Baggrund
Læsetid: 4 min.

Op mod to millioner mennesker har været igennem genopdragelseslejrene i Xinjiang

Hvad ved vi om undertrykkelsen i Xinjiang, og hvad kan vi bruge de vidnesbyrd, der nu kan læses i Information, til?
Moderne Tider
2. november 2019
Hvad ved vi om undertrykkelsen i Xinjiang, og hvad kan vi bruge de vidnesbyrd, der nu kan læses i Information, til?

Danica Novgorodoff

I 2016 afbrød mine venner i Xinjiang i Nordvestkina én efter én kontakten til mig. Den var blevet for risikabel.

I foråret 2017 indledte den kinesiske regering så en internerings- og genopdragelseskampagne, som i omfang ikke havde været set siden Kulturrevolutionen fra 1966-76. Her blev intellektuelle forfulgt, templer smadret, og maoistisk feber lammede landet i et årti.

Denne gang er det en mere kontrolleret proces med langt bedre teknologiske midler. Hundredetusinder af mennesker blev i løbet af få måneder fjernet fra deres familier og forsvandt i lejre uden rettergang. Blandt dem var flere af mine venner og universitetskolleger.

De indsatte er primært uighurer, kasakhere, kirgisere og andre mindretalsfolk. Vores viden om lejrene stammer fra enkeltes besøg, fra personlige vidnesbyrd fra tidligere indsatte, fra udliciterede byggekontrakter, jobannoncer og statistikker på den kinesiske regerings egne hjemmesider og fra satellitbilleder. Disse viser flere hundrede lejre og en udvidelse af deres omfang på millioner af kvadratmeter mellem 2017 og 2019.

Forskere anslår, at op imod to millioner mennesker har været igennem systemet i løbet af de sidste to år.

I forbindelse med min forskning har jeg selv talt med 50 uighurer i Tyrkiet og Europa, hvoraf ti har siddet i lejr, og mange har været fængslet eller tilbageholdt.

Deres historier samt andres beretninger om forholdene stemmer overens med de vidnesbyrd, som journalisten Ben Mauk har indsamlet, og som Information nu bringer.

Hvordan kom det hertil?

I maj 2014 opgav den kinesiske regering sit mål om høj økonomisk vækst i Xinjiang til fordel for fokus på hård sikkerhed. Som led heri flyttedes den tidlige partisekretær for Tibet, Chen Quanguo, i 2016 til regionen. Her etablerede han en moderne politistat og et netværk af forskellige slags internerings- og genopdragelseslejre.

Regeringen fremstiller lejrene som uddannelses- og afradikaliseringscentre. Men de fleste af de arresterede er hverken særligt politiske eller religiøse. De er intellektuelle, faglærte, bønder, læger, forretningsfolk og pensionister, der ikke har brug for videre uddannelse. De bliver arresteret for bagateller som at have kontakter til udlandet, have søgt om pas, have bedt derhjemme eller have undervist deres børn i koranen for årtier siden.

Alle forhøres først i interneringslejre, ofte under anvendelse af tortur. De dømte kommer i fængsel. Antallet af indsatte i Xinjiangs fængsler er femdoblet siden 2016. De, der ikke dømmes, kommer på genopdragelse. Den indebærer politisk indoktrinering og selvkritik. Lejrenes betingelser varierer. I nogle lejre sover de indsatte tæt sammen med håndjern og fodlænke. Andre har rigtige senge og klasseværelser. Ens for alle er, at de skilles fra deres børn, ægtefæller og forældre og forbydes at tale deres modersmål.

Regeringen fremstiller lejrene som en succes i kampen imod terrorisme, mens internationale organisationer og forskere mener, at de strider mod international ret, og har klare belæg for, at der finder grove brud på menneskerettighederne sted bag de bevogtede mure og pigtrådshegn.

