Feature
Læsetid: 4 min.

I retten: »Så står han med en stor køkkenkniv og siger: ’Giv mig pengene’«

Hver uge dækker Information en retssag, som den udspiller sig i retten. I denne uge retssal 38 i Københavns Byret er en kok tiltalt for røveri mod en 7-Eleven-butik
Den 29-årige tiltalte husker ikke nogensinde at have været i den pågældende 7-Eleven-butik.

Den 29-årige tiltalte husker ikke nogensinde at have været i den pågældende 7-Eleven-butik.

Mia Mottelson

Moderne Tider
23. november 2019

Dagen i retssal 38 begynder med tre små stumfilm: lidt hakkede, slørede overvågningsvideoer uden lyd fra et røveri mod en 7-Eleven-butik i København i april 2015.

Først ser man en mand med bøjet hoved og vinterjakke med pelskant gå ind gennem en glasdør. På den næste film truer manden en ung ekspedient med en stor kniv. Og til sidst kan man se ekspedienten fumle med sedlerne ved disken, hvorpå gerningsmanden utålmodigt selv stikker hænderne ned i kassen, hiver seddelbundterne op og går sin vej. Det hele er overstået på få minutter.

A er 29 år gammel. Det er ham, der er tiltalt for at have begået røveriet sent om aftenen med omkring 5.000 kroner i udbytte. Han nægter sig skyldig.

Ved første øjekast ligner han en almindelig ung mand i nydelig, smalstribet, lys skjorte, mørke bukser og blanke lædersko. Indtil man får øje på tribaltatoveringerne, der slynger sig op ad halsen, hen over håndryggen og ned over knoerne.

A fortæller lavmælt, at han er uddannet kok og i 2015 arbejdede på en københavnsk restaurant. Han husker ikke, at han nogensinde har været i den pågældende 7-Eleven på Købmagergade, selv om den ligger 500 meter fra hans daværende arbejdsplads.

Anklageren hæfter sig ved dna-spor fra gerningsstedet og kræver ubetinget fængsel.

Mia Mottelson
Den kvindelige anklager spørger til en hvid plastikpose, som røveren efterlod på stedet. Tiltaltes dna er fundet på posens hank. Hvordan vil han forklare det, spørger hun.

»Jeg har en dårlig vane med at drikke energidrik. Jeg tager det ofte med på arbejde i en plastikpose,« siger A.

Han har nok smidt posen ud, og så har nogle andre måske samlet den op fra skraldespanden.

»Der er mange romaer i nærheden af mit arbejde, der kigger i skraldespande. Det er faktisk et kæmpe problem,« siger A.

250 meter fra kiosken har politihunde opsnuset to hvide engangshandsker af latex. Røveren havde sådan et par handsker på, og man har fundet A’s dna inde i latexhandskernes fingerspidser. Hvordan vil han forklare det, spørger anklageren. A fortæller, at han er stegekok.

»Jeg er specialist i at stege kød,« siger han og forklarer, at han ofte har latexhandsker på i køkkenet på grund af hygiejnen. Og mange gange i løbet af en arbejdsdag tager han nye handsker på og smider de gamle ud. Nøjagtigt som med posen må nogle andre have samlet de brugte handsker op fra skraldet og anvendt dem ved røveriet.

Mørt kød fra Namibia

Et vidne har glemt at møde op. Han bliver indkaldt over telefonen, og i ventetiden snakker forsvarer Knud Vedelsby og stegekokken om kød.

»Jeg er mest til det amerikanske. Det er jo så også lidt dyrere,« siger A.

Forsvarerens personlige favorit er rumpsteak fra Namibia.

»Det er altså helt utroligt mørt,« når forsvareren at sige, før vidnet indfinder sig.

Det er Ilner, en spinkel sortklædt fyr med sort hår og skæg. Den ansatte, der blev truet med køkkenkniven i 7-Eleven. Han fortæller, at han inden røveriet var i gang med at sætte varer på hylder, da en mand kom ind i butikken.

»Og så står han med en stor køkkenkniv og siger ’Giv mig pengene’. Jeg går i chok og spørger lidt dumt, om det er en joke. Men det var det ikke.«

Anklageren spørger, hvordan kniven så ud.

»Det var en stor køkkenkniv. Sådan en man skærer kød med,« siger vidnet.

»Og han holdt den i hovedhøjde tæt på halsen.«

Den ansatte fra butikken fortæller, at han gik i chok, da han så kniven, og først troede, det var en joke.

Mia Mottelson
Røveren var tildækket i ansigtet, så vidnet kan ikke beskrive ham særligt nøje. Han var 175-180 centimeter høj og mellem 20 og 30 år. En hvid, dansktalende mand.

»Du siger dansktalende. Havde han nogen accent?« spørger forsvareren.

»Det ved jeg ikke. Vi havde jo ikke en samtale som sådan,« svarer Ilner.

Efter vidnet er gået, bliver tiltaltes straffeattest gennemgået. For et år siden blev han idømt seks måneders ubetinget fængsel for grov vold i en sag, der handlede om »familieforhold«, som han siger.

»Du havde lidt at bokse med i 2018,« konstaterer forsvareren.

A nikker. Han brød med sin lille søns mor, mistede sin lejlighed og blev afhængig af kokain. I dag har han imidlertid med hjælp fra en psykoterapeut fået styr på sit liv, fortæller han. Han bor sammen med en ny kæreste og har fast job på en steakrestaurant.

Men i forbindelse med voldssagen i 2018 fik tiltalte taget en blodprøve. Et rutinetjek i politiets registre matchede hans dna med sporene fra røveriet tilbage i 2015. Derfor sidder vi her i dag.

Professionelt knivgreb

Anklageren mener, at A bør dømmes for knivrøveriet. Signalementet stemmer, han arbejdede 500 meter fra gerningsstedet, og han havde adgang til store køkkenknive på sit arbejde.

Hun mener, at overvågningsbillederne viser, at gerningsmanden havde et særligt professionelt greb om kniven. Og så er der den matchende dna på handsker og plastikpose. Hun kræver en straf på otte måneders ubetinget fængsel.

Forsvareren gør opmærksom på, at dna-spor ikke alene kan føre til domfældelse, og kræver derfor sin klient frifundet.

Mia Mottelson
Forsvareren kalder sagen »lidt mystisk« og ikke mindst meget gammel. Han mener, at straffen kun skal lande på mellem fire og seks måneder betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste. Men dertil skal det slet ikke komme, for tiltalte skal frifindes. Det eneste bevis i sagen er, som forsvareren ser det, nemlig dna.

»Og dna-spor i strafferetten kan ikke stå alene,« siger Knud Vedelsby med henvisning til tidligere afgørelser.

Dommerne trækker sig kortvarigt ud for at votere, og da de kommer tilbage, bliver A frifundet.

»Det var ikke så vanskeligt. Vi mener ikke, der er ført tilstrækkeligt bevis for, at du har gjort det,« siger retsformanden

»Det er jeg glad for,« siger A.

Hele vejen ned ad trappen fra retslokale 38 og ud på gaden har han et smil på.

Serie

I retten

Hvert år afgør de danske domstole titusindvis af sager, hver med sin egen bagvedliggende historie. Ofre, gerningsmænd – almindelige mennesker i dramaer, der er for små til at blive til avisoverskrifter, men som vores retssystem må tage hånd om. Information følger hver uge en retssag fra tilhørerbænken.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her