I 10’erne skulle osten være autentisk: »Morten Korch-historien – den sælger«

»Elmegaarden er en slægtsgård, og jeg er tredje generation. Vi overtog gården i 1980 og har prøvet alt inden for traditionelt landbrug. Men det var først i det her årti, da vi skiftede til bæredygtighed, økologi og dyrevelfærd, at det tog fart, og vi har fundet en kundegruppe, som vil betale for den gode historie og det gode måltid. Og jo mindre vi er, jo mere omfavner forbrugerne os.

Når jeg sælger mine produkter, kører jeg blandt andet ud i min lille ostebil, i mit mejeritøj med kasket på. Når jeg står på markedet, jamen, så bliver folk glade for at se mig, og så betyder prisen ingenting. Men det er ikke alle, der vil betale. I lokalområdet er der kun en håndfuld, der handler hos os. Mens byfolk fra Kolding, Haderslev og Aabenraa gerne kører langt for at se vores herefordkvæg gå på græs sammen med deres kalve.

Det er tilfredsstillende at lave overskud på et landbrug. For ti år siden så det ikke sådan ud. Gården var dødsdømt, da vi overtog den. Vi har kun overlevet på grund af kreativitet og stædighed, og fordi vi har lyttet til forbrugerne. Det er jo ikke kun os, det er også Arla, der har forstået, at man skal forsøge at sælge noget autentisk – men Kærgården er jo en illusion. Det, vi laver, er jo virkelig fra jord til bord. Vi sælger også til kroer og restauranter. Historien om ost fra det lille gårdmejeri passer også til deres gastronomiske budskab. NOMA har også fundet vej, og det er jeg da lidt stolt af.

Vi laver 26 forskellige oste, har smør håndpakket i pergament og sælger kærnemælk på flaske. I sommersæsonen laver vi 400 liter hjemmelavet is om ugen. Derudover har vi en gårdbutik med eget oksekød, gris og lam. Og så sælger vi saft, syltetøj, æblemost, og lige nu sylter mutter rødbeder. Hvis hun putter dem på glas med et ganske almindeligt gyldent låg, så sælger det ikke. Men hvis hun river sin gamle blåternede kjole i stykker og sætter stoffet omkring låget med en elastik, så er det Morten Korch-historien. Den sælger.«