Analyse
Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Politik efter solen

For at skrive vor tids politiske vision må man overskride genrer – og måske endda virkeligheden selv
Moderne Tider
21. december 2019
Forfatter Jonas Eika skabte en del virak med sin tale, da han modtog Nordisk Råds Litteraturpris, men måske den virkelige gerning ligger et andet sted. Hvad er den horror at ytre sig kritisk om den førte politik til fest mod den horror, der ligger i at beskrive selve den politiske virkeligheds uhyggelige understrøm?

Forfatter Jonas Eika skabte en del virak med sin tale, da han modtog Nordisk Råds Litteraturpris, men måske den virkelige gerning ligger et andet sted. Hvad er den horror at ytre sig kritisk om den førte politik til fest mod den horror, der ligger i at beskrive selve den politiske virkeligheds uhyggelige understrøm?

Vi er efterhånden nået til et ret bemærkelsesværdigt stadie for Hollywoodfilm, som Slavoj Žižek har bemærket det angående filmen Joker. I dag kan vi rent faktisk finde storsælgende mainstreamfilm, der kombinerer socialrealisme og horror.

Normalt er de to genrer adskilt, og at bringe dem sammen er en særlig bedrift, hævder Žižek, der »kun [er] mulig, når mange ting i vores hverdagslige sociale liv bliver til fænomener, der hører til i horrorfilm«.

Har vi i vores egen Jonas Eika ikke den samme kombination, og er Eikas succes ikke også et tegn på, at han har fat i noget? Det bemærkelsesværdige er, at Eikas første bog, Lageret Huset Marie, var socialrealistisk, mens den anden, Efter solen, er både dystopisk, horror og science fiction, men ikke desto mindre også stadig socialrealistisk og politisk.

Hvad ligger der nærmere bestemt i den kombination, og hvad fortæller den os om, hvad politik er?

A-realisme

Efter solen udspiller sig et sted mellem tusmørke og ekstremt skarpt sollys. I en af novellerne er solen som en gammel magt, der bevæger sig over himlen og danner baggrund for solturisme på en strand i Mexico, hvor en gruppe »beach boys« servicerer de rige udlændinge.

Solen aftegner en tid, der stadig går, men som er ved at være forbi. Den skinner ned gennem rækker med solstole, 24 rækker à 20, og aftegner et mønster i sandet. Den aftegner en orden, hvor de rige sidder godt og soler deres spejlblanke maver, mens de fattige varter dem op.

Men ordenen udfordres af nye alliancer og udvekslinger mellem de undertrykte; de er i kontakt med deres kroppe på en ekstrem måde: Sandet laver englehop om deres fødder, når de går; de masserer og ælter turisternes rygge, så de nærmest bliver flydende; de udveksler væsker på kryds og tværs; sæd, cremer, tyk juice, slimet havvand, blod og så videre, der går i frugtbare forbindelser.

Og de udfører en række temmelig aparte ritualer, hvor de genopliver hinanden. Det er, som om de er »polymorft perverse«, hvis man skulle sige det med Freuds ord; som om de befinder sig i en tilstand før eller på afstand af den kastrerede socialitet, ikke til at kontrollere af den gamle, falliske sol.

Eika har fundet en måde at beskrive virkeligheden på, ikke som den fremtræder for os umiddelbart – det vil sige: ikke, som vi symboliserer den – men som den virkelig er. Det gør han ved også at inddrage det, som ikke kan symboliseres.

Strategien kendes for eksempel fra Fuglene hos Hitchcock: Fuglene findes selvfølgelig ikke (der findes ikke »gale« fugleflokke, der strømmer ind gennem skorstenen), og alligevel har de en intens, knitrende realitet.

Men hos Eika har de forskellige objekter en mere tvetydig karakter: I Alvin er det mest bemærkelsesværdige objekt for eksempel en bank, der over natten er sunket i grus (samt Alvin, som er en spøgelsesaktiehandler).

Som Eika selv formulerer det, søger han »et sprog, der er på højde med verden, i al dens undertrykkelse og fortvivlelse, men samtidig åbent for det ubestemmelige, det uudsigelige, som findes i alle ting, og hvorfra en ny orden kan komme«.

Eika skriver om ’objekt a’, ville psykoanalytikeren Jacques Lacan have sagt. Han skriver om det objekt, som nogle gange er uhyggeligt, fordi det påvirker os på en ekstrem måde, og som andre gange blot udtrykker en central mangel i vores virkelighed, der skaber en længsel.

Til tider nærmer Eika sig en form for surrealisme, og der er tendenser i retning af rendyrkelsen af drømmesyn, men Eika fungerer klart bedst der, hvor han skriver i en form for a-realisme: En realisme, der krydser frem og tilbage over den traditionelle symbolisering. En »flagrende realisme«, som han selv kalder det, der medtager det, der ligger lige på den anden side af virkeligheden.

Døs og horror

Ofte forsøger vi at gøre vores politiske problemer helt klare for os selv, så vi kan løse dem. Men vores klarsyn er begrænset, fordi vi ikke ser andet end det, vi kender, og måske ligger den virkelige politik et andet sted. Den formuleres i en døs eller et tusmørke, efter solen, hvor det ubehagelige i den politiske virkelighed bliver mere tydeligt, samtidig med at nye, dunkle forhåbninger tegnes.

I døsen ser man tingene på absurde og groteske måder, men alligevel underligt præcist, lidt ligesom når Frodo i Ringenes Herre tager ringen på: Jeget forsvinder fra den fysiske verden, virkeligheden bliver flydende, men stemmerne, ildøjet og så videre træder frem. Det er de »djævelske regioner«, der sættes i bevægelse.

Eika skabte en del virak med sin tale, da han modtog Nordisk Råds Litteraturpris, men måske den virkelige gerning ligger et andet sted. Hvad er den horror at ytre sig kritisk om den førte politik til fest mod den horror, der ligger i at beskrive selve den politiske virkeligheds uhyggelige understrøm?

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her