørgsmål, forsikrer hun ham om, at hun ikke ønsker at sætte ham i fængsel.

»Du skal vide, at jeg bare går efter en betinget dom. Og vi taler altså en betinget dom, der er udmålt i dage,« siger hun og smiler medfølende til ham.

De første spørgsmål går på, hvordan L havde det psykisk i perioden omkring truslen.

»Jeg havde det rigtig dårligt. Jeg har haft mange aggressionsproblemer med hensyn til min ADHD og psykiske problemer. Jeg havde fået nogle nye piller dagen før, men de hjalp ikke. De gjorde det faktisk bare værre,« forklarer han.

»Ud over pillerne, havde du så taget euforiserende stoffer i perioden?« spørger anklageren ledende.

Han forklarer, at han nogle gange ryger lidt hash, fordi det er det eneste, der får ham til at slappe helt af.

»Men jeg har ikke noget alkoholproblem, og jeg har aldrig taget hårde stoffer,« siger han.

Da de får afklaret, at L i dag modtager behandling for sine diagnoser, går de i gang med at tale om selve trusselsforløbet.

Fucking luder

Opkaldet, det hele drejer sig om, fandt sted en onsdag for halvandet år siden.

»Jeg havde prøvet at ringe til min mor, men hun tog ikke telefonen, så jeg ringede til hendes arbejde i stedet for. Det prøvede jeg flere gange. Måske to gange. Men receptionen ville ikke stille mig videre til min mor,« forklarer L.

»Mig og min mor havde været oppe at skændes dagen før, så jeg var bange for, at hun var sur mig. At hun måske stod ved siden af og sagde til receptionisten, at hun ikke ville tale med mig. Det forestillede jeg mig inde i mit hoved.«

Han holder en kort pause.

»Så sagde jeg … Okay, nu siger jeg det bare. Jeg sagde ’nu giver du fandeme telefonen til min mor, din fucking luder’.«

Anklageren afbryder med det samme hans forklaring og fortæller, at det ikke er ulovligt i denne type sager at kalde nogen for luder.

»Men sagde du ikke også noget om, at du ville slå hende ihjel,« spørger hun.

»Jeg kunne aldrig finde på at true med at slå nogen ihjel,« svarer han bestemt.

L’s far sukker højlydt. Anklageren forsøger at omformulere sig og spørger, om tiltalte kan have sagt noget lignende – uden lige at bruge ordet »ihjel«.

»Jeg kan ikke rigtig huske, hvad jeg sagde,« siger L og forklarer, at det næste, der står klart for ham, er, da politiet senere troppede op på hans adresse.

»Men kan du erkende at have sagt noget, der kunne tolkes som en trussel, uden direkte at sige, at du ville slå hende ihjel,« forsøger hun spørgende igen.

»Ja, det kan jeg måske nok godt.«

»Godt,« hvisker L’s far, så hele bageste række kan høre det.

Herfra går det hurtigt. Både forsvareren og anklageren meddeler dommeren, at de betragter udsagnet som en tilståelse, og anklageren gør det klart, at der efter hendes mening ikke er grund til at drøfte behandlingsmuligheder.

»Du går jo allerede til behandling, og der er nogen, der tager sig af dig. Så det er tilstrækkeligt for mig,« siger hun.

L’s far smiler og hvisker til moren: »Hvor er hun sød.«

Forsvareren tilføjer, at familien til gengæld kunne overveje at få mere socialpædagogisk hjælp fra kommunen for at aflaste forældrene, og L nikker med store hovedbevægelser.

Dommen udmåles, som anklageren foreslog, til 14 dages betinget fængsel og bliver ikke anket.

Da det hele er overstået, smiler anklageren til L og understreger over for ham, at han godt kan slappe af nu. Han kommer ikke i fængsel.

L’s far giver sin søn en high five, og på vej ud siger familien »tak for hjælpen« til anklageren.