Det er svært at sige, hvad regeringens mål med lejrene er. Beijing har længe bestræbt sig på at assimilere mindretallene i Xinjiang og gøre dem til regimetro borgere i et kulturelt ensartet samfund. Nu har man tilsyneladende opgivet overtalelse og lokkemad og er under dække af terrorismebekæmpelse gået over til vold og tvang. Men den sårbarhed, mindretallene er blevet sat i ved dette politiske hysteri, er også blevet udnyttet af hankinesiske eliter til at skaffe sig af med deres lokale rivaler. Desuden er regionen blevet til et frit laboratorie for udviklingen af overvågningsteknologi, -algoritmer og big data-analyser og har tilbudt store byggekontrakter. Profit spiller også ind.

Den seneste udvikling er, at folk flyttes til fabrikker. De underskriver arbejdskontrakter for at kunne forlade lejrene. Alle løsladte skal jævnligt rapportere til politiet og må ikke forlade deres lokalområde uden tilladelse. I de seneste år er Xinjiang blevet det mest overvågede område i verden, med et tæt net af kameraer, ansigtsgenkendelsesprogrammer, obligatoriske spion-apps på mobilerne, digitale social credit-systemer og omfattende indsamling af dna. Væbnet politi, vejspærringer og pansret militær er blevet til en del af gadebilledet i dagligdagen.

Det er svært at få informationer fra Xinjiang, og der er meget, vi ikke ved om situationen. Vi ved, at overgreb finder sted, men ikke hvor udbredte de er. Vi har heller ikke tal på de forskellige slags lejre. Det har været umuligt at forske i området siden 2016.

Derfor er de vidnesbyrd, som nu bringes i Information, så vigtige. Her får vi et indblik i, hvad lejrene har betydet for helt almindelige mennesker. Vi ser tragedien som en del af menneskers liv, og disse mennesker får lov til at tale for sig selv.

Mange er fortsat bange for at tale om deres oplevelser, fordi de afpresses af kinesisk politi, der truer med at hævne sig på deres familie. De historier, vi her hører her, er altså også hver især beviser på stort mod.

Rune Steenberg er antropolog og postdoc ved Københavns Universitet. Han har forsket i Xinjiang og uighurerne i ti år. Han taler det lokale sprog og har senest besøgt området i 2016.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Boykot Kina, andet kan vi ikke gøre for at hjælpe disse mennesker. Vejen bliver lang, overfor selvforherligen Kina.

Tom Andreæ, Michael Waterstradt, Hana Oqlah og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Vesten er ikke andet end en samling ludernationer, der bøjer sig for Kina.

Erik Karlsen, Jes Balle Hansen og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak for de artikler - P1 har flere gange pippet om overgrebene osv. men ellers har medierne ikke talt meget om det. Kan det mon være at det hovedsageligt er muslimer , det går ud over - de er desværre fra flere sider i Vesten betragtet som terrorister.

birgitte andersen, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm og Hana Oqlah anbefalede denne kommentar
Martin Mortensen

Danske virksomheder med produktion i Kina gør klogt i, at overveje om dele af produktionen kan flyttes til andre asiatiske lande - for at undgå, at havne på den forkerte side, hvis behovet for at optrappe konflikter med Kina bliver uundgåeligt.

Jørgen Wind-Willassen

Det er nok mere kompliceret end det beskrevne.
1400 millioner mennesker - et ufatteligt stort antal mennesker.
Næsten 300 gange så mange som antallet i DK.
Måske vi skal være glade for, at der er en regering i Kina som forsøger at skabe nogenlunde ordnede forhold.
Selvfølgeligt skal det ske uden vold og undertrykkelse, men der vil jo altid være nogen der føler sig trådt over tæerne.
Prøv lige at forestil jer et Kina hvor sekterismen blusser op og får magt - hu hej for en fest.
Så er det måske at foretrække udgaven - one size fits alle.

