Analyse
Læsetid: 6 min.

Den ubesejrede Åge Hareide

Ingen kan tage resultaterne fra landstræner Åge Hareide, der er én kamp fra at tangere verdensrekorden for fodboldlandshold med flest kampe i træk uden nederlag. Og så er det alligevel det, han tilsyneladende føler, at visse dele af fodboldpressen og også hans egen arbejdsgiver forsøger at gøre
Martin Braithwaite scorede det enlige danske mål i opgøret i Dublin. Med uafgjort var Danmark sikret plads ved EM-slutrunden, og Åge Hareide kom et skridt nærmere sin eftertragtede rekord.

Martin Braithwaite scorede det enlige danske mål i opgøret i Dublin. Med uafgjort var Danmark sikret plads ved EM-slutrunden, og Åge Hareide kom et skridt nærmere sin eftertragtede rekord.

David Klein

Moderne Tider
23. november 2019

Åge Hareide er en ærekær mand. Det har fiskersønnen fra Sunnmøre i det midtvestnorske fjordlandskab vist altid været, men hans behov for at værne om egen stolthed er ikke just aftagende efter snart fire år med den samlede danske fodboldjournaliststand i haserne.

Nordmanden har som cheftræner for Danmarks fodboldlandshold ikke tabt én kamp siden 11. oktober 2016, 0-1 mod Montenegro i Parken, og han kan, hvis han vinder eller spiller uafgjort i de to kommende testkampe i marts 2020, overgå Brasilien og Spaniens verdensrekord på 35 kampe i træk uden nederlag.

»Den rekord vil jeg gerne have. Den jagter vi nu,« som Hareide sagde til Ekstra Bladet inden mandagens afsluttende EM-kvalifikationskamp mod Irland i Dublin.

Den endte 1-1, Åge Hareide gik fra 33 til 34 i jagten på milepælen, men vigtigst af det hele, trods alt, kvalificerede han med det hårdt tilkæmpede point landsholdet til sommerens EM-slutrunde, der blandt andet finder sted på hjemmebane i Parken.

Det var den 66-årige, revisoruddannede Molde-borgers anden slutrundekvalifikation ud af to mulige med Danmark, efter at han fra 2016 overtog et mentalt slidt landshold, der med Morten Olsen som træner havde forpasset mulighederne for at deltage i både VM i Brasilien i 2014 og EM i Frankrig to år senere.

Han er ovenikøbet den danske landstræner i de seneste 50 år, der har det højeste pointgennemsnit, har scoret flest mål og indkasseret færrest, havde Ekstra Bladet regnet sig frem til som optakt til Irland-kampen.

Resultaterne kan ingen tage fra Hareide, men det er måske lige præcis det, han føler, missionen er for i hvert fald visse dele af den hjemlige fodboldpresse, som Nicklas Bendtner i sin selvbiografi beskriver som en armé af midaldrende mænd, man altid kan identificere på »tvivlsomme shorts og sandaler«.

»Såkaldte« analytikere

Har vi ikke spillet lige lovlig mange uafgjorte kampe i den ubesejrede stime (status er 17 uafgjorte og 17 sejre)? Har holdet ikke været mere end almindeligt heldigt, senest på Aviva Stadium forleden aften, med ikke at tabe? Spiller det danske fodboldlandshold i Åge Hareides version overhovedet godt nok til at kappes om rekorder med fodboldstormagter som Brasilien og Spanien? Sådan er fronterne tiltagende trukket op i nordmandens landstræneræra.

Den ellers lune Åge Hareide, der i afslappede stunder har let til både smil og grin, har under landsholdssamlingernes tilhørende presseaktiviteter irettesat, affærdiget, ignoreret og sågar råbt ad forskellige analytikere, han gerne omtaler med et »såkaldte« foran, når de efter hans mening ikke har vist sig indsigtsfulde nok til, ja, at analysere.

Senest efter 1-0-sejren over Schweiz i Parken i oktober mundhuggedes han med en journalist om, hvor mange chancer modstanderen havde skabt – og brændt på den sublimt spillende Kasper Schmeichel. Hareide ville vist ikke købe præmissen om, at marginalerne atter var faldet ud til hans mandskabs fordel.

Småskænderierne har været talrige, og landstræneren har tillige, noget demonstrativt, indledt flere af sine trupudtagelser med statistik og klip fra den seneste landskamp for de indkaldte reportere.

Han har ikke ytret pointerne, han har skåret dem ud i pap: Det kan godt være, at I mener, at vi var heldige, men her er, hvor mange chancer vi skabte, og her er antallet af modstandernes scoringsmuligheder. Kan I se det? Sort på hvidt. Går det for stærkt? Vi spillede os til sejren. Vi fortjente den. Eller forstår I overhovedet ikke noget!?

Schmeichels vindermentalitet

Mandag aften på det smukt bølgede stadion ved River Dodder i den irske hovedstad ændrede Åge Hareide pludselig attitude, da han mødte pressekorpset, efter at EM-slutrundedeltagelsen var sikret.

Han havde udskiftet Christian Gytkjær, Robert Skov og Daniel Wass fra forrige fredags 6-0-sejr over Gibraltar med Andreas Cornelius, Yussuf Poulsen og Henrik Dalsgaard for at stå bedre imod hjemmeholdets eneste våben, nemlig fysisk styrke.

Det var de to nationers sjette indbyrdes møde på to år, og landstræneren vidste præcis, hvordan Irland ville forsøge at vinde. Dødbolde. Indlæg. Fysik i feltet.

