Læsetid: 8 min.

Bataclan-overlever: »Jeg var klar til at slå et andet menneske ihjel med mine bare hænder«

Terroren er ikke længere kun en kamp med terroristerne. Den har udløst et opgør om vores omgang med terroren, om følgerne i form af overvågning, kontrol med borgerne og grænser for den personlige frihed. Benjamin Cazenoves er 38 år, grafisk designer og manuskriptforfatter, født og opvokset i Frankrig. Han bor i Aarhus med sin danske kæreste. Den 13. november 2015 var han på spillestedet Bataclan, hvor 89 mennesker blev dræbt i et terrorangreb
Den 13. november 2015 blev Paris ramt af en række terrorangreb, hvoraf angrebet på spillestedet Le Bataclan skulle blive det blodigste.

Den 13. november 2015 blev Paris ramt af en række terrorangreb, hvoraf angrebet på spillestedet Le Bataclan skulle blive det blodigste.

Asger Ladefoged

28. december 2019

»Det var helt tilfældigt, at jeg var på Bataclan. Jeg er stor fan af Eagles of Death Metal, og jeg havde allerede set dem flere gange. Så jeg havde ikke planlagt, at jeg skulle til koncerten. Men det var lige omkring min fødselsdag, og nogle venner gav mig en billet i gave.

Jeg var til koncerten sammen med en nær veninde. Vi stod i baren nedenunder nogle få meter fra døren, da terroristerne kom ind. Jeg var med det samme klar over, at det var et angreb. Jeg så deres kalasjnikover, og jeg så de første mennesker, som blev skudt.

Musikken stoppede, folk skubbede, jeg faldt, og folk trådte på mig for at komme væk. Det var som vinden, der blæste hen over en mark, en bølge af kroppe, der bare faldt. Nogle af dem oven på mig. Det føltes som virkelig lang tid, men varede nok ikke mere end nogle få sekunder. Jeg prøvede at rejse mig, men gulvet var glat af alkohol fra smadrede glas og af blod.

Da jeg endelig kom op, løb jeg i modsat retning af indgangsdøren. Jeg var bange for at blive skudt i ryggen og gik efter en tung dør, der kunne beskytte mig fra kuglerne. Jeg løb gennem døren, der ledte op til første sal, op ad trappen og blev fanget i en blindgyde. Jeg endte på et toilet for enden af en gang sammen med fem andre – fire piger og en fyr. Et lille rum på tre kvadratmeter.

Min veninde ringede til mig. Hun var løbet ud på gaden ogvar okay. Jeg fortalte hende, at jeg var fanget ovenpå. Jeg var lettet over, at hun var i live, men samtidig kunne jeg ikke lade være med at tænke: ’Fuck, du sidder fast her nu.’

Jeg har været til koncert på Bataclan mindst 50 gange, og jeg kender stedet som min egen bukselomme Og de næste minutter kørte min bevidsthed i et loop med spørgsmålet: ’Hvorfor valgte du døren, der ledte ovenpå?’. Det er et ret lille koncertsted, og jeg tænkte, at det bare bare et spørgsmål om tid, før de fandt os.

Pigerne klynkede og græd. Jeg sagde til dem, at de skulle være stille, for ellers ville vi blive slået ihjel. Jeg talte lidt hårdt. Jeg valgte ikke selv lederrollen, men de panikkede, og jeg vidste, at vores eneste chance for at overleve var at træffe de rigtige valg.

Jeg skrev en besked til min mor om, at jeg var fanget på et toilet på Bataclan. Jeg har en meget dårlig, sort humor, og hun troede først, at jeg jokede. Men jeg holdt fast, så hun forstod, at det var sandt. Jeg skrev ikke: ’Hvis jeg dør, skal du vide, at jeg elsker dig.’ For hvis man gør det, så er man så godt som død. Jeg lavede en opdatering på Facebook, hvor jeg skrev, hvor jeg var, i håb om, at politiet ville komme os til undsætning. Og så lagde jeg min telefon væk, for hvis man ikke er fokuseret i den situation, er man færdig.

Jeg mistede tidsfornemmelsen, også fordi det var helt mørkt. Jeg smadrede lampen med mine hænder, så man ikke kunne se udefra, at der var nogen på toilettet. Skulle vi forsøge at komme ud eller vente på, at de fandt os?

