Klumme
Læsetid: 4 min.

Dagbog fra Yale: Verden giver sjældent advarsler

Vi skal blive ved med at se amerikanerne og ikke kun Trump, skriver antropolog og filminstruktør Sine Plambech. Hun er for tiden gæsteprofessor på Yale University, New Haven, Connecticut, og vil fremover med mellemrum skrive dagbogsoptegnelser i Information
Under den store årlige amerikanske fodboldkamp mellem Yale og Harvard, løb studerende fra begge universiteter ind på banen, stoppede kampen i protest mod eliteuniversiteternes betændte forbindelser til olieindustrien. Protesten kom på forsiden af The New York Times og afhændingen af elitens olieforbindelser sat i skred.

Under den store årlige amerikanske fodboldkamp mellem Yale og Harvard, løb studerende fra begge universiteter ind på banen, stoppede kampen i protest mod eliteuniversiteternes betændte forbindelser til olieindustrien. Protesten kom på forsiden af The New York Times og afhændingen af elitens olieforbindelser sat i skred.

@AMANDAKALETSKY

Moderne Tider
14. december 2019

En dag brød en ung, hvid, kvindelig studerende grædende sammen i mit klasseværelse på Columbia University i New York. Jeg underviste i den europæiske migrationskrise, i trafficking, i vold mod migrantkvinder og havde vist mine studerende en dokumentarfilm om en nigeriansk kvinde, der dør på vejen mod Europa. En ung, sort kvindelig medstuderende bad hvast den hvide kvinde tørre øjnene, fordi »hvide græder altid over sorte menneskers døde kroppe, men de gør ingenting ved det!«

Kunne den unge kvindes gråd have været undgået, hvis jeg havde givet hende en triggerwarning? I det amerikanske klasseværelse er det ikke usædvanligt, at undervisere giver triggerwarnings – advarsler – inden de diskuterer emner som seksuelle overgreb, selvmord, vold.

De fleste studier viser dog efterhånden, at den slags advarsler ikke virker. Studerende bryder sammen alligevel. Jeg giver af princip ikke triggerwarnings på mine migrationskurser, hvor vi sidder på et eliteuniversitet i tryg afstand fra mennesker, der drukner i Middelhavet, dør af tørst i Sahara, migrantkvinder der voldtages i deporteringslejre i Libyen. Migranter får ingen triggerwarning, inden tragedien rammer. Verden er rå og nådesløs – der gives sjældent advarsler.

Må det aldrig komme til Danmark

Jeg trøstede den grædende og talte med klassen om, hvilke tekster vi kunne læse for at tage den vigtige diskussion om hvides krokodilletårer. Efter timen vandrede jeg over universitetets imposante campus og følte, at jeg forlod en kampplads. Race, privilegier, smerte, empati, modstand, vrede. Som gæsteprofessor på Columbia, og nu på Yale, ser jeg, hvordan mit amerikanske klasseværelse dagligt destillerer USA’s konflikter med sig selv og verden. På vej mod et nervepirrende præsidentvalg.

På Yale ser jeg ind i maskinrummet hos den amerikanske intellektuelle elite. De såkaldte Ivy League eliteuniversiteter i USA, opkaldt efter den mørkegrønne efeu, der gror i sprækkerne på de gamle bygninger, er ofte blevet betragtet som petriskåle for den nyeste forskning og politiske eksperimenter. Erkendelser og oprør, der siden forplanter sig til det omkringliggende samfund. De er på en og samme tid elitære, traditionelle og fremtidens politiske modstand.

Her er loger som i Døde poeters klub bag høje afvisende stenmure. Min familie og jeg bor i Yales professorkvarter. Det er til vejfesten, jeg møder naboen – en kridhvidhåret mand i 80’erne, som var med til at opdage dna. En anden nabo og kvindelig professor opdager uopdagede planeter. En tredje er verdens førende ekspert i matematiske beregninger af kugleformer. Da vi siger, vi er danskere, siger de flovt undskyld for Trump, de læser dagligt Washington Post og The New York Times forfra og bagfra og ved mere end jeg om, hvorfor Trump naturligvis ikke kan købe Grønland.

Det er åbenlyst, at der stadig er al mulig grund til kritik af USA. Som undervisere i USA lærer vi at beskytte vores studerende mod active shooters. Velfærd og sygesikring er stadig katastrofalt fraværende. Min datter er født i New York. Jeg kender ydmygelsen ved at blive spurgt, om man har sygesikring, inden man får selv det mindste glas vand af en sygeplejerske. At ligge i gynækologisk leje med blodet fossende og underskrive, at man ikke vil holde lægen ansvarlig, inden han stikker i rygmarven og giver en epiduralblokade. Må vi aldrig komme dertil i Danmark.