Den første kamp, playoffkampen til VM-slutrunden i Rusland i Parken i november 2017, endte 0-0. Returkampen få dage senere i Dublin endte 5-1 til Danmark. Siden fulgte to kampe i Nations League i efteråret 2018 – to gange 0-0 i henholdsvis Dublin i oktober og Aarhus i november. Og endelig blev det til 1-1 i Parken i EM-kvalifikationskampen i juni tidligere i år.

Trods fire uafgjorte opgør havde Danmark haft det spillemæssige overtag. Skudstatistikken inden den afgørende kamp i mandags lød på 14-8, 18-11, 15-3, 26-3 og 18-7 i Danmarks favør. Boldbesiddelsen var tilsvarende 72-28, 59-41, 66-34, 76-24 og 63-37 procent.

Begge Irlands scoringer var sat ind på hovedstød af den 193 centimeter lange midtstopper og anfører Shane Duffy, en tidligere udøver af gælisk fodbold, den skønsomme blanding af fodbold og rugby, som bliver kaldt med frem på alle holdets frispark, hjørnespark og indkast, der kan ende foran modstanderens mål. Som et fly, der taxier klar til at gå i luften.

Mandag aften vandt Irland for første gang statistikkerne, 15-3 og 53-47, og Danmark kom under et tungt pres, efter at Matt Doherty, på hovedstød, hvad ellers, i det 85. minut udlignede det danske føringsmål, Martin Braithwaite havde sat ind på Henrik Dalsgaards fine, indadskruede indlæg 12 minutter forinden.

Irland skulle bruge en sejr for at kvalificere sig direkte til slutrunden, Danmark kunne nøjes med uafgjort, og sådan blev det. Ikke mindst takket være den stramme defensive organisation, Hareide har bygget op, og som forleden blev personificeret af Mathias ’Zanka’ Jørgensen, Henrik Dalsgaard, Pierre-Emile Højbjerg, anfører Simon Kjær og, ikke mindst, Kasper Schmeichels godt 90 kilo komprimerede vindermentalitet.

Hvis Åge Hareide følte sig som en stolt, rekordjagende vinder på den efterfølgende pressekonference, skjulte han det godt. Han lagde for med at erkende, at Danmark ikke havde spillet godt, havde været heldig i en kamp, hvor »we had nerves on the outside of our shirts«.

Lorraine Millot Libérations

Han kom kritikerne i forkøbet. Attituden var en anden. Og så, et stykke inde i seancen, kom stoltheden tilbage. Åge Hareide adresserede sin arbejdsgiver, Dansk Boldspil-Union, og især unionens fodbolddirektør Peter Møller, der inden sommerferien meldte ud, at man havde valgt ikke at forlænge kontrakten med nordmanden, når den udløber efter EM-slutrunden i 2020. DBU havde i stedet ansat den tidligere FC Nordsjælland-træner Kasper Hjulmand.

»Det er min opgave som direktør at sikre, at dansk fodbold udvikler sig i den rigtige retning. Og det er derfor, vi ser det her skifte,« sagde Peter Møller, da vagtskiftet blev officielt.

»Vi har ikke fået begrundelsen«

Åge Hareide havde takket nej til at deltage i det pressemøde, men lod forstå, at han accepterede beslutningen, sådan er det i topfodbold, men var uenig i timingen for udmeldingen. Den kunne forstyrre hans arbejde med at skaffe holdet til EM på hjemmebane. Den kunne forhindre ham i at gøre arbejdet færdigt.

»Siden jeg kom til DBU, har der været meget uro. Der har været spillerstrejke. Det har været en lang rejse, men vi har som hold holdt sammen. Spillerne har også været utroligt loyale mod mig og Jon. Vi fik at vide på en lidt mærkelig måde, at vi skulle stoppe. Det er en beslutning, som vi ikke kan gøre så meget ved,« sagde han i B.T.’s gengivelse på pressemødet i Dublin.

»Dengang, vi snakkede om det, var det timingen, vi ikke kunne lide. De kunne godt have fortalt os det og så holdt det for sig selv, hvis de kunne klare at holde kæft. Men det er ikke sikkert, tror jeg,« fortsatte han.

»Vi har ikke fået begrundelsen. Det er også noget, vi kan efterlyse i den sammenhæng.«

Så sent som dagen efter sejren over Schweiz i efteråret forsikrede Peter Møller den danske presse om, at Åge Hareide og assistenttræner Jon Dahl Tomasson ville blive på posterne i deres kontraktperiode ud, uanset om den direkte kvalifikation til EM skulle glippe, og det samme var sket i playoffkampene i marts.

De scenarier er ikke længere aktuelle; Danmark er direkte kvalificeret, men havde Peter Møller med i sine beregninger, at landstræneren gentagne gange i offentlige fora har lagt afstand til både sportsdirektøren selv og organisationen, han arbejder for?

Åge Hareide har flyttet sit fjendebillede fra dele af den danske fodboldpresse til DBU. Om et halvt år skal hans landshold spille, blandt andet i København, om europamesterskabet.

Skal Danmark ride videre på stimen, slå Brasilien og Spaniens verdensrekord og i bedste Hareide-stil ikke stille sig tilfreds med blot at deltage i den kommende slutrunde, men have ambitioner om at vinde hver kamp, så skal landstræneren og DBU begynde at arbejde sammen igen. Selv om udløbsdatoen på samarbejdet er meldt ud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Strejkekampen tæller altså med og i øvrigt kunne A-landsholdet også have tabt til Slovakiet så der bliver ingen rekord. Men Åge, ham burde vi behold i to år mere. Han vil jo gerne næste VM også.