Vi endte med at forsøge at gå ud i den lille gang hen mod en dør, der ledte ud til balkonen. Da jeg åbnede døren, stod jeg kun et par meter bag to af terroristerne. De vendte sig og så på mig. De havde ikke deres våben klar til skud, og den ene sagde: ’Løb ikke væk, så skyder jeg dig ikke.’ Jeg grinede nervøst og sagde: ’Okay.’ Og så skød han. Jeg kastede mig mod jorden og pigen ved siden af mig blev ramt. Vi løb tilbage til toilettet og håbede, at de ikke ville følge efter. De gik videre. Tilbage på toilettet kollapsede pigen på gulvet. Hun var ret hårdt såret i skulderen, men den anden fyr og jeg pressede ned mod blødningen og bad alle være stille.

Der var helt mørkt bortset fra en smal lysstribe under døren. Udenfor kunne man indimellem se skygger og høre stemmer, men vi vidste ikke, om det var terroristerne eller andre gæster. Hvert eneste åndedræt jeg tog, lød utroligt højt. Mellem skudsalverne kunne jeg høre skrig. Og indimellem var der stilhed. Larmende stilhed. Jeg sagde til den anden fyr, at vi skulle stå forrest ved døren. Hvis de skød gennem døren, ville vi blive skudt først, og så ville vores kroppe blokere døren, så pigerne kunne blive reddet. Jeg tænkte, at selv om jeg døde, kunne jeg måske redde de fem mennesker, jeg var sammen med. Jeg var klar til at dø. Jeg håbede bare, at jeg ville dø hurtigt.

Vi talte om, at hvis der kom en terrorist ind, ville vi blive nødt til at slå ham ihjel. At vi skulle gå efter halsen og øjnene. Det er nok en af de ting, som har været sværest for mig at fordøje bagefter: At jeg var klar til at slå et andet menneske ihjel med mine bare hænder. Jeg tænkte på, hvordan jeg kunne være den mest effektive dræber. Jeg tænkte ham eller mig. Mig eller os. Jeg var allerede død. Det var sindssyg og surrealistisk matematik.

Efter en times tid, var der en, der forsøgte at tale til os gennem døren med en lav og mærkelig stemme. Han sagde: ’Luk mig ind. Jeg har et barn med. Luk mig ind’. Jeg var sikker på, at det terroristerne, der testede os. De andre var i tvivl. Jeg sagde til dem: ’Jeg tager det på mig. Vi lukker ikke op.’ Så begyndte han at true os, og jeg blev endnu mere sikker i min sag. Vi lukkede ham ikke ind.

Efter flere timer blev vi befriet af franske specialstyrker. Der var stadig terrorister i bygningen, så de tog ingen chancer. Jeg forklarede gennem døren, at jeg var sammen med fem andre mennesker, blandt andet en såret person. Pigerne begyndte at skrige, og det fik politiet til at tro, at der var en terrorist derinde. Jeg sagde til dem, at de skulle holde kæft, for jeg ville ikke rammes af en kugle i sidste sekund.

Da døren blev åbnet, pegede politiet på mig med lys og geværer og spurgte, om jeg havde våben eller bomber. Og en af dem holdt en pistol mod mit hoved, og jeg tænkte: ’Nu er det slut.’ Men de sagde, at vi skulle skynde os ud. Vi løb ned ad trappen og ind i koncertsalen. Der var stadig lys fra scenen ud over et ocean af blod og døde kroppe i en meters højde. Et billede på helvede. Der var en pludselig lyd, og en politimand tvang mig ned på gulvet. Jeg landede med ansigtet lige ud for en kvinde, som havde fået en kugle gennem hovedet. Jeg prøvede ikke at kigge, men det var svært, for hun var helt tæt på.

Da jeg endelig var helt ude, mødte jeg pigerne fra toilettet. De kaldte mig en helt, krammede mig og sagde, at jeg havde reddet dem, men jeg syntes, det var helt forkert. Jeg følte ikke, jeg havde gjort noget som helst, og rundt om os var der masser af mennesker, der havde brug for hjælp.

Jeg tog min telefon op af lommen, og på grund af min facebookpost, som var blevet delt, var der tusindvis af beskeder, både fra fremmede, men også fra mine nærmeste. Jeg svarede ikke, skrev bare en opdatering om, at jeg var i live, og så ringede jeg til min kæreste. Senere endte jeg på en bar med andre overlevende, hvor vi udvekslede historier. Her hørte jeg en far med en dreng på 12 år, som fortalte, at han havde forsøgt at komme ind på et toilet. Jeg tog fat i ham, og sagde, at jeg var manden på den anden side af døren. Og at jeg var så ked af det. Jeg forklarede ham, at jeg troede, at han var terroristen. Han forstod det godt. Jeg var så lettet, da jeg så, at han og drengen var uskadte.