Henrik Ovesen, Ole Arne Sejersen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

@Jørgen Wind-Willassen
Du har muligvis ret.
Men det ændrer ikke ved, at det er et ekstremt kynisk synspunkt.
Og din formulering '...at nogle føler sig trådt over tæerne', vidner ikke blot om en eklatant mangel på proportioner, men er i sin essens også et vidnesbyrd om en behæftet moral.
Har du læst nogle af Amnestys rapporter?

Kim Folke Knudsen, Nike Forsander Lorentsen, jørgen djørup, Bjarne Andersen, Carsten Wienholtz, Joen Elmbak, birgitte andersen, Jes Balle Hansen , Kim Houmøller, Troels Ken Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Der mangler kommentarer der kan balancere indtrykkene af grove kinesiske overgreb i Xinjiang. Fx at islam i Kazakstan er blevet voldsomt radikaliseret de seneste 5-8 år, at Kazakstan har modtaget i hundredvis af fængslede islamister fra Iraq og Syrien, at adskille væbnede opstande i Xinjiang siden 1990' erne er anført af imamer, der er skolet i Kazakstan. Samtidig støtter den kazakstanske stat wahabistiske udlægninger af islam.
Intet under at Kina er på vagt over for 'udvekslinger' hen over grænsen.

Jens Christian Jacobsen:
Mener du at Islam som sådan skal forbydes eller undertrykkes lidt som nogle herhjemme ønsker?
Umiddelbart tror jeg ikke du mener det, men bare lige for at få det på det rene.
Under alle omstændigheder er Kina så stort og suverænt en nation at de kan være svært at blande sig eller lave boykot mod m.v. Det vil skade vores eget erhverv mere end Kina,bortset fra at vi holder moralen højt.
Men så er der jo vores egen magthaver USA og dets halehæng i Saudi Arabien samt Israel, dem ønsker man ikke vi piller ved. Der er vist ikke andet at gøre end at bruge dialogens og vores egen eksempel på humanisme og vise den store magt at almindelig menneskelighed er vejen frem.

birgitte andersen

Viggo Okholm
03. november, 2019 - 17:31

Du skriver: " Det vil skade vores eget erhverv mere end Kina,bortset fra at vi holder moralen højt. "
Mener du virkelig at det er vigtigere at vi ikke skader vores eget erhverv, på bekostning af milioner af mennesker?
Jeg køber ikke noget som er made in China, fordi jeg ikke kan støtte et regime som mener at et menneske ikke er noget værd......

jens christian jacobsen

Viggo Okholm: I min verden er der intet lighedstegn mellem islamisme, wahabisme og det, du mere end antyder, at jeg lægger op til eller endog skulle gå ind for: Forbud mod islam. For nu at komme dig i møde: Hvis islam i DK udarter til voldelig ekstremisme og hvis den wahabistiske forståelse vinder indpas, så er vores sekulære velfærdsstat truet og så går jeg måske ind for et forbud. Ellers ikke. Jeg håber du lægger mærke til alle hvis' erne...
I øvrigt er jeg tilhænger at det franske laicite: forbud mod religiøse symboler og agitation i det offentlige rum.

Jens Christian: Tak for svar enig i noget,men ikke at forbyde religiøse symboler.

Birgitte Andersen:
Ja i den bedste verden og menneskers sind i forhold til begær og vækst så har du bestemt ret- men jeg ser så mange andre der bør boykottes omkring de varer vi får lavet og køber og selv blandt vore allierede er der vist ikke rene linjer. Hvis vores erhverv går ned eller finder bedre græsgange men med dyrere varer er du parat til at betale prisen? Vil vi alle det? Hvad med olien fra Saudi,gassen fra Rusland, frugten og kaffen fra undertrykte lande o.s.v. Dadlerne fra Israel?
Jeg synes bestemt heller ikke at Kinas magthaveres adfærd er ok med kontrol og genopdragelse, jeg tror bare ikke en boykot fra vores side rammer andet end os selv som lige nu står overfor klima problematikker,som vi skal erkende kan tage toppen af vores luksus.
Revolutionen som sådan er vist også langt væk!