Men i den danske debat får Trump lov at overskygge den amerikanske hverdagsmodstand på tværs af klasse, race og køn. Som om vi lader Trump overskygge amerikanerne. Alle dem, der vil en anden vej og kæmper indædt i deres hverdag. Den modstand, politiske og intellektuelle skarphed, der også er essensen af USA.

Solidaritet

På klassens første dag skal mine studerende præsentere sig selv. De gør det uden tøven med angivelse af, hvordan de kønsidentificerer sig. »Jeg hedder Rebecca og kan kaldes hun, hende, hendes.« »Jeg hedder Keisha og kan kaldes han, hun, dem.« De har gjort det i årevis her. Uanset egen kønsidentitet siger de deres kønspronomener i solidaritet med dem, der lider under konforme kønsforståelser. Den danske debat, der stadig cirkler om, hvorvidt der findes flere køn, føles langt væk og uendelig gammeldags. Hvor svært kan det være at vise solidaritet?

Det var også her under den store årlige amerikanske fodboldkamp mellem Yale og Harvard, at studerende fra begge universiteter løb ind på banen, stoppede kampen i protest mod eliteuniversiteternes betændte forbindelser til olieindustrien. Uddannelse skal ikke betales med oliepenge, men med skattepenge. Protesten kom på forsiden af The New York Times og afhændingen af elitens olieforbindelser sat i skred. En protest, der nu spreder sig.

I mit klasseværelse er også middelklassens børn. De forældre, der håber, at en plads på et eliteuniversitet sikrer det elskede barn i en usikker amerikansk fremtid. Forældre, der i sved, stress og 80-timers arbejdsuger har opsparet de millioner af kroner, det koster at sende sit barn til Yale. Studerende i tårer over det pres, familiens indsats giver dem, mails fra universitetets socialkontor om mine studerendes mange psykiatriske diagnoser, som jeg skal tage hensyn til i min undervisning. Jeg overvældes af ømhed over for mine studerende her og deres forældre. Deres kamp er barsk.

Vi skal blive ved med at se amerikanerne, ikke kun Trump. Hverdagen her er magt, afmagt og modmagt. På min søns offentlige high school i et socialt belastet boligområde i udkanten af byen er han én ud af fire hvide. Resten af de 1.000 elever er sorte eller latino, 63 procent kommer fra såkaldt underprivilegerede familier. Hen over sommeren blev det obligatoriske præsidentfoto af Trump stilfærdigt taget ned fra væggen i hovedkontoret. Tilbage hænger nu Barack Obama og Martin Luther King.

Serie

Sine Plambech skriver dagbog fra Yale

Sine Plambech er seniorforsker på DIIS, antropolog og for tiden gæsteprofessor på eliteuniversitetet Yale, hvor hun forsker og underviser i global migration, trafficking og køn.

Herfra skriver hun jævnligt dagbog til Information om verden, som den tager sig ud set fra Yale.

Seneste artikler

  • Sine Plambech: Sorte lig på de hvides middagsbord

    13. juni 2020
    Politiets mord på George Floyd og den voldsomme overrepræsentation af sorte i statistikken over coronadødsfald har gjort ’strukturel racisme’ meget synlig. Men hvordan gør man op med en struktur? Og kan man bekæmpe fortidens spøgelser, hvis ikke man tror på dem? Tag med til den hvide elites middagsborde i universitetsbyerne på USA’s østkyst
  • Sine Plambech: Coronaen næres af racisme og økonomisk ulighed

    18. april 2020
    New York lærer os på ny, at coronaens arkitektur følger økonomiske strukturer, vi allerede kender. De er forudsigelige. Corona næres ved ulighed og finder vej gennem de sociale revner, som arbejdsløshed, små boliger og privat sundhedsvæsen efterlader
  • Corona: De rige er kun modstandsdygtige, hvis de fattige også er det

    14. marts 2020
    Fra autoritære regimer til rådne sundhedssystemer: Corona udstiller nådesløst akilleshælene i de lande, den raserer. I USA er corona en tidsindstillet bombe, skriver Sine Plambech i sin tredje dagbog fra Yale
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Spændende artikel. Glæder mig til mere. Tak.

David Zennaro

Jeg synes ikke det der med at præsentere sig er så enkelt endda. For mig giver det mindelser til dengang da jeg var til mit første lesbiske seminar i Århus, og hvor præsentationsrunden dengang indbefattede stjernetegn. Nu kommer jeg tilfældigvis fra en familie, som anser den slags ting som overtro, så jeg vidste ikke, hvilket stjernetegn jeg var født. Hold da op, hvor det fik mig til at føle mig anderledes og udenfor.
Nu om dage, når jeg endelig deltager i den slags præsentationsrunder, så springer jeg det over, for jeg er så træt af den opkørte tone. Jeg forstår og accepterer, at det hører ungdommen til, men det kan også blive for meget. Det er vigtigt for transkønnede (herunder non-binære) at få styrket deres identitet, men det er ikke altid på den måde man kommer bedst frem til det.