Der er gået fire år. Oplevelsen kommer tilbage til mig næsten hver eneste dag. Som små flashbacks. Mareridtene kommer ikke så tit som før, men når de gør, er de ekstremt voldelige. Det er realistiske drømme om at være fanget og blive nødt til at dræbe andre mennesker. Jeg vågner med migræne og kan smage blodet, lugte krudtet, og mit hjerte slår helt vanvittigt.

Jeg har været tilbage på Bataclan to gange på besøg sammen med andre ofre for at se stedet igen. Også toilettet. Alle de fem mennesker, jeg var sammen med derinde, overlevede – selv om de er i forskellig forfatning. Det er vigtigt for min egen proces at have kontakt med dem.

Jeg er meget passioneret omkring musik, og jeg har altid elsket at gå til koncerter, men det har været svært for mig siden. I begyndelsen måtte jeg drikke meget for at kunne slappe af, og jeg står altid tæt ved nødudgangen. Men jeg vil høre livemusik. Hvis jeg ændrer adfærd, har de vundet. For mig er det en pointe, at jeg stadig er i live, og jeg vil nyde livet, så meget jeg kan.

Som overlever fra Bataclan har jeg været inviteret med til møder med politikere og stillet op til konferencer. Jeg er så træt af alle de mennesker, der bruger de her begivenheder til at forfølge en politisk agenda. Til eksempelvis at skære ned på den personlige frihed, få mere kontrol over befolkningen eller til øget overvågning. Sikkerhed er vigtig, men jeg tror ikke, at det er sådan, man forebygger, at det ikke sker igen. Man har sagt om terroristerne, at de ikke var franske, men otte ud af ti var franske. Spørgsmålet er, hvorfor de ikke følte sig franske. Og derfor er det også vigtigt at tænke i undervisning og integration.

En ting er at høre om et masseskyderi, men når du har oplevet det direkte, kan du ikke gå tilbage. Krigen kom til os. Vi mærkede det på krop og sjæl. Jeg har følt uretfærdigheden. Der er mange mennesker, der lider i verden, blandt andet i Mellemøsten, også civile, under de krige, der har været, og jeg kan ikke forstå, at det kommer som en overraskelse, at der er nogen der slår tilbage.

Når der har været et terrorangreb, prøver jeg at beskytte mig selv, når jeg læser nyheder. Og jeg bliver ofte vred, når jeg hører andre folks reaktioner, eksempelvis på skyderiet i New Zealand, hvor nogle mente, at muslimerne havde fortjent det. Så tænker jeg: Hvad fanden taler I om?

Hver gang der finder et nyt angreb sted, tænker jeg, at vi ikke har lært noget som helst.«

Serie

Farvel til 10’erne

Vi lever i årtiets sidste dage, men hvad skete der egentlig? Gennem en række fortællinger om både skærmtid, terror, deleøkonomi, 12-talspiger, Svend Brinkmann, prekariatet og autentisk ost undersøger vi 2010’erne og samler det hele i et monument over en tid, der snart er historie.

Seneste artikler

  • 2010’erne var udsættelsens, fortsættelsens og opgørets årti

    31. december 2019
    At bladre gamle forsider igennem er lige dele vingesus og ubehag. At se forsiden fra 31. april 2011 med overskriften »Verden ser magtesløst til, mens Syriens hær slagter sit folk« og vide, at det bare fortsætter og fortsætter. Bladre og se Breivik dræbe, bladre og se Gaddafi dræbt, bladre og se Det Arabiske Forår udråbt som et forsømt forår ...
  • MONUMENT OVER 2010’ERNE

    28. december 2019
    Hvis nu nogen engang i år 2119 finder en gammel bulet messingplade helt sort af ælde, og løfter den op, børster snavset af og opdager en inskription, hvor der står ’Til minde om 2010’erne’ og undrer sig over, hvad det dog går ud på, så kommer her en forklaring
  • Emma Pi Hedeboe var barn i 10’erne: »Årtiet vil blive husket for ungdomsoprøret«

    28. december 2019
    Vi begyndte at tale om ungdomsoprør for første gang i årtier, for nu var Trump, flygtninge på motorvejene, uoverskuelig teknologi og ikke mindst klimaet blevet afgørende. De, der ikke var født ved årtusindskiftet, ved godt, at de ikke får et liv som deres forældres. Emma Pi Hedeboe fylder 18 år i slutningen af 2019. Hun er sikker på, at tiden lige nu vil blive husket for ungdomsoprøret
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu